Koldsved på linje C

Det kan godt være at jeg er tredjegangsmor og uden tvivl hviler en milliard gange mere i det end nogensinde før. Men(!) jeg står i skrivende stund i et s-tog, med en sovende 16 dage gammel skabning i barnevognen foran mig, og jeg er stresset. Uden grund egentlig. Skabningen sover jo. Og hun er både skiftet og fodret, og vi skal snart af. Men for fanden, hvor er der få ting, der kan hyle mig mere ud af den end offentlig transport, sådan generelt bryder jeg mig meget lidt om det, og kombineret med søvnmangel (mig) og nyfødt baby er det kun forstærket. Det er faktisk noget af det værste jeg kan komme i tanke om – så skulle det da lige være lange supermarkedskøer i samme kombination.

Jeg er på vagt på den svedige måde, mens tankerne (og pulsen) hamrer derudaf:

Hvad hvis hun vågner?

Fornuft: ‘Det gør hun nok ikke, og hvis hun gør, så er det fint’
Resten af mig: ‘Det gør hun. Jeg ved det bare. Er her ikke også ret varmt?!’

Og hvad nu hvis hun græder?!

Fornuft: Så trøster du hende, tager hende op, vipper vognen lidt, eller hiver et bryst eller din medbragte backup flaske med. Det går nok, du har styr på det’.
Resten af mig: ‘Så må du stå af. Og gå hjem. Og blive derhjemme. I et år. Mindst!’


Nu skal vi af! Hun sover endnu. Vi overlevede.

img_3715

 

6 replies
  1. Signe
    Signe says:

    Jeg er helt med dig her. Busser er endnu værre synes jeg! Der er heldigvis meget andet, man er mere rolig omkring ved – i mit tilfælde – barn nr 2. Vil du i øvrigt dele noget om amning denne gang? Synes selv det er en kamp og jeg kommer aldrig til at elske det… altså at hive brysterne frem offentligt.

    Svar
  2. Luna
    Luna says:

    Åh, jeg kender det! Offentlighed generelt med lille uforudsigelig baby er mega stressende. Nu har jeg bil (det havde jeg ikke da de to andre var babyer) men ligepræcis igår stod jeg midt i Aalborg storcenter parat til at bruge min mors penge, da baby Nova begyndte at skrige og hun stoppede først en time senere, da jeg gav op og kørte hjem. Aldrig har svedt så meget og sjældent har mit nervesystem været så meget i paniktilstand! Tror bare jeg bliver hjemme det næste halve år!

    Svar
  3. Trine
    Trine says:

    Tak for den! Det er på en eller anden måde rart og lettende at høre, at en tredjegangs-mor også er i alarmberedskab i bussen!
    Hilsen førstegangs-moren, som tit lige skal have fem minutter til at komme ned i gear igen efter en bustur 🙈

    Svar
  4. Maria
    Maria says:

    Åhhh har det på præcis samme måde. Første barn var med over alt, i tog, bus, ferier, moster Odas 50 års fødselsdag, rytmik, salmesang. Er 2. gangs mor og jeg har seriøst isoleret mig de første 6-7 mdr fordi min meget søvnløse krop ikke magtede uforudsigelig babysituation nr. 1, 2, 3, eller at tænke i løsning B, C, D, E og F og pakke pusletaske på størrelse med himmalaya og alligevel mangle en ren body i str. 62 fordi hun lige har skidt op ad ryggen og ud gennem lårene i linje 18. Eller præsteret en kæmpe skrigetur lige inden vi skulle med bussen som varede 45min – og hvor går man lige hen med hende uden at forstyrre andre når man bare helst vil hjem i vante omgivelser og amme og bruge slyngevuggen. Denne gang har vi “isoleret” os hjemme, kun gået tur når timingen passede, taget til drop inn rytmik når det passede hendes rytme istedet for at være tilmeldt et fast hold, og takket nej til alverdens baby-Uvenlige arrangementer – og jeg ELSKER det. Barsel på babys præmisser. Set i bagklogskabens lys forsøgte jeg krampagtigt at fastholde den person og det liv jeg havde før børn i barsel nr. 1 og i barsel nr. 2 har jeg givet slip og accepteret at jeg bare er mor med stort M når man har to små børn, og min egen tid skal nok komme igen.

    Svar
  5. Ditte
    Ditte says:

    Her den anden dag holdte alle metroer stille pga en dør på Kgs Nytorv. Jeg stod i en metro på Forum med en barnevogn og min 6 mdr gamle søn. Der kom flere og flere mennesker til, og jeg begyndte egentlig at få det en anelse stramt med det… Det ville jeg også have fået, selvom jeg ikke havde baby med. Men så begyndte metrotogene at køre igen, og jeg tænkte ‘fuck det’ for jeg skulle kun til Kgs Nytorv. Men da vi kommer til Nørreport er der seriøst en horde af mennesker, der bliver ved (!) med at stige på. Folk råber at vi ikke kan være flere, barnevognen begynder at tippe lidt og jeg tænker ’så, nu får jeg et angstanfald’ og så begyndte jeg at græde… Alt var som en osteklokke. En meget varm én. Indtil min søn begyndte at græde. Så var der lige pludselig en, der havde brug for mig. Det var som om, det var det, der fik mig til at tage mig sammen… Så tilbage til virkeligheden og imens var der to dejlige damer, der havde meldt sig på banen og var min personlige eskorte ud fra metrostationen. Tak til dem – og tak til baby, for mødre finder sgu ofte en måde at klare tingene på, selv i de mest pressede situationer, når deres børn har brug for det.
    Det havde du også gjort, hvis Loulou havde haft brug for dig <3

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *