10 år

Ikke mere dårlig samvittighed … Måske.

For et par uger siden skrev jeg et indlæg om dårlig samvittighed. Men jeg udgav det ikke. Jeg havde ikke lyst til at sætte mig i en position, hvor modtageren kunne pille mig mere ned, eller give mig ret i mine egne betragtninger, eller endnu værre belære mig. Men så fik jeg ondt i maven over det valg. Altså ikke at udgive det. For tænk nu, hvis der sad nogle modtagere derude og rent faktisk kunne bruge mine tanker til noget. Og sådan blev det en ond cirkel med endnu mere dårlig samvittighed, som var det der startede det hele. Åndssvagt.
Det er jo ikke fordi at jeg fortæller jer alt. Jeg ved godt at det kan føles sådan, og det er jeg på en måde glad for, for det må betyde, at jeg er god til, hvad jeg laver. At formidle og fortælle. Men for mig er der en stor forskel på at være personlig og på at være privat. Jeg er meget personlig, ingen tvivl om det, og har det godt med at fortælle personlige tanker og oplevelser, måske også mere end mange andre, også selvom de personlige ting jeg deler ind imellem bliver mødt med modvind og undren, hvilket kan føles enormt grænseoverskridende, da jeg jo er et ægte menneske. Der er dog oftest forståelse og accept, eller høflig ro, og tak for det. Jeg er aldrig nogensinde privat her på domænet. Og aldrig på andres vegne. Og jeg tror måske at det oveni frygten for at blive tromlet af folks meninger om, hvordan jeg har valgt at leve mit liv, samt at det lå lige på grænsen for hvad jeg vil betegne for privatliv, da en del af indlægget om den dårlige samvittighed handlede om særligt ét menneske jeg har nært, men som jeg savner, og i særdeleshed har dårlig samvittighed overfor, at jeg valgte at trykke ‘flyt til papirkurv’ fremfor ‘Udgiv’.

Men jeg kan mærke at jeg alligevel har behov for lige at sige et par ord om den der nagende fornemmelse af ikke at slå til, og at mærke den evige dårlige samvittighed over hele linjen, så I slipper ikke, det er blot kogt ned og er blevet personligt, fremfor privat;

Der er ingen tvivl om, at jeg føler mig heldig, at jeg i det store billede har lige præcis nul ting at brokke mig over. Men alligevel er der en følelse jeg ikke kan slippe. Og det er den der dårlige samvittighed som jeg ved, at mange af os får, når vi bliver voksne. Måske især de af os der får børn. Det er i hvert fald tit, i mit tilfælde, dem jeg kan mærke følelsen af dårlig samvittighed komme frem overfor, men også overfor min mand, mine venner, mit arbejde, min familie, mig selv, mine læsere … Det er sådan en spændende roulette.

Jeg har jo selv valgt ikke at holde en traditionel barsel, at arbejde sideløbende, og gudskelov har jeg fået en baby, der indtil videre er med på den, og som gerne sover nogle lange stræk, eller kan være med og lade sig underholde af at ligge i arm, mens hendes mor drikker kaffe og lukker aftaler. Det er hyggeligt og indtil videre kan det fungere. Vigtigst af alt, giver det mig en følelse af at være menneske. Noget jeg har bakset lidt med i mine andre barsler – Dermed ikke sagt at det er sådan for alle, og at dem der vælger anderledes, eller ikke kan gøre, hvad jeg gør, har det på samme måde – men for mig har det været virkelighed. En virkelighed jeg er glad for ikke igen at skulle stå i, hvilket jo selvfølgelig kun kan lade sig gøre, fordi jeg har den type job jeg har, og en mand med samme jobmæssige omstændigheder.

Men sammen med det der fede job jeg har, og den ikke eksisterende barselsperiode, har jeg naturligvis en baby. Det har jeg nu haft i to måneder. Jeg har også to andre børn. En stor skoledreng, der fylder 8 næste gang, og en pige på 2 år, der i den grad står med sine lækre buttede marcipanstænger direkte i noget selvstændighedsalder, og som meget af tiden er en lang hyletone. Det er med andre ord tre børn med tre vidt forskellige behov, og det mine damer og herrer er, undskyld mit franske, edderpikme noget af en opgave … Der er altid nogen, der skal vente, nogen der må lade sig nøjes, nogen, der bliver glemt. Det er ingen hemmelighed at den nogen, rigtig ofte er den ældste. Der heldigvis, på sin vis kan forstå det, og som accepterer det, og som er SÅ sej at jeg kunne hyle, hvilket jeg da også gør ind imellem, ligesom at jeg bestræber mig på at vise, at han selvfølgelig hverken er glemt eller ikke er vigtig.

Jeg tror helt ærligt ikke at mine børn lider overlast af at have to travle forældre, der enten arbejder, eller jonglere forældrerollen fordelt på tre nogle gange fire børn. Jeg tror det faktisk ikke. Det gik op for mig, da jeg skrev det omtalte indlæg, der røg i skraldespanden. Et indlæg, der jo egentlig slet ikke handlede om mine børn, men som kom til det. Og det var en fed erkendelse. At jeg nok slet ikke er så håbløs, som jeg kommer til at fortælle mig jeg er. Så derfor øver jeg mig nu på, at vende den dårlige samvittighed til i stedet at se på alt det jeg rent faktisk når, alt det jeg gør, fremfor alt det jeg ikke gør, alt det jeg misser, ikke får nået, eller ikke kan. Og forsøge at se mig selv gennem mine børn og min mands øjne, for jeg er ret sikker på, at de synes jeg er lige som jeg skal være, for dem.
Det hjælper. Noget af tiden. Og så er der dage, hvor jeg næsten ikke kan være i mig selv, fordi jeg føler mig så elendig på alle leder og kanter.
Jeg er et menneske. Pis osse’.

img_5013

   

23 kommentarer

  • S

    Jeg kender dig naturligvis ikke. Som du selv skriver, så er du personlig og ikke privat. Men det er virkelig befriende at læse din blog. Welcome to the real World, på den der helt vildt søde måde. Så mens man scroller igennem Instagram og ser alle de der perfekte familier der er total overskudsagtige hele tiden (..eller som udgiver sig for at være det) og man selv kommer til at føle sig ret pikket ved siden af, fordi man glemmer et øjeblik at det.. trods alt, bare er Instagram – så er det helt vildt dejligt at “checke ind” hos dig, og se – at perfektion findes på så mange måder. At mit liv heldigvis kan sammenlignes med dit – på den der rodede, men helt vildt dejlige måde. Så tak. Cille, du gør det skidegodt. Det gør vi alle – vi glemmer det bare nogle gange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Jeg er den 1′ som i et 1-tal du kan se uge efter uge logger ind på din blog/Snapchat/instagram mm. for konstant blive opdateret med nye lækre gloser og søde videoer. Er selv mor til en dreng på 13 mdr, og hvor kan jeg relatere til alt hvad du skriver (sådan næsten).
    Tror du selv kommer med konklusionen til sidst “du er jo bare et menneske” og den dårlige samvittighed er blot en lille del af det, som desværre til tider fylder for meget…. men, som dagligt er med til at få det bedste frem i os. Så HURRA for det og for jeres skønne familie!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er nogle gange noget besværligt noget, med alle de følelser og bekymringer man får i “barselsgave”. Jeg synes du er pisse sej og kan kun helt ærligt sige at du er er kæmpe forbillede for en mor-til-1 som mig. Jeg er sikker på at føler man mavefornemmelsen og tager de valg som føler mest rigtigt for en – så kan det ikke gå helt galt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Efter en tid med op og nedture og følelsen om ikke at gøre det godt nok. Så er dit indlæg fantastisk. Jeg vil tage den del med der omhandler at rent faktisk se på alt det gode man gør, istedet for at fokus på alt man ikke gør. Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg tror, alle med børn kan genkende dine følelser – men jeg synes, det er vigtigt at tænke på, at søskende er noget af det fineste, man kan få foræret. At være en del af en familie indbærer også at tage hensyn og indrette sig – det bliver man et dejligt menneske af at kunne. Især når man samtidig er omgivet af omsorg og kærlighed. Det er en cool kombi – og den har du skabt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Simonsen

    Der er vel ingen tvivl om, at man på sin vis “tager noget fra” børn, når de får søskende. Men jeg tror, de “får” meget mere ved at få søskende, ikke mindst lærer man så meget af at være en del af en familie, hvor man må vente, lytte, skændes hjemme osv osv. At have forældre, der er opmærksomme på at se alles behov, om muligt, og f.eks. også at børn behandles “lige” ved ikke at behandles ens – det er en gave. At du tænker over det, gør en kæmpe forskel, tror jeg. Har selv store børn nu – 18, 15 og 12 år. Den ældste og yngste var for nylig i et alvorligt trafikuheld med min mand. Den yngste slog sig mest. Jeg var indlagt med ham i 15 dage. Uha, det var svært at føle, at jeg dermed svigtede den ældste og hendes behov – og den mellemste, som jo også havde sin reaktion på det hele. Men det var bare det eneste rigtige at gøre da. At sætte ord på var så vigtigt, tror jeg. Tja, det var bare mine tanker på det samme fra en lidt anden vinkel. 🙂 Ønsker dig og “din flok” alt godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Åhh hvor kan jeg bare genkende alt det du skriver. Og jeg er endda på barsel :-0

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    Så fint et indlæg, og noget der helt sikkert får tankerne i gang. Jeg selv har altid været en efternøler i hele familien, og dermed røvforkælet 😄 Mine forældre går fra hinanden da jeg var 9 og et års tid senere får min far en ny kæreste med tre børn, den ene 3 år yngre end mig, og så er jeg pludselig ikke den yngste længere. Det er aldrig noget der er blevet talt om, men specielt efter jeg blev ældre gik det op for mig, hvor svært det havde været, og at jeg uden tvivl har haft behov for, at nogle voksne hjalp mig med at sætte ord på, da jeg var yngre. Jeg er utrolig glad for min bonus lillesøster, men den dag i dag, 23 år senere, kan det stadig få nogle følelser op i mig, som ikke er så rare. – Specielt når mine nevøer kalder hende for Faster, og hun bliver set ‘lige som mig’ Åh det er ikke rart at indrømme, men følelser er følelser. – Og hvad fanden er der nu galt med, at sætte bonus foran ☺️🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hvor er det dejligt at du deler den slags tanker – og i første omgang tænker over det!
    Jeg kommer selv fra en familie hvor jeg som den ældste i børneflokken (i en sammensat familie, hvor min mor havde fået mig som meget ung), og jeg følte mig desværre alt for ofte overset og forskelsbehandlet.Det er virkelig en ubehagelig og ødelæggende følelse, som uden tvivl har givet mig lidt ar på sjælen og fulgt mig i mit voksenliv, så det er altså ikke alle børn der ikke lægger mærke til den slags. 🙂 Senere har min mor også indrømmet at jeg rent faktisk blev forskelsbehandlet og “skubbet ud” af min stedfar, så det er da på sin vis meget rart at vide, at det ikke bare var noget jeg bildte mig selv ind. Ikke desto mindre, så synes jeg at det er SÅ stort at du allerede nu har de tanker og overvejelser, så dine/jeres børn ikke skal stå med den følelse som jeg selv har haft, for den er eddermaeme ikke rar at have. 🙂 Thumps up – virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er dine tanker genkendelige. Jeg har selv 3 unger på hhv 6, 2 og 8 måneder – altså også 3 med vidt forskellige behov. Og ja ganske ofte er det den store, der må vente/blive tilsidesat. Oftest har han det fint med det, men indimellrm kommer der lige en reaktion eller en sætning, der fortæller os, at vi lige skal give ham lidt mere opmærksomhed. Jeg kunne i bund og grund godt tænke mig et barn mere, men tænker også omvendt, om vi kan tillade os det, da det vil betyde min. 2 år mere med middagslur og blebarn – noget der indimellem begrænser de ting, som den store gerne vil. Jeg har faktisk for nyligt skrevet om det på min blog – altså det med at få flere børn.
    Men jeg er sikker på, at vi rocker som mor og vores børn ikke lider nogen nød 😉 Og hey så opnår man til gengæld følelsen af at være superwoman, når man jonglere alle 3 på egen hånd 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg, der satte tanker i gang. Har selv kun et barn, men arbejder hjemme og synes balancen mellem barn og arbejde er svær at greje:-) Man vil bare gerne være en god mor:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak!

    Jeg er hverken mor eller lige så livsklog som jeg forestiller mig det gør én. Men det der satte alligevel alle de rigtige ting på plads og stoppede den dårlige samvittighed for en stund. Tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jonna

    Tak for et super fint indlæg, som jeg er sikker på at mange småbørnsforældre kan nikke genkendende til (mig selv inkl.). Jeg tror ikke man skal være så bekymret for, at der altid er én der må vente…. Tværtimod tror jeg, at man får skabt nogle tolerante, hensyntagende mennesker, når de på en naturlig måde lærer, at de ikke er universets centrum. Og den slags mennesker kan verden godt bruge nogle flere af;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære Cecilie.
    Mega vigtigt indlæg! Tak for det!
    Blev selv storesøster for 2. Gang som 11 årige. Efter jeg er blevet voksen, har min mor fortalt mig, at hun følte at jeg blev overset fordi jeg var den store. Præcis som du skriver.
    Heldigvis kunme jeg berolige hende med, at jeg var dybt forelsket i min lillebror, og kun har følt mig heldig over at han kom til verden! Har aldrig følt mig glemt.
    Vores hjerner bliver sgu så knudrede når vi bliver vokse!
    Du er sej og skide god til det du laver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Som de andre siger: TAK. Tak fordi du deler. Jeg kan nikke genkendende til hvad du siger. Jeg er selv inde i en periode, hvor jeg tvivler meget på mig selv, til dels på grund af dårlig samvittighed. Men alt skal nok gå – og jeg er sikker på at der ikke er nogen som lider nogen last. Igen: TAK fordi du deler. Du er fandme SEJ!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Selma

    Tak fordi du deler! Det betyder så meget for mange af os mødre/kvinder/kærester/singler der fra hver vores lille verden oplever de samme følelser. Det er vigtigt at vi kan spejle os i hinanden og hente styrke i hinanden- også når vi føler at vi ikke slår til. Og i min verden er du så fantastisk. Du gør det så godt. Du virker som den dejligste mor, veninde, kæreste og karrierekvinde. Jeg er vild med dig og din blog. Lige nu går jeg igennem en svær periode med skilsmisse, delingsordning, økonomiske udfordringer og andet spændende voksenhalløj. Du skal vide at dine tidlige indlæg om de ting du gik igennem dengang bliver genlæst igen og jeg henter styrke i dem. Så igen TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Jeg siger også tak for indlægget. Jeg har en dreng på halvandet år, og om et par måneder bliver han storebror. Jeg glæder mig. Helt vildt. Også selvom det måske ikke helt er gået op for mig. Men jeg kan også blive ramt af dårlig samvittighed over for min dreng, som pludselig blir den store, selvom han jo faktisk er pænt lille. Måske er det primært, når andre lige kommer med en kommentar om det, at jeg bliver ramt. Selvom de fleste da er søde. Også selvom jeg virkelig mange gange er blevet spurgt, om det var planlagt. Af folk jeg knap kender. Hmm. Nå nå… Okay det blev en mærkelig sludder. Men tak for indlægget. Jeg småtuder lidt. Skide hormoner!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristinna

    Ej et godt indlæg! Det ramte mig lige i hjertet og maven. Og gav mig på en måde lyst til at få en treer og lære at hvile endnu mere i accepten af utilstrækkelighed og være en ligeså nice mor som dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Juggling 3 (4) children with a busy job is not easy, but you are rocking it! Your family will always remember you for doing your best. xox

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Kære Cecilie

    Det allervigtigste er jo, at jeres børn får kærlighed, hjertevarme, knus, kys og kram og en følelse af at være elsket. Dét er jeg ikke et sekund i tvivl om, at I gør, og så kan alt andet jo være fuldstændig ligegyldigt – også hvad andre tænker 💛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg er lige ved at græde. Fordi jeg selv har lidt en ‘pis os’-dag (eller uge). Det er så vigtigt at vise sig selv nåde. Mercy, mercy me. Et småteligiøst – men virkelig godt ord. At være øm og blid og tilgivende for en selv.

    Og så elsker jeg formuleringen ’som det meste af tiden er en lang hyletone’. You crack me up and make me cry – på en og samme tid. Du som fletter så fint med ord<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Efter jeg selv er blevet voksen, har min mor fortalt mig om nogle ting, hun ville ønske, hun havde gjort anderledes i min søsters og min barndom/opvækst.De ting, hun fortalte, kan jeg slet ikke nikke genkendende til. Jeg synes, hun har gjort et fantastisk stykke arbejde. Børn er heldigvis umiddelbare, og jeg er sikker på, dine børn synes, du er fuldstændig fantastisk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silje

    Du er da slettes ikke håpløs, du er sej! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 år