Vi er i fuld gang med at pakke alt i kasser, og om tre dage flytter vi. Det er en ny begyndelse, der lukker et meget langt kapitel, som lejligheden vi er ved at pakke ned har haft en stor rolle i. Men det er jo ikke første gang jeg flytter herfra. Det er anden. Og jeg har derfor været i gemmerne og fundet et skriv fra sidste gang jeg flyttede herfra. I 2009. Sjovt nok er det præcis 8 år siden, på dagen, at nedenstående fandt sted. Det er et lidt voldsomt skriv, og jeg husker dagen og følelserne tydeligt. Jeg bliver trist af at læse det, fordi jeg hader at vi skulle igennem alt det vi har været, og det var en helt skrækkelig periode, især for mig, men jeg bliver også rolig, på en måde. For det er på en eller anden måde bevis på, at jeg og vi kan klare alt, og at vi trods alt det lort vi har slæbt hinanden igennem, vil hinanden.
I dag er det igen den 28. april og jeg er igen ved at pakke. Og om lidt træder min mand ind af døren, præcis som han gjorde for 8 år siden, men jeg er ret sikker på at dagens pakkeri har et noget andet udfald og rent faktisk bliver både hyggelig og rar, som jeg havde håbet det dengang …

28. april 2009.
Om tre dage flytter jeg officielt. Både fra min brors værelse, men vigtigst af alt fra lejligheden på 2. Sal.
Jeg skal have pakket det sidste af mine ting. Dem der er på loftet.
Vi har ikke set hinanden siden dagen vi var til scanning, og heller ikke talt voldsomt meget. Det er lidt over en uge siden. Men jeg har bedt ham om at møde mig i lejligheden, så vi kan gøre det sammen. Sortere og pakke det sidste. Måske det er et god slags afslutningsritual. Hyggeligt nærmest.
Men denne her gang, ingen sex. Det bliver simpelthen for mærkeligt.
Eller, altså måske. Det kunne jo faktisk også være en helt ok afslutning. Symbolsk nærmest.
Jeg låser mig ind, men der er ingen hjemme. Mærkeligt egentlig. Han bor her jo, og ved at jeg kommer. Det har vi aftalt.
Jeg går i gang med at gå nogle af de kasser igennem jeg allerede har pakket. Det er tydeligt at se, at det er et rasende menneske, der har pakket. Alt er kastet tilfældigt ned i kasser og der er ikke skyggen af et system.
Efter en halv times tid kommer han endelig hjem.
Jeg forsøger ikke at blive for irriteret, nu hygger vi sgu.
Det tager ikke mere end en time. Alt er pakket ned nu. Alle mine ting altså. Hans er her endnu.
Vi står i stuen, han sætter sig i den rædsomme røde sofa, som jeg priser mig lykkelig for ikke at skulle have med. Han virker presset, nervøs næsten. Fraværende og uinteresseret.
Han gnider sig i hænderne og trommer på armlænet med sine fingre som han gør når noget går ham på. Han rejser sig i en hurtig bevægelse, kigger på sin telefon og åbner et vindue. Læner sig op af vindueskarmen og tænder en cigaret. Heldige væsen.
Det næste der sker, kan næsten ikke beskrives.
Han siger at han har mødt en.
At han allerede har fortalt vores venner det. Og at nu er det nok bedst, at jeg også får det af vide.
Jeg kan godt genkende denne her følelse. Vejrtrækningen der tager til i tempo, hjertet der slår alt for mange slag i minuttet, følelsen af at have hovedet under vand.
Jeg vender mig om og går ud af rummet. Jeg skal tisse.
Da jeg låser mig ud fra toilettet og vender tilbage til stuen nærmest eksploderer jeg i raseri. Jeg råber så højt at det gør ondt. Truer med at han kan glemme alt om at have noget med sit barn at gøre nogensinde. Kalder ham grimme navne. Skriger grimme nedladende gloser efter ham og forlader ham måbende i den næsten tomme stue.
Døren til opgangen smækker jeg bag mig med en kraft jeg ikke anede jeg havde og jeg løber ned ad trappen, ud på gaden, ud til min cykel. Tårerne vælter ned af mit ansigt og jeg kan ikke åbne låsen på cyklen, fordi jeg ikke kan se ud af øjnene for tårer og mascara.
Endelig lykkes det og jeg sætter mig på cyklen og cykler afsted. Ved ikke hvor jeg skal hen. Cykler bare så stærkt jeg kan, mens jeg kan mærke mit hjerte banke helt oppe i munden. Jeg har kvalme og mærker hvordan min krop begynder at reagere. Jeg får varmt vand i munden, mine ben ryster, det sortner for mine øjne og jeg holder ind til siden for at kaste op.
Jeg er foran Frederiksberg fødegang. Nogen må gøre noget. For jeg kan fysisk ikke være i denne her krop mere.
Det første skrig, der forlader min krop er skingert, nærmest lydløst. Det næste får folk omkring mig til at stoppe op og kigge på mig med bange øjne.
Jeg er ligeglad. Ligeglad med at folk kigger, ligeglad med hvad folk tænker. Det er jeg ellers aldrig.