Tre uger med Loulou

I går aftes var det tre uger siden, at Loulou blev født, så jeg tænker at en lille update er på sin plads.
De tre uger hun har været her føles både som kort tid, hvilket det jo også er, ud af et helt liv – Men alligevel er det som om, at hun har været her hele tiden, også selvom vi stadigvæk er ved at lære hende at kende.
Indtil videre lader hun til at være et mildt lille menneske med et godt sovehjerte, så det er dejligt. Hun græder sjældent, og finder sig både i larm fra sine søskende og de mange kys hun modtager fra samme flok, og vi har endnu ikke oplevet hende hverken rasende eller utrøstelig. Jeg ved dog også af erfaring, at der ikke går længe før hun ‘vågner op’, hvilket jeg både glæder mig til, men også er spændt på. Nok især fordi at jeg jo ikke er på barsel, og snart skal til at balancere baby og arbejde meget mere end i de her uger, hvor jeg har lukket det meste ned og hverken holder møder eller svarer på mails og opkald. Men, heldigvis er jeg jo min egen chef, så det skal nok gå det hele, også hvis Loulou skulle vise sig at være en skrappere chef end mig.

Hun vokser som hun skal, sover nogle gode lange lure som sagt og gider både at sidde i vikle og ligge i barnevogn – Begge noget som hendes søskende ikke var tilhængere af, så det er jeg ret begejstret for, da det gør de fleste situationer noget nemmere. Men igen, der er kun gået tre uger, så let’s see. Alt er jo som bekendt en fase, når det kommer til børn – Både det fede og det knap så fede.

Mange har spurgt ind til, hvordan amningen forløber denne gang, da jeg jo med Uma måtte stoppe efter få uger. Starten denne gang var præcis lige så hård og smertefuld, og det videre forløb har ikke været, som jeg havde håbet. Jeg har dog fået en del hjælp og vejledning, og er mentalt meget mere rolig denne gang, så det at skulle supplere med modermælkserstatning og nok også erkende at jeg heller ikke denne gang kommer til at amme, har været tusind gange nemmere at acceptere. Så lige nu kører vi flaske kombineret med hyggeamning, og det er en fornøjelse, og slet ikke en kamp, eller et nederlag, som sidst, hvor jeg følte mig uduelig og var ked af det og flov meget længe. Jeg er tværtimod denne gang enormt stolt over, at jeg har taklet det som jeg har gjort – Men det kommer der meget mere om på et senere tidspunkt.

I det hele taget er det virkelig fedt, at prøve det hele endnu engang. Og at hvile i det. Jeg var en af dem , der synes det var hårdt at blive mor første gang. Jeg havde selvfølgelig også en meget anden virkelighed end de fleste, men jeg tror, eller jeg ved, at det for mange, uanset alder og situation, kan være en hård omgang at få sit første barn.
Anden gang var knap så overvældende, men alligevel en prøvelse, særligt at skulle “starte forfra” så mange år efter første gang, og så tog det lidt tid for alle at vænne sig til at have en baby i huset… Tredje gang har for mig været noget HELT andet. Selvfølgelig har der været en masse hormonelle udsving, og jeg er udmattet og har haft ondt og været rundtosset, men på en helt helt anden måde end de to andre gange.
Loulou er gledet så fint ind i vores familie, og jeg må sige, at det der man siger med at det er sværere at gå fra 1 til 2 børn end fra 2 til 3, er helt rigtigt (indtil videre). Der har ingen betydelige reaktioner været fra de andre børn – Altså udover at særligt Uma har brug for lidt ekstra opmærksomhed og for eksempel er begyndt at komme ind til os om natten, efter at have sovet (igennem) i sin egen seng i 18 måneder, men det er faktisk det eneste. Også i de weekender hvor Leo er her, går det strygende. – Og jo, det er da noget med at skulle holde tungen lige i munden, når vi pludselig er seks mennesker i huset, men altså, det er sgu ret fedt også. Jeg føler mig heldig.
Det eneste jeg synes, har været lidt svært, er det der med de mange opvågninger – Vi har jo som sagt været ret heldige med Uma, der har sovet meget godt om natten siden hun var helt lille, med undtagelse af nogle få perioder, så det kræver lidt tilvænning, at skulle op og skifte ble og give mad hver nat, og jeg kan godt indimellem få et sug i maven, når jeg tænker på, at jeg ikke har barsel så længe endnu (efter påske er planen, at jeg skal tilbage på næsten fuldt blus) men heldigvis findes der kaffe og kulhydrater og sukker, og en mand med overskud til at aflaste, og ikke mindst gribe mig, når det bliver for tungt.
Med andre ord; Det går godt, og jeg er sgu ret lykkelig.

img_3840

Barselsvikarerne: #3 Fallulah

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe

Dagens vikar er sangerinden Fallulah, som jeg siden 2010 har været helt skudt i. Min mand griner altid lidt af mig, når jeg omtaler hende, for jeg ser vist lidt forelsket ud. Det er svært andet, for hun er både smuk og sej, hun synger dejligt, og så er hun, helt uden at vide det, ret vigtig for mig. Albummet ‘The black cat neighbourhood’ var nemlig mere eller mindre soundtracket til min første barsel, hvor jeg var et ret svært sted i mit liv og mildest talt var helt rundtosset, heartbroken og skrupforvirret. Og de fine tekster og Fallulahs stemme, hjalp mig på en eller anden måde igennem alt det.

Jeg var derfor også ved at falde ned af stolen, da det for et års tid siden gik op for mig, at hun fulgte med her på adressen. Men det gør hun altså, og i dag er hun gået med til at agere vikar. Tag godt imod Maria:

img_3736
Billede fra Instagram @Fallulah

TID.
Hej med jer. Mit navn er Maria, men de fleste kender mig som musikeren Fallulah.
Det er med stor ærefrygt at jeg låner Sneglcilles talerør, da jeg synes at hun skriver bragende godt. Det hænder dagligt at jeg lige tjekker ind på siden her for at følge med i sneglelivet, og har egentlig været fast læser i en del år efterhånden.

Jeg har ikke ambitioner om selv at blive blogger, da jeg tror jeg hurtigt ville løbe tør for emner at skrive om, men da jeg holder utrolig meget af at skrive takkede jeg med det samme ja, da Cecilie spurgte mig om jeg havde lyst til at agere barselsvikar på bloggen (mega hyggeligt koncept, i øvrigt). Jeg var omkring en del forskellige emner jeg overvejede at tage fat i her. Det ville være nærliggende at tale om livet som mor og musiker på farten, og det spiller også ind i mine reflektioner, men jeg havnede alligevel et lidt andet sted.

Jeg er selv blevet mor til en dejlig lille pige for snart 5 måneder siden og for første gang kan jeg for alvor mærke hvor dyrebar tid er. Hun er på den korte periode gået fra at være et lille (ja ok, 4200 gram da hun kom ud) lidt rynket, knirkende behovsvæsen til at være en storsmilende, pludrende charmetrold, der nærmest dagligt har udviklet en ny sej feature. For tiden synes hun det fede er at puste og lege med sine fødder. Det er, i ordets forstand, ufatteligt.
Når jeg læser om Sneglcilles snarlige familieforøgelse bliver jeg helt skruk, hvilket er ret vildt når man tænker på at min fødsel stadig er frisk i erindring! Jeg skal nok spare jer for detaljerne i denne omgang.
Men det mine tanker kredser om, nu jeg sidder og skriver, det er at tid er en mærkelig størrelse. Det er den mest dyrebare valuta vi har, og jo ældre vi bliver, des vigtigere er det at vi ikke spilder den. For vi får jo mindre af den. Både rent praktisk som vi bliver ældre, men også i form af vores voksende ansvar og opgaver mht.os selv og vores børn, hvis man har sådan nogle. Vovse, villa, volvo-baduljen. Regninger. Åh, alle de regninger. Rengøring. Åh, al den skide rengøring. Og vi har så TRAVLT og i takt med at tiden løber afsted bliver vores kære omkring os også ældre. Nogle forsvinder endda og så sidder man tilbage og ønsker at man havde mere af den der tid sammen med dem.

Da jeg var yngre var jeg ret ødsel med min tid. Og lod andre folk spilde den. Det vil jeg helst ikke mere. I takt med der kom et tal ekstra efter 2-tallet år for år og jeg ramte 30ʼerne, da blev jeg gradvist også mere bevidst om at min tid er mit eget ansvar. For hvis du ikke sætter grænser så bliver den stjålet.

Vi har nok alle sammen den der ven der konsekvent kommer for sent til aftaler (måske er du selv den ven). Noget på arbejdet der kunne være klaret relativt nemt men som bliver begravet i dårlig kommunikation og ja, ender med at spilde en masse folks tid. Det er jo sjældent fordi folk er onde eller super egoistiske at de spilder andres tid, der mangler nok bare noget omtanke, eller måske bare evnerne til at være organiseret.
Lige nu er jeg på tourné i hele landet. 18 shows på 1 1/2 måned, hvor jeg, min kæreste Thomas, vores datter Gloria og vores hund Maggie weekend efter weekend kører zik-zak imellem Jylland, Fyn og Sjælland i min svigermors lånte røde Corolla. Og der bruger jeg ENORME mængder af min egen og min lille families tid for at jeg kan stå de 75 minutter om aftenen og spille min musik på scener rundt omkring. For at jeg kan gøre det jeg elsker og har dedikeret mig til.
Jeg føler mig virkelig heldig over at kunne have musikken som min karriere, og ved hvor meget benarbejde det kræver for at holde gang i hjulene i den branche. Jeg har ikke kunnet tage en traditionel barsel, og det har jeg på mange måder være lidt ked af. For jeg kan jo høre på de andre mødre i mødregruppen at der er oceaner af tid til at hygge med bebsen. drikke koppevis af kaffe med veninder og bage boller. Hvorimod jeg er hende der altid er den første der går, da jeg har nogle arbejdsmails der ligger og venter eller en øver med mit band. og så jeg missede også lige babyrytmik da jeg skulle lave noget TV i stedet.
Mine venner og jeg er i en art langdistance-forhold og jeg må nøjes med at lune mig ved minderne om de sjove tider vi har haft sammen. Til gengæld får Gloria masser af værdifuld far-tid, får set sine bedsteforældre i Jylland hver uge og er helt vildt social og glad. Men jeg har altid en lidt nagende dårlig samvittighed bagerst i hovedet over at jeg styrter rundt og spiller fandango.

Grunden til at jeg nævner det, det er at jeg synes det er vigtigt at vise en realistisk side af de valg jeg nu engang har truffet. Jeg er sikker på at jeg ville længes vanvittigt efter mit arbejde hvis nu jeg havde taget 6-12 mdr ud af kalenderen til at gå hjemme, for det ER et kæmpe privilegie at min kæreste har taget barsel for at jeg kan passe mit job. Men engang imellem, når jeg ryster af træthed og er ved at bryde tudende sammen i hjørnet over at jeg vil haʼ en luuuur, eller når vi holder i kø på motorvejen og mit datter skriger og græder to timer i streg fordi hun hader at sidde i sin autostol. lige dér. Der drømmer jeg altså om at have så meget (fri)tid at jeg kunne nå at kede mig lidt.

Så kære læsere, blot en ydmyg opfordring til os alle om at værne om vores dyrebare tid. Og hvis I keder jer skal i vide at jeg misunder jer.

De kærligeste hilsener
Fallulah

Voksen ABC er tilbage med et H

img_3828

Efter et par ugers pause (samt nogle dages forhindringer) er vi nu tilbage igen, og fik i går indspillet et nyt afsnit til jer. Et H. Det er nu uploadet og kan findes i iTunes lige HER. Det er en lidt lang omgang, hvor vi får dækket alt fra ord som hormoner og hjem, til hamsterhjul og hensyn, Rachel bliver grådkvalt i historiesnakken, og jeg kludrer en anelse i sætningerne, så alt er med andre ord præcis som de plejer.

Det føles dejligt at komme i gang med optagelserne igen – jeg har savnet det mere end jeg vidste, selvom pausen for mit vedkommende har været tiltrængt, hvilket jeg også kommer ind på i ugens afsnit.
Men nu er vi heldigvis tilbage for fuldt blus, og vi vil bestræbe os på at udgive et afsnit hver mandag, præcis som før der kom en baby ind i billedet – Altså med undtagelse af i dag, hvor det jo er torsdag.
Jeg håber I stadigvæk er med derude.

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

img_3833

SHOPPING: Overgangsgarderobe

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE/REKLAME-links

Det er forår! Snart sommer, og det betyder at vinterjakke og støvler skal pakkes væk. Hurra.
Overskriften til dette indlæg er i øvrigt en anelse tvetydig, for selvom mange af tingene herunder er tiltænkt overgangen fra vinter til sommer, så er de ting som jeg har bestilt (7, 8 og 9) mere ment som overgangen fra min nuværende graviditets/efterfødsels-krop til om et par måneder, hvor jeg nok vejer lidt mindre og ikke er helt lige så blød længere. Jeg er lige nu i sådan en lidt irriterende mellemting, hvor mit graviditetstøj selvfølgelig er for stort, og mit gamle tøj er lige til den stramme side, så jeg primært går i kjoler, eller for stramme bukser, og det er sgu lidt irriterende.
Nå, men med den lange smøre kommer her en masse ting jeg godt gad eje:

asos4

1.Som sagt elsker jeg det her print fra Storm & Marie, og bomberjakken her er ingen undtagelse. 1300,- HER

2.Riiimelig seje Air Max sko … 900,- HER

3.Jeg er vild med farven på denne, samt bindedetaljen ved ærmerne. Tror den vil være så fin med en strik under (eller en t-shirt på de lune dage), jeans og solbriller. 350,- HER

4.En grøn denimjakke. Elle cowboy-jakke som det hed da jeg var barn. Jeg tror faktisk at jeg muligvis har haft en nærmest identisk denne i 90erne. Eller var det en vest? Den er i hvert fald sej. 450,- HER

5.Jeg havde aldrig troet at en jakke i lyst imiteret pels ville stå på min ønskeliste, men sådan er det blevet. Jakke fra Munthe 2800,- HER

6.Lak, fryns og guld… Det er næsten for meget af det gode, men jeg bliver ved med at sværme omkring dem… 450,- koster de, HER

7.Jeg kan ikke få den her ud af hovedet … Omvendt aner jeg ikke, hvornår jeg skal have den på… Men nu er den bestilt. Jeg tænker den bliver god med flade sandaler og en sort eller blå denimjakke over. Men lad os nu se … 450,- HER

8.Jeg tvivler på at jeg kommer i noget som helst todelt til sommer, så en badedragt skal der til. Jeg er (ligesom resten af verden) ret vild med det her print, så jeg tror det bliver den. 800,- HER

9.Der går nok lidt tid før jeg kan være i mine jeans igen (og føle mig tilpas i dem) så jeg er på udkig efter andre slags bukser. Dem her for eksempel. De er eddermame pæne. 400,- HER

 

 

I øvrigt #82

  • Kan jeg enormt godt lide Sofie Linde, men jeg har sjældent grint så meget som da min mand under X factor i fredags tørt spurgte ‘Hvorfor faen hun altid er klædt ud som en stor Pokemon’.
  • Kommer der nyt fra ‘Voksen ABC’ i morgen efter to ugers pause. TAK for tålmodigheden.
  • Kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har drukket en varm kop kaffe. Eller spist varm mad.
  • Kan jeg faktisk heller ikke helt huske, hvornår jeg sidst var i bad. Så det er nok længe siden.
  • Glæder jeg mig til at jeg må træne igen. DET havde jeg aldrig troet jeg ville sige, eller mene. Men det gør jeg virkelig. Og ikke kun fordi at mine overarme og lår bølger lidt rigeligt når jeg går op ad trappen.
  • Ved jeg godt, at jeg har sagt det før, men det viser sig, at jeg måske alligevel er en lille smule panikramt over at skulle forlade Vesterbro om 28 dage. Bare en anelse.
  • Sang jeg (uden pis) Dora The Explorer sangen‘Vi gjorde det, vi gjorde det, vi gjorde det, yeah – we did it!’ for mig selv, da jeg steg ud af toget i går.
  • Forstår jeg ikke, hvorfor jeg aldrig kan finde mine høretelefoner. Jeg har 4 sæt! Altid væk. Det samme gælder min oplader.
  • Spiste jeg en Snack pot, som jo var en af mine helt store cravings som gravid, til frokost i dag. Eller faktisk spiste jeg kun halvdelen, for mine preggo-smagsløg har tydeligvis misledt mig. Jeg tror aldrig løgpulver/boullion smagen forlader min gane igen.
  • Fylder Uma 2 år om 13 dage.
  • Er det sguda egentlig ret vildt, at jeg har to børn under to år. 13 dage endnu.
  • Bliver Otto 8 år (!) næste gang, og det er faktisk endnu mere vildt at tænke på. For mig altså. OTTE!?!?!
  • Har den snart 8 årige skrevet på næsten alle vores (indtil videre upakkede) flyttekasser. Der står Legetøj på de fleste, og computer og glas på resten.
  • Elsker jeg børnestavning. #Kompubr
  • Hører jeg virkelig meget Kendrick Lamar i de her dage (‘Humble’  på repeat), men har alligevel konstant Dora på hjernen. Og Doctor McStuffin…
  • Går jeg måske lidt for meget op i, at der er kommet nyt afsnit af ‘Landmand søger kærlighed’

