Noget mere om identitetskriser og spring

I et afsnit af Podcasten taler jeg om en form for identitetskrise, jeg gik igennem i mine midt-tyvere. Det er uden tvivl et af de emner, jeg har modtaget flest reaktioner på. Min mailbakke har i de sidste uger været proppet med mails fra flere, som enten selv har gennemgået det samme, eller som gennemgår det lige nu- Derfor vil jeg lige knytte nogle flere ord til, for jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg formulerer mig bedst på skrift. Så for at starte fra begyndelsen: Der er ingen tvivl om at jeg i min helt unge ungdom og i mine 20ere, ligesom rigtig mange andre, gennemgik en masse følelser, heriblandt usikkerhed og forvirring. Jeg har kort nævnt det før, men mit selvværd har på grund af mange års chikane i min barndom, fået sig et ordentligt hak. Da Freelancer og jeg gik fra hinanden i 2009, fik det og jeg endnu et hak – og jeg havde meget lave tanker om mig selv, længe. Jeg fik alligevel det hele til at gå op, med hjælp fra mit netværk, og ham her. Man kan nærmest sige at jeg gik lidt i overlevelsesmode, hvor jeg bare gjorde det der skulle til for at overleve. Tog et job, som ikke lige var det fedeste i verden, men det var et job, og det var fint. Langsomt blev jeg mere og mere indadvendt, og irritabel og jeg havde det ikke specielt godt. Jeg var ligesom ked af det, sådan helt ind i mit inderste.
Det var nok hverken jobbet eller det at være enlig mor, der gjorde udfaldet, men det hjalp ikke til min selvopfattelse, og jeg brugte uanede mængder af energi på at banke mig selv med nedladende tanker. I årevis.

Da min anden projektansættelse i det firma jeg var i, var ved at udløbe blev jeg kaldt til møde og tilbudt en fastansættelse, med lønforhøjelse og langt federe opgaver. Og så sagde jeg op. Uden at vide hvad jeg skulle, men med en følelse af, at jeg blev nødt til at gøre noget, for at rive mig ud af den følelse jeg havde i maven. En følelse, der som sagt nok slet ikke bundede i mit job, men jobbet var alligevel blevet en slags symbol på, at jeg ikke havde opnået de ting jeg gerne ville. Kort tid efter min opsigelse, fik jeg en ugentlig klumme i gratisavisen 24 timer, og jeg begyndte at indse præcis hvor meget jeg havde savnet at skrive. Også bloggen blev benyttet noget flittigere i den periode, og jeg blomstrede langsomt en anelse op. Alligevel var usikkerheden og følelsen af at være en fiasko alt-overskyggende, og datoen for min sidste arbejdsdag nærmede sig. Og jeg havde ingen plan. Ingen penge. Intet job.

Det var skræmmende. Helt vildt. Men på en eller anden måde løste det sig. Jeg var tvunget til at mærke efter. Tvunget til at gøre noget. Og efter en masse banken på døre, der for det meste smækkede lige i fjæset på mig, og som fik mig endnu mere i knæ, rejste jeg mig alligevel og bankede videre. Der gik ikke længe (selvom det virkelig føltes sådan) før jeg begyndte at respektere mig selv. I stedet for at slå mig selv i hovedet med de mange afslag og rystende hoveder, rettede jeg ryggen og troede oprigtigt på mine egne evner, og sjovt nok begyndte der i den periode at tikke et par skrivejobs ind her og der, og mindre end et år efter min opsigelse blev jeg ansat hos ALLER, først et par dage om ugen, og senere hen fuldtid på magasinerne ELLE og IN, hvor jeg var i to år, inden jeg sprang ud som fuldtidsblogger. Sidstnævnte har uden tvivl været det sværeste, hårdeste, længste, men også bedste spring. Om en måned springer jeg jeg i øvrigt endnu engang ind i noget nyt, og jeg glæder mig. Helt vildt.

