Barselsvikarerne: #8 Superheltemor

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel
Cecilie Underbjerg

I dag er det søde søde Kim, som jeg har kendt i en del år efterhånden. For syv år siden var vi nemlig en gruppe bloggere, der mødtes i ny og næ, og Kim var en af dem. Heldigvis støder vi stadigvæk ind i hinanden fra tid til anden, og jeg skylder hende en kop kaffe snart (eller noget stærkere) – blandt andet fordi at hun og hendes mand, helt uden at vide det i øvrigt, lidt var med til at afgøre at jeg (og min mand) turde gå all in på hjemmefødselsprojektet, der jo endte med at være en virkelig god beslutning. Den kaffe ser jeg frem til, for Kim er vanvittig behagelig at være i rum med, hun er skidesjov og så skriver hun fuldstændigt fantastisk. Hun er mor til fire piger (alle født hjemme), gift med Ninjaman (læs lige kærlighedsføljetonen på Kims blog – GOD!) og så er hun uden tvivl en af mine yndlingsbloggere… Tag godt imod Kim aka Superheltemor:

img_5263

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille LouLou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og længes helt vildt efter den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

www.superheltemor.dk

img_5262

Blond igen

Det er ved at være en del år siden at jeg sidst var blondine. Da jeg var yngre var jeg blond helt fra naturens side, naturligvis allermest om sommeren. Så begyndte jeg at farve det, mørkt. Det var flot. Helt vildt faktisk. Men det sled på mine blonde lokker, for jeg måtte konstant farve det, for at undgå lyse udgroninger, og det tarvelige skær sådan noget mørkfarvet hår kan få (nogle gange var det nærmest orange, andre gange grønligt). I en periode var jeg rødhåret, så mørk igen, inden jeg gik tilbage til det blonde i en periode, og så for nogle år siden, sagde jeg stop. Eller mit hår gjorde. Jeg klippede det af, tonede det mørkt og fik det så klippet et par gange om året, indtil min egen (nye) farve var kommet ud igen. Den karamelagtige (ok, leverpostejsagtige) nuance jeg har haft de sidste 3-4 år. En farve som jeg egentlig har været glad for, og som min frisør da også tidligere har sagt, ville være synd at farve.
Men i dag skulle det alligevel være. Jeg har længe flirtet med tanken om at blive blond igen. Og at få pandehår igen. Og i det hele taget har jeg haft brug for, at der skulle ske noget. Det gjorde der så i dag. Jeg er både blevet blond og har fået klippet langt pandehår. I en mommyvenlig version, hvor det lidt sætter sig selv (altså jeg slipper ikke helt for at skulle bruge lidt tid på det, men altså, det er nemt at have med at gøre).

Jeg er skideglad for det. Sådan ægte. Det var lige hvad jeg trængte til.

img_5252

img_5257Skjorte HER (REKLAMELINK)

Den der mavefornemmelse

Jeg giver det altid som råd til andre, ligesom at jeg bestræber mig på selv at følge min mavefornemmelse. Altid. Også når det er usikkert og farligt. Måske især når det er usikkert og farligt faktisk, for så er den lidt det eneste jeg har at gå efter, og det plejer at gå godt. Jeg er ret god til at mærke efter den, og når jeg alligevel lader mig rive med i en anden retning, plejer den som regel, at kunne ruske mig tilbage. Som regel. Andre gange kan jeg slet ikke mærke den ordentligt, og mine tanker tager over. Og så er der gange, hvor den fortæller mig én ting, men udefrakommende omstændigheder vil det anderledes, og så bliver det bare til mavepine. Men det er også ok, for alting skal nok gå i sidste ende. Det løser sig.