img_3727

Koldsved på linje C

Det kan godt være at jeg er tredjegangsmor og uden tvivl hviler en milliard gange mere i det end nogensinde før. Men(!) jeg står i skrivende stund i et s-tog, med en sovende 16 dage gammel skabning i barnevognen foran mig, og jeg er stresset. Uden grund egentlig. Skabningen sover jo. Og hun er både skiftet og fodret, og vi skal snart af. Men for fanden, hvor er der få ting, der kan hyle mig mere ud af den end offentlig transport, sådan generelt bryder jeg mig meget lidt om det, og kombineret med søvnmangel (mig) og nyfødt baby er det kun forstærket. Det er faktisk noget af det værste jeg kan komme i tanke om – så skulle det da lige være lange supermarkedskøer i samme kombination.

Jeg er på vagt på den svedige måde, mens tankerne (og pulsen) hamrer derudaf:

Hvad hvis hun vågner?

Fornuft: ‘Det gør hun nok ikke, og hvis hun gør, så er det fint’
Resten af mig: ‘Det gør hun. Jeg ved det bare. Er her ikke også ret varmt?!’

Og hvad nu hvis hun græder?!

Fornuft: Så trøster du hende, tager hende op, vipper vognen lidt, eller hiver et bryst eller din medbragte backup flaske med. Det går nok, du har styr på det’.
Resten af mig: ‘Så må du stå af. Og gå hjem. Og blive derhjemme. I et år. Mindst!’


Nu skal vi af! Hun sover endnu. Vi overlevede.

img_3715

 

1. April… Du er så nederen!

Jeg har sagt det før, jeg siger det lige igen; Jeg hader 1. April. Eller, det gør jeg selvfølgelig ikke, jeg hader konceptet aprilsnar. Ja, hader.
Kan jeg forklare hvorfor? Ikke rigtigt. Jeg bliver bare helt vildt utilpas over det, og irritabel.
Har det i øvrigt på samme måde med skjult kamera og hjemmevideo-programmer. Og vittigheder.
Ha! Kæft, jeg lyder som en sur type. Det er jeg jo egentlig ikke, og jeg vil faktisk også vove at påstå, at jeg har ret meget selvironi og humor, men tolerance i forhold til Aprilsnar og practical jokes er bare tydeligvis ikke med i den pulje. Overhovedet.

Det er egentlig ret interessant, hvordan det lader til at dele vandene det der aprilsnar. Min fornemmelse er, at der er en ret stor del, der har det som mig (muligvis i en lidt mildere grad), og så er der dem, der elsker at narre til højre og venstre, og så er der selvfølgelig dem, der går all in på at oute andres narrestreger og brøle aprilsnaaaar! I diverse kommentarfelter.

Én ting er sikkert, D. 1. April er jeg konstant på vagt, jeg tror ikke på noget nogen siger, og så er jeg sådan lidt småirritabel i det, særligt når jeg scroller igennem diverse feeds. I dag var ingen undtagelse. Jeg har helt ondt i tæerne af al den krummeri over platte statusopdateringer og nyheder, og jeg glæder mig over, at der er et helt år til næste gang.

Nu vil den sure vittighedshader spise sig ned i Daim og Taffel Chips, og måske dele en øl med sin mand.

God lørdag og 1. April til jer allesammen. Både jer der er på hadeholdet med mig, samt alle aprilsnarrøvene.

img_3708