Podcast: Et ‘i’ et ‘j’ og lidt info

I går optog og uploadede Rachel og jeg endnu et afsnit af vores podcast ‘Voksen ABC’, ligesom at vi i sidste uge også smed et aftenoptaget afsnit op, et ‘i’, optaget med en anelse champagne i blodet.
I denne uge er vi nået til ‘J’, der satte gang i snak om blandt andet mit job som blogger, om da Rachel blev kaldt for ‘lille ven’ på jobcenteret, om junkfood, ‘Say Yes to The Dress’, og den gode gamle ja-hat. Hør det HER (iTunes) eller HER

Vi laver en anelse om fra nu af, og der vil fremover udkomme et afsnit hver anden mandag, fremfor hver mandag. Så der kommer altså til at gå 14 dage imellem hvert afsnit. Rachel er nemlig startet i praktik og vi står begge med en flytning over hovedet – Så for at holde kvaliteten høj, har vi valgt at gøre det sådan i en periode. Men alt det fortæller vi også lidt om i ugens podcast. Jeg håber I fortsat vil lytte med, både nu og fremover. Tak for støtten i hvert fald, det betyder virkelig meget. Om ikke så forfærdelig længe vil vi i øvrigt hoppe ud i en spørgerunde – Muligvis live på enten Facebook eller Instagram. Når det sker, skal jeg nok lige give et heads up i forvejen så I har en chance for at kigge med og stille spørgsmål, hvis I har lyst. Men først gælder det bogstavet K, som vi skal have optaget i løbet af denne uge og DET glæder jeg mig ekstra meget til da der virkelig er nogle gode K-ord, altså virkelig gode!

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

img_3931

En ny slags hverdag

img_4358

Efter hvad der føltes som en meget lang påskeferie, dejlig men lang, er det blevet hverdag igen. Otto er i skole, Uma i vuggestue, min mand på arbejde, og jeg er dermed alene hjemme for første gang siden engang for to uger siden. Eller så alene som man bliver, når man har en baby. En baby der i dag er en måned gammel. En måned der er fløjet afsted, men som omvendt også føles som evigheder – Lidt ligesom påskeferien.

Det er faktisk også blevet hverdag for mig igen, for planen er, at jeg fra i dag så småt begynder at tage min arbejdskasket på igen. Så vidt det er muligt altså, når ens nye chef er en halv meter lang gylpende type med en insisterende stemme og en del behov, der skal opfyldes. Jeg forsøger at holde mine forventninger og ambitioner i skak, og håber (og tror) på at jeg kan finde den rette balance i mommyliv og arbejdsliv. Om det lykkes må tiden vise – Vi tager det en dag af gangen og starter mildt ud, i sofaen, med en meget fyldt mailbakke, der er blevet forsømt i en del uger.

Jeg glæder mig sgu. God tirsdag til jer.

2

For to år siden, D. 16. April, klokken 23:47 blev Uma født. Vi har med andre ord brugt denne påskesøndag på at fejre hende. Min Uma, der med sit tegneserieagtige væsen (seriøst, hun minder sgu om en karakter i en Pixar film) hver eneste dag får mig til at grine. Min Uma, der smitter med sit gode humør og som med sit sprængfarlige temperament, får os til at ryste på hovedet og himle med øjnene. Min Uma, som jeg elsker så højt, at jeg kunne græde over det – Det gør jeg faktisk nogle gange. Græder. Af lykke og taknemmelighed over at hun er min og jeg er hendes.

img_4261

De to år er blevet fejret med masser af kage, gæster og leg, et smut på Joe & The Juice, tegnefilm og yoghurt til aftensmad (!) og det var en træt, men glad to-årig vi puttede i seng for et par timer siden. Og det er et par trætte, men glade forældre, der netop er gået i seng også.

img_4286

Om 32 minutter er det præcis to år siden, at hun blev vores, og selvom jeg knap kan se ud af øjnene af træthed, holder jeg mig alligevel vågen til fødselstidspunktet … bare fordi.

Min Uma, tillykke med fødselsdagen. Jeg elsker dig.

Sneglehuset: Fem boligting jeg vil have med til K

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE/REKLAME-LINKS

Der er 16 dage til vi rykker fra København V til København K. Jeg bruger en del tid på mentalt at indrette det nye sted, og kan næsten ikke holde ud at vi først får nøglen om 16 lange dage (og omvendt er det nok meget godt eftersom, at vi endnu skal have pakket en hel lejlighed ned) … Min ønskeliste bliver længere og længere, og lige nu drømmer jeg for eksempel om de her fem sager:

bolig1

1.Jeg vil allerhelst have en velour-puf, men den ide er min mand ikke så vild med. Men denne her tror jeg faktisk godt han kunne være med på. Den minder mig lidt om de der Marroco-puder i læder, som var mega populære da jeg var barn. Puf 500,- HER

2.Vores nye entre er væsentlig større end den vi har lige nu, så den skal også indrettes. Jeg har fået fingrene i den sejeste sorte metal-reol med hjul under, som vi skal have vores sko stående på og ved siden af den vil jeg gerne have et sejt gulvtæppe. Gerne et af dem her! Blåt tæppe 500,- HER – Mønstret tæppe 1500,- HER

3.Findes der noget mere tarveligt end en vasketøjskurv? Ikke rigtigt, og den vi har nu er virkelig sørgelig og gammel, så den ryger ud når vi rykker, og så gad jeg godt at have en af dem her, eller begge to måske (vi er trods alt pænt mange mennesker herhjemme), find den ternede HER og den med det lyserøde HER

4.Drengene skal have en ny køjeseng, og jeg drømmer (ligesom de fleste andre børnefamilier) om denne her smukke en fra Oliver Furniture. For fanden den er pæn! (Og dyr)

5.Auping laver efter min mening noget af det absolut pæneste og bedste sengetøj. Jeg skal have fingrene i det her mega pæne palmeprintede. (og måske også det her lyserøde noget)

I øvrigt #83

  • Overvejer jeg at få bygget lidt ekstra på den ene af mine tatoveringer, da den er blevet lidt grålig og smattet i det…
  • Er det måske ikke en god ide at tage tatoveringsrelaterede beslutninger når jeg er i massivt søvnunderskud.
  • Har jeg ikke spist sukker i fem dage! Eller altså jeg har ikke spist kage og slik og den slags. Det havde taget overhånd, besluttede jeg, da jeg tog mig selv i at spise en pakke pålægschokolade i mangel af bedre – så jeg gik lige kold tyrker på den. Det skal belønnes. Med at bage en snickerskage tænker jeg. Jeg er jo kun et menneske. Og et bedre et på sukker, bilder jeg mig ind.
  • Kom der er nyt afsnit af podcasten op i mandags. Hør det på iTunes eller HER.
  • Kommer jeg nok aldrig til at springe ud i de populære øjenvippe-extensions, men jeg overvejer at få farvet mine vipper, udelukkende fordi at jeg af en eller anden grund konstant har mascara under øjnene (når jeg altså når at få det på).
  • Er jeg rasende over hvor koldt og gråt vejret er. Primært af den årsag, at meningen jo var at vi skulle bruge hele april på at voldudnytte vores altan inden vi flytter fra den.
  • Har jeg bestilt tid til den helt store tur hos min frisør om en måned. Skal både klippes og farves, sgu.
  • Er nyt hår fint, men jeg ser muligvis nok mest frem til hovedbundsmassagen og varm kaffe.
  • Har jeg det overraskende afslappet med at bo i flytterod. Det har min mand ikke…
  • Har jeg stort set ikke åbnet min mail i snart en uge. Det føles virkelig rart, og lidt angstprovokerende. #Fomo
  • Overvejer jeg lidt om det kan retfærdiggøres ikke at rydde op og gøre rent. Vi flytter jo alligevel om to uger. Det kan det nok ikke.
  • Er Loulous første tigerspring gået i gang. I går. Jeg fnyste lidt af konceptet og tænkte ‘jaja’ da notifikationen tikkede ind på min telefon, og hun på ingen måde virkede påvirkede af noget som helst. Så blev det eftermiddag. Hej Tiger!
  • Drømte jeg, at min mand ville skilles. Kom først i tanke om det langt op af dagen, men det forklarer, hvorfor jeg var vred på ham, da jeg vågnede.
  • Er jeg på udkig efter er kæmpe klædeskab (helst 3,5 meter bredt og gerne 2,5 eller endda 3 meter højt), der er pænt og til at betale. Det findes ikke.
  • Er Uma begyndt at skrige, når hun ikke får sin vilje… Og vil helst indtage sine måltider siddende på gulvet. Så det er fedt nok.

img_3909

Barselsvikarerne: #4 Guldlog

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah

I dag er det Louise, der har taget over. I kender hende måske fra bloggen Guldlog, og hvis ikke, så er I virkelig gået glip af noget – Louise var faktisk en af de allerførste bloggere, jeg begyndte at følge fast, for nu rigtig mange år siden. Og jeg har fulgt med lige siden. Helt uden pauser. Hun skriver nemlig hamrende godt, og så er hun ovenikøbet også skidesød (og pæn). Tag godt imod Louise:

screen-shot-2017-04-12-at-23-09-34

Billede fra Instagram @guldlog

Jeg er blevet spurgt af den sejeste Snegl i City, om jeg vil agere barselsvikar på hendes fine domæne. Og det vil jeg i hvert fald. Nu hvor det netop er ankomsten af en sød lille dame, der er skyld i behovet for barselsvikarer, tænker jeg, at det er oplagt med et skriv om netop…fødsler.

Hvorfor er vi egentlig så bange for at føde?
Lidt provokerende overskrift, det ved jeg godt, for hallåå: vi skal presse babyer på gennemsnitligt 3-4 kg ud gennem et underliv, der ikke føles gearet til den slags, når man påbegynder sin graviditet. Det er kun naturligt at tænke ”det-der- det-bliver- altså-uden- mig”. Men. Pointen er, at det gør det jo ikke. Hvis du først er lykkedes med at få en baby ind i din mave, så vil du også lykkes med at få den ud. Rent faktisk.
Nu sidder jeg så ’på den anden side’. Jeg har født de to børn, jeg har tænkt mig at få. Jeg lever endnu. Og endda lykkeligere end før de ankom. Hvad var det så, jeg var så bange for?
Jeg har på en måde lidt glemt det, og det er sikkert naturens viselige indretning. Men jeg vil alligevel prøve at huske det. For jeg møder hver eneste dag seje og tjekkede kvinder, der er angst for at føde. Og hver gang tænker jeg i mit stille sind, at nu må de altså lige tage sig sammen, det er faktisk langt værre at skovle sne mandag morgen kl. 06.00, eller for den sags skyld at tage metroen fra Nørreport i myldretid med barnevogn og en feberramt 5-årig.

Det er IKKE et forsøg på at være bedrevidende.IKKE et forsøg på at negligere frygten. Men jeg kunne godt tænke mig at punktere angsten for at føde lidt. For jeg kender den. Alt for godt. Men ærgres over, hvor meget den fik lov at fylde hos mig. Og måske, bare et lille bitte måske, kan vi sammen afhjælpe den værste frygt.
Med risiko for at lyde som Danielle Steel på lykkepiller, så ER det altså virkelig smukt at føde. Det at skabe nyt liv er både angstprovokerende, frygtindgydende og grænseoverskridende syret. Men det er for pokker også meningen med hele livet. Det er det altså. Det er – eller kan være – decideret optur.
Første gang jeg blev gravid forberedte jeg mig grundigt. Jeg gik til dobbelt fødselsforberedelse,havde også manden med, gik til afspændings gymnastisk hos APA og til Pushy Mums, hvor jeg styrkede mit bækken og øvede sund vejrtrækning. Læste ALLE bøger på markedet om emnet. Og tog noter. Men jeg skippede let og elegant kapitlerne om selve fødslen. Ligesom jeg behændigt udeblev den undervisningsgang, der konkret omhandlede babys vej ud gennem fødselskanalen.
Jeg vidste godt, at det var det, jeg skulle. Jeg vidste måske også godt, at det var noget, min krop godt kunne. Men jeg ville ikke. Havde slet ikke lyst. Synes ikke der var noget som helst fordelagtigt ved det. Ikke som det blotte øje kunne se.

Dagen kom alligevel. Og jeg fødte. Og det gjorde pisse nas. Men var alligevel en ret god oplevelse. Livsforandrende faktisk. Jeg havde en god fødsel. På alle måder. Men brugte derefter 5 år på at tage tilløb til den næste. Oppe i min gravide forskruede hjerne, var karmaloven sat i gang. Man kan ikke have så godt et forløb – og så anden gang forvente at det går lige så nemt.

Dertil var oddsene simpelthen for små, følte jeg. Så jeg forstørrede i stedet angsten. På alle måder ulogisk og ikke ret konstruktivt. Men ikke desto mindre. Resultatet blev, at jeg helt fravalgte fødselsforberedelse anden gang. Havde ingen lyst til at blive mindet om, hvad der var i vente. Jeg læste igen bøger om emnet. Googlede intet. Levede 9 måneder i totalt fornægtelse. Fødsel, siger du? Jo, den kommer vel. Uundgåeligt. Og det gjorde den.
Og det gik endnu bedre end første gang.
Hvad var jeg så bange for? Første gang kunne man fristes til at skyde skylden på usikkerheden, det ubekendte. Alt det nye. Anden gang….jeg ved det ikke. Jeg vidste jo, hvad der skulle og ville ske. I store træk altså.
Var jeg bange for at gå i stykker? Måske. Bange for at ødelægge min krop? For at dø af smerte? Angst for at det hele ville gå i stå og aldrig slutte? Naturligvis kan man risikere at gå over tid, men en graviditet har alligevel en vis afmålt længde. Har aldrig hørt om nogen babyer, der er blevet derinde. Og længden på vores graviditet er alligevel smart nok, for man ender med at være så uendeligt træt at den tykke mave, at man til sidst – næsten – glemmer at frygte fødslen. Selvom jeg i mine sorteste øjeblikke har siddet og drømt om at være en pungrotte, så misunder jeg dem alligevel ikke deres to ugers drægtighed. Trods alt. Det er godt nok ikke meget tid at forberede sig til en fødsel i.
Jeg tror, hånden på hjertet, at det var angsten for kontroltab. Fødsler er i ret vidt omfang, for de fleste af os, ikke noget, vi kan planlægge ret meget af. Og det skræmmer. Når man sædvanligvis er sådan en, der gerne planlægger lidt. Men det storslåede ved det hele er, at de sker. De kan ske på rigtig mange måder med rigtig mange forskellige forløb. Men heldigvis er udfaldet oftest nogenlunde det samme; vi får vores baby. Og ja: det gør ondt at føde. Og ja: der er et tidspunkt i en fødsel, uanset hvor lynstærkt det så end går, hvor man tænker, ”Okay, det var sjovt nok, men nu klarer I andre lige resten uden mig, ok?”….men. Man kan godt. Og man kan også godt, selvom man ikke vil. Hvis man tillader sig selv at give en lille smule slip. For kroppen ved på en eller anden syret måde godt, hvad det er, den skal. Og det er både skræmmende og ret fantastisk.
Personligt gad jeg godt, at vi blev bedre til, at opsøge de gode fødselsfortællinger. At vi dyrkede troen på, at det vil gå godt lidt mere. For det gør det jo i langt de fleste tilfælde. Og det er da lidt synd og skam, at gå rundt og begrænse sin egen glæde i en åndet angst, der bunder i usikkerheden omkring noget, vi ikke kan løbe fra alligevel.
Der er mange flere gode fødsler end dårlige. Så skal vi ikke dyrke de gode historier lidt mere, og huske at fortælle det til omverden, når vi har gode oplevelser? Det kunne jeg egentlig godt have brugt.

www.guldlog.dk

screen-shot-2017-04-12-at-23-02-21

Hvis du siger pasta en gang til, så skriger jeg!

Vi er kørt død i aftensmaden. Hver dag ved 15 tiden forsøger vi endnu engang at finde på noget at spise samme aften. Min mand siger altid ‘Noget med pasta’. Og selvom jeg elsker pasta, gider jeg faktisk ikke spise det hver dag.

Jeg bliver nok aldrig en madplans-type, og vi vil nok også fortsat købe takeout en gang eller to hver uge, men jeg gad bare godt snart finde på noget andet end effin’ pasta og de ti-femten andre retter vi jokker rundt i non-stop. Hjælp! Stik mig nogle forslag, så er I søde. Det skal bare være vegetarisk, nogenlunde hurtigt at lave og børnevenligt.

De retter vi selv kører i rotation:
Pitabrød med fyld (kan også være wraps, eller vietnamesiske forårsruller)
Linsebolo
Grøntsagslasagne
Stegte nudler
Vegetardeller med fritter og aioli
Dahl
Suppe
Risotto
Burger
One pot pasta i forskellige afskygninger
Pizza
Tærte

Og i aften forsøgte vi os så med Buddha Bowls. Hvilket var et hit, så nu er der da endnu en ny ret til ovenstående liste…

img_4004

Hjemmefødsel (for skeptikere)

Det er nu små fire uger siden, at jeg på mit stuegulv fødte Loulou, der er mit tredje barn (læs min fødselsberetning HER). Det var min første hjemmefødsel, og havde nogen fortalt mig for bare et halvt år siden, at jeg skulle føde hjemme, havde jeg højest sandsynligt grinet højt og takket nej. Hvad det var, der fik mig til at ændre mening, eller bare at overveje muligheden var en kombination af flere ting, og jeg har svært ved at sige præcis, hvad det var der gjorde det. Mine tidligere fødsler har været på hospitalet. Frederiksberg i 2009 og Hvidovre i 2015. Begge fine, men lidt voldsomme oplevelser, på to forskellige måder. Første gang var egentlig lidt en luksusfødsel, på den måde at jeg kun var på en fødestue, med en jordemoder (endda hende jeg var gået hos i hele graviditeten) og vi fik lov til at blive på fødestuen i mange timer, inden vi trillede stille og roligt over på barselsgangen, hvor vi blev til dagen efter. Fødslen var hård fordi den var langtrukken, jeg var udmattet og bange, og aldrig fik presseveer. Anden gang, på Hvidovre, oplevede jeg at blive utryg af en helt anden årsag, eller jeg blev i hvert fald utilpas (mere end jeg var i forvejen med veer). Faktisk allerede fra inden vi kørte hjemmefra, da de i telefonen havde startet med at fortælle os, at der ikke var plads til mig. De fandt plads, men jeg nåede i de to timer vi var der inden jeg fødte, at interagere med fem forskellige ansatte – alle skønne, dejlige kompetente mennesker, men med smerter og nerverne uden på (og bar røv) er det lidt meget at forholde sig til .
Jeg blev kørt rundt på en briks til tre forskellige stuer, og lå endda ude på gangen på et tidspunkt, da stuen jeg skulle føde i, ikke var klargjort da vi nåede frem. Det er, hvad det er, og det gik jo fint, MEN det var et kæmpe stressmoment for mig, både i øjeblikket, men også igennem hele min tredje graviditet. Hvad hvis samme scenarie udspiller sig? Hvad hvis jeg slet ikke når frem?
Derudover mindes jeg også køreturene med veer som ganske forfærdelige, og hele processen i at skulle tage sko på og bevæge sig ned i bilen. Det stressede mig meget mere, end jeg troede det ville.
De fleste jordemødre jeg mødte i min tredje graviditet nævnte hjemmefødsel som en mulighed, og jeg fejede det hen de første mange gange – No thanks! Men et eller andet satte det alligevel igang, for jeg begyndte så småt at undersøge det med hjemmefødsler. Snakkede med dem jeg kender, som har prøvet det selv, læste bøger, fødselsberetninger og facts på nettet. Luftede det selvfølgelig også for min mand, som jeg egentlig troede var fuldstændigt imod det, men som viste sig at være åben, da oplevelsen på Hvidovre i 2015 også for ham, var lidt for meget af det gode.
Han og jeg blev mere og mere lune på tanken, men alligevel var det først cirka en måned inden termin, at jeg tog den endelige beslutning, og selv her kunne jeg mærke tvivlen lure – Om det var tvivl omkring hjemmefødsel eller fødslen i det hele taget ved jeg fortsat ikke, men den var der til det sidste.

Forberedelserne (og forestillingerne) gik i gang i ugerne op til termin. Vi snakkede meget om, hvor jeg skulle føde, og jeg vidste kun, at jeg ikke ønskede et fødekar. Det blev for omstændigt, og desuden mindes jeg fra min første fødsel, at bare tanken om det fyldte badekar på fødestuen på Frederiksberg, gjorde mig utilpas, så det var ret udelukket fra start af. Jeg overvejede både om det skulle være i sengen, eller i sofaen, men endte med at beslutte mig for, at en madras på stuegulvet måtte blive løsningen.
Vi fandt en stak gamle håndklæder og lagner frem fra kælderen som vi vaskede og lagde klar i en bunke i skabet, sammen med et stort stykke voksdug. Og da veerne så gik i gang redte vi simpelthen bare op med madras, voksdug og lagner, på stuegulvet foran vores sofa (som jeg brugte som ryglæn).

I dagene op til fødslen (jeg gik fem dage over terminsdagen) tænkte jeg enormt meget på om jeg overhovedet kunne gennemføre det. En hjemmefødsel. Alle mine fordomme kom op; At det kun er de der yogaglade kvinder, der er enormt meget i kontakt med deres kroppe, der gør den slags – Noget som jeg ikke selv er.
Alligevel holdt jeg ved, og da veerne gik i gang, forsvandt tvivlen lige så stille, og tanken og visheden om ikke at skulle ud af døren, at kunne være hjemme, var ubeskrivelig fed. Faktisk er det nærmest det jeg synes var det allerbedste. At det så også endte med at gå så stærkt (og godt) som det gjorde, har selvfølgelig kun gjort oplevelsen endnu mere positiv. Havde vi skulle på hospitalet, var jeg nok ikke nået derud, eller også var jeg, og så var fødslen måske trukket ud. Det er ikke til at vide, men jeg er SÅ glad for at jeg ikke lod tvivlen og mine fordomme, og den lille frygt for at noget skulle gå galt komme mig til gode, for det endte med at blive den mest vidunderlige oplevelse overhovedet.

Sidst, men ikke mindst har jeg forsøgt at svare på nogle af de spørgsmål, jeg er stødt mest på (og selv havde inden jeg sprang ud i det):

Sviner det ikke helt vildt?
Nej. Utroligt nok. Mit vand gik endda, og alligevel var det minimalt, hvad der var af snask at rydde op (det gør jordemoderen i øvrigt, altså rydder op). Voksdug, et enkelt lagen og et par håndklæder var hvad der blev  brugt og efterfølgende smidt ud sammen med moderkagen, og så kom der en lille smule blod på den dyne jeg lå op af, så betrækket skulle vaskes, men det var alt.

Tænker man ikke for meget over om naboerne kan høre en?
På intet tidspunkt undervejs tænkte jeg på naboerne. Det var ellers også noget af det, jeg tænkte meget over inden – Om jeg ville være for bevidst om at andre kunne høre mig. Men jeg var så meget i mine veer og fødslen, at jeg ikke skænkede mine lyde eller naboer en tanke undervejs. Bagefter spurgte jeg jordemoderen, min mand og min mor om jeg havde larmet meget. Men de påstår, at jeg var utroligt stille (af en fødende), og jeg mindes heller ikke at jeg råbte lige så højt som de to første gange, hvor jeg havde helt ondt i halsen i dagene efter (lidt ligesom dagene efter Roskilde festival), så der er nok noget om det, men det var altså ikke på grund af hensyn til naboer, men vist bare fordi at jeg følte mig tryg og ikke blev lige så forskrækket over smerterne som første og anden gang.

Hvornår ringer man efter jordemoderen?
Min anbefaling her må være, at man skal ringe når der er en form for mønster i veerne. Eller hvis man er i tvivl, så ring og få en snak med jordemoderen. De er simpelthen så søde til at stille de rigtige spørgsmål, og vores fornemmelse (eller min mands, da det var ham der ringede) var helt klart at de er rigtig dygtige til at vurdere hvor langt man er i forløbet.
Vi ringede så nok lige en halv time senere, end hvad var helt fornuftigt. Altså, det gik jo, og hun nåede frem, men set i bagklogskabens lys, havde det nok været en god ide at ringe lidt tidligere. Men når det så er sagt, så var hun der jo lynhurtigt, og igen; Hun nåede det!

De største fordele:
– Jeg skulle ikke ud af døren med veer.
– Jeg var hjemme i mine egne vante og trygge omgivelser, med mit eget bad og mine egne møbler.
– Jeg havde kun en jordemoder – helt for mig selv  (man kan selvfølgelig risikere, at der er vagtskifte undervejs, men du har hele tiden én jordemoders fulde opmærksomhed)
– Jeg skulle ikke trippe efter at komme hjem efter fødslen. Efter jeg havde født, lagde jeg mig bare op i sofaen og blev der resten af aftenen. Med min nyfødte baby på brystet. Inden vi et par timer senere gik fem meter ind i dobbeltsengen og sov.
img_3958img_3082img_3153

Sort søndagsshopping

INDEHOLDER AFFILIATE/REKLAMELINKS

Dagens shoppeindlæg er meget mørkt, hvilket egentlig slet ikke var meningen da jeg gik igang med det. Men det afspejler min nuværende påklædningssituation meget godt, for jeg ender i sorte sæt næsten hver eneste dag, hvilket helt klart skyldes at jeg for bare 23 dage siden var ret meget gravid, og derfor har en kropsform lige nu, hvor jeg har det bedst i sort. Heldigvis går man næsten aldrig galt med sorte items, så jeg tænker at mange af nedenstående ting kommer til at hitte længe – Også når jeg en dag begiver mig ud i lidt flere farver Snart, håber jeg …

sortshopping

1.Skjorte i 100% silke til 500,- må siges at være et godt tilbud.  Jeg skal i hvert fald have den. Find den HER

2.Taske fra Leowulff i den helt perfekte størrelse (særligt når man som jeg har alt i en pusletaske lige nu og derfor aldrig kan finde hverken nøgler eller pung, fordi der altid er bleer og vådservietter i vejen). Nedsat til 975,- (vist kun i dag) HER 

3.Egentlig tænker jeg, at det er vanvid at købe en hat til 1400,- når jeg slet ikke ved om jeg er en hattetype, men det er bare ikke lykkedes mig at finde et billigere alternativ til denne skidepæne Anine Bing sag, der kan købes HER

4.Jeg fortryder lidt at jeg solgte min stribede Commes des garcon trøje sidste år. SÅ jeg bliver muligvis nødt til at købe den igen. 950,- HER

5.Min nuværende pung er slidt og grim og irriterende og jeg har ledt med lys og lygte efter en erstatning. Jeg tror jeg har fundet den! Nedsat til 960,- HER (Den findes også i pink til 850,- HER)

6.Som I måske så på Instagram eller i indlægget fra tidligere, så har jeg denne, og som I nok også har bemærket er jeg ret glad for den type tøj, der både fungerer til det bløde søndagslook og samtidigt kan bruges til hverdag også. Hoodien findes både i pink og sort HER

7.Jeg føler mig stadigvæk ikke helt klar til jeans, men når jeg gør, er de her et godt bud. 660,- HER

8.Så simple, men virkelig pæne sorte læderslippers til 650,- HER

Søndagsplaner, nedpakning, vafler og fejring

img_3896*Affiliate-/reklamelinks: GRLPWR hættetrøje fra Mads Nørgaard (Gave). –  Find den i sort HER* og i pink HER*

Det er søndag og jeg bruger den ret produktivt for en gangs skyld, eller det gjorde jeg – Nedpakningen af vores lejlighed er nemlig officielt gået i gang. Drengene er kørt på heldagstur og det var egentlig meningen, at jeg ville bruge dagen med de to piger på at bage vafler og se tegnefilm med Uma, når Loulou sov. Men det viste sig, at den førstnævnte pige faktisk synes, at det der med at folde flyttekasser og putte ting i dem var meget sjovere – Med det resultat at vi nu her inden frokosttid, allerede har pakket fem flyttekasser. Det lyder måske ikke af meget, men da jeg har brugt en del kræfter på at få sorteret godt ud og dermed har tryllet, hvad der kunne have været otte eller ti flyttekasser til fem, med en knap to årig som assistent (og en tre uger gammel baby, der dog sov det meste af tiden væk) er det faktisk noget af en bedrift. High five til mig selv.

Nu hænger vi i sofaen, noget matte i det. Uma ser tegnefilm, Loulou sover igen og jeg forbereder et shoppeindlæg til i aften og drikker dagens tredje kop kaffe (Fik jeg sagt at vi stod op klokken 6?) og nåede lige helt stille at glæde mig over at det lod til at Uma havde glemt alt om de der vafler, der desværre ikke laver sig selv. Men hun har netop bræget ‘mor, vaflekaaage’ ind i øret på mig, så jeg slipper nok ikke.
Så næste punkt på dagsordenen bliver altså vafler. Det er lige til at overskue, særligt når resten af dagens planer står på pizza, når drengene er hjemme igen, og at Rachel kommer forbi, når børnene sover, for at optage næste afsnit af Voksen ABC og så skal vi sgu nok have et lille glas bobler, for at fejre at vi netop har ramt 200.000 downloads af podcasten. TAK, for fanden da! Og god søndag til jer.