Min mand fortæller: Da Loulou blev født.

Læs min beretning HER

I tog vildt godt imod Michaels fortælling om Umas fødsel og har efterspurgt hans oplevelse af Loulous fødsel længe. Og jeg har lige så længe spurgt ind, skrevet ned, og spurgt lidt mere. Det er ikke fordi han ikke vil deltage på bloggen, eller ikke gider skrive gæsteindlæg, men det bliver bare ikke altid lige prioriteret, hvilket jeg jo sådan set godt forstår. Men nu går den ikke længere. Jeg har hældt vin i vores glas, børnene sover, jeg har mine noter klar og NU får jeg den sammenhængende fortælling ud af ham.

Michael aka Freelancer fortæller:

Jeg lagde mærke til at Cecilie var oppe et par gange den nat. Natten til dagen, hvor vi endelig mødte Loulou, d. 17. marts. Ikke at der var noget nyt i det, for mange nætter i de sidste måneder af Cecilies graviditet var urolige og hun stod op igen og igen. Men da jeg vågnede om morgenen ved at en af børnene kom ind til os. Uma tror jeg det var. Var Cecilie helt rolig på sådan en koncentreret, men afslappet måde og hun sagde til mig, at vi nok skulle forberede os på en fødsel  i løbet af dagen. Vi stod op og gjorde børnene klar og jeg kørte afsted med dem i vuggestue og skole. Jeg havde et møde eller et ærinde derefter – Kan ikke huske hvad, overhovedet, kun at jeg ringede hjem inden og at Cille sagde at det kunne jeg sagtens, men at hun stadigvæk havde på fornemmelsen noget var i gærde.

Jeg kom hjem få timer efter og Cille var frustreret over, at der ikke var andre tegn på fødsel end lidt plukveer og den der ro jeg tydeligt kunne mærke og genkende i hende. Vi besluttede os for at gøre kunsten fra da fødslen af Uma gik i gang efter, og ville lægge os og se en film. Jeg gik på altanen for at ryge, men nåede kun lige at åbne døren da lugten af brand ramte mig. Der var gråt i hele gården af røg og der fløj aske gennem luften. Herefter hørte vi sirener og kiggede ud af vinduerne ud mod gaden. Der var en kæmpe brand i en bygning 50 meter nede af gaden og alt blev spærret af, mens politiet råbte op til os og alle andre at vi skulle lukke vores vinduer. Jeg vendte mig mod Cille og spurgte halvt i sjov, halvt i alvor, om hun stadigvæk skulle føde? Hun smilte ikke længere.

Umas vuggestue ringede og bad os hente hende, da de skulle evakuere alle børn på grund af røgen fra branden. Inden jeg kørte, bad Cille mig bære madrassen hun skulle føde på ind i stuen …
På gaden blev jeg mødt af tyk røg og en politibetjent, der råbte at jeg skulle gå ind igen. Jeg ignorerede hendes råb og fortalte hende at jeg skulle hente min datter og at min kone i øvrigt skulle føde. Sådan snart. Hun svarede at hun nok ville anbefale en ambulance i så fald, for det var den eneste form for transport hun kunne få igennem afspærringen. Jeg fortalte at vi havde planlagt en hjemmefødsel. Hun kiggede på branden og så på mig, og lovede så at ringe til mig, når hun havde talt med brandvæsenet.
Det gjorde hun kort efter og fortalte at brandvæsnet gav go! til en hjemmefødsel, så længe branden ikke udviklede sig, HVIS vi sørgede for at have lukkede vinduer, og gav besked om branden til fødegangen.

På det her tidspunkt havde jeg hentet Uma i den tilrøgede vuggestue og kørte hende hjem til mine svigerforældre, inden jeg hentede Otto på Østerbro og afleverede ham samme sted. Cille ringede til mig da jeg var på vej fra Ottos skole til Vesterbro. Hun var ikke længere i tvivl, ‘hun er her senest i morgen, tager du min mor og noget slik med hjem?’ … At hun, Loulou, kom fire timer efter det opkald, havde ingen af os forventet.

Jeg rippede Nettos slikhylder og tog hjem, hvor Cille lå på madrassen på gulvet. Hun havde uregelmæssige veer, hvilket jeg tror frustrerede hende en smule, men hun var alligevel i nogenlunde humør og sagde fortsat at hun regnede med at føde i løbet af natten eller dagen efter. Min svigermor kom lidt efter, og så husker jeg det som om at Cilles veer tog til, og hun gik i bad. Hun stod derude længe, meget længere end hun normalt ville stå under en bruser (hun hader at bade af en eller anden uforklarlig grund), og på et tidspunkt gik døren op og hun bad mig tage tid på veerne. Det var ikke til at tage fejl af, at de tog til nu og  at de var effektive. Ret hurtigt spurgte jeg min svigermor om vi ikke skulle tage og ringe efter jordemoderen, men både hun og Cille sagde, at det sagtens kunne vente. Jeg spurgte vist flere gange, og da der pludselig kun var få minutter mellem dem og de tydeligvis gjorde meget ondt, gav Cille mig besked på at ringe, NU. Mens hun vaklede ud af badet og lagde sig ind i stuen, ringede jeg til det nummer vi havde fået og kom i kontakt med en venlig jordemoder, der stillede en masse spørgsmål, altså mange mange mange spørgsmål, inden hun sagde, at hun ville sende en jordemoder, der ville være der indenfor en times tid – og at jeg bare skulle ringe igen, hvis der skete mere eller mindre….
Jeg vendte tilbage til Cille i stuen, der nu lå på alle fire med overkroppen oppe i vores sofa. I den næste ve blev hun bange for første gang, hun vendte sig mod mig og jeg kunne lige så tydeligt se angsten i hendes blik. Vandet var gået og hun spurgte mig måske ti gange om det var grønt. Ærlig talt aner jeg ikke hvordan fostervand skal se ud, men der var intet grønt at se, så jeg svarede nej, og min svigermor gav mig ret. Nu gik det stærkt. Cille jamrede og trak vejret hurtigt, mens hun gyngede frem og tilbage og kommanderede at jeg skulle ringe til jordemoderen igen. Hvad jeg ikke fortalte hende var, at det havde jeg gjort. Flere gange. 23 gange faktisk. Jeg kom aldrig igennem, og jeg er stadigvæk den dag i dag frustreret over at bruge så meget tid på at kime dem ned. Tid jeg kunne have brugt med min fødende kone. Selvom der kun var tale om minutter.

I næste øjeblik lægger Cille sig på ryggen og min svigermor sætter sig hos hende. Det er nu, jeg tror det er nu. Cille spørger konstant efter jordemoderen og spørger mig, hvorfor jeg ikke har ringet endnu…
30 sekunder til et minut efter ringer det på døren. Jeg sprinter ned af trappen, hvor jordemoderen stikker hånden frem for at hilse på og spørger om hendes udstyr er kommet. Jeg er et stort spørgsmålstegn og får vist bare sagt til hende at min kone føder. NU. Jeg fornemmer, at hun tror jeg overdriver, da hun smilende siger at vi lige må gå op og kigge, og derefter fortæller hun at hun kommer lige hjemmefra, så hun har bedt hospitalet om at sende hendes udstyr med en taxa. Jeg synes hun bevæger sig lige lovligt langsomt og gentager, at min kone altså er ved at føde, lige nu. Hun  smiler igen og går ind i lejligheden, hvor hun tager sine sko af og derefter følger efter mig ind i stuen, hvor Cille ligger og svajer fra side til side i en næsten trancelignende tilstand mens hun nynner og trækker vejret overfladisk. Jordemoderen finder et par handsker frem fra sin taske og sætter sig på gulvet hos Cille, kigger, og siger så, sætningen jeg aldrig glemmer: Hej Cille, jeg hedder Signe. Nu skal du høre. Din fødsel er i gang, så du presser bare. Efter en ve eller to, spørger Signe om Cecilie vil tage imod barnet selv. Cille ryster på hovedet og siger, at jeg skal gøre det. Noget vi har talt om tidligere, men som jeg egentlig har lidt droppet igen, da jeg sidder ved Cilles hoved og hun holder godt fat i mig og lader til at hun har brug for mig der. Men hun insisterer og jeg tager plads ved siden af jordemoderen, der viser, hvor jeg skal have mine hænder. Rundt om Loulous hoved. Hendes lille lodne bløde perfekte hoved, der drejer, da Cille føder hende, kroppen følger efter og der ligger hun, i mine hænder. Jeg griner og græder på samme tid og har aldrig mærket noget vildere. Jeg holder hende nogle sekunder, da jordemoderen spørger om hun ikke lige skal op og hilse på sin mor. Selvfølgelig.. Vi havde bare lige nogle sekunder Loulou og jeg, der bare var vores. Min Loulou.

Mens Loulou ligger hos Cille, der skal til at føde modekagen, ringer jeg til min svigerfar, der passer Otto. Jeg får Otto i røret, han ser Disneysjov. Jeg fortæller ham at han er blevet storebror igen. Han griner og forstår det vist ikke helt. Han er jo næsten lige blevet afleveret. Jeg forstår det heller ikke helt. Jeg ringer også til mine egne forældre, og til Rachel, Cilles veninde.

Cille tager tøj på og ligger sig i vores sofa med en dyne og med Loulou. Jeg bestiller og henter pizzaer, og finder champagnen frem fra køleskabet. Vi spiser og snakker og fjoller, min kone, jordemoder Signe, min svigermor, og jeg. Jeg har helt ondt i kinderne af at smile. Jordemoderen kører nogle timer senere, og derefter siger vi farvel til min svigermor. Vi sidder i sofaen sammen, Cille og jeg og lillebitte 3 timer gamle Loulou. Vi går i seng, i rummet ved siden af, hvor verdens smukkeste og sejeste kvinde fødte verdens smukkeste og sejeste Loulou. Jeg er rig, jeg er lykkelig, jeg er træt. Og det er jeg stadigvæk.

39 replies
  1. Silje
    Silje says:

    “Vi havde bare lige nogle sekunder Loulou og jeg, der bare var vores. Min Loulou.” og der kom tårene. Du har funnet en god mann, fo realz.

    Svar
  2. Maja
    Maja says:

    Jeg elsker dine indlæg Cille. Men hans, hold nu kæft hvor er det smukt og dejligt. Tillykke med ham 😉

    Svar
  3. Camille
    Camille says:

    ❤️ Læser jeres smukke fortælling mens min veninde putter hendes to drenge i rummet ved siden af – og fyldes af glæde over livets mange vidundere…

    Svar
  4. Sofie
    Sofie says:

    Puha, den fortælling kommer man vist ikke igennem uden et par tårer, slet ikke som højgravid, med barn nr. 3 på vej, som efter planen skal komme til verden derhjemme. <3

    Svar
  5. Louise
    Louise says:

    Elsker elsker elsker det! Er selv gravid i uge 21, og vi har godt nok ikke planlagt en hjemmefødsel, men elsker at læse, hvordan din mand har oplevet det – har endda sendt den til min kæreste, i håb om at han har lyst til at læse den. Måske når fødslen kommer tættere på. Det er jo ikke hans blære, som hun leger boksebold i, dagligt nu – så det føles stadig ret langt væk for ham 🙂
    I er simpelthen så seje begge to! Og Cille, du ER og bliver min yndlingsblogger. For den måde du skriver på, men sgu også for det du vælger at dele – det rammer mig, præcis som det skal, hver gang! Mad probz!

    Svar
  6. Ditte M
    Ditte M says:

    Så smuk og rørende læsning. Tak for det.
    Hvis ikke det var fordi min første fødsel endte i akut kejsersnit, så ville jeg helt klart (skulle jeg blive gravid igen) føde hjemme, for at opleve noget så fint, afslappet og helt personligt.

    Svar
  7. Camille M
    Camille M says:

    39+0 -træthed, uro og minus søvn pt. Men hvad gør det, når man lige kan få denne beretning med også. Endnu mere klar, energi fyldt og forventningsfuld til vores første forstående hjemmefødsel. Hvis bare jeg kan bede om halvt så dejlig en oplevelse så jeg godt tilfreds 🙂

    Svar
  8. Nat
    Nat says:

    Så fint så fint. Kan stadig ikke komme over hvor fedt navnet er – og så med historien bag.

    Får helt tårer i øjnene jo!

    ❤️

    Svar
  9. Cecilie
    Cecilie says:

    Må indrømme jeg altid har syntes det var alt for meget og lidt åndssvagt at folk fik tårer i øjnene over en fødselsberetning, men må jo med skam meddele at jeg nu er en del af klubben.
    Sætningen “vi havde bare lige nogle sekunder, Loulou og jeg, der bare var vores” fik det til at kilde lidt i min næse og mig til at blinke lidt ekstra med våde øjne😊 Tillykke med jeres fine datter og tak for den fine fødselsberetning.

    Svar
    • Signe Op.
      Signe Op. says:

      I øvrigt tænker jeg, han fandeme fortjener points for ikke at fortælle sin fødende hustru, at det er umuligt at komme i kontakt med fødegangen! Holy shit, det må have været nervepirrende for ham!
      Og en sidste ting: Kan vi ikke klaske “When a maaaaan loves a woman…” på som baggrundsmusik her? 😉

      Svar
  10. Line
    Line says:

    Waaaauw. Jeg sidder her med favnen fuld af min 15 uger gamle datter (der kom et par dage efter Loulou) og med en 12 timer gammel gennemarbejdet beslutning om at der skal være 15 mdr mellem hende og vores 3. I øvrigt håber jeg på en hjemmefødsel for første gang. Super rørende læsning ❤️

    Svar
  11. Anne Mette
    Anne Mette says:

    Hold op en fin beretning! Så smuk og meget rørende. Hvor er I seje! Her et år efter min første (meget lange fødsel) kunne jeg drømme mig hen til en hjemmefødsel, og en oplevelse som jeres – Wauw ❤️

    Svar
  12. Karina Simonsen
    Karina Simonsen says:

    Fint fint fint fortalt! Jeg fælder en lille tåre – bare fordi… Forstår frustrationen – over forgæves opkald og lidt for langsomt gående jordemor – og også de andre reaktioner. Kan næsten mærke den der “vuggen” i min egen krop, selvom det er over 12 år siden, jeg sidst fødte. Tak for fin beretning!

    Svar
  13. Tine
    Tine says:

    Kan godt være det måske (lad os bare sige det er derfor;)) jeg selv var igennem i fødsel for 10.mrd siden. Men STOR tuder af dit indlæg!
    Er fan!

    Svar
  14. Marie
    Marie says:

    Så dejlig en beretning. Fandeme en god mand, du har dig der. Hvor blev jeg rørt. Har læst det et par gange. Det bragte mig lige tilbage januar, hvor min mand også tog imod vores datter derhjemme, han har også skrevet sin beretning om begge vores børns fødsler – dog ikke på nogen blog. Tænker det bliver sjovt for dem at læse engang. Tak for din blog og alle de smukke ord, det er jo et helt arkiv over jeres liv, vanvittig fint at følge med i. Jeg har fulgt med helt fra begyndelsen, og det tror jeg faktisk, at jeg aldrig stopper med.

    Svar
  15. Ulla
    Ulla says:

    Nej hvor en fin fortælling. ❤️. Jeg sidder helt med fugtige øjne og får lyst til endnu en nr. 3, selvom det ikke er mere end 4,5 mdr siden nr 2. Ankom 😉 vi var nemlig ret tæt på hinanden med termin husker jeg ❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *