Hjemmefødsel (for skeptikere)

Det er nu små fire uger siden, at jeg på mit stuegulv fødte Loulou, der er mit tredje barn (læs min fødselsberetning HER). Det var min første hjemmefødsel, og havde nogen fortalt mig for bare et halvt år siden, at jeg skulle føde hjemme, havde jeg højest sandsynligt grinet højt og takket nej. Hvad det var, der fik mig til at ændre mening, eller bare at overveje muligheden var en kombination af flere ting, og jeg har svært ved at sige præcis, hvad det var der gjorde det. Mine tidligere fødsler har været på hospitalet. Frederiksberg i 2009 og Hvidovre i 2015. Begge fine, men lidt voldsomme oplevelser, på to forskellige måder. Første gang var egentlig lidt en luksusfødsel, på den måde at jeg kun var på en fødestue, med en jordemoder (endda hende jeg var gået hos i hele graviditeten) og vi fik lov til at blive på fødestuen i mange timer, inden vi trillede stille og roligt over på barselsgangen, hvor vi blev til dagen efter. Fødslen var hård fordi den var langtrukken, jeg var udmattet og bange, og aldrig fik presseveer. Anden gang, på Hvidovre, oplevede jeg at blive utryg af en helt anden årsag, eller jeg blev i hvert fald utilpas (mere end jeg var i forvejen med veer). Faktisk allerede fra inden vi kørte hjemmefra, da de i telefonen havde startet med at fortælle os, at der ikke var plads til mig. De fandt plads, men jeg nåede i de to timer vi var der inden jeg fødte, at interagere med fem forskellige ansatte – alle skønne, dejlige kompetente mennesker, men med smerter og nerverne uden på (og bar røv) er det lidt meget at forholde sig til .
Jeg blev kørt rundt på en briks til tre forskellige stuer, og lå endda ude på gangen på et tidspunkt, da stuen jeg skulle føde i, ikke var klargjort da vi nåede frem. Det er, hvad det er, og det gik jo fint, MEN det var et kæmpe stressmoment for mig, både i øjeblikket, men også igennem hele min tredje graviditet. Hvad hvis samme scenarie udspiller sig? Hvad hvis jeg slet ikke når frem?
Derudover mindes jeg også køreturene med veer som ganske forfærdelige, og hele processen i at skulle tage sko på og bevæge sig ned i bilen. Det stressede mig meget mere, end jeg troede det ville.
De fleste jordemødre jeg mødte i min tredje graviditet nævnte hjemmefødsel som en mulighed, og jeg fejede det hen de første mange gange – No thanks! Men et eller andet satte det alligevel igang, for jeg begyndte så småt at undersøge det med hjemmefødsler. Snakkede med dem jeg kender, som har prøvet det selv, læste bøger, fødselsberetninger og facts på nettet. Luftede det selvfølgelig også for min mand, som jeg egentlig troede var fuldstændigt imod det, men som viste sig at være åben, da oplevelsen på Hvidovre i 2015 også for ham, var lidt for meget af det gode.
Han og jeg blev mere og mere lune på tanken, men alligevel var det først cirka en måned inden termin, at jeg tog den endelige beslutning, og selv her kunne jeg mærke tvivlen lure – Om det var tvivl omkring hjemmefødsel eller fødslen i det hele taget ved jeg fortsat ikke, men den var der til det sidste.

Forberedelserne (og forestillingerne) gik i gang i ugerne op til termin. Vi snakkede meget om, hvor jeg skulle føde, og jeg vidste kun, at jeg ikke ønskede et fødekar. Det blev for omstændigt, og desuden mindes jeg fra min første fødsel, at bare tanken om det fyldte badekar på fødestuen på Frederiksberg, gjorde mig utilpas, så det var ret udelukket fra start af. Jeg overvejede både om det skulle være i sengen, eller i sofaen, men endte med at beslutte mig for, at en madras på stuegulvet måtte blive løsningen.
Vi fandt en stak gamle håndklæder og lagner frem fra kælderen som vi vaskede og lagde klar i en bunke i skabet, sammen med et stort stykke voksdug. Og da veerne så gik i gang redte vi simpelthen bare op med madras, voksdug og lagner, på stuegulvet foran vores sofa (som jeg brugte som ryglæn).

I dagene op til fødslen (jeg gik fem dage over terminsdagen) tænkte jeg enormt meget på om jeg overhovedet kunne gennemføre det. En hjemmefødsel. Alle mine fordomme kom op; At det kun er de der yogaglade kvinder, der er enormt meget i kontakt med deres kroppe, der gør den slags – Noget som jeg ikke selv er.
Alligevel holdt jeg ved, og da veerne gik i gang, forsvandt tvivlen lige så stille, og tanken og visheden om ikke at skulle ud af døren, at kunne være hjemme, var ubeskrivelig fed. Faktisk er det nærmest det jeg synes var det allerbedste. At det så også endte med at gå så stærkt (og godt) som det gjorde, har selvfølgelig kun gjort oplevelsen endnu mere positiv. Havde vi skulle på hospitalet, var jeg nok ikke nået derud, eller også var jeg, og så var fødslen måske trukket ud. Det er ikke til at vide, men jeg er SÅ glad for at jeg ikke lod tvivlen og mine fordomme, og den lille frygt for at noget skulle gå galt komme mig til gode, for det endte med at blive den mest vidunderlige oplevelse overhovedet.

Sidst, men ikke mindst har jeg forsøgt at svare på nogle af de spørgsmål, jeg er stødt mest på (og selv havde inden jeg sprang ud i det):

Sviner det ikke helt vildt?
Nej. Utroligt nok. Mit vand gik endda, og alligevel var det minimalt, hvad der var af snask at rydde op (det gør jordemoderen i øvrigt, altså rydder op). Voksdug, et enkelt lagen og et par håndklæder var hvad der blev  brugt og efterfølgende smidt ud sammen med moderkagen, og så kom der en lille smule blod på den dyne jeg lå op af, så betrækket skulle vaskes, men det var alt.

Tænker man ikke for meget over om naboerne kan høre en?
På intet tidspunkt undervejs tænkte jeg på naboerne. Det var ellers også noget af det, jeg tænkte meget over inden – Om jeg ville være for bevidst om at andre kunne høre mig. Men jeg var så meget i mine veer og fødslen, at jeg ikke skænkede mine lyde eller naboer en tanke undervejs. Bagefter spurgte jeg jordemoderen, min mand og min mor om jeg havde larmet meget. Men de påstår, at jeg var utroligt stille (af en fødende), og jeg mindes heller ikke at jeg råbte lige så højt som de to første gange, hvor jeg havde helt ondt i halsen i dagene efter (lidt ligesom dagene efter Roskilde festival), så der er nok noget om det, men det var altså ikke på grund af hensyn til naboer, men vist bare fordi at jeg følte mig tryg og ikke blev lige så forskrækket over smerterne som første og anden gang.

Hvornår ringer man efter jordemoderen?
Min anbefaling her må være, at man skal ringe når der er en form for mønster i veerne. Eller hvis man er i tvivl, så ring og få en snak med jordemoderen. De er simpelthen så søde til at stille de rigtige spørgsmål, og vores fornemmelse (eller min mands, da det var ham der ringede) var helt klart at de er rigtig dygtige til at vurdere hvor langt man er i forløbet.
Vi ringede så nok lige en halv time senere, end hvad var helt fornuftigt. Altså, det gik jo, og hun nåede frem, men set i bagklogskabens lys, havde det nok været en god ide at ringe lidt tidligere. Men når det så er sagt, så var hun der jo lynhurtigt, og igen; Hun nåede det!

De største fordele:
– Jeg skulle ikke ud af døren med veer.
– Jeg var hjemme i mine egne vante og trygge omgivelser, med mit eget bad og mine egne møbler.
– Jeg havde kun en jordemoder – helt for mig selv  (man kan selvfølgelig risikere, at der er vagtskifte undervejs, men du har hele tiden én jordemoders fulde opmærksomhed)
– Jeg skulle ikke trippe efter at komme hjem efter fødslen. Efter jeg havde født, lagde jeg mig bare op i sofaen og blev der resten af aftenen. Med min nyfødte baby på brystet. Inden vi et par timer senere gik fem meter ind i dobbeltsengen og sov.
img_3958img_3082img_3153

13 replies
  1. Lisbeth
    Lisbeth says:

    Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg fødte min anden søn for to uger siden og selvom han endte med at komme til verden på sygehuset, var hjemmefødslen den bedste beslutning nogensinde. Min søn stod skævt, så jeg måtte overflyttes til sygehuset, men hvor var tiden herhjemme fantastisk dejlig (altså så dejligt som noget kan være med heftige veer). Jeg vil anbefale alle at overveje hjemmefødsels-konceptet seriøst – også selvom man synes det er meget “spelt” som min mand kalder det. Han er i øvrigt også blevet meget overbevist fan efter fødslen og han var temmelig skeptisk inden da. Jeg håber allerede at en evt. 3er kan blive født hjemme.

    Svar
  2. Giveittomebaby
    Giveittomebaby says:

    Dejligt indlæg – jeg overvejer det nemlig selv kraftigt. Det er dog ikke fordi min kæreste virker lige så glad ved tanken, men jeg håber at det er noget han kan vænne sig til. Det lyder på alle mulige måder tiltalende, rart, roligt og lækkert. Og det dér med ikke at skulle ud i en bil, og hen et sted hvor der ikke er tid, for så derefter at vente på at få lov at tage hjem igen, det stresser mig faktisk en del. Tak for et fint indlæg, der lige fik bekræftet at det kunne være lige noget for mig, med sådan en rar hjemmefødsel 🙂

    Svar
  3. Mette
    Mette says:

    Jeg er gravid og ville SÅ gerne føde hjemme, men det er for risikabelt med tvillinger og nu frygter jeg bare en klinisk og overrendt hospitalsfødsel 🙁 Det er sandsynligvis sidste gang jeg skal føde, så jeg kan ikke lade være med at være lidt ærgerlig. Det lyder virkelig som en fantastisk oplevelse!

    Svar
  4. Astrid
    Astrid says:

    Dejligt indlæg. Tusind tak for det. Jeg håber det er ok at dele på vores facebookside – dine overvejelser er jeg sikker på, at mange af de gravide, jeg arbejder med kan genkende og drage nytte af ❤️

    Svar
  5. Birgitte
    Birgitte says:

    Min mand var også meget skeptisk omkring hjemmefødsel. min første fødsel gik ret hurtigt, og han var bange for, at jordemoderen ikke ville nå frem anden gang. Men efter fødslen kunne han godt se hvor meget nemmere det hele var for mig (og ham selv), så nu er han meget for hjemmefødsel til 3. gang. Hvis ens mand er lidt usikker på konceptet, kan jeg virkelig anbefale at tage ham med til jordemoder eller hjemmefødselscafe eller lign.
    Måske Michael også vil fortælle sin version af fødslen denne gang? Jeg vil meget gerne hære, hvad han tænker om hjemmefødsel.

    Svar
  6. Katrine
    Katrine says:

    Tillykke med jeres datter! Bliver bare så rørt over alt der har med fødsler og børn at gøre, sikkert fordi min fødsel for 2 måneder siden stadig sidder så dybt i mig – på den positive måde! Er glad for at det gik jer godt og at du fik den oplevelse, der var rigtig for jeres familie.

    Svar
  7. Anette
    Anette says:

    det lyder helt fantastisk
    og med de afstande der er til hospitalerne i dag så det på mange måder nok et godt valg… kan slet ikke forestille mig at skulle ud i en bil med veer, endnu mindre at side i den i ca 1 time hvilket man ville skulle her, hvis man ikke køre med udrykning..

    Svar
  8. DorteS
    DorteS says:

    Hjemmefødsel er det bedste! Havde det som dig, ville heller ikke køres i taxa i en halv time – og ville have en jordemoder for mig selv. Så lillebror kom til verden hjemme. Det går hurtigere det hele, når man er hjemme og tryg, så vi skulle også have ringet før. Jordemoderen nåede kun at være der i godt tyve min, før han var ude. Vi brugte ikke voksdug, men et kæmpe vådliggerlagen til dobbeltsengen. Fungerer helt perfekt – og nej, der var ingen svineri, selv om vandet gik midt i sengen der også. Jeg fødte kl 23.14 – og da vi sendte jordemoderen med taxa igen kl 1.40 var jeg så evigt taknemmelig for, at det ikke var mig og baby, der skulle ud af døren! Det var det hele værd og mere til!

    Svar
  9. Marie
    Marie says:

    Stort tillykke med jeres datter! Og med den uproblematiske og veloverståede fødsel. Jeg har ikke selv født hjemme – har faktisk slet ikke haft seriøst overvejet muligheden:-) Set i bagklogskabens lys ville det nok have været en fornuftig overvejelse… Jeg har intet “imod” hjemmefødsler – hvis man kan have det – men jeg kan godt have det lidt svært ved de her pro-hjemmefødsel indlæg – lidt i samme dur som pro-vikle, pro-samsovning, pro-amning eller pro-hvad-end-det-nu-kan-være. Det virker lidt som en salgstale – en salgstale, jeg nok ikke helt forstår er nødvendig. Derudover synes jeg tit, der sammenlignes pærer og bananer – en ukompliceret hjemmefødsel med en hospitalsfødsel præget af overbelastning og med manglende plads. Er det overhovedet sammenligneligt? I min optik faktisk ikke… Hvis man skal sammenligne, må det vel enten være af de to bedste eller to værste (uden at tænke det allerværste) scenarier. En ukompliceret, rolig, harmonisk hjemmefødsel vs. en ukompliceret, rolig, harmonisk hospitalsfødsel ville give mening. Eller en hjemmefødsel med opståede komplikationer for mor og/eller barn vs. en hospitalsfødsel med opståede komplikationer for mor og/eller barn. Ellers må jeg erkende, jeg synes sammenligningen bliver useriøs.
    For mit eget vedkommende kan jeg lige nævne, at jeg har haft en skøn, ukompliceret, rolig fødsel på Hvidovre i 2013 – med kun én jordemoder. Og med masser af tid og ro omkring forældre og barn. I 2015 fødte jeg på bagsædet af bilen i fuld fart mod Næstved uden anden assistance end mig selv. På trods af omstændighederne var det nu stadig en ganske ukompliceret og rolig fødsel… Men vil nok næppe anbefale “ordningen”..

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Jeg læser egentlig ikke indlægget som hverken en sammenligning eller en salgstale. Og jeg går ud fra, at sammenligner man data vedrørende hospitalsfødsler og hjemmefødsler, taler man om samme typer af graviditeter? Men kan for mit eget vedkommende sige, at jeg havde en rolig, harmonisk hospitalsfødsel med kun en jordemoder og uden smertelindring i 2012. I januar 2017 havde jeg en kort, intens, men rolig og smuk hjemmefødsel med kun en jordemoder (som nåede at være der 11 minutter). Man bliver jo ikke anbefalet at føde hjemme med mindre alt er ukompliceret, og opstår komplikationerne, så overflyttes man.

      Svar
  10. Simone
    Simone says:

    Hvor er det bare dejligt, at det gik så godt, og at du sætter os ind i det :)! Tak! Var jeres kat hjemme på pågældende tidspunkt? Jeg har selv kat, og det stresser mig simpelthen så meget, altså kombinationen af helt ny/lille baby og så en kat. Det er nok bare fjollet, men det er virkelig noget, der gør det hele lidt uoverskueligt. Men måske man sagtens kan? 🙂

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Vores kat er flyttet hjem til mine forældre. Både på grund af fødsel (det stressede nemlig også mig), og baby, men også fordi at Otto har udviklet astma, og katten desværre forværrede det 🙁

      Svar
  11. Camilla/Fabelmor
    Camilla/Fabelmor says:

    Jeg fødte selv min søn hjemme, og jeg synes simpelthen det var den bedste beslutning for os:-)Derfor har jeg også skrevet om det på min blog. Især netop det med ikke at skulle ud i en bil og at selv kunne bestemme alting derhjemme! Tak for en fin blog:-)

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *