Ikke mere dårlig samvittighed ... Måske.

Seje mødre, også os der ikke ammer

Bliv ved, hold ud, du skal bare… Og har du prøvet …
Jeg ved godt, at det er ment i bedste mening, og ofte er fuld af solidaritet… Men helt ærligt, så har det for mig været enormt svært at blive mødt med den slags ‘råd’ igen og igen og igen. Jeg taler om amning. Med tre mislykkede ammeforløb i rygsækken, og utallige vejledninger og tips afprøvet i rotation om og om igen, er velmenende kommentarer som ‘Har du prøvet ammebrikker’ eller ‘Bare hold ud’ ret demotiverende. Både fordi der ikke findes en ammebrik, et råd, en salve, en stilling, jeg ikke har forsøgt, men også fordi at det er en smule grænseoverskridende med den slags indblanding i noget, der for mig i hvert fald har været ret sårbart, når man ikke har spurgt. Selv nu når jeg fortæller om mit valg, som jeg her tredje gang faktisk hviler enormt meget i, og slet ikke på samme måde har kvaler over, oplever jeg at blive mødt med råd og alle kan amme-kommentarer.

For mig har beslutningen om at sige stop, været den bedste. Alle tre gange. Jeg ville dog ønske, at jeg havde truffet den, før jeg gjorde, med Otto i hvert fald. Men jeg VILLE amme, koste hvad det ville. Hvilket resulterede i en lorte opstart, med et sultent barn, et mistet stykke brystvorte jeg aldrig får igen, angst for hver eneste amning, koldsved og daglige tudeture, i freaking fire lange uger. Med Uma gik der lige over en uge, inden jeg begyndte at supplere med flaske og få uger derefter, efter optil flere besøg af en ammevejleder, pakkede brysterne helt væk. For det blev aldrig rigtig godt. Og denne gang med Loulou, gik der ikke mange dage, inden jeg godt kunne se, hvor vi var på vej hen, igen, og besluttede at droppe kampen helt, simpelthen bare droppe det, og ikke spilde flere kræfter, tanker, og googlesøgninger på det. For min skyld, og i særdeleshed for Loulous skyld.Og for fanden, hvor er jeg stolt og glad for at jeg gjorde det. Det var som at komme ud på den anden side efter en uge i uvejr, til solskin, ro, glæde, og lyst til at være mor.

Det er faktisk de færreste kvinder, der vælger amning fra, bare fordi det er den nemme løsning. Det er sgu ikke nemt.
Det er faktisk nok noget af det sværreste jeg har gjort, og jeg har grædt virkelig mange tårer over de åndssvage bryster altså.
Havde jeg fortsat den kamp det var for mig, sådan som mange opfordrede mig til, kan det godt være at det var blevet godt nu, det kan sagtens være. Det ved jeg af gode grunde ikke. MEN jeg var også gået glip af en ret særlig tid med Loulou (og Uma), en tid som jeg desværre med Otto kun mindes med en dårlig smag i munden og gråd helt op i halsen. For mig var og er det helt rigtigt. Og jeg håber sådan, at andre mødre derude, som læser det her, tager noget med sig, om det er en form for accept af deres eget valg om ikke at fortsætte amningen, eller om det måske kan få nogen på den anden side af bordet til at lytte til og rumme andres ammekomplikationer og/ eller valg, fremfor at pushe på med råd de ikke er blevet bedt om at give, det gad jeg virkelig godt.

Og lad mig lige slå en ting fast, i anledning af at det er mors dag i morgen;
Mødre er seje. Ligegyldigt hvordan de er blevet det. Fødsel, kejsersnit, surrogat, adoption, fertilitetsbehandlinger, æg-donation, sæddonor, whatever. Jeg er ikke en sejere mor, bare fordi jeg bliver gravid, så snart jeg har tænkt tanken, at sådan en baby mere da kunne være hyggelig at få, og har født vaginalt uden smertestillende, ligesom jeg ikke er en dårligere mor, fordi mine bryster åbenbart ikke virker og mælkeproduktion ikke er en af mine talenter. Jeg er tværtimod en pissegod mor. Blandt andet fordi jeg har turde mærke efter, og tage det valg om af fravælge amning, på trods af rynkede næser fra omverdenen, og min egen banken-mig-selv-i-hovedet med at amning er det bedste.
Hvis det fungerer, eller man har overskuddet til at tage den kamp det kan være, så er det sikkert det bedste. MEN at kunne mærke at ens relation til sin nyfødte lider under at amningen ikke dur, som var hvad der skete for mig, og så handle på den følelse, det kan også være det bedste.

Glædelig mors dag, i morgen. Allesammen.

screen-shot-2017-05-13-at-14-19-59
Billede taget af Cecilie Underbjerg

   

83 kommentarer

  • Camilla

    Fantastisk indlæg som gav mig en klump i halsen. Jeg har selv haft et mislykket ammeforløb med min datter og når jeg tænker tilbage på den første tid, så kan jeg stadig få ondt i maven over det pres jeg følte fra omgivelserne og især fra sygehuset i forbindelse med amning. Dejligt at læse om det på den her måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Tak Cecilie for det her helt fantastiske indlæg! Din oplevelse af, at man kommer ud i solskinnet, beskriver så fint hvordan jeg havde det, da jeg startede min søn op på flaske. Efter 5 lange uger hvor hver amning tog op mod 1,5 time, og jeg fik koldsved, hver gang jeg skulle ud af døren af frygt fo,r at babyen skulle vågne midt på gaden og være sulten, var det en lettelse endelig at kunne være sikker på at han blev rigtig mæt. Det var hårdt at erkende, at amningen bare ikke duede for os, men den glade dreng jeg fik, efter flasken blev introduceret, har opvejet alle de frustrationstårer jeg har grædt. Hans behov kommer i første række og jeg ved nu, at jeg er en god mor, også selvom jeg ikke kunne amme mit barn fuldt ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så godt skrevet! Super dejligt for en “ammer” at høre tankerne bag. Jeg synes nemlig tit at jeg tolker folks forhold til amning, som noget de enten vælger fra eller til – ikke at nød, men af ren og skær kontrol.
    F.eks. mødre der bestemmer sig for, at de kun vil amme i et år. Hverken mere eller mindre.
    Eller at de nægter natamning. Selvfølgelig er der altid mere til historien, men jeg synes tit godt det kan virke som om mødrene planlægger det hele, og prøver at følge alle de standarder der er, for f.eks. søvn, eller anbefaling af hvor længe man ammer….. jeg savner lidt at folk tænker selv! Men det er nok også bare mine fordomme 🙂

    Min kommentar har egentlig intet med dit indlæg at gøre, som er virkelig godt skrevet og giver en god indsigt i hvordan det også kan være. Tak for det <3

    http://www.livetsomungmor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Familielivet og relationen til ens børn er klart det vigtigste i min optik. Hvis amningen må vige for det, må det være sådan. En fuldstændig nedslidt mor er ikke noget værd (jeg taler af erfaring):-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Tak for dette skriv. Jeg genlæste også dit indlæg fra dengang du tog beslutningen om at stoppe med amningen af Uma, da jeg selv sad med gråden oppe i halsen over en faretruende mislykket amning. For helvede, hvor var jeg ked af det!

    Jeg endte med at holde i 3,5 måneder og det var på trods hele vejen. Mit barn var født for tidligt og var først ikke stærk nok, og bagefter havde hun en for dårlig sutteteknik. Dit indlæg hjalp mig til at få skuldrene ned over situationen – det er jo banalt, men at vide, at vi er mange i den båd, er altså en trøst.

    I dag har jeg en fuldfed lille unge, der stortrives og som kunne blive passet af sin far hele lørdag, mens jeg hujede rundt til polterabend. Kom ikke og sig, at der ikke også er store fordele ved flasken!

    Glædelig mors dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin

    Tak for verdens bedste indlæg. Jeg har kæmpet en sindssyg ammekamp ved alle mine tre børn og brugt alt for meget kapacitet på at finde de rette argumenter, da flasken tog over.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidder selv i en træls situation med et barn der – ifølge lægerne – ikke tager nok på, og jeg sidder også og battler med mig selv om kampen om amning er det værd, for det tærer virkelig på en. Lige nu både ammer og flasker vi den, men det er godt nok også hårdt arbejde at styre begge ting hele tiden. Halvdelen af mig overvejer stærkt bare at stikke hende flaske hele tiden, om ikke andet for at slippe for de forpulede læger. Den anden halvdel har virkelig svært ved at skulle give 100% op på amning, og tænker stadig på det hver dag jeg sidder med hende og amningen går helt fint og vi hygger dejligt med det (med ammebrik!).

    Så fedt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • signe

    Et fint skriv med mange gode pointer, men i virkeligheden er jeg aller mest ked af at det overhovedet er nødvendigt at bruge så meget plads på at forsvare hvorfor man har valgt ikke at amme. Det burde virkelig slet ikke være noget man skulle tænke videre over eller debattere, for man gør det jo kun fordi det er den bedste løsning for én, uanset hvad grunden så måtte være.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg fik aldrig skrevet det dengang. Men da jeg sidste sommer sad med blødende bryster og en sulten baby, googlede jeg alt om amning og fandt det indlæg, du i sin tid skrev om ammestop med Uma. Og det hjalp, mere end du aner! Det gav mig vished om, at jeg ikke var den eneste, det ikke fungerede for. Tak fordi du vil og tør skrive om så sårbare emner ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Du er en fantastisk mor Cecilie, ammende eller ej.

    Må jeg spørge hvor længe slyngevuggen kan bruges? Jeg overvejer dagligt at anskaffe mig en 😴

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sneglcille

      Tak 🙂

      Gør det gør det gør det. Man kan vist bruge den ret længe. Med Uma droppede vi den da hun var omkring 7-8 måneder mener jeg, men den var seriøst GULD værd, særligt de første måneder. Og nu med Loulou er den også et hit.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Fra en (sej) mor til en anden, så bliver jeg simpelthen nødt til at gøre opmærksom på et andet ufatteligt sårbart emne, som du desværre selv rammer med dit indlæg…

    Super fint – og vigtigt – indlæg, men den sidste del fik mig sgu til at tude. Du skriver: “Mødre er seje. Ligegyldigt hvordan de er blevet det. Fødsel, kejsersnit..,”
    Min datter kom til verden ved akut kejsersnit efter 21 timer med veer og forsøg på sædefødsel. Selve kejsersnittet og smerterne ugerne efter er nok det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg har været så pissehamrende ked af det kejsersnit lige siden, og selvom det er 10 måneder siden nu, så rammer det stadig lige dér hvor det gør allermest ondt, når folk indikerer eller siger at jeg ikke har født.
    Der er ikke noget jeg ønsker/ønskede mere end at føde vaginalt, men sådan skulle det desværre ikke være.

    Især de første måneder kæmpede jeg med hvordan jeg skulle omtale det; “måtte” jeg sige at jeg havde født. Så jeg omformulerede og sagde “Da Rigmor blev født” istedet for at sige “da jeg fødte”. Det har gjort lige ondt hver gang folk er kommet med kommentarer a la “hvorfor skal du træne bækkenbund, når du ikke har født”. Det er en mavepuster uden lige hver eneste gang. Nu er jeg nået derhen – med hjælp fra kejserinderne.dk – hvor jeg kan sige til mig selv, at jeg har født. Jeg har født ved kejsersnit. Men jeg er trods alt ikke stærkere i troen (endnu), end at en sætning som den i indlægget kan få min til at vakle.

    Og det er jo dumt, for dit indlæg handler lige netop om at vi er seje, uanset hvordan vores børn kom til verden, men for sådan en som mig gør det ondt helt inde i hjertet, at kejsersnit ikke kommer i “fødsel”-kassen.

    Du må ikke tage det som “brok”, men mere som en venlig reminder (til alle) om, at et kejsersnit kan være mindst ligeså sårbart som amning. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sneglcille

      Jeg er ked af, hvis jeg har formuleret mig klodset,for så går pointen jo netop lidt i vasken.
      Selvfølgelig er et kejsersnit også en fødsel.
      Om børnene er kommet ud den ene, den anden vej eller tredje vej, med et skib, et tog eller med en flyver, er totalt underordnet. Mødre er superhelte og så er den ikke længere.
      Knus til dig og Rigmor (dejligt navn)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      ❤️ tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Hej Karen!
      Undskyld jeg blander mig, men kan simpelthen ikke holde det her for mig selv –
      Jeg har aldrig hørt om nogen der ikke synes et kejsersnit ikke er en fødsel- og hvor er jeg led og ked af, at du har måtte høre på dét. Helt ærlig – sikke noget fis, for selvfølgelig har du født! Det er da fuldstændig underordnet hvordan. Og glædelig morsdag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Du skal endelig ikke undskylde. Din besked gjorde mig kun glad… Tak!

      Jeg er desværre stødt på det langt oftere end jeg overhovedet havde forventet. En ting er fra uvidende kollegaer, men også på efterfødselshold og fra andre mødre.

      Man tror simpelthen at det er løgn, men på jordemoderforeningens hjemmeside (af alle steder!) skriver de følgende:

      “Hvis du har fået akut kejsersnit, kan du både føle dig udmattet efter ’næsten at have født’ og oveni det hele at være blevet opereret. Plus der kan være behov for at fordøje alt det, som skete undervejs.”
      Av!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Lille indspark: det er overraskende stigmatiserende at have fået kejsersnit. Jeg oplever ligeledes at man ikke har født “rigtigt” og at man har taget den “nemme løsning”. Ved vores første barn oplevede jeg netop, at det at jeg både havde fået akut kejsersnit OG måtte opgive amningen blev anskuet som noget jeg havde valgt selv og indebar at jeg skulle forklare mig overfor løftede øjenbryn. Hvis man skal se det som et valg så ja, så valgte jeg det samme som Cecilie – at tilknytningen med mit barn var vigtigere end amning og at mit barn kom helskindet igennem fødslen var vigtigere end at føde vaginalt. Men det er bare så smertefuldt at man netop føler, at man bliver nødt til at forsvare det – så sørgeligt, for man er jo selvfølgelig den allerbedste mor for sine børn ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Super sej udmelding, kære snegl.
    Hilsen en mor til 4= 4x lorteamning i 3 uger, 4x brystbetændelse, penicillin og sultne børn. Derefter mætte og fredelige børn. Hurra for sutteflasker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tak for et vigtigt indlæg! Og tillykke med mors dag imorgen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Tak!
    Det bedste jeg gjorde for mig selv og min søn, var at købe en sutteflaske. Jeg ammede, men det gik i vasken den første uge og vi blev indlagt, fordi drengen tabte sig. Jeg fik gang i amningen igen, men det blev aldrig helt rigtigt. Sundhedsplejersken anbefalede at vi supplerede med mme på kop, og det gjorde vi i 2 dage, hvor jeg til sidst tænkte fuck det og købte en sutteflaske.
    Efter det køb fik jeg sindsro og kunne supplere amning (hyggebabs) med sutteflaske ca halvtomhalvt i næsten 6 måneder.
    For mig, handlede det mest om, at alle fagpersoner omkring mig, i starten sagde det nok skulle komme. At mælken nok skulle løbe til og jeg bare skulle slappe af i det, og blive ved. Det duede jo bare ikke, når babyen sultede…
    Tak for dine ord og din blog. Tænkte tit på dit ammeforløb med Uma, mens alt det stod på. Og tænkte, det er ok at sige stop og købe sutteflasken 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sneglcille

      Selv tak. Det gør mig simpelthen så rørt og glad, at jeg har kunne hjælpe med at gøre beslutningen mindre strid.
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Tak fordi du deler. Både nu og med Uma. Dine ord var en stor hjælp, da jeg sad som førstegangsmor for to år siden med samme udfordringer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Hurra for mødre – og hurra for at turde mærke efter og gå med det, man føler er bedst for sit barn og én selv. Du er for sej og helt sikkert en skide god mor 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Ej jeg er bare nødt til at sige TAK!! Jeg har været SÅ misundelig over din sidste fødsel. Tænk at kunne få lov at føde hjemme uden smertestillende. Jeg fik tildelt en 3 døgns fødsel der endte i et akut kejsersnit. Jeg har været så ked af alle de der “du har jo ikke født et barn” kommentarer. Men til gengæld har jeg kunne amme. Ikke let, men det lykkedes (med lidt supplering). Alle har deres problemer og svage punkter. Og hvor det gik skidt og godt for mig er gået anderledes for andre. Så bare… tak! Tak for vi alle er mega seje og gode. Og op i røven med (velmenende) råd 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Åha ja. “Du har jo ikke født”-kommentarerne gør simpelthen så ondt… Jeg gik til noget mor/barn efterfødselstræning, og her sagde instruktøren “dem af jer som har født…(noget med noget bækkenbund)”
      En temmelig ufiks kommentar, når man står med en hel hær af mødre med spædbørn. 🙄

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sneglcille

      Kære Lisa
      3 døgn lyder eddermame hårdt. Hvor er du sej <3
      Og selv tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Tak! ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Tak for det indlæg. Vi skal rumme hinanden og bare holde kæft sommetider. Jeg har aldrig oplevet problemer med amningen, ammede den første til han var 20 måneder (det har jeg så også skulle høre for var for længe). Min søn kunne have fortsat til han var meget ældre, tror jeg, men jeg havde behov for at få min krop for mig selv igen der. Med min datter har jeg tænkt mig at fortsætte til hun eller jeg ikke kan mere. Og ingen skal blande sig i, hvornår det er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er nybagt mor med en lille prut på en måned, som får flaske. Jeg er blevet enormt overrasket (ikke nødvendigvis godt) over, hvor mange der spørger, om man ammer (også folk man nærmest ikke kender) – og hvor grænseoverskridende det pludselig føles, når det er ens egne bryster, det handler om. “Nej, jeg ammer ikke.” Forventer folk så en forklaring? En undskyldning? En redegørelse for ens eventuelle forsøg?
    Jeg vil i hvert fald tage med mig videre, at jeg aldrig vil spørge en nybagt mor, om hun ammer. Men derimod bare spørge om hende og baby har det godt – og sige hvor sød og dejlig baby ser ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sneglcille

      Ja, det er faktisk ret vildt, hvor mange der spørger om lige det. Jeg hadede det i starten og gik totalt i forsvar.
      Nu svarer jeg med stolthed i stemmen og ro i maven.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Jeg er virkelig også overrasket over hvor meget folk har behov for at kommentere på amning. Jeg har en pige på 10 måneder, og har (trods en hård omstart) haft et ret ukompliceret ammeforløb.

      Jeg synes simpelthen, at det har været så underligt, når folk undervejs har sagt “hvor er det flot, at du stadig har mælk nok!” eller andet i den dur… Flot!?! Jeg har jo for pokker ikke “gjort” noget. Og hvad siger man? Tak?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er du bare fucking sej. Kudos!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hørt! ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja N

    Sådan, good for you!! 😀
    Blir SÅ træt når folk siger at flaske er den nemme løsning. For ja jaaaa, det er da meget muligt at det er praktisk at farmand hjælpe til. Men come on, konstant skolde-koge helved at flasker/sutter, afkogt vand i lange baner til at lave mælken af, baby som får ondt i maven af mme, osv osv. Desuden er det er ikke ligefrem billigt at ha er flaskebarn. Og som bonus skal man, udover egen dårlige samvittighed, også jævnligt dunkes i hovedet for sit valg. Nem løsning, min bare r**!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Jeg kan ikke blive gravid ved naturens hjælp alene, både min mand og jeg er såkaldte infertile. Men vi har tre børn, tak I-land og godt job…for det er DYRT.
    Jeg kan godt føde, men mine moderkager sidder fast, har været ved at dø to gange. Tredje gang blev derfor kejsersnit.
    Jeg kan ikke amme, var igennem helvede med de første, græd og græd over min manglende evne til at fodre mit eget barn.
    Min gynækolog sagde jeg skulle være glad for vi levede i Danmark, og i dette år tusinde for bare for 50 år siden havde jeg nok ikke fået et barn, og hvis jeg havde var jeg død i barselsengen med den første.
    Min vendinde som har adopteret to børn bad mig holde kæft.
    De har begge to ret.
    Det vigtigste er børnene, hvad enten de er avlet selv, med eller uden hjælp, adopteret, donor, bonusbørn, med flaske, uden flaske, vi er trods alt heldige at vores børn ikke dør af sult som mange andre steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mor til to

    Jeg oplevede det modsatte. Jeg havde virkelig svært med amning første gang. Fik slemme sår, brystbetændelse og et barn der bare ikke fungerede med mine bryster. Jeg oplevede at alle omkring mig sagde at jeg skulle stoppe med amningen. Jeg var så træt af at folk skulle blande sig. Det var jo min kamp. Det handler jo om hvad der er bedst for den enkelte mor og dets barn.
    Tak for en god blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Det her! Så rigtigt og så vigtigt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gritt

    Hvor er jeg glad for at du tager dette emne op. Jeg har som dig kæmpet for at få amningen til at fungere. Men måtte også give op, da jeg simpelthen bare ikke producerer nok mælk. Jeg er blevet så overrasket over at det første folk spørger om, når man er nybagt mor, det er om man ammer. Man føler sig som en virkelig dårlig mor, når man står med en nyfødt og må indrømme at nej, jeg ammer ikke!! Nu er min søn 9 måneder, og han er den gladeste dejligste dreng. Han mangler absolut intet, selvom jeg ikke har ammet ham. Til gengæld gæld fik vi en dejlig tid, da han var helt nyfødt da jeg valgte at lægge frustration og amme stress på hylden, og i stedet valgte at få en mæt og tilfreds dreng, som fik flaske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Det er også kommet helt vildt bag på mig, at noget af det første, folk spørger om, er, om man ammer! Og så bliver det vildt grænseoverskridende, når man skal fortælle om sine bryster og sige “nej, det gør jeg ikke”. Jeg har i lavet en mental note om aldrig at spørge nybagte mødre om det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Jeg havde et godt ammeforløb, men de første to måneder var præget af alt for meget mælk og afsindige smerter. Set i bakspejlet lykkedes det mig kun at blive ved, fordi jeg tog en dag af gangen og fortalte mig selv, at det også var helt ok at stoppe, hvis jeg i morgen ikke kunne overskue det mere. På den måde blev det ikke kørt helt i hårdknude. Og den tanke var meget inspireret af det indlæg, du skrev dengang med Uma. Det betød rigtigt meget for mit overskud at se dig gøre op med det pres, som jeg synes nybagte mødre pålægges fra alt for mange – og helt ærligt sp, jm og læger burde vide bedre. Så virkelig meget tak for at tale om det og lukke op for den snak! Jeg håber, du ved, hvor stor en forskel, du gør!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Fabricius

    ‘…det kan også være det bedst'<3 Så meget kærlighed i det indlæg til en selv og hinanden. Søstersolidaritet på mors dag. At amme har for mig været det nemmeste – men et kejsersnit for seks måneder siden spørger stadig inden hovedet, hvor det hviskes, at jeg da heller ikke er nogen sej mor. Tak for styrken<3 Jeg har fulgt dig længe – og det virker til at du er særlig stærk for tiden. Men som man siger: Gravide og nybagte mødre er jordens mest livsvigtige kraft!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kitt

    Jeg kommenterer normalt ikke, men denne gang vil jeg gerne have lov til at sige tak.
    Min søn er halvandet år, og jeg stoppede med at amme ham, da han var 10 måneder. De 10 måneder græd jeg stort set hver dag, min søn var undervægtig og jeg endte ofte på akutmodtagelsen sen aften/nat med brystbetændelse. Den første tid husker jeg bedst (værst) som frustrerende, især med følelsen af ikke at kunne slå til, men jeg turde ikke stoppe, da jeg konstant blev mødt af kommentarer som “det er det bedste for barnet”, “alle kan amme” og “du skal bare vide smerten i dig”. Det gjorde jeg så i 10 måneder, fordi jeg var bange for at være en dårlig mor, hvis jeg stoppede. Men det er jeg ikke næste gang. Både fordi jeg i dag er meget mere selvsikker i rollen som mor, men også fordi at folk som dig, sætter fokus på det her vigtige emne.
    Tak for dét. Du er pisse sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for dit find indlæg. Jeg forsøgte en hel måned mens min baby bare ikke tog ordentligt på. I det sekund jeg stoppede blev både min baby og jeg gladere og jeg kunne begynde at nyde. Der er desværre ikke nogen i systemet det hjælper én med skyldfølelsen som desværre følger med. Derfor er det så vigtigt at der er folk som dig der deler deres historie. Så tak for det. En god mor sidder ikke i brysterne. Den gode mor er den der er tilstede med sit barn og mærker barnets behov!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Folk har så utrolig mange holdninger til forældreskab generelt…
    jeg har oplevet præcis det modsatte, mange spørgsmål og undrende miner og kommentarer til hvorfor jeg dog ikke supplerede med flaske. Mit første barn nægtede at tage flasken, med barn nummer to kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at give flasken, når hun nu blev fint mæt og voksede som hun skulle på min mælk, det føltes så forkert, den ene gang vi prøvede. Også selvom det har været skidehårdt og gjorde skideondt at få amningen igang begge gange.

    Vi er alle forskellige og burde bakke andre forældre op om deres valg i stedet for at have så utroligt mange meninger om, hvad der er rigtigt og forkert…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Musse

    Nå nej, så giver det jo pludselig en anden betydning (temmelig modsat). Sorry!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Musse

    Nå nej, så giver det jo pludselig en anden betydning. sorry!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Musse

    Du er sej :))
    Ps. Mangler der ikke mellemrum i “også” i overskriften?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Jeg har fulgt med siden Uma, og som kommende førstegangsmor der givet vis ikke kommer til at amme, så har din åbenhed omkring det vitterligt givet mig en stor ro- argumenter om at amning er det eneste rigtige er for rigide og uforstående mennesker, så tak for din åbenhed omkring dette.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Tak Cecilie❤ Det er bare et spot-on-indlæg som fik en tåre eller to, frem i øjenkrogen. Jeg mislykkede også med amningen med min datter som er ligeså gammel som Uma (vi to skrev faktisk om det sammen i en terminsgruppe dengang☺) og hold nu kæft hvor gjorde det ondt i mit hjerte at måtte kaste håndklædet i ringen. Jeg græd og græd og græd. Men ville jeg beholde resten af min aftyggede brystvorter, så var det eneste løsning😢 For 3 uger siden fødte jeg så vores lillebror, og tog denne gang et valg om at det ikke var kampen værd. Jeg ville have en god start med ham, hvilket jeg ikke fik med min datter. Alligevel sidder jeg og kigger på ham med lidt sorg i mit sind når jeg putter flasken i munden på ham. Jeg ved jo for fanden godt at amning er bedst😳😢 Og jeg har faktisk også fået to akutte kejsersnit, så jeg kan heller ikke føde normalt😳
    Dit oplæg kommer bare på det rette tidspunkt for mig❤ Tak for det😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      STOP!!

      Det bedste er glad mor og glad/mæt baby!! Alt andet er ligemeget…

      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Hørt! Min krop, mit, barn, mit valg!
    Den værste velmenene “mor” kommentar jeg til dato stadig kan få er.. Nå du har fået kejsersnit.?. jamen så har du jo ikke født rigtigt! – undskyld hva’for noget?! Jeg har da et barn ved min side.. har jeg ik?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Jeg fik akut kejsersnit efter 21 timer med veer. En bekendt sagde til mig “nå, så åbnede de lynlåsen…”.

      Jeg morfin i flere dage efter og kunne først 14 dage efter komme ud af sengen uden store smerter. Det var sgu ikke nogen lynlås 😳

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silje

    Takk igjen! Hvis jeg får ett nytt barn og sliter like mye med amming som sist gang, så skal jeg lese dette igjen og igjen, printe ut og henge på inngangsdøren.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg kæmpede en psykopatkamp for amningen i 6 mdr. (!) inkl. 3 x brystbetændelse, svamp i bryst og babymund, sår og barn der ikke tog på og mig der græd 80% af tiden. Man skulle tro, at det skyldes en tilknytning til ammepolitiet, men det var udelukkende pga. stædighed og ikke pga. anti-flaske. Det lykkedes omsider efter 6 mdr. at få knækket koden, og det er ubetinget det dummeste, jeg NOGENSINDE har gjort imod mig selv og min datter. Kunne jeg gøre det om igen, så ville jeg uden at tøve gå på flasken efter kort tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg har har to børn og har haft to nemme ammeforløb og har ammet begge børn i knap halvandet år. Med de forløb i bagagen, går mange i min omgangskreds ud fra at jeg så tager kraftigt afstand fra forældre som giver deres børn flaske og synes at det er forkert. Det er en skam og et godt bevis på hvor vigtigt det er at du, med så mange læsere, udgiver et indlæg som dette. For bare fordi man gør det ene, behøves man altså ikke at synes at det andet er forkert. Jeg er fx fuldstændig ligeglad om man ammer eller giver flaske, bare man er glad.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    TAK!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Margrethe

    Jeg synes det er så sejt at du tager det valg. Jeg kæmpede selv i lang tid med amningen og det var sindssygt hårdt. Det havde nok været bedre st stoppe og have overskud til at nyde sit barn….heldigvis fik jeg glæde af amningen senere, men jeg er faktisk i tvivl om, om det var det værd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har ikke nogen børn, men jeg kender masser af seje mødre og har passet en masse seje børn, (ikke at det selvfølgelig kan sammenlignes) og jeg har simpelthen så svært ved at forstå, hvorfor amning, naturlige fødsler osv. er noget, der så ofte bliver holdt oppe som det eneste rigtige. Jeg forstår ikke, hvorfor det overhovedet er noget, vi diskuterer, da det for mig minder lidt om det sindsyge i at diskutere om lasagne smager godt eller ej. For nogen virker amningen, for andre er det for besværligt eller for umuligt. For nogen er en naturlig fødsel det bedste, og for andre er det et mareridt. For nogen er lasagne den mest vidunderlige ret i verden, for andre smager det kvalmt. Og alle valg og meninger er helt i orden. Så længe lader andre mene og vælge noget andet uden at dømme dem.

    Jeg synes det er rigtig fint med indlæg som disse, hvor der bliver slået et slag for forskellige valg og liv i moderskabet. Men i virkeligheden burde det slet ikke være nødvendigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Hvor er det underligt at mødre stadig skal det store pres til at amme. Jeg gav det også et forsøg, for 21 år siden. Det var 3 uger i helvede hvor det eneste min datter fik at spise var luft og måske nogle bloddråber – lige indtil en dag hvor hendes 24 årige far sagde stop, gik ned i det nærmeste supermarked og købte flaske og modermælkserstatning. Men pga af presset og fanatismen omkring amning så ved jeg stadig ikke hvad jeg fortryder mere, at jeg ikke kunne amme eller, at jeg lod mit sultne barn græde uafbrudt de 3 første uger af hendes liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sinding

    For 10,5 år siden var jeg i fødsel i 4 døgn. 4 døgn hvor jeg græd og var i så meget smerte at jeg tænkte jeg ville dø inden min datter kom ud. Jordemoderen syntes tydeligt jeg var håbløs, og blev insisterende ved med at presse mig, samtidig med hun fortalte mig at alle kvinder var i stand til at føde, det var et spørgsmål om vilje. Da min datter endelig kom til verden, var det ved kejsersnit, og jeg følte mig som verdens mest uduelige mor. Indtil i torsdags, hvor jeg for første gang i mit 39 årige liv, var til gynækolog. Han skulle ligge en spiral på mig, da min egen læge ikke selv kunne. Gynækologen spurgte om jeg havde født, og med skam fortalte jeg ham, at min datter var født ved kejsersnit. Mens jeg ligger på briksen kigger gynækologen på mig og siger: “det er jo tydeligt, at du ikke kan føde vaginalt. Din livmoderhals er snoet, det undrer mig ingen opdagede det under din fødsel”. Med et forsvandt alt skam over ikke at være i stand til at føde vaginalt, og jeg har siden i torsdags elsket den gynækolog en lille smule.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Tak for dit indlæg 😊 Selv i dag hvor min datter er næsten et år kan jeg stadig have det svært med at amningen ikke lykkedes. Jeg kan ikke sige at jeg prøvede alt. Men jeg kæmpede i tre uger og endte med en stressreaktion og angstanfald og har bestemt ikke mange gode minder fra de første uger. Heldigvis er jeg god til at bede om hjælp og fik vendt bøtten, men de første par måneder får jeg aldrig igen. Håber jeg er lige så stærkt som dig hvis jeg får et barn til og tør hvile i min beslutning hvis jeg ikke kan få det til at fungere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Vi er også på 100%. Altså to ud af to gange hvor det ikke lykkedes som planlagt. Trods en kæmpe kamp begge gange, bare lidt kortere anden gang. Heldigvis.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg er så enig med dig!! Kæmpe tommel op!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Tillykke med din beslutning! Har været igennem det samme x 5. Og hver gang tror man det nok skal lykkes denne gang…. og hvorfor denne følelse af at man ikke lykkes som mor fordi man ikke ammer??? Skulle hilse at sige ingen af mine børn har taget skade af ikke at være ammet 😊Den ældste er 20 den yngste er 2…….😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Du er sej! Jeg har selv stået i situationen med at måtte opgive amning med min søn, mit første barn, for 5 måneder siden. Jeg ville ønske jeg havde stoppet kampen før, da den første måned af hans liv, nu er noget jeg husker som en sort tåge af babygråd, morgråd og en følelse af at være utilstrækkelig og mangle overskud til at nyde ham og den første tid. Det har været hårdt at acceptere, at jeg ikke blev sådan en der ammer… Men jeg er den bedste mor jeg kan være – og det på trods af, at de skide bryster ikke virkede…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Tak for dette indlæg. Godt nok ammede jeg ‘kun’ i 12 dage, men det var ret mange dage for meget. Jeg blev angst for at holde min søn, for tænkt hvis han ville have mad. Hverken min sp eller læge var enig i at stoppe amningen. Det var bare den helt rigtige beslutning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Mega sejt indlæg. Jeg synes, at du skal have så megen ros for at vælge den løsning, som giver bedst mening for dig og din familie. Jeg ammer selv min datter på 4 mdr, og til trods for, at jeg nok ikke har haft så store udfordringer som mange andre med amningen, så synes jeg det er benhårdt. Derfor har vi for nylig valgt (eller min datter begyndte endelig at kunne tage flaske for nylig) at supplere lidt i ny og næ, så jeg kan komme lidt ud hjemmefra. Amning er sgu ikke sjovt, og personligt giver jeg ikke en dyt for, at det skulle være bedre for hverken mor eller barn. At have en baby kræver overskud, og hvis amningen tager det fra moren, så er det virkelig ikke det værd. Så ja, du er mega sej, og jeg tror dit indlæg her vil betyde meget for en masse seje mødre 🙂 Og hvor er dine børn altså søde. Og ja, hvor er dig og din mand altså nogle virkelig pæne mennesker. Og tak for din seje blog. Knus fra Camilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Jeg blev glad helt ned i maven, da jeg læste din kommentar! Og jeg har ikke engang børn endnu. Kvinder, der har andre kvinders ryg, er generelt bare for fede!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Præcis sådan der har jeg det også! Ved begge mine børn har det været en lettelse at supplere med flaske. Jeg elsker overhovedet ikke at amme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amning er heldigvis ikke den eneste gode mulighed.
    Respekt for at du har truffet et valg, holder fast i det – og endda står ved det ud i offentligheden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg var en af dem, der gav “tidligt” op og hold kæft hvor var det ikke nemt. Jeg har grædt så mange tårer over det og det var været svært LÆNGE efter. Men når jeg læser dit indlæg føles det, jeg dengang gjorde helt rigtigt og jeg føler mig ret stolt. For jeg prøvede virkeligt alt det, som jeg kunne men intet hjalp og jeg kunne ikke bære at se min søn blive ved med at være så frustreret. Tak for et virkelig sandt og fint indlæg,

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Du er fandme sej, altså! Virkelig et godt indlæg, som alle, der har problemer med amning, bør læse. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ikke mere dårlig samvittighed ... Måske.