Men for at vende tilbage til den der identitetskrise jeg følte inden jeg sagde op, og i månederne efter, var det på ingen måde en nem beslutning, eller noget jeg nødvendigvis vil råde andre til at gøre, for det var en hård omgang, og det var hverken særlig gennemtænkt eller ansvarligt, men det der fik det til at fungere for mig, var at det var så ekstremt et spring, at jeg var tvunget til at gøre nogle lidt drastiske ting og at presse mig selv, for at opnå de ting jeg brændte for, samtidigt med at jeg selvfølgelig skulle tjene til føden og hverdagen. Når jeg tænker tilbage på det, er det med en blanding af stolthed og mavepine, for her i bagklogskabens lys er det nemt nok at sige, det var det rigtige, men jeg har ikke glemt hvor scary det var at stå i. Men jeg er stolt af at jeg gjorde det, og jeg ville på en måde ønske at jeg også dengang havde givet mig selv lidt mere credit end jeg gjorde, men jeg vidste ikke hvem jeg var, eller hvad jeg kunne. Det fandt jeg ud af, og det er jeg lykkelig for. Så tak til 26 årige mig for at turde handle på følelsen af ikke at høre til.

img_4735

4 replies
  1. C and the City
    C and the City says:

    Du skriver med en virkelig sjælden form for styrke, sårbarhed og indsigt, uden at blive patroniserende, som jeg er virkelig, virkelig, virkelig vild med!

    Du får noget, der er pishamrende svært til at se nemt ud og kan også, skrivemæssigt, give os uddannede journalister baghjul.

    Du har fortjent al din succes og du har arbejdet hårdt for den, så du har al mulig grund til at være stolt af dig selv.

    Alligevel er det, underligt nok, følelsen af at være utilstrækkelig, der ligger først for.
    Den, man får fat i først, når man rækker ind på hylden, selvom man egentlig har klaret mange ting mere end ok og det burde være stoltheden, man får fat i som det første.

    Så tak for at skrive som du gør og tak for at minde mig om, at øve mig mere på anerkendelsen af mig selv og de ting, jeg har opnået, trods alt.

    Svar
  2. Ida
    Ida says:

    …og tak til nutids-dig for at dele fine, fine tanker. Så velskrevet og inspirerende når man føler at livet er en kæmpe suppedas. Tak❤️

    Svar
  3. Nynne Gjerlang
    Nynne Gjerlang says:

    Jeg skrev til dig på instagram og anbefalede en bog, som jeg netop har skrevet en anbefaling af, og fortsat koger gedigen suppe på.

    Professor i psykolog Svend Brinkmann skrev for nogle år siden en meget populær parodi på en selvhjælps bog. “Stå fast – et opgør mod tidens udviklingstvang”. Der skrev han som et led i sin selvhjælpsbog, at vi bør tage nej-hatten på. Eller tvivle-hatten. I hvert fald passe lidt på med ja-hatten i den moderne tid vi lever i.

    Måske har jeg bare fået Brinkmann på hjernen, eller måske er det du gør og viser et smukt eksempel på hvad der kan komme ud af det <3

    “At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv” sagde Søren Kirkegaard.

    Jeg er vild med din måde at skrive på, og hvor er det vigtigt, at en kvinde som dig, der når ud til så mange andre kvinder, inspirerer til at stoppe op, tage nej-hatten eller tvive-hatten på, og så handle på det. Menneske kræver mod. Tak for at dele dit mod!

    Svar
  4. Susanne
    Susanne says:

    Dejligt indlæg – tak;-)

    Har du ikke lyst til at forklare lidt mere om det her: “Tvunget til at gøre noget. Og efter en masse banken på døre, der for det meste smækkede lige i fjæset på mig, og som fik mig endnu mere i knæ, rejste jeg mig alligevel og bankede videre.”

    Altså hvad/hvordan bankede på på døre for at gøre noget? Det lyder spændende!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *