Barselsvikarerne: #1 Cana Buttenschøn

Som jeg vist allerede har løftet sløret for, vil der over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.

Den første i rækken er en af dem, som jeg kender aldeles godt privat, og som I helt sikkert også er stødt på – enten her hos mig, eller i hendes eget univers – Nemlig min smækre, søde og dejlige kollega, veninde og forretningspartner Cana Buttenschøn, som har valgt at bruge sin vikar-tjans på at skrive lidt om mig (gisp!) …

img_1414

Noget af det allermest hyggelige at læse på de blogs jeg trofast følger med i, er når der sidder en anden ved tastaturet og skriver om bloggeren. I ved, hvis man sådan rigtigt skal vide hvem en person er, skal man ikke spørge vedkommende selv, men vedkommendes venner og familie. Hvis man vil have den helt ærlige udgave.

Sådan som jeg selv for nyligt, har ladet min mand få ordet – om mig – på min blog HER for eksempel og som jeg altså i dag har tænkt mig, at gøre her på Cecilies blog.

Vi kan formentlig hurtigt blive enige om, jer der læser med og jeg, om at hun er en særdeles dejlig dame, men jeg har måske alligevel lidt på fornemmelsen, at jeg kender hende bedre end de fleste af jer – og det kan vi da ligeså roligt gøre en indsats for at lave om på, ikke sandt?

Fuldstændigt uagtet hvor introvert Cecilie måtte være, så er hun, så snart der er børn til stede, fuldstændigt på dupperne og ekstremt god til at snakke med børn – uanset om hun kender dem eller ej – på deres niveau. Hun går direkte til dem, på den sødeste måde og jeg forstår virkelig godt hvorfor hun har fået så mange børn, for hun er fantastisk til at håndtere dem. Både egne og andres.

Cecilie er et af de mest betænksomme mennesker i verden. Seriøst, ud over de der frynsede louboutinstøvler jeg fik af min mand og arvesmykket jeg fik af min mor, så var Cecilies gave til mig på min tredive-års fødselsdag i efteråret, uden tvivl den allerbedste! Ikke fordi den var noget særligt som sådan, men fordi den var så rigtig, lige præcis til mig. Hun havde købt mig en knaldrød læbestift og to træstammer, som i min verden er noget nær det ultimative man kan give mig. Det var uden tvivl den mest personlige jeg-har-forstået-hvad-du-godt-kan-lide-gave.

Hun kan ikke lide ost. Hun.Kan.Ikke.Lide.Ost. Ja, jeg var altså nødt til at gentage det, for jeg synes det er så vildt. Ikke fordi jeg ikke forstår hvorfor nogen ikke kan lide ost, men mere fordi jeg har svært ved at forstå at nogen, som jeg ellers har matchende smagsløg med, kan sidde og pille fetaosten af salaten, når man spiser frokost i det græske øhav. Ost hænger i min bog unægtelig sammen med brød, som Cecilie er storforbruger af. Hun er – selvfølgelig – ganske uenig med mig.

På trods af det faktum at hun – især når hun ikke er gravid – har et latterligt lavt bmi, så kan hun drikke voldsomt mange øl. I alle tilfælde mange flere end mig, inden hun bliver en falleret housewife-udgave af beyonce. Faktisk tror jeg aldrig jeg har set hende sådan helt stang-bacardi, på trods af at vi har haft en del byture sammen, hvor hun (også) har drukket lidt mere end hvad sundhedsstyrelsen anbefaler på én aften.

Og nu, de damer, sidder Cecilie formentlig og tænker på, hvor oldschool-jyde jeg er, når jeg bruger udtrykket stang-bacardi, som ingen Københavner med respekt for sig selv har taget i deres mund, siden slut-90erne. Cecilie er nemlig uden tvivl et af de mest trendy mennesker jeg kender. Hun er helt nede med nyeste tendenser, uanset om det kommer til musik, sprog, hårpleje, babytøj eller hvad-som-helst-andet.

Hun er bare en dejlig dame, er hun.

/Tak fordi I læste med.
KH Cana

Historien om Loulou

img_3245

Langt om længe kan jeg få lagt låg på navneføljetonen … Tak for tålmodigheden.

Lulu var mit favoritnavn længe. Min mand var langt fra afvisende, og blev tydeligt mere og mere vild med det, og da vi en søndag aften satte os ned og gennemgik de navne vi havde i spil, kom Lulu med i slutspurten, og vandt.
Min mand skrev det ned på en blok sammen med de andre børns navne og pludselig spilede han øjnene op og sagde at han synes vi skulle stave det Loulou. Først lagde jeg ikke det store i det, og synes måske det var at besværliggøre det lidt, selvom jeg æstetisk godt kunne se, at der var noget virkelig smukt over det. Men det var først da han skar det ud i pap for mig, at jeg kunne se, hvor perfekt og oplagt det egentlig var at stave det netop sådan …

Leo
Otto
Uma
… Kan I se det?

Og ja, det er sgu næsten lidt kvalmende så perfekt det er, og jeg er helt vild med det. Vild med historien, vild med symbolikken, og fuldstændigt pjattet med Loulou, ikke mindst.

… Og selvom stavemåden er fransk, holder vi det Vesterbrosk i udtalen 😉 altså [LuLu]

G for gangsta og graviditet

Dagen inden min fødsel mødtes jeg med Rachel for at indspille endnu et afsnit af vores Voksen ABC. Vi optog i min sofa. Hvor jeg lå halvt ned imens, helt træt og tung. Det endte alligevel med at blive en ret god og lang snak, og i går udkom det, med en lille opdatering af Rachel i slutningen. I kan hente det i iTunes lige HER, eller høre det online HER

Vi er nået til G og snakken gik på alt fra det at være Gangsta, hvilket vi ikke er, til at være gravid, hvilket jeg jo var, og faktisk har været i sammenlagt to år af mit voksenliv.

Jeg håber I har lyst til at lytte med. Jeg kan ikke love at der kommer et afsnit mere nu på mandag, men vi satser på at få et i kassen hurtigst muligt. Jeg skal bare lige have lidt mere tid i min babysymbiose, inden jeg begynder at tænke i H-ord.

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

img_3301

Min fødselsberetning: I røg og hast kom Loulou

img_3264
Fredag 170317
Klokken 4.
Jeg vågner ved at det spænder og gør ondt i mit underliv. Ikke som veer, men mere følelsen som når ens menstruation er på vej. Jeg forsøger at sove videre, men blunder højest. Klokken 5:30 kommer Uma ind til mig, og Otto følger efter.
Vi ligger og snakker lidt, inden vi står op ved 6 tiden.
Jeg er fortsat øm, og har en følelse i kroppen af at noget godt kunne gå i gang.
Jeg tisser og opdager en tegnblødning. Sådan er det startet de to andre gange, så jeg kan ikke undgå at blive lidt spændt.

Klokken 7 vækker jeg min mand som står op til børnene og lader mig overtage dobbeltsengen.
Jeg forsøger virkelig at mærke efter tegn, men jeg har hverken veer eller menstruationsfornemmelsen længere.
Jeg er bare ulideligt træt.

Børn og mand tager afsted og jeg beslutter mig for at stå op.

De næste timer bruger jeg på sofaen, hvor jeg skriver det her indlæg, og er lidt skuffet over at ‘måske er det nu’ fornemmelsen er væk igen.
Min mand kommer hjem ved 10 tiden, med brød og lidt kage.
Vi spiser sammen og taler om at det ville være enormt smart, hvis jeg føder i dag.
Den samtale har vi haft en del gange de sidste dage.

Udover et par plukveer, føler jeg ikke de store tegn, men jeg bløder fortsat en smule og genkender en slags ro i mit humør, som jeg også har oplevet før mine to andre fødsler, og jeg siger til min mand at det sgu nok alligevel går i gang indenfor et døgns tid.

Klokken 13
Vi beslutter os for at se en film, men da vi er ved at finde en frem, rammer lugten af røg os.
Det svier i øjnene og halsen, og udenfor sner det med aske.
Det er kæmpe brand 50 meter nede af gaden.
Gaden bliver spærret af, og vi joker med, at så skal det sgu nok passe med at fødslen går i gang ,og at vi må klare det selv.
Røgen tager til, og vi joker ikke længere. Telefonen ringer. Umas vuggestue skal evakueres på grund af røg.
Vi aftaler at min mand skal hente hende, og Otto, og køre dem hjem til mine forældre. Bare for en sikkerheds skyld.

14:30
Da han er gået, kan jeg godt mærke at mine plukveer tager til, ikke i hyppighed, men i styrke. De kommer med 10-20, nogle gange endda 30 minutters mellemrum og strammer godt op og om i lænden, men det har jeg oplevet mange gange over de seneste uger, så jeg forsøger at slå det hen.

Ved 15 tiden lægger jeg mig på en madras i stuen. Trætheden og den der ro jeg har følt hele dagen, tager godt fat i mig, og jeg forsøger at sove en smule. Mens jeg ligger der, får jeg et par veer. De gør ikke ondt, men jeg kan mærke at de er effektive alligevel. Jeg ringer til min mand og siger at han faktisk nok godt kan forberede sig på, at vi skal til at have gang i en fødsel.
Han kommer hjem en halv time senere, med en masse slik og snacks og højt humør.

img_3265

16:30
Min mor, som skal være med til fødslen kommer.
Jeg er nu begyndt at time mine veer, som er uregelmæssige, men alle varer lige over et minut. De kommer med alt fra 4 til 16 minutters mellemrum, og bider stadigvæk ikke rigtigt.

Klokken 16:50
Hver 6. minut kommer der nu en ve, og de varer fortsat lige under 1 minut. Jeg kan fint være i dem, men beslutter mig efter 5-6 af dem at stille mig under bruseren.

17:21
Jeg står under bruseren som er skoldende varm. Når en ve kommer, læner jeg mig ind mod væggen og lader vandet løbe direkte ned på min lænd, mens jeg fokuserer på at trække vejret ind gennem næsen og ud gennem munden.
Efter et par veer, kan jeg godt mærke at der helt sikkert ikke er seks minutter imellem længere, og jeg kalder på min mand, der begynder at time dem på sin telefon. De første to veer kommer med tre minutters interval, de næste med to. Jeg tager et par stykker mere under bruseren, inden at jeg kommer ud og får et håndklæde om mig.

Klokken 18:05
Jeg sætter mig på madrassen på gulvet og tager en trøje på, imens får jeg en ve, der føles helt ulidelig – Sikkert fordi at jeg sidder ned, men jeg kan ikke bevæge mig. I næste pause får jeg vendt mig, så jeg ligger med knæene i madrassen og overkroppen indover sofaen.
Veerne kommer fortsat i to minutters intervaller, de gør ondt, og jeg begynder at forsvinde ind i mig selv.

Klokken 18:21
Min mand ringer til jordemoderen og siger, at vi gerne vil have en ud til os. Snart.
Hun er enig, og siger at der kommer en, inden for 30-45 minutter.

Få minutter efter at min mand har lagt på, begynder veerne at tage til. For fulde gardiner. Både i styrke, længde og interval. Hvor jeg før gerne ville trykkes på lænden, når veerne tog fat, kan jeg nu slet ikke holde ud at blive rørt ved.
Jeg får to, måske tre af dem, og ved den næste, klokken 18:50, går vandet. Jeg bliver forskrækket og vender mig om spørger med angst i øjnene og stemmen min mand og min mor om det er grønt.
Det er det ikke.

18:55
Veerne ruller indover mig og jeg har pressetrang. Men det siger jeg ikke.
Jeg spørger efter jordemoderen igen og igen, og fornemmer at min mand går rundt med sin telefon ved øret.
Han kan ikke komme igennem til dem.

Jeg har lagt mig på ryggen på madrassen, med hovedet op af sofaen, og jeg vugger fra side til side, mens jeg skiftevis spørger efter jordemoderen, nynner og gisper. Min mor tager fat i mit lår og spørger alvorligt om jeg skal presse. Da jeg svarer ja, rejser hun sig og flyver ud af rummet. Hun vender tilbage mindre end et minut efter, med et fad varmt vand, en klud, og rene hænder, og sætter sig ‘klar’ (min mor har været sosu-assistent på en fødegang i mange år, og har taget imod et par børn før).

Få sekunder efter ringer det på. Endelig.
Min mand åbner døren og (har han fortalt efterfølgende) løber ned af trappen for at tage imod JM, der vist ret hurtigt, da hun ser mig, får travlt med at komme ind. Jeg hverken ser eller hører hende. Opfatter bare at hun er der, hvilket giver mig følelsen af kontrol og styrke tilbage.

De næste to veer skubber jeg forsigtigt med og kan tydeligt mærke hvordan at baby kommer længere og længere ned. Det er en følelse jeg ikke har oplevet de andre gange og det er lige dele smertefuldt og befriende, da jeg ved mine andre fødsler ikke har haft nogen som helst føling med, hvad fanden jeg eller min krop havde gang i. JM taler roligt til mig, og beder mig fokusere på min vejrtrækning. Når veen er slut skal jeg sukke, og når den står på ‘puste/gispe’. Jeg har begge mine arme om min mands overarm (Han sidder ved siden af mig på madrassen), og bruger den til at stemme imod ved hvert pres.

Det er mega effektivt, både vejrtrækningen, jordemoderens stemme og måde at guide mig på, og min mands arm –
Det er som om at særligt vejrtrækningen giver min krop den styrke, der skal til for virkelig at presse til. Ved hvert pres kan jeg i to-tre veer mærke, hvordan at hovedet kommer længere og længere ud, men jeg kan også mærke at det glider op igen når veen er slut, hvilket frustrerer mig, men også giver ny styrke til virkelig at give den gas, og jeg hører mig selv sige ‘Jeg vil ikke det her…. Men jeg KAN godt!’. JM beder mig komme om på siden og ligge, og får min mand over på den anden side af mig, for at hjælpe med at holde mit ben, og så går det stærkt. I næste ve råbepresser jeg hovedet ud, gisper i pausen, hvor JM spørger om jeg vil tage imod baby selv. Jeg ryster på hovedet og siger min mands navn.
Nu tager jeg selv fat i mit ben og i næste ve tager min mand imod vores datter.
Klokken 19:21. cirka tyve minutter efter JMs ankomst.

img_3123

img_3131
Min mand ringer til Otto, der er hos min stedfar, og fortæller ham at han er blevet storebror lige midt i Disney sjov.
Han ringer også til sine egne forældre, og til min veninde Rachel.
Jeg får et enkelt sting, inden jeg tager bukser på og ligger mig op i sofaen med Loulou i armene.
Min mand henter pizza, og vi åbner en flaske champagne. De næste timer griner vi, og græder lidt, taler om fødslen og er totalt høje af adrenalin og lykke, alt sammen i lugten af røg fra dagens brand, der fortsat ulmer nede af gaden.

img_3266

Ved 22 tiden går JM, der i øvrigt var fuldstændig fantastisk, og som godt nok selv sagde at hun jo ikke havde gjort noget, men som gjorde meget mere end det – Hun fattede mig ligesom bare, og gjorde præcis det, der skulle til – Lod min krop være min krop og guidede ikke mere end højest nødvendigt – Det lyder måske fjollet, men det var en befrielse ikke at få besked på at presse, ikke at vide hvor mange centimeter det ene og det andet var, og bare have en rolig stemme, der hjalp, roste og mindede mig om at trække vejret. Tak, Signe! Jeg tror jeg elsker dig.

Klokken 23 kysser vi min mor farvel, og så sidder vi tilbage i sofaen.
Min mand, mig og vores Loulou.

Tak fordi at I læste med.

170317 blev dagen

img_3230

Som I nok har enten opdaget eller gættet, tog i går noget af en drejning, og ventetiden stoppede ret brat, på den bedst tænkelige måde.

Jeg glæder mig til at fortælle om det hele. Men for nu bliver det bare en lille hilsen og et billede.
Mød Loulou, 3740 gram, født i vores stue D. 17. Marts 2017 klokken 19:21.

img_3147

 

Older posts