Sund og stærk, tak

Med et veloverstået 8 ugers tjek hos lægen, hvor min bækkenbundsmuskulatur fik både ros og komplimenter, er det nu ved at være tid til at komme i omdrejninger og få bevæget mig lidt mere end tilfældet har været de sidste mange måneder. Også min kost skal jeg lige tænke en anelse mere over, bare lidt mindre chokolade og lidt flere gulerødder.
For fanden, jeg elsker jo søde sager, alt smørbagt, og hvad som helst, der har skyggen af karamel eller chokolade i sig, og jeg bliver aldrig en, der siger nej tak til kage, eller ‘bare et lille stykke’. Det har jeg prøvet og jeg bliver et dårligere menneske af det. Helt sur og rasende. Nej, chokolade vil jeg altså have, og gerne en del af det. Dog spiser jeg faktisk ret fornuftigt og sundt meget af tiden, altså ved siden af alt det der slik og chokolade, for jeg elsker også grøntsager og ting, der knaser, så for det meste går det ret fint med de fornuftige og sunde valg også, særligt i de sidste par uger, hvor mit energiniveau har været lavt og min krop nærmest har skreget på spinat og chiagrød … Og så er der dage som i dag, hvor jeg alt for tidligt får det forkerte ben ud af sengen, efter en nat med sparsom søvn, og spiser en marsbar til morgenmad over køkkenvasken i smug for mine børn, inden klokken er slået 7.
Ligesom at der er dage, hvor jeg glemmer at spise – Noget jeg aldrig har kunne forstå at man kunne, men som pludselig er sket for mig de seneste år, fordi jeg konstant behovsudsætter (welcome to motherhood), og kører udelukkende på kaffe en hel dag, indtil hovedpinen og underskuddet rammer op af eftermiddagen. Men nu skal det være slut. Både med morgenchokolade og ufrivillig faste. Jeg vil gerne være sundere, få lidt mere energi, og vigtigst af alt vil jeg gerne føle mig stærkere. Særligt min ryg og min holdning er blevet lidt slatten og trænger til en overhaling. Hold kæft jeg har ondt i skuldre og nakke, og jeg tager konstant mig selv i at gå og krumme ryggen – Ikke pænt. Slut med det. Flere grøntsager, mindre marsbar, og ikke mindst en masse Sif. Fra i morgen …

img_5089
Frokost fra en dag i sidste uge:
Bønnefritter, stegte søde kartofler med chili og ristede cashewnødder, og falafel (Urtekrams er bedst synes jeg)

4 replies
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Sørger for at der er godt med olie på (putter dem helst i en pose sammen med olien og giver dem en omgang ‘massage’ inden de ryger på bagepladen) og så roder jeg rundt i dem et par gange undervejs. Cirka 20-25 min på varmluft 200 grader.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *