‘Vi ender jo for fanden med at blive skilt!’

Ordene kom nærmest hvislende gennem mine sammenbidte kæber, mens barnet på syv uger skreg sine lunger ud i slyngevuggen, som jeg febrilsk rokkede op og ned, mens den to årige igen pjevsede over noget, ingen kunne forstå og de to ældste i rummet ved siden af havde hysterisk overgearet grineflip over, at en af dem havde hevet sine underbukser helt op under navlen, mens vi de voksne forsøgte at holde styr på og få puttet alle i hver deres senge.

Det var allerede en halv time over sengetid. Galskaben var komplet og jeg havde ærlig talt lyst til at skride fra det hele. Bare råbe pik og gå min vej. Det hjalp ikke på den følelse, at jeg smadrede min lilletå ind i en gå-vogn, da jeg for tredje gang på den vrede måde trampede fra slyngevuggen i køkkenet til de store børn på værelset for at tysse på dem, efter at deres far (med rette) havde opgivet at putte dem.

Selvfølgelig var der en tidsbegrænsning på cirkusset. De opgav at stritte imod trætheden, der er igen ro i manegen og selvom der med garanti er en genudsendelse i vente, faktisk nok tusindvis af dem, og jeg tror, at jeg muligvis har brækket den der lilletå, så har jeg næsten glemt det hele igen – Aftenhimlen er blå, min mand havde en træstamme med hjem i eftermiddags, der er flytteøl i køleskabet, jeg vil slet ikke skilles og mine børn er faktisk ret søde når de sover

img_5015

 

I øvrigt #86

  • Er Loulou vokset ud af alt sit tøj, og jeg er mærkeligt sentimental omkring det.
  • Brugte jeg min lørdag aften på at webshoppe en voldsomt dyr klapvogn og spise Cheerios. Eddermame ikke særligt sexet.
  • Er vi næsten kommet på plads i den nye lejlighed. Mangler faktisk ‘kun’ børneværelset. Der kommer snart en lille roomtour til jer.
  • Har jeg Loulou med på kontoret i dag. Det er hun heldigvis god til.
  • Skulle jeg hilse jer allesammen fra min mand og sige tak for den varme modtagelse af hans ‘lille’ projekt.
  • Er den to-årige umulig at putte om aftenen. U-mulig. Det samme er hende på syv uger, så det er rigtig hyggeligt hjemme hos os om aftenen for tiden.
  • Har jeg opdaget, at der ligger en rimelig vild kagebiks få meter fra min hoveddør… Fuck.
  • Spiser jeg konstant. Tænker det må være noget hormonelt, det gør at jeg har appetit som en teenagedreng.
  • Går de to ovenstående punkter ret dårligt i hånd med, at jeg godt snart gad at passe mine pre-graviditetsbukser.
  • Havde vi en elektriker forbi Andedammen i dag, for at fikse vores åndssvage strøm, som vi har bandet over længe… Det var så bare sikringerne, der var gået. Flot.
  • Er jeg begyndt at drikke kaffe af lidt mindre kopper i et forsøg på at skære en anelse ned. Det virker ret dårligt.
  • Har jeg bestilt indkøb hos Coop istedet for hos nemlig i dag, og føler nærmest at jeg har været utro. Undskyld Nemlig.com, jeg var fuld.

img_5014

 

SØNDAGSSHOPPING: Skjorter

SPONSORERET: INDEHOLDER REKLAMELINKS

Skjorter er mit ultimative go-to stykke tøj for tiden. Dels fordi at jeg fødte en baby for syv uger siden og derfor har et relativt løst maveskind og endnu ikke har tabt min graviditetsvægt. Netop fordi at jeg har en baby på armen meget af tiden, og en to-årig om benet, er det begrænset hvor meget tid jeg har til at gøre mig klar om morgenen. Og der synes jeg at løsningen bukser + skjorte virker hver gang. Jeg føler mig pæn i det, behøver ikke at tænker på om noget strammer og så er det nemt at se ret tjekket ud i noget så simpelt som jeans, støvler, eller sneaks, en skjorte og en sej strik eller jakke over, hvis jeg selv skal sige det. Derfor er ugens shoppeindlæg dedikeret til skjorter… 9 af slagsen.

skjorter

1.Jeg er ret glad for striber, lyseblå, og flæser for tiden… Så det giver lidt sig selv at jeg selvfølgelig skal have fingrene i denne her fine sag. 270,- HER

2.Lang skjorte med fine lyserøde bolchestriber… 900,- HER

3.Lys denimskjorte, der er længere bagtil, hvilket jeg synes er et virkelig pænt snit … Den er nedsat til 260,- HER

4.Jeg bliver ved med t vimse rundt om denne her. Synes simpelthen den er så flot, og jeg tror at den hurtigt ville blive en favorit, både til hverdag – og til aftenbrug. 1700,- HER

5.Jeg synes at det her kig til ryggen er ret fint, og jeg forestiller mig at det også er rart til sommer med lidt indbygget ventilation. 350,- HER

6.Egentlig et ret spraglet print, der alligevel formår at være enkelt og ikke larme for meget. Jeg vil gå en størrelse op og bruge den over blå eller sorte jeans. 1300,- HER

7.Jeg elsker denne her type skjorter med masser af stof. Dog er jeg lidt bekymret over længden på ærmerne, som jeg tror kommer til at se lidt afstumpede ud på mine lange fangearme. Men jeg tror lige, jeg skal prøve den alligevel. 600,- HER

8.Eeeej, hvor er den pæn og sej denne her. Elsker printet, snittet og det at den er let gennemsigtig. Jeg vil bruge den med en undertrøje under til hverdag og en pæn blonde BH til fest, når altså mit maveskind tillader det. 700,- HER

9.Oversized skjorte i en ret lækker grøn farve til 199,- HER

Tre børn… Erkendelsen

Jeg har født tre børn. TRE! Det er skørt på så mange måder. For et øjeblik siden havde jeg kun en. Nu er der tre hjemmelavede og en låner på deltid.

Det passer alt det de siger. En treer er på mange måder ‘nemmere’ at få, end en toer. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg flere gange i flygtige øjeblikke har glemt, at jeg har en baby. There I Said it. #hvorlagdejegbabyen

Der er dog alligevel enkelte ting, der pludselig er en anelse mere besværlige. Transport for eksempel… Måske så I min Snapchat story den anden dag, hvor jeg skulle hente to børn i hver sin bydel, med en baby på slæb. Det lykkedes, uden problemer (men med seriøs hjertebanken og koldsved fra undertegnede), men jeg har ikke lyst til at gøre det igen lige foreløbigt.

SÅ!
Jeg skal klart have fat i en søskendevogn. Jeg troede helt naivt at vi ikke behøvede en, da Uma alligevel sjældent gider sidde i sin klapvogn. Men nu er hun blandt andet begyndt at stikke af fra os, når vi går sammen med hende (det er en fase, det er en fase, det er en f*cking faseee….) …

Det er en jungle med de vogne altså, og Stokke som jeg ellers sværger til, har ikke en søskendevogn i deres sortiment.

Så hjælp gerne en trebørnsmor i nød… hvilken skal vi have? Den skal kunne have en baby og en hidsig to årig ombord, og helst være nogenlunde handy og god at køre med i byen…
søskendebræt og sæde og alt det der smarte er ikke en mulighed, da det primært er til de lidt længere ture, hvor vi savner et sted at sætte/lægge hende.

img_4796

Det startede med en bus …

Måske kan I huske, at min mand ret spontant købte en gammel bus for nogle måneder siden. En bus, han oprindeligt havde tænkt at bruge delvist som forlængelse af hans fotostudie, som han lejer ud indimellem, samt til fotoskydninger på locations (som makeup/skifte/fotoudvælgelses-station) og så som autocamper med ungerne hen over sommeren. Men nu er det sådan, at min mand er udstyret med en krøllet hjerne, der ser muligheder i alt. En hjerne som jeg både elsker ham for at have, men som jeg også ind imellem er ved at gå ud af mit gode skind over. Hvad den mand ikke har haft af ideer altså. Men lige præcis denne her ide, den ryster jeg slet ikke på hovedet over længere… For at gøre en meget meget lang historie kort, åbner han sammen med to partnere et foodtruck-marked på Thorvaldsens plads henover sommeren.
Ja.
Bussen er blevet lavet om til en bar på hjul, og så er det simpelthen lykkes ham jeg er gift med, at overtale både Thorvaldsens museum, Københavns kommune og en masse seje restauranter og virksomheder til at starte det, der kommer til at hedde Thorvaldsens rum. De åbner i juni og man vil på pladsen kunne købe mad og drikke, samt hænge ud i solen (den skal nok komme. Skal!) fra onsdag-søndag hver uge hele sommeren… Der vil være forskellige boder på pladsen fra dag til dag, og allerede nu er det et virkelig sejt hold af madsteder, der har booket pladser derinde.

Jeg kommer med meget mere info når åbningen nærmer sig, og jeg håber selvfølgelig at se en masse af jer dernede, og så satser jeg i øvrigt på at få lov til at udlodde nogle gavekort til jer også.

screen-shot-2017-05-05-at-09-47-34

Om K, hverdagsromantik, den onde skuffe og en spørgerunde

screen-shot-2017-05-05-at-10-40-25

Vi er i Podcasten nået til K. Afsnittet udkom i mandags, og i den snakker vi blandt meget andet om kommunikation og konfrontation, og i den forbindelse om det jeg kalder ‘Den onde skuffe’ som er der, hvor man gemmer på alle de ting, man ikke får sagt, men som næsten altid på et eller andet tidspunkt bliver åbnet, eller bare flyder over, når der ikke er plads til mere. En skuffe som jeg forsøger at holde tom, særligt i mit ægteskab, og derfor muligvis over-kommunikerer mine følelser ind imellem. Når jeg alligevel får puttet noget i skuffen, for det gør jeg, selvfølgelig gør jeg det, så føles det helt elendigt, særligt når jeg skal tage det frem. Det kommer sgu altid frem og er på en eller anden måde altid lidt mere surt, når det har fået lov til at ligge i skuffen og rådne. Det skriv jeg hentyder til i podcasten har jeg fundet frem, og da det er meget langt og hænger sammen med noget andet, må I lige nøjes med et lille uddrag – Måske det bliver til et Skuffeskriv en dag (hold kæft, jeg er glad for at benytte ordet skuffe, hva?!)

Jeg savner at nå til en form for forløsning, når vi skændes, og er vrede på hinanden. Hver eneste skænderi og konflikt er som en eksplosion, der går i hårdknude og aldrig når et klimaks. Vi vrisser og råber, og peger og beskylder. Og efter lidt tid bliver det hele gemt i en skuffe. Den onde skuffe, hvor vi løbende har puttet alle følelser ned i. En skuffe der gør dens indhold mølædt og muggent.  Når konflikterne opstår og bliver til skænderier, bruger vi skuffens indhold som kasteskyts, inden vi igen samler det hele sammen og pakker ned i samme skuffe, hvor vi fandt dem, sammen med alt det nye. Lorteskuffe.

Fra konflikter og rådne skuffer til romantik, som er noget vi også får berørt i podcasten. Det er hverdagsromantikken, eller kærlighedssproget som Rachel kalder det – Noget som de fleste af os nok kender, og som kommer til udtryk på forskellige måder alt afhængig af, hvilket forhold man er i. Rachel fortæller blandt andet om hvordan hendes mand viser kærlighed ved hjælp af deres køkken, og jeg fortæller om dengang min mand fiksede min cykel, hvilket var en stor kærlighedsgestus (åbenbart). Faktisk har jeg også skrevet (og udgivet) om det med hverdagsromantik tidligere, lige HER.

Og sidst men ikke mindst, lægger vi op til, at vi i et livestream på enten Facebook eller Instagram i løbet af den næste uge vil svare på jeres spørgsmål – Noget der også bliver til et podcast-afsnit, som en lille bonus. I kan allerede nu stille spørgsmål enten på Facebook, Instagram, eller til indlægget her.

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

screen-shot-2017-05-05-at-10-39-57

BARSELSVIKARERNE: #7 Cecilie Underbjerg

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel

Dagens barselsvikar hedder Cecilie. Jeg mødte hende første gang for et års tid siden. Jeg kan huske, at jeg tænkte hun var smuk, og at hun havde den tykkeste baby, jeg nogensinde har set, på sin arm og et kæmpe smil på læberne. Det har hun altid. Altså smilet. Der gik noget tid før vi så hinanden igen, men da vi har en fælles veninde, som jeg begyndte at se meget mere i takt med, at vi lavede et firma sammen, hørte Cecilie lidt med. Heldigvis. Vi er nemlig også blevet veninder, og så går vores ældste børn i klasse sammen, og selvom jeg er ked af, at vi ikke længere er kollegaer i Andedammen, hvor hun ellers også har siddet i en periode, inden hun besluttede sig for at sygeplejerskeuddannelsen kaldte på hende, er jeg så glad for, at hun findes i mit liv. For hun er god, hende Cecilie. Til mange ting. For eksempel at lave virkelig lækre børn, dem har hun tre af, og så kan hun skrive, hvilket kommer mig og jer til gode i dag … Tag godt imod Cecilie Underbjerg fra Tregodegrunde.dk

img_4954

“Du må også gerne være barselsvikar” sagde Cecilie til mig, da vi sad på en café en mandag i marts. Vi havde spist frokost og hun var gået en hel masse dage over termin. Da vi sagde farvel, smilede jeg til hendes store mave – og hun kiggede opgivende ned ad sig selv og sagde noget med at jeg i hvert fald ikke skulle regne med, at den var væk næste gang vi så hinanden. Og jeg grinede af hende og cyklede mod Østerbro. Og jeg fik ret i at hun tog fejl – for fire dage senere modtog jeg en sms med et billede af Loulou på den anden side. Og gav mig til at tude i min sofa.
Og så er dagene gået. Marts og blevet til april og nu siger de, at det er maj. Og jeg har indimellem tænkt over den dér invitation til at gæsteoptræde på Cecilies hjemmebane. Med lige dele ærefrygt, entusiasme og idéforladthed. For hvad skriver man, når man skriver til en masse mennesker, der ikke kender en? En masse mennesker, som ovenikøbet er vant til et pokkers højt niveau? Det er jo ikke fordi, jeg ikke har noget at fortælle. Mit liv har været fyldt med oplevelser og mit hoved er fyldt med tanker – men hvor starter man, når man har begrænset med ord og ikke kan begrænse sig med ord?
Jeg kunne fortælle om min barndom i Søborg – om skilsmisserne og skoleskiftene. Om mine mange søskende og kæledyr – og om at få en ny stedfamilie og miste den igen. Jeg kunne fortælle om min gymnasietid. Om Øregård. Der er rigeligt at fortælle. Eller om det år, jeg tilbragte i USA, som au pair og en slags mor for to små børn. Jeg kunne fortælle om de ni måneder, jeg nåede at skeje ud i København, da jeg kom hjem. Om alkohol i sindssyge mængder, om cigaretter og en døgnrytme, der ikke eksisterede. Om bartenderjobbet og om pengene, der forsvandt. Om mine bekymrede forældre. Og jeg kunne fortælle om den dag, der ændrede hele min verden. Den 3. april i 2009, hvor jeg fortæller en 20-årig fyr, som jeg har kendt i 30 dage, at jeg er gravid. Jeg kunne fortælle hvordan vi kiggede hinanden i øjnene – og hvordan jeg kunne se verdens mest skræmmende blanding af forvirring og ro i hans blik. Hvordan vi på fem minutter vendte vores messende “det kan vi ikke” til et “det vil vi gerne”. Og hvordan jeg i slutningen af november fødte vores datter. Jeg kunne fortælle om min mødregruppe, om den lille lejlighed i Aalborggade og om den dag, min kæreste pludselig gik ned på knæ og sagde en hel masse ord, jeg ikke kan huske, men aldrig glemmer. Og jeg kunne fortælle om vores lillebitte bryllup og om vores bryllupsrejse til Rom – hvor vi spiste pizza i sengen, imens vores datter sov i barnevognskassen på gulvet. Jeg kunne fortælle om vores økonomi, der sejlede – og om alle de uddannelser, vi forsøgte os med. Om at prøve at finde ud af, hvem man gerne vil være og hvad man gerne vil gøre. Jeg kunne fortælle om følelsen af, at være skruk, da jeg forlod fødegangen – og om at føde sit andet barn 21 måneder efter det første. Og inden man selv fylder 24. Og jeg kunne fortælle om sygeplejestudiet, om tvivlen og om at føle, at man måske nok er landet det rigtige sted. Om lysten til at få et tredje barn og om at gøre det – fordi man kan. Om et parforhold, der nogle gange hænger i en tynd tråd – og om at vide, at den umuligt kan knække. Fordi man er verdens bedste venner og fordi det også gerne må være svært.. Fordi man har klaret hele verden og nok skal klare resten. Fordi han får mig til at grine og fordi han er mit hjem.
Jeg kunne fortælle alt muligt og det har jeg på sin vis allerede gjort. Og til slut vil jeg fortælle om magnoliatræer. For jeg anede ikke, at de fandtes. Og lige inden Cecilie og jeg skiltes ad den mandag i marts, besøgte vi en blomsterbutik. Cecilie fortalte noget om tidsler – og jeg købte en magnoliagren, som var det smukkeste, jeg længe havde set. Og pludselig var de overalt. Magnoliatræerne. På vejen fra stationen til min mors hus. På Falster. På Tagensvej når jeg cykler i skole. På Øster Farigmagsgade, når jeg henter min datter. De er over det hele – og jeg anede ikke, at de fandtes. Måske vidste jeg godt at de fandtes. Måske vidste jeg bare ikke, at de eksisterede.
Og sådan er der så meget.

Træt og sløj, men skide glad

Vi har nu været i vores nye hjem i to døgn og selvom der er lang vej endnu, sådan udpakningsmæssigt, så føles det rart. Jeg glæder mig til at den sidste kasse er tømt, forhåbentlig engang i næste uge, og så glæder jeg mig til, at få følelsen af at være hjemme. Det tager nok lidt tid, for lige nu føles det lidt som noget vi leger. Altså at vi bor her. Det er nu også ret hyggeligt, men det bliver rart at føle sig ordentligt hjemme.
Jeg er dødhamrende træt til gengæld. Mere end normalt. Delvist fordi at det har været nogle hektiske dage med flytning, arbejde og udpakning, men også fordi at mine børn ikke kan sove om natten. De har både svært ved at falde i søvn om aftenen, og vågner på skift og er helt forvirrede over hvor de er. Det forstår jeg godt, og nu har vi besluttet os for at de får lov til at blive puttet i vores seng, indtil deres værelse står helt klar, og alle er landet ordentligt.

Men det tærer på energien at komme sent i seng, og at blive vækket flere gange end normalt hver nat. At jeg også kan mærke en forkølelse og noget ondt i halsen snige sig ind på mig, gør det ikke nemmere, og da jeg i dag gik ned med skrald, uden at tage skraldet med, indså jeg, at jeg måske skal gå tidligt i seng i aften.

Foruden træthed, sygdom og en opvaskemaskine der ikke virker (fååååårk!) så er alt fryd og gammen, og jeg kan mærke at jeg er glad for tiden, sådan ægte glad.

Som jeg har sagt og skrevet et hav af gange glæder jeg mig helt vildt til at byde jer indenfor, men indtil videre må I nøjes med et stemningsbillede, der beskriver situationen ret fint:

img_4861

Vi er inde!

img_4858

Bare en hurtig Update fra mig her et øjeeblik inden midnat; Jeg sidder i min sofa, i min nye stue. Alle sover. På nær mig altså. Jeg har brugt de sidste par timer på at pakke ud, og selvom der er lang lang lang vej endnu, begynder det så småt at ligne et rigtigt hjem. Jeg er træt, både fysisk og mentalt, og jeg går snart i seng, men skal bare lige sidde og kigge lidt rundt, vænne mig til de nye lyde og falde ned ovenpå en virkelig lang dag.

Jeg synes måske, det er en anelse sært, at vi er flyttet fra Vesterbro og den skæve lejlighed på 2. Sal, og jeg blev faktisk ramt af et lille snert af tristhed over det for lidt siden, men jeg er ret sikker på, at vores nye rammer nok også skal bringe en masse godt. Her er i hvert fald dejligt og jeg glæder mig til at få pakket det sidste ud, at lære stedet at kende og ligesom lande her, og til at vise det frem selvfølgelig.

Godnat fra det nye sneglehus

Store flyttedag

SÅ! Dagen er kommet. Alt er pakket og vi er klar, utroligt nok, da jeg i går havde svært ved at se en ende på det. Men det lykkedes og nu er det bare at vente. Om et par timer får vi nøglerne til vores nye hjem, og et par timer derefter rykker vi alle vores kasser og møbler derind. Jeg har ikke sovet meget i nat, fordi jeg glæder mig så meget, og selvom det er lige om lidt, føles det uvirkeligt. Men det er det slet ikke, det er mega virkeligt. Når jeg går ud af døren herfra om en time, så er det min sidste gang i lejligheden meget længe, for jeg skal ikke med tilbage og hente tingene i dag. Næh, jeg bliver det nye sted og tager imod, når min mand og flytteholdet kommer med vores ting. Fy for fanden, hvor er jeg spændt.
Jeg har i øvrigt mit kamera med hele dagen, fordi jeg satser på at få filmet en flytte-video, men mon ikke at jeg også viser lidt frem på Instagram og Snapchat. I think so.

God solskinsmandag til jer <3