Jeg har skrevet et brev

I bedste Mads & Monopolet stil har jeg, eller vi, skrevet og sendt et brev til en fremmed. En fremmed hvis sommerhus vi har kastet vores kærlighed på. Egentlig var og er planen slet ikke at vi skal have et sommerhus. I hvert fald ikke nu, men en eller anden dag om nogle år er det da helt klart på ønskelisten. Ikke nu.

Der er bare det, at vi alligevel har kigget lidt, talt lidt mere om det, kigget endnu mere, og så parkeret det igen. Lige indtil i går.
Michael og de store børn var taget på besøg i nogle venners sommerhus, og lige der ved siden af i en tilgroet have lå det fineste lille træhus med terrasse og god stemning. Min mand facetimede mig derfra og jeg flyttede ind, i tankerne altså.
Det viser sig, at huset ejes af en ældre kvinde, som ikke har brugt det i 10 år. Som i slet ikke.
Hvad grunden er ved ingen. I hvert fald ikke nogen af dem vi har talt med i området.
Min indre forfatter, hende der bor i min mave og som kan digte lange snørklede historier ud af ingenting, har været på overarbejde lige siden, men det er noget helt andet. Vi gik i igang med at overveje vores muligheder. Min mand syntes vi skulle ringe til hende. Jeg var ikke enig, og kom i tanke om et lignende dilemma jeg har hørt i Mads & Monopolet, hvor svaret var et håndskrevet brev med en kærlighedserklæring til huset. Så det har vi gjort. Beskrevet at vi er vilde med det, at vi godt ved at det er en lidt besynderlig forespørgsel og at vi forhåbentlig ikke overtræder en grænse ved at være så direkte, men at vi altså gerne vil købe hendes sommerhus, hvis hun skulle gå i salgstanker.

Brevet er sendt.

Jeg aner ikke, hvad vi skal forvente, så vi forventer ingenting. Men tænk engang hvis det er en mulighed? At det lille træhus med den tilgroede have kan blive vores. Mest af alt håber jeg at høre tilbage fra hende, måske især fordi at jeg er blevet nysgerrig på hvem hun er, og hvorfor hendes vidunderlige hus bare står der og ikke bliver brugt. Forhåbentlig er der en logisk årsag, der ikke betyder at vi måske er kommer til at rippe op i noget, der skulle have lov til at ligge.

Måske hører vi aldrig noget, og så må det være sådan. Men jeg har ro og sommerfugle i maven. Hvor intet voves, intet vindes.

14 replies
  1. Jannie
    Jannie says:

    Har lige præcis gjort nøjagtigt det samme. Det er blot en helårs bolig. I den allersydligste del af vores land. Er så forelsket. Også selvom det er laaangt væk fra børn og børnebørn

    Svar
  2. Melisa
    Melisa says:

    Vi oplevede det modsatte da jeg stadig boede hjemme. Vi havde en 5 værelses lejlighed bare mig og min mor og da alle i reden (undtagen mig) var den lidt stor. Men hun overvejede ikke at få en mindre. Indtil en dag hvor hun først fik et brev fra en familie på 5 – snart 6, der godt kunne bruge pladsen og med lige den størrelse bolig hun selv kunne forstille sig at bo i når jeg også forlod reden.
    Det med at hun ikke skulle søge og gøre ved, gjorde at hun sagde ja med kort betænkningstid, så jeg krydser fingre for det samme svar for jer! Der er noget magisk ved et sommerhus – et lille tilflugtssted, men som stadig føles som hjemme. 🙂

    Svar
  3. Emilie
    Emilie says:

    Da mine forældre købte mit barndomshjem for 30 år siden havde de først kig på et andet hus der blev solgt for næsen af dem. Min far skrev til køberen at hvis han skiftede mening og ville sælge måtte han meget gerne kontakte dem. For et par uger siden dumpede der så et brev ind ad postkassen, komplet med kopi af min fars originale forespørgsel. Så fint synes jeg.

    Svar
  4. L
    L says:

    Min ven er fra New York. Hans farmor er lige gået bort. Hun boede i et smukt gammelt hus udenfor New York, der hvor der er strand og rige hipstere med voldsomme planer om renovering og beton. Under oprydningen af farmorens ting, fandt min vens far brevet fra begejstrede, ydmyge, respektfulde mennesker, der virkelig gerne ville købe huset. Det får de lov til nu. Jeg håber det samme for Jer.

    Svar
  5. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Årh, hvor fint.

    Jeg krydser arme og ben for, at det lykkes.
    Jeg har, ligesom flere i kommentarfeltet, også hørt om sager, hvor den slags forespørgelser lykkes 😀 Det er jo lidt som at sende et kæreste-brev – håber der er sat kryds i “ja” (: <3

    – A

    Svar
  6. Louise
    Louise says:

    Hvor fantastisk – vi står selv i samme situation.
    Synes godt nok det er lidt svært at starte brevet 🤔
    Hej, vi er vilde med dit hus og ønsker at købe det – føler det er for direkte.
    Hvordan lagde du ud i dit brev?
    Louise

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Noget ala:
      Kære X
      Hvor intet vover, intet vinder. Deraf dette brev. Sagen er den, at vi er faldet pladask for din grund og det fine hus derpå (…)

      Herefter en kort introduktion af vores familie og hvor vi kender hendes hus fra.

      (…) Derfor spørger vi dig, må vi købe dit sommerhus? Vi lover at passe godt på det.

      Vi håber at høre fra dig.
      Og så alle vores kontaktinfo.
      Ish.

      Held og lykke 🙂

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] visionboard for fremtiden. Og nu vi er ved det med sommerhus, så skylder jeg jer en opdatering på brevet. Vi fik svar for små to uger siden. Vi må gerne købe huset. Hviiin! I en halv dags tid var vi […]

  2. […] Vi har ikke fået svar på vores brev. […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *