En weekend, der forsvandt og noget om OITNB

Nostalgisk

I podcastens N-afsnit taler jeg om nostalgi, og i aften ramte følelsen mig for fuld smadder. Min yndlings app, eller en af dem i hvert fald, nemlig Timehop, viste mig et billede af en lille lækker Otto, der blæser sæbebobler på vores gamle bagtrappe i Valdemarsgade. Der hvor vi boede, han og jeg, da han var lille. Jeg husker tydeligt, da jeg tog billedet. Det er fire år siden og det var tidligt om morgenen, inden børnehave. Det føles som et andet liv, og det var det jo i og for sig også.

Nu bor vi et andet sted, men vi er stadigvæk et hold. Der er bare kommer lidt flere holdkammerater, heldigvis. Men jeg kan godt mærke at jeg til tider romantiserer tiden, hvor det var Otto og jeg mod resten af verden, også selvom jeg ikke ville bytte min nuværende virkelighed væk for noget.

At jeg så, sammen med min mand, går rundt med et hul i maven, over at Otto skal tilbringe to nætter væk hjemmefra senere på ugen, når han tager på koloni, gjorde ikke den nostalgiske følelse mindre.

Engang var han lille, pjusket og hjemme i trygge rammer. Nu er han større, smukkere end nogensinde, og begynder så småt at skulle udforske verden uden mig og uden sin far, og jeg mærker den klassiske og helt klichéfyldte følelse af at tiden går for hurtigt.

Otto, for fanden. Don’t grow up, It’s a trap.

img_5837

   

9 kommentarer

  • Trine

    Så dejligt et indlæg! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S.

    Tak for et virkelig dejligt og ret så fint indlæg. Du kan noget med ord, der rører dybt. Tak! Kh S.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Hvor er han sød 🙂 Vores ældste (ud af tre) på 7 år har lige været på koloni. Han var 10 cm højere, da han hjemvendt stod af toget med sine skolekammerater. Det vil Otto med garanti også være 🙂 Men hullet i maven – det hul kender jeg godt. God dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Hov! Haha! Jeg hedder ikke Otto, som jeg skrev før x)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg sidder med tårer i øjnene. Kan godt forstår jer – det er så underligt som tiden går og går. Og så skriver du bare så fint og rørende, så det rammer helt særligt. Håber de to/tre dage kommer til at blive gode, både for jer og for Otto. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Åh… kært. Ja, det er helt sikkert ikke kun børnene, der vokser af at være væk – det er også noget, vi som forældre gror af 😉 Man er bare glad, når de er hjemme igen! 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det’ vildt hvor meget han ligner dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Bliver helt blød og nostalgisk også. Har en lille fis på snart to, og hold op hvor han hurtig er blevet stor! Kan slet ikke holde ud at tænke på at han en dag skal på koloni…!! Og Valdemarsgade… Der boede jeg med min mor en gang i 80’erne,kun os to, og var et hold lidt som du beskriver. Jeg var vist også 4 år ca… Du skriver fantastisk Snegcille! Og din tekst i dag ramte mig på flre punkter. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    ❤ ❤ ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En weekend, der forsvandt og noget om OITNB