Barselsvikarerne: #2 Danica Chloe

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Læs sidste uges indlæg HER

I denne uge er det endnu en af mine kontordamer, der har taget over. Nemlig smukke Danica, der siden november har beriget vores Andedam med sit behagelige væsen. Danica deler min begejstring for reality tv og kage, hun er skarp, og så er hun noget af det fineste at se på. I kan følge hende lige HER.
17495718_10155308414690809_1859974061_n

I øvrigt..

  • Har jeg præstationsangst over at skulle dele et ”I øvrigt” indlæg i Sneglens fantastiske føljeton. Sådan virkelig meget!
  • Er mit forhold til Ben & Jerry’s sygeligt. Jeg kan ikke gå forbi en fryseboks uden at kigge ned for at se om de nu stadigvæk er der. Tænk, hvis de ikke var. 70 % af gangene ryger der også en is med hjem #cookiedoughforever
  • Er jeg et meget mageligt menneske. Så snart jeg kommer ind ad døren ryger bukserne og bh’en, ja faktisk al tøjet, og så på med den mest slidte oversize t-shirt påført et barnligt motiv på. Min mand hader den!
  • Har jeg et tæt forhold til reality-TV. Især det amerikanske af slagsen. Jo mere drama, des bedre. Jeg tror det er fordi mit liv er så dramafrit og simpelt, at jeg elsker at overvære det modsatte. Andre ligesindede derude? Mine favoritter er alt, der hedder noget med Real Housewives, The Bachelor og The Bachelorette + samtlige spinoffs.
  • Føler jeg mig lidt dum. Jeg har først for nyligt lært at udtale Stilleben korrekt. Hvor jeg førhen, højt og stolt, sagde Stille-ben, har jeg nu lært den mere korrekte udtalelse, Stil-leben.
  • Er jeg generelt på udebane, som jyde i København. Jeg kan hverken udtale Wulff & Konstali, Blågårdsgade eller billeder (som åbenbart udtales bedler, hvis man bor her) korrekt.
  • Kalder jeg ofte København K for centrum eller midtbyen. ”Skal vi mødes i midtbyen”?. Det skal man helst ikke sige højt… Folk i København ynder nemlig at sige City, eller det mere simple ”K”.
  • Har jeg en skøn og fantastisk dreng på 4 år, og har ikke planer om at få flere. Jo ældre han bliver, det mindre spørger folk ind til det.
  • Er jeg meget spirituel, bilder jeg mig selv ind. Jeg er en af dem, der tror på ALT eller som minimum bliver fascineret af det. Numerologi, clairvoyance, naturmedicin, healing og alternative veje. Det er ikke fordi jeg selv gør mig så meget i det, men jeg æder alt råt, når folk deler deres erfaringer.
  • Tror jeg også på spøgelser, nu vi er ved det spirituelle. Måske ikke i traditionel forstand, men mere som sjæle, der af en eller anden grund stadigvæk befinder sig i vores verden. Min største frygt er dog at få kontakt til den overnaturlige verden, så det pludselig er mig de døde går til. Jeg vil helst ikke ende i et Ghost Whisperer scenarie.
  • Klarede jeg mig gennem en gæsteudgave af Sneglcilles føljeton, og jeg er stadigvæk i live. Det skal fejres med en træstamme fra Lagkagehuset. Jeg deler nemlig samme begejstring for snasket kage, som Cecilie gør. Det har været en ære at agere barselsvikar for min smadderdygtige og søde blogkollega! Tak fordi I læste med.

Endnu en nedtælling

Bedst som at ventetiden til termin og Loulous ankomst er veloverstået, er vi nu igang med at tælle ned til endnu en omvæltning af den gode slags.

Om en måned flytter vi nemlig. Jeg glæder mig fuldstændig åndssvagt, også selvom at jeg for bare et par uger siden syntes, at det var lige friskt nok med en flytning med så lille en baby, men som flere af jer også skrev, så skal det nok gå så fint, og nu her på den anden side af graviditet og fødsel, kan jeg sagtens overskue det. Ser endda virkelig meget frem til det, også selvom det er begrænset hvor meget jeg kan bidrage med, med en baby på armen. Men jeg kan vel pege og hente øl og pizzaer og den slags.

I dag modtog vi de 50 flyttekasser jeg har bestilt (aner i øvrigt ikke om det er nok, sikkert ikke) og kan dermed så småt gå i gang med at pakke. Egentlig havde vi overvejet at få nogen til det, men har besluttet at spare de penge og i stedet bruge hele måneden på det – Noget jeg faktisk helt glæder mig til (lad os se, hvordan jeg har det om et par uger).

D. 1. Maj klokken 10 overtager vi det nye sted, og jeg får seriøst sommerfugle i maven og helt ud i tæerne, når jeg tænker på det. Selvom jeg elsker vores lejlighed, og i særdeleshed altanen og gården, som vi da også kommer til at savne – og har tænkt os at mega udnytte den næste måned, så er vi simpelthen så klar til det her spritnye kapitel. Lige om lidt. Eller, om 32 dage. Men hvem tæller. (Jeg gør)

Det er på en eller anden måde ret fedt sådan konstant at have noget at tælle ned til og se frem til… gad vide hvad det næste skal være?! Min mand foreslår en rejse. Jeg tror, jeg er enig. Eller måske en baby mere? (NEJ!).

img_3563

SHOPPING: Det jeg nok bestiller. Snart.

SPONSORERET: Indeholder affiliate

Nu er jeg jo ude på den anden side af graviditeten, og selvom maven er blød og har imponerende meget hud på sig, jeg stadigvæk har en gravid hage og endnu ikke er hoppet endeligt ud af mine graviditetsjeans, føles det virkelig fedt, at kunne se mine fødder igen og at mine trøjer ikke længere stumper. Det har også givet mig lysten til at shoppe tilbage. Jeg var jo så hamrende træt af graviditetstøj til sidst, og jeg har da også pænt samlet det hele i en stor pose, som snarest ryger til salg. Til gengæld er lysten til ‘almindeligt’ tøj steget, og jeg kan næsten ikke vente til jeg begynder at kunne være i det igen. Og så ser jeg , som det nok kan fornemmes på nedenstående, særligt frem til lidt varmere temperaturer og et par festlige begivenheder uden gravid mave. Jeg har lige nu kig på det her:

efterfoedsel

1.Jeg er besat af flæser for tiden og drømmer om en hvid skjorte som denne til 340,- HER

2.Jeg kommer hele tiden til at klikke mig ind på denne. Den er egentlig slet ikke mig, men der er et eller andet, både ved snittet og stoffet, der gør at jeg tror den skal hjem til mig og bo lidt … 450,- HER

3.Jeg eeeeelsker det her print fra Storm & Marie, og er særligt pjattet med denne her nederdel. Suk! 900,- HER

4.Altså. Det er jo ikke fordi at den er pæn. Men. Jeg kan aldrig finde mine nøgler i min taske, og så er jeg ret glad for flamigoer, så selvfølgelig skal ham her passe på mine nøgler fremover… 80,- HER

5.Er blevet mere og mere glad for t-shirts, og særligt de lidt sjove af slagsen. Jeg hoppede aldrig med på frugt-bølgen, meeen sådan en Space Cowboy kunne jeg godt være tilbøjelig til at hoppe i. … 400,- HER

6.Denne minder til forveksling om min højtelskede Designers Remix skjorte/kjole. Bare uden krave, og så ser den ud til at være lang nok til at kunne have bare ben under. I like. 320.,- HER

7.Jeg skal eje et par spidse flade sko snarest, og egentlig er jeg mest på udkig efter et par i sorte, men jeg er også ret pjattet med de her prikkede skønheder. 1400,- HER

8.Buksedragt, der vil redde de fleste tøjkriser til diverse sommerarrangementer. Tænker den både går til sandaler, eller sneaks, med en t-shirt under, når det skal være casual, og med stilletter, en god eyeliner og brune skuldre, når det skal være lidt mere fancy. Pæn er den i hvert fald. 350,- HER

9.Pludselig synes jeg ikke, at jeg kan leve uden et par røde sko! Av, de er flotte! Forestiller mig at jeg skal have dem på til et par sorte bukser eller jeans og en chemiseagtig top og (igen) brune skuldre … De koster 1700,- HER

 

 

Noter fra barselshulen

Jeg skriver altid ord, sætninger og tanker ned. Ikke alle giver mening, men jeg synes at de sidste par ugers noter giver et meget godt billede af status i en barselsboble. Min boble om ikke andet.

img_3544

… Der er selvfølgelig tale om strøtanker Smurt ind i en lille smule ironi, den smule der er tilbage, til dem der skulle være i tvivl. Mine bryster er i bedring, jeg lover at jeg taler (tænker) mere om alkohol end jeg drikker og jeg kan selvfølgelig godt huske min pinkode. Tror jeg.

Mor til tre; Overskud, solskin og efterfødselshumør

Sponsoreret: Indeholder affiliatelinks
screen-shot-2017-03-26-at-21-30-38

Solbriller 120,- HER – Jeans (graviditetsjeans) 330,- HER – Frakke HER – Sko Nike 729,- HER – Vikle Ergobaby 649,- HER

På min niende dag som mor til tre, tog vi turen over til mine forældre, med de ældste af børnene – både egen avl, samt min bonus, i ladcyklen, som min mand kørte, og så nyeste skud på stammen i  en vikle på mig, der gik i raskt tempo ved siden af børnekareten. Det er vores første tur sådan rigtigt ude, for indtil videre har jeg kun været i gården,i Umas vuggestue, i supermarkedet og i Engby (babybutik lige rundt om hjørnet).
Men i dag tog vi hele vejen over til mine forældre… Som godt nok kun bor en lille kilometer væk, men altså …
Det går godt i vores efterhånden ret store familie, alle har taget virkelig godt imod det nye medlem og vi begynder så småt at vænne os til at hun er her, og jeg begynder at føle mig mere og mere som mig selv.
Vejret i dag har sat godt skub i endorfinerne, der sammen med en masse følelser fortsat pumper igennem min krop, men jeg begynder at kunne mærke, hvordan at det hele så småt begynder at stabilisere sig. Det er fedt. Jeg tror min mand er enig. For selvom det er minimalt denne gang, i forhold til anden og i særdeleshed første gang, med humørsvingninger og gråd, så har det bestemt været til stede.

Jeg får ellers, både fra mange af jer, samt folk vi omgås, meget ros for mit overskud, men ærlig talt tror jeg mest bare det bunder i, at jeg er enormt rolig denne gang. Jeg hviler tusind gange mere i rollen som mor, og selvom det er noget af en omvæltning at have en baby i huset (igen) og det fysisk og psykisk trækker tænder ud, så føles det hele knap så overvældende. Nåhja, og så er Loulou jo stadigvæk i den der nyfødt-trance, hvor hun mest bare sover, spiser, knirker, fylder bleer, ser nuttet ud og sover lidt mere. OG så er det ingen hemmelighed at jeg har en mand, der i den grad aflaster, og både tager sig af de store børn og sørger for at der er mad i køleskabet og i vores maver. Det hjælper en hel del på det der overskud.

Meget apropos, tager selvsamme mand på job i udlandet om små to uger, i fire-fem dage, og jeg håber håber håber, at det der overskud jeg får så meget ros for at have, holder stik og giver mig superkræfter i de dage. For jeg skal være helt ærlig at sige, at tanken lige nu om at være alene med tre børn, hvoraf to af dem bruger ble og gerne vågner om natten, og den sidste skal transporteres til og fra Østerbro hver dag, godt kan give mig lidt sved på panden og lyst til et meget stort glas rødvin. Men altså … Hvor der er vilje er der vej, og ellers er der heldigvis stærk kaffe.

I øvrigt #efterfødslen

img_3163

  • Er det så skørt at tænke på, at jeg for en uge siden på det her tidspunkt ikke anede, at jeg ville føde 10 timer senere.
  • Fik jeg meget ros for at se godt ud, for en der lige havde født, da jeg snappede i dagene efter fødslen. Tak! Jeg har det også godt. Men in all fairness skal det måske lige nævnes, at jeg altså var iført netunderbukser og en slags voksenble-anordning. Det kan en efterfødsels-glow og en god concealer trods alt ikke gøre meget ved.
  • Er min krop først i dag ved at finde sig selv. Maaaan, hvor har jeg været øm i alverdens muskler og led. For ikke at tale om bryster, der starter helt oppe i kravebenet, og de grumme grumme efterveer. Utroligt nok er det eneste sted jeg nærmest ikke har ondt, det sted man skulle tro gjorde mest ondt, altså eftersom at knap fire kilo barn har taget turen igennem det. #LynFødselsWin
  • Bliver man, som det muligvis fornemmes, ret loose omkring at omtale sin krop og dens normalt ret private dele.
  • kan det godt være at følelserne sad udenpå da jeg var gravid, men hold nu kæft for en rutchebane det er her på den anden side. Jeg har sjældent grædt så meget som i den sidste uge. Både af lykke, af frustration, udmattelse, ekstase, smerte og af well, ingenting.
  • Havde jeg glemt hvor ubehageligt sådan en navlestrengs-stump kommer til at lugte efter et par dage. Ret forstyrrende når ens lille yndige bløde baby lugter af råddenskab. Jeg måtte derfor også vække min sovende mand for at dele nyheden om at den endelig var faldet af, under et natligt bleskift. Jeg er ikke helt sikker på om han delte min begejstring. Måske fordi at klokken var halv fire.
  • Nævner dem lige igen: Efterveer. Fuuuuuck! Vil seriøst hellere føde ti voksenbabyer, end skulle opleve en efterve mere. AV!
  • Beklager jeg den klamme voksenbaby reference. Jeg kan heller ikke få det billede ud af hovedet nu.
  • Havde jeg måske også glemt præcis, hvor meget man er oppe om natten med sådan en lille størrelse. Ræk mig lige kaffen!
  • Er de store børn totalt eksemplariske i alt det her. Otto er pavestolt, og render rundt for at hjælpe til, når han altså ikke kigger forelsket på sin nye lillesøster, Leo synes hun er sød, men er mest interesseret i, hvorfor hun ikke taler endnu, hvornår hun begynder at gå og om hendes hår er ægte, Og Uma, er totalt upåvirket af at der pludselig er en baby.
  • Har jeg købt en strækvikle. Sådan en koster 700 kroner (!) Det er et stykke stof!
  • Var ovenstående totalt pengene værd.
  • Sover Loulou en del i løbet af dagen stadigvæk, og jeg burde nok sove når hun gør det. Men jeg vil hellere netshoppe, blogge, og kigge på at hun sover. Jeg satser på at det ændrer sig, når endorfinerne har lagt sig og søvnmanglen for alvor slår til.
  • Har jeg en vanvittig appetit, og kværner flere kalorier i løbet af dagen end en fuldvoksen mand.
  • Er jeg mor til tre. TRE! Om jeg fatter det?!

 

Barselsvikarerne: #1 Cana Buttenschøn

Som jeg vist allerede har løftet sløret for, vil der over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.

Den første i rækken er en af dem, som jeg kender aldeles godt privat, og som I helt sikkert også er stødt på – enten her hos mig, eller i hendes eget univers – Nemlig min smækre, søde og dejlige kollega, veninde og forretningspartner Cana Buttenschøn, som har valgt at bruge sin vikar-tjans på at skrive lidt om mig (gisp!) …

img_1414

Noget af det allermest hyggelige at læse på de blogs jeg trofast følger med i, er når der sidder en anden ved tastaturet og skriver om bloggeren. I ved, hvis man sådan rigtigt skal vide hvem en person er, skal man ikke spørge vedkommende selv, men vedkommendes venner og familie. Hvis man vil have den helt ærlige udgave.

Sådan som jeg selv for nyligt, har ladet min mand få ordet – om mig – på min blog HER for eksempel og som jeg altså i dag har tænkt mig, at gøre her på Cecilies blog.

Vi kan formentlig hurtigt blive enige om, jer der læser med og jeg, om at hun er en særdeles dejlig dame, men jeg har måske alligevel lidt på fornemmelsen, at jeg kender hende bedre end de fleste af jer – og det kan vi da ligeså roligt gøre en indsats for at lave om på, ikke sandt?

Fuldstændigt uagtet hvor introvert Cecilie måtte være, så er hun, så snart der er børn til stede, fuldstændigt på dupperne og ekstremt god til at snakke med børn – uanset om hun kender dem eller ej – på deres niveau. Hun går direkte til dem, på den sødeste måde og jeg forstår virkelig godt hvorfor hun har fået så mange børn, for hun er fantastisk til at håndtere dem. Både egne og andres.

Cecilie er et af de mest betænksomme mennesker i verden. Seriøst, ud over de der frynsede louboutinstøvler jeg fik af min mand og arvesmykket jeg fik af min mor, så var Cecilies gave til mig på min tredive-års fødselsdag i efteråret, uden tvivl den allerbedste! Ikke fordi den var noget særligt som sådan, men fordi den var så rigtig, lige præcis til mig. Hun havde købt mig en knaldrød læbestift og to træstammer, som i min verden er noget nær det ultimative man kan give mig. Det var uden tvivl den mest personlige jeg-har-forstået-hvad-du-godt-kan-lide-gave.

Hun kan ikke lide ost. Hun.Kan.Ikke.Lide.Ost. Ja, jeg var altså nødt til at gentage det, for jeg synes det er så vildt. Ikke fordi jeg ikke forstår hvorfor nogen ikke kan lide ost, men mere fordi jeg har svært ved at forstå at nogen, som jeg ellers har matchende smagsløg med, kan sidde og pille fetaosten af salaten, når man spiser frokost i det græske øhav. Ost hænger i min bog unægtelig sammen med brød, som Cecilie er storforbruger af. Hun er – selvfølgelig – ganske uenig med mig.

På trods af det faktum at hun – især når hun ikke er gravid – har et latterligt lavt bmi, så kan hun drikke voldsomt mange øl. I alle tilfælde mange flere end mig, inden hun bliver en falleret housewife-udgave af beyonce. Faktisk tror jeg aldrig jeg har set hende sådan helt stang-bacardi, på trods af at vi har haft en del byture sammen, hvor hun (også) har drukket lidt mere end hvad sundhedsstyrelsen anbefaler på én aften.

Og nu, de damer, sidder Cecilie formentlig og tænker på, hvor oldschool-jyde jeg er, når jeg bruger udtrykket stang-bacardi, som ingen Københavner med respekt for sig selv har taget i deres mund, siden slut-90erne. Cecilie er nemlig uden tvivl et af de mest trendy mennesker jeg kender. Hun er helt nede med nyeste tendenser, uanset om det kommer til musik, sprog, hårpleje, babytøj eller hvad-som-helst-andet.

Hun er bare en dejlig dame, er hun.

/Tak fordi I læste med.
KH Cana

Historien om Loulou

img_3245

Langt om længe kan jeg få lagt låg på navneføljetonen … Tak for tålmodigheden.

Lulu var mit favoritnavn længe. Min mand var langt fra afvisende, og blev tydeligt mere og mere vild med det, og da vi en søndag aften satte os ned og gennemgik de navne vi havde i spil, kom Lulu med i slutspurten, og vandt.
Min mand skrev det ned på en blok sammen med de andre børns navne og pludselig spilede han øjnene op og sagde at han synes vi skulle stave det Loulou. Først lagde jeg ikke det store i det, og synes måske det var at besværliggøre det lidt, selvom jeg æstetisk godt kunne se, at der var noget virkelig smukt over det. Men det var først da han skar det ud i pap for mig, at jeg kunne se, hvor perfekt og oplagt det egentlig var at stave det netop sådan …

Leo
Otto
Uma
… Kan I se det?

Og ja, det er sgu næsten lidt kvalmende så perfekt det er, og jeg er helt vild med det. Vild med historien, vild med symbolikken, og fuldstændigt pjattet med Loulou, ikke mindst.

… Og selvom stavemåden er fransk, holder vi det Vesterbrosk i udtalen 😉 altså [LuLu]

G for gangsta og graviditet

Dagen inden min fødsel mødtes jeg med Rachel for at indspille endnu et afsnit af vores Voksen ABC. Vi optog i min sofa. Hvor jeg lå halvt ned imens, helt træt og tung. Det endte alligevel med at blive en ret god og lang snak, og i går udkom det, med en lille opdatering af Rachel i slutningen. I kan hente det i iTunes lige HER, eller høre det online HER

Vi er nået til G og snakken gik på alt fra det at være Gangsta, hvilket vi ikke er, til at være gravid, hvilket jeg jo var, og faktisk har været i sammenlagt to år af mit voksenliv.

Jeg håber I har lyst til at lytte med. Jeg kan ikke love at der kommer et afsnit mere nu på mandag, men vi satser på at få et i kassen hurtigst muligt. Jeg skal bare lige have lidt mere tid i min babysymbiose, inden jeg begynder at tænke i H-ord.

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

img_3301

Min fødselsberetning: I røg og hast kom Loulou

img_3264
Fredag 170317
Klokken 4.
Jeg vågner ved at det spænder og gør ondt i mit underliv. Ikke som veer, men mere følelsen som når ens menstruation er på vej. Jeg forsøger at sove videre, men blunder højest. Klokken 5:30 kommer Uma ind til mig, og Otto følger efter.
Vi ligger og snakker lidt, inden vi står op ved 6 tiden.
Jeg er fortsat øm, og har en følelse i kroppen af at noget godt kunne gå i gang.
Jeg tisser og opdager en tegnblødning. Sådan er det startet de to andre gange, så jeg kan ikke undgå at blive lidt spændt.

Klokken 7 vækker jeg min mand som står op til børnene og lader mig overtage dobbeltsengen.
Jeg forsøger virkelig at mærke efter tegn, men jeg har hverken veer eller menstruationsfornemmelsen længere.
Jeg er bare ulideligt træt.

Børn og mand tager afsted og jeg beslutter mig for at stå op.

De næste timer bruger jeg på sofaen, hvor jeg skriver det her indlæg, og er lidt skuffet over at ‘måske er det nu’ fornemmelsen er væk igen.
Min mand kommer hjem ved 10 tiden, med brød og lidt kage.
Vi spiser sammen og taler om at det ville være enormt smart, hvis jeg føder i dag.
Den samtale har vi haft en del gange de sidste dage.

Udover et par plukveer, føler jeg ikke de store tegn, men jeg bløder fortsat en smule og genkender en slags ro i mit humør, som jeg også har oplevet før mine to andre fødsler, og jeg siger til min mand at det sgu nok alligevel går i gang indenfor et døgns tid.

Klokken 13
Vi beslutter os for at se en film, men da vi er ved at finde en frem, rammer lugten af røg os.
Det svier i øjnene og halsen, og udenfor sner det med aske.
Det er kæmpe brand 50 meter nede af gaden.
Gaden bliver spærret af, og vi joker med, at så skal det sgu nok passe med at fødslen går i gang ,og at vi må klare det selv.
Røgen tager til, og vi joker ikke længere. Telefonen ringer. Umas vuggestue skal evakueres på grund af røg.
Vi aftaler at min mand skal hente hende, og Otto, og køre dem hjem til mine forældre. Bare for en sikkerheds skyld.

14:30
Da han er gået, kan jeg godt mærke at mine plukveer tager til, ikke i hyppighed, men i styrke. De kommer med 10-20, nogle gange endda 30 minutters mellemrum og strammer godt op og om i lænden, men det har jeg oplevet mange gange over de seneste uger, så jeg forsøger at slå det hen.

Ved 15 tiden lægger jeg mig på en madras i stuen. Trætheden og den der ro jeg har følt hele dagen, tager godt fat i mig, og jeg forsøger at sove en smule. Mens jeg ligger der, får jeg et par veer. De gør ikke ondt, men jeg kan mærke at de er effektive alligevel. Jeg ringer til min mand og siger at han faktisk nok godt kan forberede sig på, at vi skal til at have gang i en fødsel.
Han kommer hjem en halv time senere, med en masse slik og snacks og højt humør.

img_3265

16:30
Min mor, som skal være med til fødslen kommer.
Jeg er nu begyndt at time mine veer, som er uregelmæssige, men alle varer lige over et minut. De kommer med alt fra 4 til 16 minutters mellemrum, og bider stadigvæk ikke rigtigt.

Klokken 16:50
Hver 6. minut kommer der nu en ve, og de varer fortsat lige under 1 minut. Jeg kan fint være i dem, men beslutter mig efter 5-6 af dem at stille mig under bruseren.

17:21
Jeg står under bruseren som er skoldende varm. Når en ve kommer, læner jeg mig ind mod væggen og lader vandet løbe direkte ned på min lænd, mens jeg fokuserer på at trække vejret ind gennem næsen og ud gennem munden.
Efter et par veer, kan jeg godt mærke at der helt sikkert ikke er seks minutter imellem længere, og jeg kalder på min mand, der begynder at time dem på sin telefon. De første to veer kommer med tre minutters interval, de næste med to. Jeg tager et par stykker mere under bruseren, inden at jeg kommer ud og får et håndklæde om mig.

Klokken 18:05
Jeg sætter mig på madrassen på gulvet og tager en trøje på, imens får jeg en ve, der føles helt ulidelig – Sikkert fordi at jeg sidder ned, men jeg kan ikke bevæge mig. I næste pause får jeg vendt mig, så jeg ligger med knæene i madrassen og overkroppen indover sofaen.
Veerne kommer fortsat i to minutters intervaller, de gør ondt, og jeg begynder at forsvinde ind i mig selv.

Klokken 18:21
Min mand ringer til jordemoderen og siger, at vi gerne vil have en ud til os. Snart.
Hun er enig, og siger at der kommer en, inden for 30-45 minutter.

Få minutter efter at min mand har lagt på, begynder veerne at tage til. For fulde gardiner. Både i styrke, længde og interval. Hvor jeg før gerne ville trykkes på lænden, når veerne tog fat, kan jeg nu slet ikke holde ud at blive rørt ved.
Jeg får to, måske tre af dem, og ved den næste, klokken 18:50, går vandet. Jeg bliver forskrækket og vender mig om spørger med angst i øjnene og stemmen min mand og min mor om det er grønt.
Det er det ikke.

18:55
Veerne ruller indover mig og jeg har pressetrang. Men det siger jeg ikke.
Jeg spørger efter jordemoderen igen og igen, og fornemmer at min mand går rundt med sin telefon ved øret.
Han kan ikke komme igennem til dem.

Jeg har lagt mig på ryggen på madrassen, med hovedet op af sofaen, og jeg vugger fra side til side, mens jeg skiftevis spørger efter jordemoderen, nynner og gisper. Min mor tager fat i mit lår og spørger alvorligt om jeg skal presse. Da jeg svarer ja, rejser hun sig og flyver ud af rummet. Hun vender tilbage mindre end et minut efter, med et fad varmt vand, en klud, og rene hænder, og sætter sig ‘klar’ (min mor har været sosu-assistent på en fødegang i mange år, og har taget imod et par børn før).

Få sekunder efter ringer det på. Endelig.
Min mand åbner døren og (har han fortalt efterfølgende) løber ned af trappen for at tage imod JM, der vist ret hurtigt, da hun ser mig, får travlt med at komme ind. Jeg hverken ser eller hører hende. Opfatter bare at hun er der, hvilket giver mig følelsen af kontrol og styrke tilbage.

De næste to veer skubber jeg forsigtigt med og kan tydeligt mærke hvordan at baby kommer længere og længere ned. Det er en følelse jeg ikke har oplevet de andre gange og det er lige dele smertefuldt og befriende, da jeg ved mine andre fødsler ikke har haft nogen som helst føling med, hvad fanden jeg eller min krop havde gang i. JM taler roligt til mig, og beder mig fokusere på min vejrtrækning. Når veen er slut skal jeg sukke, og når den står på ‘puste/gispe’. Jeg har begge mine arme om min mands overarm (Han sidder ved siden af mig på madrassen), og bruger den til at stemme imod ved hvert pres.

Det er mega effektivt, både vejrtrækningen, jordemoderens stemme og måde at guide mig på, og min mands arm –
Det er som om at særligt vejrtrækningen giver min krop den styrke, der skal til for virkelig at presse til. Ved hvert pres kan jeg i to-tre veer mærke, hvordan at hovedet kommer længere og længere ud, men jeg kan også mærke at det glider op igen når veen er slut, hvilket frustrerer mig, men også giver ny styrke til virkelig at give den gas, og jeg hører mig selv sige ‘Jeg vil ikke det her…. Men jeg KAN godt!’. JM beder mig komme om på siden og ligge, og får min mand over på den anden side af mig, for at hjælpe med at holde mit ben, og så går det stærkt. I næste ve råbepresser jeg hovedet ud, gisper i pausen, hvor JM spørger om jeg vil tage imod baby selv. Jeg ryster på hovedet og siger min mands navn.
Nu tager jeg selv fat i mit ben og i næste ve tager min mand imod vores datter.
Klokken 19:21. cirka tyve minutter efter JMs ankomst.

img_3123

img_3131
Min mand ringer til Otto, der er hos min stedfar, og fortæller ham at han er blevet storebror lige midt i Disney sjov.
Han ringer også til sine egne forældre, og til min veninde Rachel.
Jeg får et enkelt sting, inden jeg tager bukser på og ligger mig op i sofaen med Loulou i armene.
Min mand henter pizza, og vi åbner en flaske champagne. De næste timer griner vi, og græder lidt, taler om fødslen og er totalt høje af adrenalin og lykke, alt sammen i lugten af røg fra dagens brand, der fortsat ulmer nede af gaden.

img_3266

Ved 22 tiden går JM, der i øvrigt var fuldstændig fantastisk, og som godt nok selv sagde at hun jo ikke havde gjort noget, men som gjorde meget mere end det – Hun fattede mig ligesom bare, og gjorde præcis det, der skulle til – Lod min krop være min krop og guidede ikke mere end højest nødvendigt – Det lyder måske fjollet, men det var en befrielse ikke at få besked på at presse, ikke at vide hvor mange centimeter det ene og det andet var, og bare have en rolig stemme, der hjalp, roste og mindede mig om at trække vejret. Tak, Signe! Jeg tror jeg elsker dig.

Klokken 23 kysser vi min mor farvel, og så sidder vi tilbage i sofaen.
Min mand, mig og vores Loulou.

Tak fordi at I læste med.