Jeg bruger den meget for tiden. Mavefornemmelsen. Både fordi at jeg snart skal til at finde ud af, hvad der skal ske med bloggen, når jeg ikke længere skal være hos Bloggers Delight, men også fordi at jeg har gang i en masse andre ting. Podcasten vokser sig større og større (tak igen, det gør os så glade), og vi er i dette nu i fuld gang med at udvikle vores næste koncept, der udkommer første gang senere på året, når Voksen ABC er ved at være afsluttet. Der skal tages beslutninger i vores privatliv også, og så er der de små ting, hvor mavefornemmelsen også kan være behjælpelig  Som når jeg i morgen sætter mig i frisørstolen igen. Men sidstnævnte er måske mere fornuft end mavefornemmelse. Måske er det bare det den er. Fornuftig altså. Og så alligevel slet ikke. For hvor fornuftigt var det lige, i teorien, at gå tilbage til Michael, eller at springe ud som selvstændig?!

… Men mavefornemmelsen fik ret. Igen.

img_5209
Toppen er fra YAS og kan købes på ASOS HER (REKLAMELINK)

Shopping: 9 kjoler

SPONSORERET: INDEHOLDER REKLAMELINKS

Jeg savner at gå i kjoler. Eller. Jeg savner at føle mig tilpas i kjoler. Jeg ved ikke hvad det er, men for tiden er det altså bukser og skjorte-løsningen, der fungerer bedst, og jeg føler lidt at jeg er udklædt (på den dårlige måde), hver gang jeg forsøger mig med en kjole. Dog er jeg så småt begyndt at bevæge mig over i kompromiset: kjoler over bukser, hvor 90’er det end må være. Og satser på snart at være helt tilbage i kjolemode. Synes nemlig det er så pænt på andre.
Jeg har kig på dem her pt:

kjoler

1.Fin småblomstret kjole, som jeg tror vil gøre sig godt over sorte jeans for eksempel. 320,- HER

2.Silkekjole fra Ganni, der vil gøre sig godt over en hvid t-shirt og jeans (og bare ben, når jeg en dag er klar til det). 1700,- HER

3.Hvad kan jeg sige? Jeg elsker flæser! 240,- HER

4.Ret skøn farve og god længde. 350,- HER

5.Denne har lidt samme snit som en af mine yndlingskjoler, der pt synger på sidste vers. Farven er ret fin, særligt til sommer, og så kan den styles op og ned alt afhængig af vejr og lejlighed. 1700,- HER

6.Ok, det her er allerede mere en trøje end det er en kjole. Men der er noget ved striberne, farven og snittet, som jeg godt kan lide, og til et par jeans, flade sko og solbriller, er der ret meget det perfekte sommerlook. 180,- HER

7.Jeg er kæmpe fan af pyjamas-looket, og forestiller mig at denne her er verdens mest behagelige kjole. Jeg vil bruge den over jeans, og måske med en lille hæl under fødderne, sådan for at nedtone nattøjs-/søndagsviben. 350,- HER

8.Denne ligger lige nu i min indkøbskurv, og hygger sig. Jeg er helt vild med den, og har på fornemmelsen at det bliver en af de kjoler, jeg kommer til at bruge rigtig meget. Den koster 700,- HER

9.Der sker lidt meget på denne her. Ærmehalløj, striber, broderi. Men jeg synes at den mørkeblå farve toner det ned på et helt perfekt stadie og jeg forestiller mig at den vil gøre sig godt over sorte bukser, som en slags tunika. 260,- HER

Et lukket kapitel

img_5195

Jeg sidder på en trappe på Vesterbro.

Det er i dag at vi skal overlevere lejligheden. Lige nu faktisk. Michael har netop lukket lejerne ind, mens jeg sidder og kigger fra den anden side af gaden, som den nysgerrige type jeg er. De ser søde ud og spændte. Selvfølgelig. De starter jo også et nyt kapitel i dag. I det skæveste, men fineste sneglehus, der findes. Jeg troede det ville blive underligt, at jeg ville blive rørstrømsk, måske græde lidt. Sådan er det ikke, slet ikke. Jeg er rolig, og næsten lettet. Jeg smiler ved tanken om alle minderne, de gode og de svære. Jeg har følt alting i den lejlighed. Fra forelskelse til sorg, lykkeglimt og had. Og så er det jo der jeg fødte mit tredje barn. På stuegulvet under vinduet. Men det gør mig ikke trist. Jeg er glad, lettet og klar.Vi er klar.
Farvel, eller i hvert fald på gensyn Vesterbrogade

Sund og stærk, tak

Med et veloverstået 8 ugers tjek hos lægen, hvor min bækkenbundsmuskulatur fik både ros og komplimenter, er det nu ved at være tid til at komme i omdrejninger og få bevæget mig lidt mere end tilfældet har været de sidste mange måneder. Også min kost skal jeg lige tænke en anelse mere over, bare lidt mindre chokolade og lidt flere gulerødder.
For fanden, jeg elsker jo søde sager, alt smørbagt, og hvad som helst, der har skyggen af karamel eller chokolade i sig, og jeg bliver aldrig en, der siger nej tak til kage, eller ‘bare et lille stykke’. Det har jeg prøvet og jeg bliver et dårligere menneske af det. Helt sur og rasende. Nej, chokolade vil jeg altså have, og gerne en del af det. Dog spiser jeg faktisk ret fornuftigt og sundt meget af tiden, altså ved siden af alt det der slik og chokolade, for jeg elsker også grøntsager og ting, der knaser, så for det meste går det ret fint med de fornuftige og sunde valg også, særligt i de sidste par uger, hvor mit energiniveau har været lavt og min krop nærmest har skreget på spinat og chiagrød … Og så er der dage som i dag, hvor jeg alt for tidligt får det forkerte ben ud af sengen, efter en nat med sparsom søvn, og spiser en marsbar til morgenmad over køkkenvasken i smug for mine børn, inden klokken er slået 7.
Ligesom at der er dage, hvor jeg glemmer at spise – Noget jeg aldrig har kunne forstå at man kunne, men som pludselig er sket for mig de seneste år, fordi jeg konstant behovsudsætter (welcome to motherhood), og kører udelukkende på kaffe en hel dag, indtil hovedpinen og underskuddet rammer op af eftermiddagen. Men nu skal det være slut. Både med morgenchokolade og ufrivillig faste. Jeg vil gerne være sundere, få lidt mere energi, og vigtigst af alt vil jeg gerne føle mig stærkere. Særligt min ryg og min holdning er blevet lidt slatten og trænger til en overhaling. Hold kæft jeg har ondt i skuldre og nakke, og jeg tager konstant mig selv i at gå og krumme ryggen – Ikke pænt. Slut med det. Flere grøntsager, mindre marsbar, og ikke mindst en masse Sif. Fra i morgen …

img_5089
Frokost fra en dag i sidste uge:
Bønnefritter, stegte søde kartofler med chili og ristede cashewnødder, og falafel (Urtekrams er bedst synes jeg)

Seje mødre, også os der ikke ammer

Bliv ved, hold ud, du skal bare… Og har du prøvet …
Jeg ved godt, at det er ment i bedste mening, og ofte er fuld af solidaritet… Men helt ærligt, så har det for mig været enormt svært at blive mødt med den slags ‘råd’ igen og igen og igen. Jeg taler om amning. Med tre mislykkede ammeforløb i rygsækken, og utallige vejledninger og tips afprøvet i rotation om og om igen, er velmenende kommentarer som ‘Har du prøvet ammebrikker’ eller ‘Bare hold ud’ ret demotiverende. Både fordi der ikke findes en ammebrik, et råd, en salve, en stilling, jeg ikke har forsøgt, men også fordi at det er en smule grænseoverskridende med den slags indblanding i noget, der for mig i hvert fald har været ret sårbart, når man ikke har spurgt. Selv nu når jeg fortæller om mit valg, som jeg her tredje gang faktisk hviler enormt meget i, og slet ikke på samme måde har kvaler over, oplever jeg at blive mødt med råd og alle kan amme-kommentarer.

For mig har beslutningen om at sige stop, været den bedste. Alle tre gange. Jeg ville dog ønske, at jeg havde truffet den, før jeg gjorde, med Otto i hvert fald. Men jeg VILLE amme, koste hvad det ville. Hvilket resulterede i en lorte opstart, med et sultent barn, et mistet stykke brystvorte jeg aldrig får igen, angst for hver eneste amning, koldsved og daglige tudeture, i freaking fire lange uger. Med Uma gik der lige over en uge, inden jeg begyndte at supplere med flaske og få uger derefter, efter optil flere besøg af en ammevejleder, pakkede brysterne helt væk. For det blev aldrig rigtig godt. Og denne gang med Loulou, gik der ikke mange dage, inden jeg godt kunne se, hvor vi var på vej hen, igen, og besluttede at droppe kampen helt, simpelthen bare droppe det, og ikke spilde flere kræfter, tanker, og googlesøgninger på det. For min skyld, og i særdeleshed for Loulous skyld.Og for fanden, hvor er jeg stolt og glad for at jeg gjorde det. Det var som at komme ud på den anden side efter en uge i uvejr, til solskin, ro, glæde, og lyst til at være mor.

Det er faktisk de færreste kvinder, der vælger amning fra, bare fordi det er den nemme løsning. Det er sgu ikke nemt.
Det er faktisk nok noget af det sværreste jeg har gjort, og jeg har grædt virkelig mange tårer over de åndssvage bryster altså.
Havde jeg fortsat den kamp det var for mig, sådan som mange opfordrede mig til, kan det godt være at det var blevet godt nu, det kan sagtens være. Det ved jeg af gode grunde ikke. MEN jeg var også gået glip af en ret særlig tid med Loulou (og Uma), en tid som jeg desværre med Otto kun mindes med en dårlig smag i munden og gråd helt op i halsen. For mig var og er det helt rigtigt. Og jeg håber sådan, at andre mødre derude, som læser det her, tager noget med sig, om det er en form for accept af deres eget valg om ikke at fortsætte amningen, eller om det måske kan få nogen på den anden side af bordet til at lytte til og rumme andres ammekomplikationer og/ eller valg, fremfor at pushe på med råd de ikke er blevet bedt om at give, det gad jeg virkelig godt.

Og lad mig lige slå en ting fast, i anledning af at det er mors dag i morgen;
Mødre er seje. Ligegyldigt hvordan de er blevet det. Fødsel, kejsersnit, surrogat, adoption, fertilitetsbehandlinger, æg-donation, sæddonor, whatever. Jeg er ikke en sejere mor, bare fordi jeg bliver gravid, så snart jeg har tænkt tanken, at sådan en baby mere da kunne være hyggelig at få, og har født vaginalt uden smertestillende, ligesom jeg ikke er en dårligere mor, fordi mine bryster åbenbart ikke virker og mælkeproduktion ikke er en af mine talenter. Jeg er tværtimod en pissegod mor. Blandt andet fordi jeg har turde mærke efter, og tage det valg om af fravælge amning, på trods af rynkede næser fra omverdenen, og min egen banken-mig-selv-i-hovedet med at amning er det bedste.
Hvis det fungerer, eller man har overskuddet til at tage den kamp det kan være, så er det sikkert det bedste. MEN at kunne mærke at ens relation til sin nyfødte lider under at amningen ikke dur, som var hvad der skete for mig, og så handle på den følelse, det kan også være det bedste.

Glædelig mors dag, i morgen. Allesammen.

screen-shot-2017-05-13-at-14-19-59
Billede taget af Cecilie Underbjerg

Ikke mere dårlig samvittighed … Måske.

For et par uger siden skrev jeg et indlæg om dårlig samvittighed. Men jeg udgav det ikke. Jeg havde ikke lyst til at sætte mig i en position, hvor modtageren kunne pille mig mere ned, eller give mig ret i mine egne betragtninger, eller endnu værre belære mig. Men så fik jeg ondt i maven over det valg. Altså ikke at udgive det. For tænk nu, hvis der sad nogle modtagere derude og rent faktisk kunne bruge mine tanker til noget. Og sådan blev det en ond cirkel med endnu mere dårlig samvittighed, som var det der startede det hele. Åndssvagt.
Det er jo ikke fordi at jeg fortæller jer alt. Jeg ved godt at det kan føles sådan, og det er jeg på en måde glad for, for det må betyde, at jeg er god til, hvad jeg laver. At formidle og fortælle. Men for mig er der en stor forskel på at være personlig og på at være privat. Jeg er meget personlig, ingen tvivl om det, og har det godt med at fortælle personlige tanker og oplevelser, måske også mere end mange andre, også selvom de personlige ting jeg deler ind imellem bliver mødt med modvind og undren, hvilket kan føles enormt grænseoverskridende, da jeg jo er et ægte menneske. Der er dog oftest forståelse og accept, eller høflig ro, og tak for det. Jeg er aldrig nogensinde privat her på domænet. Og aldrig på andres vegne. Og jeg tror måske at det oveni frygten for at blive tromlet af folks meninger om, hvordan jeg har valgt at leve mit liv, samt at det lå lige på grænsen for hvad jeg vil betegne for privatliv, da en del af indlægget om den dårlige samvittighed handlede om særligt ét menneske jeg har nært, men som jeg savner, og i særdeleshed har dårlig samvittighed overfor, at jeg valgte at trykke ‘flyt til papirkurv’ fremfor ‘Udgiv’.

Men jeg kan mærke at jeg alligevel har behov for lige at sige et par ord om den der nagende fornemmelse af ikke at slå til, og at mærke den evige dårlige samvittighed over hele linjen, så I slipper ikke, det er blot kogt ned og er blevet personligt, fremfor privat;

Der er ingen tvivl om, at jeg føler mig heldig, at jeg i det store billede har lige præcis nul ting at brokke mig over. Men alligevel er der en følelse jeg ikke kan slippe. Og det er den der dårlige samvittighed som jeg ved, at mange af os får, når vi bliver voksne. Måske især de af os der får børn. Det er i hvert fald tit, i mit tilfælde, dem jeg kan mærke følelsen af dårlig samvittighed komme frem overfor, men også overfor min mand, mine venner, mit arbejde, min familie, mig selv, mine læsere … Det er sådan en spændende roulette.

Jeg har jo selv valgt ikke at holde en traditionel barsel, at arbejde sideløbende, og gudskelov har jeg fået en baby, der indtil videre er med på den, og som gerne sover nogle lange stræk, eller kan være med og lade sig underholde af at ligge i arm, mens hendes mor drikker kaffe og lukker aftaler. Det er hyggeligt og indtil videre kan det fungere. Vigtigst af alt, giver det mig en følelse af at være menneske. Noget jeg har bakset lidt med i mine andre barsler – Dermed ikke sagt at det er sådan for alle, og at dem der vælger anderledes, eller ikke kan gøre, hvad jeg gør, har det på samme måde – men for mig har det været virkelighed. En virkelighed jeg er glad for ikke igen at skulle stå i, hvilket jo selvfølgelig kun kan lade sig gøre, fordi jeg har den type job jeg har, og en mand med samme jobmæssige omstændigheder.

Men sammen med det der fede job jeg har, og den ikke eksisterende barselsperiode, har jeg naturligvis en baby. Det har jeg nu haft i to måneder. Jeg har også to andre børn. En stor skoledreng, der fylder 8 næste gang, og en pige på 2 år, der i den grad står med sine lækre buttede marcipanstænger direkte i noget selvstændighedsalder, og som meget af tiden er en lang hyletone. Det er med andre ord tre børn med tre vidt forskellige behov, og det mine damer og herrer er, undskyld mit franske, edderpikme noget af en opgave … Der er altid nogen, der skal vente, nogen der må lade sig nøjes, nogen, der bliver glemt. Det er ingen hemmelighed at den nogen, rigtig ofte er den ældste. Der heldigvis, på sin vis kan forstå det, og som accepterer det, og som er SÅ sej at jeg kunne hyle, hvilket jeg da også gør ind imellem, ligesom at jeg bestræber mig på at vise, at han selvfølgelig hverken er glemt eller ikke er vigtig.

Jeg tror helt ærligt ikke at mine børn lider overlast af at have to travle forældre, der enten arbejder, eller jonglere forældrerollen fordelt på tre nogle gange fire børn. Jeg tror det faktisk ikke. Det gik op for mig, da jeg skrev det omtalte indlæg, der røg i skraldespanden. Et indlæg, der jo egentlig slet ikke handlede om mine børn, men som kom til det. Og det var en fed erkendelse. At jeg nok slet ikke er så håbløs, som jeg kommer til at fortælle mig jeg er. Så derfor øver jeg mig nu på, at vende den dårlige samvittighed til i stedet at se på alt det jeg rent faktisk når, alt det jeg gør, fremfor alt det jeg ikke gør, alt det jeg misser, ikke får nået, eller ikke kan. Og forsøge at se mig selv gennem mine børn og min mands øjne, for jeg er ret sikker på, at de synes jeg er lige som jeg skal være, for dem.
Det hjælper. Noget af tiden. Og så er der dage, hvor jeg næsten ikke kan være i mig selv, fordi jeg føler mig så elendig på alle leder og kanter.
Jeg er et menneske. Pis osse’.

img_5013

10 år

For ti år siden mødte jeg ham første gang. Historien har jeg fortalt mange gange. At det var på Ludwigsen. At hans øjne og stemme gjorde mig totalt blød i knæene, og at jeg sagde til min veninde Charlotte den aften, at ‘Ham der Falle! Ham gifter jeg mig sgu med’. Og det gjorde jeg så. I 2015.

De 10 år med dig har været vanvittige, på godt og på rigtig ondt. Ingen har knust mig som du har, men heller ingen anden har kunne reparere mig igen, som du har. I dag, ti år efter vores første møde, er jeg stadigvæk forelsket i dig, og selvom jeg ikke tror på hverken den eneste ene eller på skæbnen, så tror jeg på os.
Du gør alting bedre. Også mig.

Lad os tage ti år mere. Men gerne med lidt mindre drama end i de første fem 😉
Jeg elsker dig.

img_5075

3 anbefalinger

Det sker ikke så tit med huset fuld af børn og en virksomhed, der også skal passes, samt en iderig og travl mand, men når det gør, så sætter jeg kæmpe pris på det, og nyder det fuldt ud. Jeg taler om de der sjældne rolige stunder, hvor jeg har tid til at slukke lidt for tankerne og fordybe mig i noget. Det bliver ofte et tv-program eller en bog, og altid med kaffe, en kage eller et stykke (altså en plade) chokolade på siden.

I perioder bruger jeg næsten alt den sparsomme tid jeg har på at finde et program jeg gider at se, eller på at vælge en blog, en blad eller en bog, og det er sgu spild af kostbare minutter. Skulle der sidde andre med den fornemmelse, eller som bare savner inspiration, så kommer her mine nuværende favoritter:

Bogen ‘Hvor der er fugle’ af Maren Uthaug …. Hold. Nu. Kjæft. Jeg vidste godt, at det var en god bog, selvfølgelig. Maren er nok en af mine favoritskribenter overhovedet, og jeg er mega inspireret af (og en lille smule misundelig på) hendes måde at formulere sig på. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor velskrevet en historie ‘Hvor der er fugle’ er. Jeg mangler en tredjedel, og tager mig selv i at gå og spare lidt på siderne. For jeg kan næsten ikke overskue at den skal slutte.

Tv-programmet ‘Petra elsker sig selv’ på dr.dk…. Og jeg elsker Petra. Seriøst! Jeg synes at det her program er så mega vigtigt. Jeg kender ingen kvinder, der ikke på et eller andet tidspunkt i en eller anden grad har gennemgået de tanker og følelser, som Petra modigt viser i det her program. Smukke, seje, lækre Petra. Jeg er totalt vild med hende og programmet, og det har faktisk sat en del tanker i gang, sådan om mit eget syn på mig selv og hvilket signal jeg sender til mine børn, især mine døtre, når jeg tænker de grimme tanker om mit eget spejlbillede – For det gør jeg engang imellem. Og det er jeg eddermame træt af.

Bloggen Morher.dk
Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over denne blog. Louise havde skrevet en kommentar, der godt nok var kort, men velskrevet og som osede af humor og sårbarhed – En kombination jeg er totalt sucker for. Og pludselig havde jeg læst bloggen fra ende til anden. Jeg har jo været der hvor Louise er, og kan genkende virkelig mange af de følelser og tanker, hun sætter ord på. Man får lyst til at drikke rødvin med hende, og den slags blogs er mine yndlings.

img_5048