Hvis du siger pasta en gang til, så skriger jeg!

Barselsvikarerne: #4 Guldlog

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah

I dag er det Louise, der har taget over. I kender hende måske fra bloggen Guldlog, og hvis ikke, så er I virkelig gået glip af noget – Louise var faktisk en af de allerførste bloggere, jeg begyndte at følge fast, for nu rigtig mange år siden. Og jeg har fulgt med lige siden. Helt uden pauser. Hun skriver nemlig hamrende godt, og så er hun ovenikøbet også skidesød (og pæn). Tag godt imod Louise:

screen-shot-2017-04-12-at-23-09-34

Billede fra Instagram @guldlog

Jeg er blevet spurgt af den sejeste Snegl i City, om jeg vil agere barselsvikar på hendes fine domæne. Og det vil jeg i hvert fald. Nu hvor det netop er ankomsten af en sød lille dame, der er skyld i behovet for barselsvikarer, tænker jeg, at det er oplagt med et skriv om netop…fødsler.

Hvorfor er vi egentlig så bange for at føde?
Lidt provokerende overskrift, det ved jeg godt, for hallåå: vi skal presse babyer på gennemsnitligt 3-4 kg ud gennem et underliv, der ikke føles gearet til den slags, når man påbegynder sin graviditet. Det er kun naturligt at tænke ”det-der- det-bliver- altså-uden- mig”. Men. Pointen er, at det gør det jo ikke. Hvis du først er lykkedes med at få en baby ind i din mave, så vil du også lykkes med at få den ud. Rent faktisk.
Nu sidder jeg så ’på den anden side’. Jeg har født de to børn, jeg har tænkt mig at få. Jeg lever endnu. Og endda lykkeligere end før de ankom. Hvad var det så, jeg var så bange for?
Jeg har på en måde lidt glemt det, og det er sikkert naturens viselige indretning. Men jeg vil alligevel prøve at huske det. For jeg møder hver eneste dag seje og tjekkede kvinder, der er angst for at føde. Og hver gang tænker jeg i mit stille sind, at nu må de altså lige tage sig sammen, det er faktisk langt værre at skovle sne mandag morgen kl. 06.00, eller for den sags skyld at tage metroen fra Nørreport i myldretid med barnevogn og en feberramt 5-årig.

Det er IKKE et forsøg på at være bedrevidende.IKKE et forsøg på at negligere frygten. Men jeg kunne godt tænke mig at punktere angsten for at føde lidt. For jeg kender den. Alt for godt. Men ærgres over, hvor meget den fik lov at fylde hos mig. Og måske, bare et lille bitte måske, kan vi sammen afhjælpe den værste frygt.
Med risiko for at lyde som Danielle Steel på lykkepiller, så ER det altså virkelig smukt at føde. Det at skabe nyt liv er både angstprovokerende, frygtindgydende og grænseoverskridende syret. Men det er for pokker også meningen med hele livet. Det er det altså. Det er – eller kan være – decideret optur.
Første gang jeg blev gravid forberedte jeg mig grundigt. Jeg gik til dobbelt fødselsforberedelse,havde også manden med, gik til afspændings gymnastisk hos APA og til Pushy Mums, hvor jeg styrkede mit bækken og øvede sund vejrtrækning. Læste ALLE bøger på markedet om emnet. Og tog noter. Men jeg skippede let og elegant kapitlerne om selve fødslen. Ligesom jeg behændigt udeblev den undervisningsgang, der konkret omhandlede babys vej ud gennem fødselskanalen.
Jeg vidste godt, at det var det, jeg skulle. Jeg vidste måske også godt, at det var noget, min krop godt kunne. Men jeg ville ikke. Havde slet ikke lyst. Synes ikke der var noget som helst fordelagtigt ved det. Ikke som det blotte øje kunne se.

Dagen kom alligevel. Og jeg fødte. Og det gjorde pisse nas. Men var alligevel en ret god oplevelse. Livsforandrende faktisk. Jeg havde en god fødsel. På alle måder. Men brugte derefter 5 år på at tage tilløb til den næste. Oppe i min gravide forskruede hjerne, var karmaloven sat i gang. Man kan ikke have så godt et forløb – og så anden gang forvente at det går lige så nemt.

Dertil var oddsene simpelthen for små, følte jeg. Så jeg forstørrede i stedet angsten. På alle måder ulogisk og ikke ret konstruktivt. Men ikke desto mindre. Resultatet blev, at jeg helt fravalgte fødselsforberedelse anden gang. Havde ingen lyst til at blive mindet om, hvad der var i vente. Jeg læste igen bøger om emnet. Googlede intet. Levede 9 måneder i totalt fornægtelse. Fødsel, siger du? Jo, den kommer vel. Uundgåeligt. Og det gjorde den.
Og det gik endnu bedre end første gang.
Hvad var jeg så bange for? Første gang kunne man fristes til at skyde skylden på usikkerheden, det ubekendte. Alt det nye. Anden gang….jeg ved det ikke. Jeg vidste jo, hvad der skulle og ville ske. I store træk altså.
Var jeg bange for at gå i stykker? Måske. Bange for at ødelægge min krop? For at dø af smerte? Angst for at det hele ville gå i stå og aldrig slutte? Naturligvis kan man risikere at gå over tid, men en graviditet har alligevel en vis afmålt længde. Har aldrig hørt om nogen babyer, der er blevet derinde. Og længden på vores graviditet er alligevel smart nok, for man ender med at være så uendeligt træt at den tykke mave, at man til sidst – næsten – glemmer at frygte fødslen. Selvom jeg i mine sorteste øjeblikke har siddet og drømt om at være en pungrotte, så misunder jeg dem alligevel ikke deres to ugers drægtighed. Trods alt. Det er godt nok ikke meget tid at forberede sig til en fødsel i.
Jeg tror, hånden på hjertet, at det var angsten for kontroltab. Fødsler er i ret vidt omfang, for de fleste af os, ikke noget, vi kan planlægge ret meget af. Og det skræmmer. Når man sædvanligvis er sådan en, der gerne planlægger lidt. Men det storslåede ved det hele er, at de sker. De kan ske på rigtig mange måder med rigtig mange forskellige forløb. Men heldigvis er udfaldet oftest nogenlunde det samme; vi får vores baby. Og ja: det gør ondt at føde. Og ja: der er et tidspunkt i en fødsel, uanset hvor lynstærkt det så end går, hvor man tænker, ”Okay, det var sjovt nok, men nu klarer I andre lige resten uden mig, ok?”….men. Man kan godt. Og man kan også godt, selvom man ikke vil. Hvis man tillader sig selv at give en lille smule slip. For kroppen ved på en eller anden syret måde godt, hvad det er, den skal. Og det er både skræmmende og ret fantastisk.
Personligt gad jeg godt, at vi blev bedre til, at opsøge de gode fødselsfortællinger. At vi dyrkede troen på, at det vil gå godt lidt mere. For det gør det jo i langt de fleste tilfælde. Og det er da lidt synd og skam, at gå rundt og begrænse sin egen glæde i en åndet angst, der bunder i usikkerheden omkring noget, vi ikke kan løbe fra alligevel.
Der er mange flere gode fødsler end dårlige. Så skal vi ikke dyrke de gode historier lidt mere, og huske at fortælle det til omverden, når vi har gode oplevelser? Det kunne jeg egentlig godt have brugt.

www.guldlog.dk

screen-shot-2017-04-12-at-23-02-21

   

6 kommentarer

  • Liz

    Skægt, jeg har lige lyttet til Politikens podcast “Plus én” om samme emne. Jeg regner med at skulle lave babyer indenfor er par år, og håber jeg kan være rooolig og ikke bare pisseræd når det nærmer sig. Man ved selvfølgelig aldrig hvordan en fødsel går, men for mig er jeg ofte mere påvirket af selve følelsen af at være bange og nervøs op til for eksempel en jobsamtale eller eksamen, end jeg er i selve situationen. Så det prøver jeg at huske indtil da 🙂 Tak for et fint skriv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Øv. Nu sidder jeg med ondt et sted lige omkring hjertet, og det var jo slet ikke meningen. Jeg gik ind til fødslen af min søn med åbent sind og nysgerrig på processen, og fik desværre en vanvittigt dårlig oplevelse, der endte i akut kejsersnit under fuld narkose. En svær start på livet for min søn og en svær start for mig som mor. Så ja, jeg er bange for at føde igen, for det var ikke decideret optur, og jeg kan love dig for, at jeg hellere vil skovle sne eller tage metroen med syv skrigende børn. Jeg ved, at du skriver dette i bedste mening, men av, hvor det ramte et ømt sted hos mig. Jeg ville have givet så meget for at kunne se tilbage på min søns fødsel og tænke at det var en smuk oplevelse, men det kan jeg ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Trine
      Jeg var næsten godt klar over, der ville komme en kommentar af denne slags. Eller. Jeg håbede det ikke ville. Mit indlæg skal dog ikke læses som en modstand imod følelser, oplevelser eller reaktioner som dine. Dem skal der bestemt være plads til. De er både uundgåelige og naturlige, når man har et forløb som du. Jeg har også veninder og bekendte med barske historier, der bestemt ikke opfattede det som en dans på roser, og det er så absolut helt og aldeles i orden. Det er ikke mit ærinde med indlægget her – men derimod at hjælpe mange af dem, der er unødigt angst for noget, uden grund, der måske i virkeligheden bliver helt ok. For mig bremsede angsten mig mere end den gavnede, og jeg fandt ud af, at jeg havde ingen grund hertil. Jeg hørte kun skræk historier, og jeg ville rigtig gerne have talt med nogen, der fortalte om at det altså også godt kan være smukt, fint og helt ok. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg prøver bare at punktere den hæmmende angst lidt. Fordi den sjældent gør noget godt. Men det er altså ikke det samme, som at jeg siger, at den er forkert, at dem der har den er det – eller at man ikke kan have grund til det! 🙂 Det er klart, at alle helst vil kunne huske på det som en god oplevelse – og rigtig synd for dem, der af forskellige årsager ikke kan. Men hvis vi kan hjælpe alle dem, der står og skal til at face det – med en lille mund til mund øvelse, så de trækker vejret lidt mere roligt ned i maven, så er det vel egentlig også en ok start, ikke?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nn

      Kære Guldlog

      Jeg har lyst til at svare på dit svar til Trine, fordi jeg har en anden oplevelse end dig og vil komme med et andet input. Jeg var ikke bange for at føde mit første barn (jeg har to). Jeg var som dig velforberedt – jeg gik også hos APA, yoga, jordemoder og hele pakken 🙂 Jeg hørte også mange historier. Langt de fleste gode, men også en del af de såkaldte skrækhistorier. Da fødslen gik i gang var jeg spændt og forventningsfuld, men også realistisk omkring at jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til. Da fødslen var overstået var jeg et dejligt barn rigere. Men fødslen gav mig alvorlige fysiske men I ugerne efter mens jeg lå på hospitalet var noget af det sværeste for mig, at jeg var fuldstændig uforberedt på at det kunne gå så galt, Jeg havde alvorlige og relativt sjældne komplikationer, men ikke mere sjældne end at flere af dem opleves for mange hundrede kvinder hvert år. Jeg følte mig dybt forrådt af sundhedsvæsnet og alle bøgerne over at ingen af dem havde forberedt mig på, at en fødsel kunne ende sådan, og at jeg ikke kunne forlade hospitalet før mit barn var en måned gammel og at det samlet set tog halvandet år før jeg var rask igen. Jeg stod tilbage med en følelse af at være uforberedt og underinformeret, netop ud fra hensynet om at folk ikke skal skræmmes. Og det gjorde det ekstra svært for mig at håndterer rent psykisk, da jeg lige pludselig ikke længere var nybagt mor, men patient. Jeg ved at langt de fleste fødsler går godt og det er skønt. Nogle går knap så godt og det er trist. Tilbage står, at der nok er lige så mange oplevelser af hvad det vil sige at føde som der er mødre og at der nok ikke findes to mødre, der er enige om, hvad de gerne ville have vidst inden de gik i gang. Jeg hører til dem, der synes at det at føde bliver idyliseret og at informationen om de risici, der også er bliver negligeret. Til trods for at jeg bragt mit andet barn til verden helt uden problemer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Nej, Hvor skriver hun bare godt! Faldt lige i fælden og har brugt alt for lang tid på at læse fantastiske fødselsberetninger i stedet for at samle køkkenskuffer mens baby sover.. sådan kan det jo gå 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fine og dygtige Louise! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis du siger pasta en gang til, så skriger jeg!