Historien om Loulou

Barselsvikarerne: #1 Cana Buttenschøn

Som jeg vist allerede har løftet sløret for, vil der over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.

Den første i rækken er en af dem, som jeg kender aldeles godt privat, og som I helt sikkert også er stødt på – enten her hos mig, eller i hendes eget univers – Nemlig min smækre, søde og dejlige kollega, veninde og forretningspartner Cana Buttenschøn, som har valgt at bruge sin vikar-tjans på at skrive lidt om mig (gisp!) …

img_1414

Noget af det allermest hyggelige at læse på de blogs jeg trofast følger med i, er når der sidder en anden ved tastaturet og skriver om bloggeren. I ved, hvis man sådan rigtigt skal vide hvem en person er, skal man ikke spørge vedkommende selv, men vedkommendes venner og familie. Hvis man vil have den helt ærlige udgave.

Sådan som jeg selv for nyligt, har ladet min mand få ordet – om mig – på min blog HER for eksempel og som jeg altså i dag har tænkt mig, at gøre her på Cecilies blog.

Vi kan formentlig hurtigt blive enige om, jer der læser med og jeg, om at hun er en særdeles dejlig dame, men jeg har måske alligevel lidt på fornemmelsen, at jeg kender hende bedre end de fleste af jer – og det kan vi da ligeså roligt gøre en indsats for at lave om på, ikke sandt?

Fuldstændigt uagtet hvor introvert Cecilie måtte være, så er hun, så snart der er børn til stede, fuldstændigt på dupperne og ekstremt god til at snakke med børn – uanset om hun kender dem eller ej – på deres niveau. Hun går direkte til dem, på den sødeste måde og jeg forstår virkelig godt hvorfor hun har fået så mange børn, for hun er fantastisk til at håndtere dem. Både egne og andres.

Cecilie er et af de mest betænksomme mennesker i verden. Seriøst, ud over de der frynsede louboutinstøvler jeg fik af min mand og arvesmykket jeg fik af min mor, så var Cecilies gave til mig på min tredive-års fødselsdag i efteråret, uden tvivl den allerbedste! Ikke fordi den var noget særligt som sådan, men fordi den var så rigtig, lige præcis til mig. Hun havde købt mig en knaldrød læbestift og to træstammer, som i min verden er noget nær det ultimative man kan give mig. Det var uden tvivl den mest personlige jeg-har-forstået-hvad-du-godt-kan-lide-gave.

Hun kan ikke lide ost. Hun.Kan.Ikke.Lide.Ost. Ja, jeg var altså nødt til at gentage det, for jeg synes det er så vildt. Ikke fordi jeg ikke forstår hvorfor nogen ikke kan lide ost, men mere fordi jeg har svært ved at forstå at nogen, som jeg ellers har matchende smagsløg med, kan sidde og pille fetaosten af salaten, når man spiser frokost i det græske øhav. Ost hænger i min bog unægtelig sammen med brød, som Cecilie er storforbruger af. Hun er – selvfølgelig – ganske uenig med mig.

På trods af det faktum at hun – især når hun ikke er gravid – har et latterligt lavt bmi, så kan hun drikke voldsomt mange øl. I alle tilfælde mange flere end mig, inden hun bliver en falleret housewife-udgave af beyonce. Faktisk tror jeg aldrig jeg har set hende sådan helt stang-bacardi, på trods af at vi har haft en del byture sammen, hvor hun (også) har drukket lidt mere end hvad sundhedsstyrelsen anbefaler på én aften.

Og nu, de damer, sidder Cecilie formentlig og tænker på, hvor oldschool-jyde jeg er, når jeg bruger udtrykket stang-bacardi, som ingen Københavner med respekt for sig selv har taget i deres mund, siden slut-90erne. Cecilie er nemlig uden tvivl et af de mest trendy mennesker jeg kender. Hun er helt nede med nyeste tendenser, uanset om det kommer til musik, sprog, hårpleje, babytøj eller hvad-som-helst-andet.

Hun er bare en dejlig dame, er hun.

/Tak fordi I læste med.
KH Cana

   

4 kommentarer

  • S

    Virkelig et hyggeligt indlæg, som jeg blev helt glad af at læse! Sikke et fint venskab som I har!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    HØRT!
    Virkelig en skøn kvinde, som inspirere mig nærmest hver gang hun åbner munden!
    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Altså. Kan ikke lide ost…? Jamen. Er det muligt?! Pizza uden ost? Burger uden ost? Jeg kan lide ALT ost – lige fra ostehaps til gorgonzola, billig rejeost, brie, parmasan og kommensost. Og bestiller gerne dobbelt på pizza. Og smug-æder tusinde skiver, når jeg smører rundstykker på bostedet når jeg er på job. Så altså – jeg lover at spise al’ den ost Cecilie glipper 😀

    – A

    Ps. Og pissehyggeligt indlæg øvrigt, er fan af vikar-ideen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et dejligt indlæg! 😀
    Hende Sneglen lyder som en dame af den rette støbning, også når veninder fortæller. Det er dæleme kærlighed af fineste skuffe.

    // http://www.jannifromtheblog.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Historien om Loulou