Skuffeskriv #7 ‘En anden slags flytning’

Vi er i fuld gang med at pakke alt i kasser, og om tre dage flytter vi. Det er en ny begyndelse, der lukker et meget langt kapitel, som lejligheden vi er ved at pakke ned har haft en stor rolle i. Men det er jo ikke første gang jeg flytter herfra. Det er anden. Og jeg har derfor været i gemmerne og fundet et skriv fra sidste gang jeg flyttede herfra. I 2009. Sjovt nok er det præcis 8 år siden, på dagen, at nedenstående fandt sted. Det er et lidt voldsomt skriv, og jeg husker dagen og følelserne tydeligt. Jeg bliver trist af at læse det, fordi jeg hader at vi skulle igennem alt det vi har været, og det var en helt skrækkelig periode, især for mig, men jeg bliver også rolig, på en måde. For det er på en eller anden måde bevis på, at jeg og vi kan klare alt, og at vi trods alt det lort vi har slæbt hinanden igennem, vil hinanden.

I dag er det igen den 28. april og jeg er igen ved at pakke. Og om lidt træder min mand ind af døren, præcis som han gjorde for 8 år siden, men jeg er ret sikker på at dagens pakkeri har et noget andet udfald og rent faktisk bliver både hyggelig og rar, som jeg havde håbet det dengang …

img_4735

28. april 2009.

Om tre dage flytter jeg officielt. Både fra min brors værelse, men vigtigst af alt fra lejligheden på 2. Sal.
Jeg skal have pakket det sidste af mine ting. Dem der er på loftet.
Vi har ikke set hinanden siden dagen vi var til scanning, og heller ikke talt voldsomt meget. Det er lidt over en uge siden. Men jeg har bedt ham om at møde mig i lejligheden, så vi kan gøre det sammen. Sortere og pakke det sidste. Måske det er et god slags afslutningsritual. Hyggeligt nærmest.

Men denne her gang, ingen sex. Det bliver simpelthen for mærkeligt.
Eller, altså måske. Det kunne jo faktisk også være en helt ok afslutning. Symbolsk nærmest.

Jeg låser mig ind, men der er ingen hjemme. Mærkeligt egentlig. Han bor her jo, og ved at jeg kommer. Det har vi aftalt.

Jeg går i gang med at gå nogle af de kasser igennem jeg allerede har pakket. Det er tydeligt at se, at det er et rasende menneske, der har pakket. Alt er kastet tilfældigt ned i kasser og der er ikke skyggen af et system.

Efter en halv times tid kommer han endelig hjem.

Jeg forsøger ikke at blive for irriteret, nu hygger vi sgu.

Det tager ikke mere end en time. Alt er pakket ned nu. Alle mine ting altså. Hans er her endnu.

Vi står i stuen, han sætter sig i den rædsomme røde sofa, som jeg priser mig lykkelig for ikke at skulle have med. Han virker presset, nervøs næsten. Fraværende og uinteresseret.

Han gnider sig i hænderne og trommer på armlænet med sine fingre som han gør når noget går ham på. Han rejser sig i en hurtig bevægelse, kigger på sin telefon og åbner et vindue. Læner sig op af vindueskarmen og tænder en cigaret. Heldige væsen.

Det næste der sker, kan næsten ikke beskrives.
Han siger at han har mødt en.

At han allerede har fortalt vores venner det. Og at nu er det nok bedst, at jeg også får det af vide.

Jeg kan godt genkende denne her følelse. Vejrtrækningen der tager til i tempo, hjertet der slår alt for mange slag i minuttet, følelsen af at have hovedet under vand.

Jeg vender mig om og går ud af rummet. Jeg skal tisse.

Da jeg låser mig ud fra toilettet og vender tilbage til stuen nærmest eksploderer jeg i raseri. Jeg råber så højt at det gør ondt. Truer med at han kan glemme alt om at have noget med sit barn at gøre nogensinde. Kalder ham grimme navne. Skriger grimme nedladende gloser efter ham og forlader ham måbende i den næsten tomme stue.

Døren til opgangen smækker jeg bag mig med en kraft jeg ikke anede jeg havde og jeg løber ned ad trappen, ud på gaden, ud til min cykel. Tårerne vælter ned af mit ansigt og jeg kan ikke åbne låsen på cyklen, fordi jeg ikke kan se ud af øjnene for tårer og mascara.

Endelig lykkes det og jeg sætter mig på cyklen og cykler afsted. Ved ikke hvor jeg skal hen. Cykler bare så stærkt jeg kan, mens jeg kan mærke mit hjerte banke helt oppe i munden. Jeg har kvalme og mærker hvordan min krop begynder at reagere. Jeg får varmt vand i munden, mine ben ryster, det sortner for mine øjne og jeg holder ind til siden for at kaste op.

Jeg er foran Frederiksberg fødegang. Nogen må gøre noget. For jeg kan fysisk ikke være i denne her krop mere.

Det første skrig, der forlader min krop er skingert, nærmest lydløst. Det næste får folk omkring mig til at stoppe op og kigge på mig med bange øjne.

Jeg er ligeglad. Ligeglad med at folk kigger, ligeglad med hvad folk tænker. Det er jeg ellers aldrig.

21 replies
  1. Jannie
    Jannie says:

    Åh hvor er jeg glad for at det endte lykkeligt.
    – du beskriver dine følelser så fint, at jeg næstmest føler dem selv.

    Svar
  2. Emilie
    Emilie says:

    Sikke et skriv! Ved ikke helt, hvad det rigtige er at skrive andet end, at du skriver SÅ godt. Sidder helt opslugt og håber på mere forrdi du virkelig fanger mig… Ville ikke have noget imod at læse en hel bog fra dig 🙂
    Virkelig sejt skrevet og endnu mere sejt at du deler!

    God fredag herfra!

    Svar
  3. Louise, Mor her
    Louise, Mor her says:

    Puha. Sikke en oplevelse og sikke et fint skriv. Som nylig fraskilt med to ret små børn, er det betryggende og rart at kende jeres historie. Jeg tror ikke at vi finder sammen igen. Men det er rart at tænke på at man kan komme et godt sted hen igen og at kærligheden findes. Så tak for at dele det hele ❤

    Svar
  4. Maiken
    Maiken says:

    Jeg føler så dybt med dig og kan virkelig føle din følelse for nu 8 år siden, får kuldegysninger og en tåre i øjenkrogen. Du må være så mega stærk og sej en kvinde. At tilgive og vende så styrket ud af det som i har gjort er jo nærmest en superhelte gerning. Jeg elsker din blog, din ærlighed og din kære lille familiefortælling som nu er endt så lykkelig. Wow hvor du skriver godt, få nu den der bog ud i offentligheden.👌🏼🎉🎈

    Svar
  5. Amalie
    Amalie says:

    Av av av hvor er stærkt skrevet! Det gør næsten fysisk ondt at læse. Hvor er det sejt at I er kommet tilbage efter det! <3

    Svar
  6. Signe
    Signe says:

    Kuldegysninger og kærlighed her fra!
    … Og en tåre i øjenkrogen.. Puha.
    Godt, at det endte lykkeligt! <3

    Svar
  7. Emma
    Emma says:

    Jeg får tårer i øjnene og gåsehud over det hele af din fortælling! Det gør helt ondt i mit hjerte, men det gør mig så glad at vide, at alt løste sig – i er seje og gode sammen! Knus og alt godt til jer mht. flytning og alt andet <3

    Svar
  8. Anne
    Anne says:

    Puuuha! Det var et stærkt skriv. Så mange følelser og helt hudløst. Fik også som andre lyst til at holde om dig, lige der -foran fødegangen❤️

    Svar
  9. Camilla
    Camilla says:

    Jeg ELSKER dine skuffeskriv, de er så nærværende og flot skrevet. Jeg er imponeret over, hvor intenst du kunne skrive allerede dengang.

    Svar
  10. Hanna M
    Hanna M says:

    Så godt skrevet, man føler din smerte.. hvor er det godt at Í fandt ud av det sammen til sidst ❤️

    Svar
  11. Maria
    Maria says:

    Åhr, jeg får helt ondt i maven af at læse det her. En af de værste følelser, jeg kender til er at blive valgt fra af en, jeg gerne vil have i mit liv, men endnu værre er det, når jeg bliver valgt fra til fordel for en anden. Av. Du gør det godt!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *