BARSELSVIKARERNE: #7 Cecilie Underbjerg

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel

Dagens barselsvikar hedder Cecilie. Jeg mødte hende første gang for et års tid siden. Jeg kan huske, at jeg tænkte hun var smuk, og at hun havde den tykkeste baby, jeg nogensinde har set, på sin arm og et kæmpe smil på læberne. Det har hun altid. Altså smilet. Der gik noget tid før vi så hinanden igen, men da vi har en fælles veninde, som jeg begyndte at se meget mere i takt med, at vi lavede et firma sammen, hørte Cecilie lidt med. Heldigvis. Vi er nemlig også blevet veninder, og så går vores ældste børn i klasse sammen, og selvom jeg er ked af, at vi ikke længere er kollegaer i Andedammen, hvor hun ellers også har siddet i en periode, inden hun besluttede sig for at sygeplejerskeuddannelsen kaldte på hende, er jeg så glad for, at hun findes i mit liv. For hun er god, hende Cecilie. Til mange ting. For eksempel at lave virkelig lækre børn, dem har hun tre af, og så kan hun skrive, hvilket kommer mig og jer til gode i dag … Tag godt imod Cecilie Underbjerg fra Tregodegrunde.dk

img_4954

“Du må også gerne være barselsvikar” sagde Cecilie til mig, da vi sad på en café en mandag i marts. Vi havde spist frokost og hun var gået en hel masse dage over termin. Da vi sagde farvel, smilede jeg til hendes store mave – og hun kiggede opgivende ned ad sig selv og sagde noget med at jeg i hvert fald ikke skulle regne med, at den var væk næste gang vi så hinanden. Og jeg grinede af hende og cyklede mod Østerbro. Og jeg fik ret i at hun tog fejl – for fire dage senere modtog jeg en sms med et billede af Loulou på den anden side. Og gav mig til at tude i min sofa.
Og så er dagene gået. Marts og blevet til april og nu siger de, at det er maj. Og jeg har indimellem tænkt over den dér invitation til at gæsteoptræde på Cecilies hjemmebane. Med lige dele ærefrygt, entusiasme og idéforladthed. For hvad skriver man, når man skriver til en masse mennesker, der ikke kender en? En masse mennesker, som ovenikøbet er vant til et pokkers højt niveau? Det er jo ikke fordi, jeg ikke har noget at fortælle. Mit liv har været fyldt med oplevelser og mit hoved er fyldt med tanker – men hvor starter man, når man har begrænset med ord og ikke kan begrænse sig med ord?
Jeg kunne fortælle om min barndom i Søborg – om skilsmisserne og skoleskiftene. Om mine mange søskende og kæledyr – og om at få en ny stedfamilie og miste den igen. Jeg kunne fortælle om min gymnasietid. Om Øregård. Der er rigeligt at fortælle. Eller om det år, jeg tilbragte i USA, som au pair og en slags mor for to små børn. Jeg kunne fortælle om de ni måneder, jeg nåede at skeje ud i København, da jeg kom hjem. Om alkohol i sindssyge mængder, om cigaretter og en døgnrytme, der ikke eksisterede. Om bartenderjobbet og om pengene, der forsvandt. Om mine bekymrede forældre. Og jeg kunne fortælle om den dag, der ændrede hele min verden. Den 3. april i 2009, hvor jeg fortæller en 20-årig fyr, som jeg har kendt i 30 dage, at jeg er gravid. Jeg kunne fortælle hvordan vi kiggede hinanden i øjnene – og hvordan jeg kunne se verdens mest skræmmende blanding af forvirring og ro i hans blik. Hvordan vi på fem minutter vendte vores messende “det kan vi ikke” til et “det vil vi gerne”. Og hvordan jeg i slutningen af november fødte vores datter. Jeg kunne fortælle om min mødregruppe, om den lille lejlighed i Aalborggade og om den dag, min kæreste pludselig gik ned på knæ og sagde en hel masse ord, jeg ikke kan huske, men aldrig glemmer. Og jeg kunne fortælle om vores lillebitte bryllup og om vores bryllupsrejse til Rom – hvor vi spiste pizza i sengen, imens vores datter sov i barnevognskassen på gulvet. Jeg kunne fortælle om vores økonomi, der sejlede – og om alle de uddannelser, vi forsøgte os med. Om at prøve at finde ud af, hvem man gerne vil være og hvad man gerne vil gøre. Jeg kunne fortælle om følelsen af, at være skruk, da jeg forlod fødegangen – og om at føde sit andet barn 21 måneder efter det første. Og inden man selv fylder 24. Og jeg kunne fortælle om sygeplejestudiet, om tvivlen og om at føle, at man måske nok er landet det rigtige sted. Om lysten til at få et tredje barn og om at gøre det – fordi man kan. Om et parforhold, der nogle gange hænger i en tynd tråd – og om at vide, at den umuligt kan knække. Fordi man er verdens bedste venner og fordi det også gerne må være svært.. Fordi man har klaret hele verden og nok skal klare resten. Fordi han får mig til at grine og fordi han er mit hjem.
Jeg kunne fortælle alt muligt og det har jeg på sin vis allerede gjort. Og til slut vil jeg fortælle om magnoliatræer. For jeg anede ikke, at de fandtes. Og lige inden Cecilie og jeg skiltes ad den mandag i marts, besøgte vi en blomsterbutik. Cecilie fortalte noget om tidsler – og jeg købte en magnoliagren, som var det smukkeste, jeg længe havde set. Og pludselig var de overalt. Magnoliatræerne. På vejen fra stationen til min mors hus. På Falster. På Tagensvej når jeg cykler i skole. På Øster Farigmagsgade, når jeg henter min datter. De er over det hele – og jeg anede ikke, at de fandtes. Måske vidste jeg godt at de fandtes. Måske vidste jeg bare ikke, at de eksisterede.
Og sådan er der så meget.
39 replies
  1. Mette
    Mette says:

    Ah men for pokker da, så sidder jeg her, på vej til jobsamtale nr 1 af 2 i dag, med baby nr 2 i maven og bryllup om en måned og tuder.
    Det skal nok gå det hele, bare kærligheden er der!

    Svar
  2. Anne
    Anne says:

    Den tekst slugte jeg lige råt. Vildt godt skrevet. Jeg fik gåsehud fordu du får tvivlen og forvirringen med. Selvom du egentlig remser op. Det er en kunst at skrive sådan. Og i kan begge to. De to Cecilier.

    Svar
  3. May
    May says:

    Jeg havde kuldegysninger gennem hele det her indlæg. Fordi jeg kender dig, eller jeg kender din blog og du skriver så pissegodt altid <3
    Du er så sej Cecilie

    Svar
    • Hanne
      Hanne says:

      Jeg har det på samme måde. Så simpelt og fint skrevet – men med SÅ megen fylde og dybde <3

      Svar
  4. Solveig
    Solveig says:

    Hvor er det bare vanvittigt godt skrevet det der! Du er simpelthen for vild, Cecilie. Hold da op…

    Svar
  5. Lika
    Lika says:

    Åhhhhhrrr… der fik du mig til at blive rørstrømsk – midt på min arbejdsplads. Hvor et det et fint skriv – TAK 🙂

    Svar
  6. He
    He says:

    Wow for et godt skriv …

    Forestiller min datter på 25 år, tit tænker sådan om sit liv … spot on 👍

    Svar
  7. Mette
    Mette says:

    Åh blev helt rørt – ja sådan er der så meget <3 Smukt! Så skal den anden Cecilie-blog også følges nu 🙂

    Svar
  8. Amalie
    Amalie says:

    Hold nu op manner! Virkelig smuk tekst. Jeg tror at jeg hellere må hoppe over til hende Cecilie og se lidt nærmere på hende, for hun er god – rigtig god!

    Svar
  9. Signe
    Signe says:

    Så smukt hvordan du beskriver kærligheden mellem din mand og dig. Noget jeg kan nikke genkendende til, med to børn under to år. Selvom det er hårdt, er man stærkere sammen end hver for sig.
    Held og lykke med dit. Og tak for dit fine skriv.

    Svar
  10. Dorthe
    Dorthe says:

    Cecilie, hvor er det vildt, det du kan med ord …. de går lige i hjertet. Jeg kender din mor, og du er lige så pisse sej (underskyld sproget ) en kvinde, som hun er – TAK for dit indlæg

    Svar
  11. Kirsten
    Kirsten says:

    Men du skriver ikke kun til mennesker, som ikke kender dig. For jeg læser dagligt med hos både dig på tregodegrunde og her hos sneglcille, og I gør det fantastisk godt begge to. <3

    Svar
  12. Maria Fabricius
    Maria Fabricius says:

    Jeg har aldrig læst et ord af dig og det var en vidunderlig første bid at få. Så fint du fletter med ord. Inger Christensen besøgte mine tanker undervejs:)

    Svar
  13. Amalie
    Amalie says:

    Du må en tur forbi Nils Bor institut et på Blegdamsvej. Det er den fineste lille plads med magnolie tæer. I de 10 år jeg boede på Østerbro var jeg altid forbi mindst et par gange de få uger i året hvor magnolia træerne blomstre. Det er det smukkeste sted lige i de uger og jeg må sige at jeg er virkelig ærgelig over ikke at kunne komme forbi efter vi er flyttet.

    Svar
  14. Maj
    Maj says:

    Jeg er fast følger på tregodegrunde, men jeg vil også lige sige TAK for det her indlæg. Virkelig godt skrevet! Så smukt 🙂

    Svar
  15. Mette
    Mette says:

    I er begge nogle enestående bloggere, der formå at lave annoncer osv med stil og klasse 💋

    Svar
  16. Sofie Sky
    Sofie Sky says:

    Wow – det her er virkelig godt skrevet. Det er jo poesi. Tak, I to dejlige, dygtige damer. Jeg nyder altid jeres ord, men dette indlæg slår virkelig benene væk under mig.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *