Noget mere om identitetskriser og spring

I et afsnit af Podcasten taler jeg om en form for identitetskrise, jeg gik igennem i mine midt-tyvere. Det er uden tvivl et af de emner, jeg har modtaget flest reaktioner på. Min mailbakke har i de sidste uger været proppet med mails fra flere, som enten selv har gennemgået det samme, eller som gennemgår det lige nu- Derfor vil jeg lige knytte nogle flere ord til, for jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg formulerer mig bedst på skrift. Så for at starte fra begyndelsen: Der er ingen tvivl om at jeg i min helt unge ungdom og i mine 20ere, ligesom rigtig mange andre, gennemgik en masse følelser, heriblandt usikkerhed og forvirring. Jeg har kort nævnt det før, men mit selvværd har på grund af mange års chikane i min barndom, fået sig et ordentligt hak. Da Freelancer og jeg gik fra hinanden i 2009, fik det og jeg endnu et hak – og jeg havde meget lave tanker om mig selv, længe. Jeg fik alligevel det hele til at gå op, med hjælp fra mit netværk, og ham her. Man kan nærmest sige at jeg gik lidt i overlevelsesmode, hvor jeg bare gjorde det der skulle til for at overleve. Tog et job, som ikke lige var det fedeste i verden, men det var et job, og det var fint. Langsomt blev jeg mere og mere indadvendt, og irritabel og jeg havde det ikke specielt godt. Jeg var ligesom ked af det, sådan helt ind i mit inderste.
Det var nok hverken jobbet eller det at være enlig mor, der gjorde udfaldet, men det hjalp ikke til min selvopfattelse, og jeg brugte uanede mængder af energi på at banke mig selv med nedladende tanker. I årevis.

Da min anden projektansættelse i det firma jeg var i, var ved at udløbe blev jeg kaldt til møde og tilbudt en fastansættelse, med lønforhøjelse og langt federe opgaver. Og så sagde jeg op. Uden at vide hvad jeg skulle, men med en følelse af, at jeg blev nødt til at gøre noget, for at rive mig ud af den følelse jeg havde i maven. En følelse, der som sagt nok slet ikke bundede i mit job, men jobbet var alligevel blevet en slags symbol på, at jeg ikke havde opnået de ting jeg gerne ville. Kort tid efter min opsigelse, fik jeg en ugentlig klumme i gratisavisen 24 timer, og jeg begyndte at indse præcis hvor meget jeg havde savnet at skrive. Også bloggen blev benyttet noget flittigere i den periode, og jeg blomstrede langsomt en anelse op. Alligevel var usikkerheden og følelsen af at være en fiasko alt-overskyggende, og datoen for min sidste arbejdsdag nærmede sig. Og jeg havde ingen plan. Ingen penge. Intet job.

Det var skræmmende. Helt vildt. Men på en eller anden måde løste det sig. Jeg var tvunget til at mærke efter. Tvunget til at gøre noget. Og efter en masse banken på døre, der for det meste smækkede lige i fjæset på mig, og som fik mig endnu mere i knæ, rejste jeg mig alligevel og bankede videre. Der gik ikke længe (selvom det virkelig føltes sådan) før jeg begyndte at respektere mig selv. I stedet for at slå mig selv i hovedet med de mange afslag og rystende hoveder, rettede jeg ryggen og troede oprigtigt på mine egne evner, og sjovt nok begyndte der i den periode at tikke et par skrivejobs ind her og der, og mindre end et år efter min opsigelse blev jeg ansat hos ALLER, først et par dage om ugen, og senere hen fuldtid på magasinerne ELLE og IN, hvor jeg var i to år, inden jeg sprang ud som fuldtidsblogger. Sidstnævnte har uden tvivl været det sværeste, hårdeste, længste, men også bedste spring. Om en måned springer jeg jeg i øvrigt endnu engang ind i noget nyt, og jeg glæder mig. Helt vildt.

Men for at vende tilbage til den der identitetskrise jeg følte inden jeg sagde op, og i månederne efter, var det på ingen måde en nem beslutning, eller noget jeg nødvendigvis vil råde andre til at gøre, for det var en hård omgang, og det var hverken særlig gennemtænkt eller ansvarligt, men det der fik det til at fungere for mig, var at det var så ekstremt et spring, at jeg var tvunget til at gøre nogle lidt drastiske ting og at presse mig selv, for at opnå de ting jeg brændte for, samtidigt med at jeg selvfølgelig skulle tjene til føden og hverdagen. Når jeg tænker tilbage på det, er det med en blanding af stolthed og mavepine, for her i bagklogskabens lys er det nemt nok at sige, det var det rigtige, men jeg har ikke glemt hvor scary det var at stå i. Men jeg er stolt af at jeg gjorde det, og jeg ville på en måde ønske at jeg også dengang havde givet mig selv lidt mere credit end jeg gjorde, men jeg vidste ikke hvem jeg var, eller hvad jeg kunne. Det fandt jeg ud af, og det er jeg lykkelig for. Så tak til 26 årige mig for at turde handle på følelsen af ikke at høre til.

img_4735

For meget af det gode?

Det går godt. Men. Jeg vil måske lidt for mange ting for tiden, og det er enormt svært for mig at sortere i det. Så det har jeg ladet være med, og bare kørt på. I weekenden sagde min krop stop og nej tak. Snurrende hænder, tristhed og hjertebanken. Jeg har faktisk slet ikke lyst til at skrive det, for det virker så åndssvagt at man kan have det sådan her, når jeg primært kun har dejlige ting på min tallerken – Men så igen, det er (desværre) også begrænset hvor meget dessert man kan indtage uden at få flødekvalme. Min grænse er åbenbart nået. Og efter lidt venlig rusken fra både min veninde og podcast-makker Rachel og min smukke mand, har jeg sat mig for mål at gøre noget ved det. Nu.
Jeg startede for eksempel dagen med at lave en liste over, hvad der er vigtigst og hvad jeg godt kan undvære lidt endnu, samt at opremse nogle løsningsforslag. Allerede nu, et par timer inde i mandagen, kan jeg mærke pulsen falde og smilet finde tilbage. Så småt. Det er en process og der er ingen tvivl om, at det er heldigt, at jeg reagerede på den følelse, der har luret de sidste uger og som tog over i weekenden, inden det blev for meget. Der har jeg været. Det skal jeg ikke igen.

SÅ hermed en kærlig reminder og et opråb både til mig selv og til jer, der har det på samme måde, eller som måske har kigget på mig og tænkt at jeg har styr på det hele. I don’t. Og det behøver jeg heller ikke.

img_5334

SØNDAGSSHOPPING: Sandaler

SPONSORERET: INDEHOLDER REKLAMELINKS

Endelig, endelig, endelig! Sommer, sol og sandalvejr. Som det geni jeg er, har jeg desværre bare smidt alle mine sandaler ud da vi flyttede. Vistnok fordi at samtlige af dem var udtrådte, og jeg på den måde blev nødsaget til at købe nye … Noget jeg imidlertid ikke har fået gjort. Før nu… Under fremstillingen af det her indlæg kom der nemlig to par i min indkøbskurv, og selvom jeg har smådårlige erfaringer med at shoppe sko online, har jeg på fornemmelsen, at det bliver godt.

sandaler

 

1.Jeg har luret på dem her længe, og nu var der 20% på, så de skal altså hjem på prøve … 1000,- HER

2.Leo-sandaler med en lille hæl. Jeg elsker både printet og formen. 350,- koster de HER

3.Jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver rigtig træt af frynser. Og denne her farve er simpelthen så pæn, særligt til et par brune stænger og tæer. 290,- HER

4.Prikkede skønheder lige til at stikke fødderne i, til 300,- HER

5.Badesandal-trenden vokser på mig, og jeg synes at de her er ret seje … 270,- HER

6.Sort læder og farverige pom-pom’er … Elsker det! 250,- HER

7.De er så mega skønne dem her, og jeg har flere gange overvejet at købe dem, for de er nemlig også ret rare at have på. De koster 1600,- HER

8.Rosa fryns! Så pæne… De findes også i sort. Til 700,-  HER

9.Simple og seje synes jeg at de her er, og de passer til det meste, hvilket er ret meget et must, når jeg shopper sandaler. 120 kroner HER

 

God ide, i teorien

img_5435

‘Verdens bedste ide! Hvorfor har vi ikke tænkt på det noget før?’ … sådan reagerede min mand da jeg fremlagde min plan for fredag aften, hvor Otto skulle være hos sine bedsteforældre. Planen var noget med at putte de to piger i klapvognen, mens vi spiste mad og drak drinks, uforstyrret.

HAHAHA!

HA!

Nåhm. Vi fik dejlig mad. Og nåede da også en drink, mens Uma kværnede pomfritter og Onion rings, og så Gurli Gris på sin fars telefon. Der var lidt optakt til uro i Loulous side af vognen, men kun på den måde, hvor man umiddelbart tænkte, at hun ville falde i søvn inden for kort tid.

Åh altså. Amatører.
Ingen faldt i søvn. Og uro blev til reel gråd, og aldrig før har jeg bællet en espresso så hurtigt, inden vi nærmest løb hjem gennem byen, med en rasende baby og en pjevset to årig.

Oh Well.

Maden var vidunderlig. Servicen god. Solen skinnede, luften var lun, og der var nogenlunde ro den første time, så selvom anden akt af vores plan, som indebar sovende børn, drinks og fingerflet, gik i vasken, og jeg virkelig misunder dem, hvor den slags lykkes, oooog nok er lidt mere skuffet over at det ikke gik, end jeg vil indrømme, kan jeg sagtens nøjes med den dåseøl vi nok om lidt deler på bagtrappen, når de to piger sover i hver deres senge … Om lidt. (Sov nu for fanden!!!)

God fredag

img_5430

I øvrigt #87

  • Har jeg muligvis den mest skizo musiksmag ever. For tiden hører jeg for eksempel primært Justin Bieber og Wu Tang.
  • Har jeg skiftet Snapchat ud med insta Stories efter at der havde forvildet sig nogle ret specielle følgere forbi snappen. Sjældent (aldrig faktisk) har jeg set så mange tissemænd. Det gad jeg ikke. Så Fredagsfølger er rykket til Instagram (for nu).
  • Kunne jeg sagtens leve af hyldeblomstsaft… gerne med et skud gin i, som har vist sig at være en himmelsk kombi.
  • Sov Loulou og dermed også jeg i seks sammenhængende timer i nat. Jeg har det helt mærkeligt i dag. Udhvilet. Det er nyt.
  • Er der tydeligvis noget helt vildt ved en dobbeltklapvogn. Folk stopper op konstant og kigger, griner, peger, tager billeder.
  • Ser jeg virkelig meget kender du typen? For tiden. Og er virkelig god til at gætte
  • Tror jeg at Mads Steffensen er et af de rareste mennesker i
  • Har jeg smidt alle mine sandaler ud da vi flyttede. Det er jeg lidt træt af nu.
  • Slukker mine genboer aldrig lyset i deres stue. Aldrig. Så udsigten fra min seng er som på billeder nederst, all Night long.

img_5426

BARSELSVIKARERNE: #9 Miriam

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel
Cecilie Underbjerg
Superheltemor

I dag er det Miriam, der har fået ordet. Miriam kender I nok allerede. Det er hende med hemmelighederne og katten Frank. Jeg har fulgt Miriam fast (og troligt) i et års tid, og har også tilbragt tid med hende – Primært med ret høj promille. Og ja, hun er også skæg i virkeligheden. Hun formulerer sig fantastisk, er en ørn til tegnsætning (hvilket skræmmer mig en anelse, da jeg selv ikke giver en fuck for de kommaer altså. Undskyld) og så har hun op til flere gange givet mig røde kinder, for eksempel da hun skrev at hun var blevet starstruck over at møde mig.
Snart skal vi drikke drinks igen, og det glæder jeg mig til. Men først kommer her hendes gæsteindlæg:

18641473_10154333946541567_1263246855_o

Jeg læste med stor misundelse Cecilies indlæg om hendes aldeles fremragende mavefornemmelse. Min mavefornemmelse er nemlig lidt af en røv. Den synes at have som eneste formål at fucke mit liv godt og grundigt op, hvorefter den bliver dødeligt fornærmet over, at alt ikke endte lykkeligt. Min mavefornemmelse er en X-factor-deltager, der røg ud i første runde, men stadig tror, hun er Beyoncé. Min mavefornemmelse er ham der manden i Aftenshowet, der troede, han kunne hugge kokosnødder over med de bare næver, men brækkede sin hånd i stedet. Min mavefornemmelse er Inger Støjberg.
I 2004 fortalt min mavefornemmelse mig, at en rød lædersofa var det helt rigtige valg til min første lejlighed. Sådan en ville jeg aldrig blive træt af. Det blev jeg. 2007 fortalte min mavefornemmelse mig, at det var en skidegod idé at blive kærester med ham den søde københavner, selvom der vitterligt var adskillige mennesker, hans venner sågar, der fortalte mig, at det var en skidt idé. De fik ret. I 2010 fortalte min mavefornemmelse mig, at jeg sagtens kunne bulshitte mig igennem eksamen i verdens sygeste grammatikfag på mit tyskstudie, fordi jeg havde haft så travlt med at skrive bachelor, at jeg ikke havde fået læst. Det kunne jeg ikke – jeg dumpede med et brag. I 2012 fortalte min mavefornemmelse mig, at det var verdens bedste idé at gå op til Amalie Szigethy og dræve: “Du er baaar så schmuk!” Okay, nej, scratch that, det var nok snarere alkoholen, der traft beslutninger i det øjeblik.
Pointen er imidlertid, at min mavefornemmelse er uhyggeligt inkompetent. I lang tid bildte jeg mig ind, at det var, fordi jeg bare ikke lyttede til min mavefornemmelse. Ikke rigtigt. En mavefornemmelse skal jo forestille at være den der fine, lidt udefinerbare ting, der bærer en igennem livet, når man står med både store og små beslutninger. Den lille stemme i baghovedet, der altid har ret, og som man altid kan ty til, når ens for-og-imod-lister ikke er behjælpelige. En mavefornemmelse kan sgu da ikke tillade sig at være defekt?!
Ikke desto mindre har min mavefornemmelse nu svigtet mig så mange gange, at jeg har besluttet mig for at degradere den. Skubbe den allerbagerst i hovedet sammen med min viljestyrke og hvad end der står for at minde mig om at tage mine vitaminpiller. I fremtiden kan den få lov til at guide mig, når jeg skal vælge det æble, der ser bedst ud, eller om jeg skal spise McD eller kebab på vej hjem fra byen, that’s it. Fra nu af vil jeg i stedet primært lade fornuften råde, når det kommer til de store beslutninger. Så er spørgsmålet bare, hvor man anskaffer sig sådan en henne…

miriamsblok.dk

Jeg er her!

img_5410

Der har været stille i nogle dage hos mig. Sandheden er at der er sket og sker virkelig mange ting for tiden. Alt fra dødsfald, til store beslutninger og forhindringer, har ramt min vej, kombineret med at min mand har haft lange arbejdsdage, der gør at jeg har stået for hentning, affodring og putning af de tre hjemmelavede lømler. Dagene har spist hinanden, og min hjerne og mit følelsesregister har været på overarbejde – og alt det har på en eller anden måde givet mig en skriveblokering – Når det sker, ved jeg af erfaring, at det er bedst at checke helt ud noget tid. Nåhja, og så har jeg stort set heller ikke siddet ned siden engang i sidste uge. Så selvom ideer til nye blogindlæg har været der, er de kun blevet til noter, eller halve kladder. Jeg tjekkede lige og jeg har sgu gået 64 km siden i søndags. sådan tænker jeg bedst. Når jeg går. Og for fanden, hvor har jeg tænkt, grublet og nu også besluttet ting.

I dag er der da også faldet lidt mere ro på mit sind, mine mange tanker om alt og intet er på en eller anden måde gået op i en højere enhed, og min mavefornemmelse er god. Om lidt kommer min mand hjem, forhåbentlig med de skumbananer jeg drømmer om, efter tre dage alene med tre børn og en helvedes masse kilometer i benene, og nu også ro i maven.

Tak til jer der har skrevet bekymrede mails og beskeder. Jeg ER ok. Totalt ok, faktisk. Men tak alligevel, det er rørende at I tænker på mig, der er trods alt kun gået tre dage. I er sgu så gode!

 

SHOPPING: Det der var i posen

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

PÅ Snapchat for en uge siden viste jeg en pose fra ASOS, og kom vist i samme omgang til at love at vise indholdet frem. Det har jeg faktisk også gjort, noget af det, sådan sporadisk henover de sidste par indlæg. Men I skal selvfølgelig have det samlet, som lovet. Så… I posen var der:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
  • Skjorten med striber, som jeg har linket til et par gange før. Den er blød, behagelig og jeg synes den er skidepæn… 270,- HER

img_5209

  • Top med striber og flæser. Helt perfekt til både jeans, bukser og shorts … 400,- HER
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
  • Kjole med striber og flæser (man begynder at fornemme et tema ….) 450,- HER

img_5371

  • Blød sweatshirt i en ret fin kødpålæg brun/lyserød-agtig farve… 280,- HER

… Det er de fire ting jeg beholder. Retur sender jeg de her bukser, som jeg simpelthen ikke kan bære. Men seje er de altså.

At slutte fred med sin krop

Jeg er ikke sød ved mit spejlbillede for tiden. Som i slet ikke. De bløde arme. Den bløde mave. De store lår. Mine hævede ankler. Min dårlige holdning. De mørke render. De blodskudte kinder. Brysterne der er forsvundet.
Jeg kunne blive ved.

Ja, jeg har lige født. Nej, jeg burde måske ikke brokke mig.

Men sandheden er, at jeg tror det foregår inde i mit hoved. Det er der den er gal. Det handler ikke om at jeg lige har født og helt klart vejer mere end jeg har gjort længe. Om jeg så vejede 15 kilo mindre. Ikke havde et eneste strækmærke og mine bryster var større, så tror jeg stadigvæk at jeg ville have det nedtur. For det er mit eget selvbillede den er gal med. Nu mere end nogensinde før… Måske lige med undtagelse af mine helt unge år,  for fanden, hvor har jeg dog lyst til at fare 10-12 år tilbage i tiden og give mig selv en røvfuld.

Det er i særdeleshed programmet Petra elsker sig selv, der har fået mig til at stikke lidt dybere i den følelse jeg har når jeg ser på mig selv og tænker de ting jeg gør. Det skal være slut. Jeg er startet i efterfødsels-bootcamp hos Sif, for at komme i gang med at træne igen, hvilket jeg ved vil rykke en hel del – Både fysisk, men i særdeleshed psykisk. Og så er det slut med at tale grimt om og til mig selv. Jeg sætter en kæmpe dyd i at tale pænt om og til andre, så hvorfor fanden kan jeg ikke tale ordentligt til mig selv? Vigtigst af alt har jeg børn, som for alt i verden ikke må få det som jeg har det.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg kommer følelsen til livs. Men jeg eksperimenterer lidt med en masse forskellige metoder, meget inspireret af Petra Nagel, og jeg har for eksempel i et par dage nu forsøgt at sige pæne ting til mig selv i spejlet. Noget der virker totalt åndssvagt når det står på, men jeg tror måske det har en effekt. Det kan i hvert fald ikke skade, og det er bedre end når jeg tidligere har tænkt de værst tænkelige ting om mig selv.
Derudover har jeg, efter at have læst Cathrines indlæg om at klæde sig i det man vil, i de sidste tre dage taget det tøj på jeg har haft lyst til at tage på – Uden at tænke over at mine ankler er lidt for fede, at mine bryster er for små eller at min røv er for bred. Hvilket blandt andet resulterede i, som I måske har set på Instagram, at jeg havde en tyl-kjole på på legepladsen i går.
Jeg har også skippet makeuppen, droppet pushup-bh’en, og har bidt mig selv i tungen, hver gang jeg har været ved at kommentere på mig selv. Ironisk nok har min mand, som slet ikke ved at jeg er i gang med et slags eksperiment, badet mig i komplimenter, så det virker på en eller anden måde, og jeg har også selv kunne mærke en forskel. En lille en. Men der er lang vej endnu. Og jeg glæder mig ærlig talt til at træningen begynder at vise resultater, og til igen at smørre lidt krudt i hovedet. Men ikke i dag. For det er søndag og nu vil jeg trække i et par culottes, der viser mine fede flotte ankler og gå på legeplads med min familie …

God dag.

img_5353

L for Lalandia, leverpostej og livestream

screen-shot-2017-05-20-at-14-11-53

I det nyeste afsnit af Voksen ABC taler vi blandt andet om Lalandia, hvor jeg aldrig har været, og om leverpostejslivet, der både kan være så kedeligt og ordinært, at man får lyst til at skrige, men som også kan være trygt og lækkert. Foruden Lalandia og leverpostej dækker vi logistisk, løsninger og lister … Jeg håber I har lyst til at lytte med HER.
På mandag kommer der et bonusafsnit, der er en anelse anderledes, da det er lydsporet til den live-stream vi lavede på vores Facebookside sidste fredag (og som I kan se nederst i indlægget her). Så hvis man ikke har set den, eller bare ikke lige fik ordentlig fat i lyden, der var lidt lav (næste gang sætter vi en mikrofon til), får I optagelsen som podcast på mandag.

screen-shot-2017-05-20-at-14-12-12

Vi er ved at være halvvejs igennem alfabetet, og der er dermed helle ikke mange måneder tilbage af podcasten, men som vi også fortæller i videoen/bonusafsnittet, så har vi noget på tegnebrættet. Både i forhold til Voksen ABC, som bliver til et plakatprojekt, men også noget helt nyt brygger vi på. Noget som vi faktisk allerede nu er gået i gang med at forberede, og som går i luften om nogle måneder. Det bliver skidegodt, og vi glæder os. Men først har vi lige 16 bogstaver tilbage som vi skal have snakke lidt om …

Husk at I kan abonnere i iTunes, og at I kan følge med på både Facebook og Instagram @voksen ABC.