Blond igen

Barselsvikarerne: #8 Superheltemor

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel
Cecilie Underbjerg

I dag er det søde søde Kim, som jeg har kendt i en del år efterhånden. For syv år siden var vi nemlig en gruppe bloggere, der mødtes i ny og næ, og Kim var en af dem. Heldigvis støder vi stadigvæk ind i hinanden fra tid til anden, og jeg skylder hende en kop kaffe snart (eller noget stærkere) – blandt andet fordi at hun og hendes mand, helt uden at vide det i øvrigt, lidt var med til at afgøre at jeg (og min mand) turde gå all in på hjemmefødselsprojektet, der jo endte med at være en virkelig god beslutning. Den kaffe ser jeg frem til, for Kim er vanvittig behagelig at være i rum med, hun er skidesjov og så skriver hun fuldstændigt fantastisk. Hun er mor til fire piger (alle født hjemme), gift med Ninjaman (læs lige kærlighedsføljetonen på Kims blog – GOD!) og så er hun uden tvivl en af mine yndlingsbloggere… Tag godt imod Kim aka Superheltemor:

img_5263

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille LouLou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og længes helt vildt efter den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

www.superheltemor.dk

img_5262

   

20 kommentarer

  • Du skriver så fint kim❤. Du er faktisk den første bloggen jeg begyndte at følge fast og som fik mig til at læse med hos andre også. Jeg læser ivrigt med på bloggen og instagram. Du gør mig altid så glad. Du er en af dem hvor man lidt føler man er din veninde. Eller i hvert fald ønsker at være det.
    Keep up the good work ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ahmenforpokker! Ingen kan skrive mig skruk som du. Jeg ligger og ammer mlt tredje barn,som blev et år i går, så jeg er i forvejen i det sentimentale hjørne over tiden (det svin!) som går så uforskammet hurtigt. Og når du så kommer og skriver sådan noget så kan man da ikke andet end at stortude. Og overveje om vi liiige skulle nå en Baby mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Ej, men fuck da dig Kim! Nu sidder jeg og tuder. I storrumskontoret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, dér fik du lige en ny læser Superheltemor. Glæder mig til at følge med ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Kims fortællinger om hjemmefødsel var også med til at vi sprang ud i det ved barn nr 2. Så tak for det Kim, for det var virkelig fantastisk:) (det var også fint at føde på hospitalet, men hjemme var alligevel lidt bedre for mig)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Og så sad man lige her i barselsboblen og fin tårer i øjnene. For hvor er det sandt! Min første (og eneste) datter bliver 6 mdr i næste uge, og jeg kan næsten ikke bære, at min lille baby er ved at blive en lille tumling… #tudemor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Simonsen

    Hvor er det rigtigt skrevet! Fine ord.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Husetpaachristoanshavn

    Når man sidder med en på 6 uger der ikke vil sove på armene og en 2 årig med feber ved siden af er det rartat tænke ‘det går over’. Men det er sku svært at nyde det lige nu. Måske i morgen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kim

      Bare vent: der kommer en dag hvor du sikkert er sentimental over det også;).
      Kram til dig – føler med dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Superheltemor <3 Kommer til at tænke på hvor fantastisk og filmisk, jeg fandt kærlighedsføljetonen første gang jeg læste den, og hvor trist jeg var over den heldigvis overståede blogpause.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trofast snegl og superhelte læser gennem flere år

    Waw, Kim!! Du er og bliver min favorit blogger i hele verden <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Skønt indlæg! Jeg elsker Kims blog, kan kun varmt anbefales 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blond igen