Status: Pregcille 36+1

img_1705

27 dage til dagen de kalder termin. Dagen der driver de fleste gravide til vanvid. Man ser frem til den, men i virkeligheden er det lidt skørt, for det er noget med at færre end 10% rent faktisk føder på den dag. Men altså, der er i hvert fald 27 dage til den dag.

Som jeg skrev i et andet indlæg for nogle dage siden, føler jeg, at jeg nærmest har fordoblet min vægt på en uge. Både maven fylder mere, mine ringe begynder at stramme sidst på dagen, jeg skal for guds skyld ikke filme og tage billeder af mig selv nedefra, da min hage er enorm, og smiler jeg bredt får jeg mine egne kinder i øjnene.
Plukveerne er lige så hyppige som i de sidste par måneder og både halsbrand og lægkramper besøger mig hver nat og ligger jeg på ryggen for længe, kan jeg ikke mærke mine ben når jeg vågner. Så med andre ord er jeg en helt normal højgravid dame.

Mit blodtryk er i den høje ende og jeg besøger derfor lægehuset lidt oftere end normalt, men indtil videre ser det ikke ud til at betyde noget og er nok ‘bare’ kroppen, der knokler derudaf for at passe på både baby og mig, men det er sgu meget rart, at der bliver holdt øje med mig. I morgen skal jeg til jordemoder og blandt andet tale om fødsel, hvilket jeg glæder mig helt vildt meget til. Jeg har nemlig taget en beslutning, eller det tror jeg i hvert fald at jeg har, men der er lige nogle ting, der skal falde på plads først, og det håber jeg at min jordemoder kan hjælpe med. Alt det får sit eget indlæg meget snart.

Noget der til gengæld nu er helt sikkert og klart er: Navnet! Og det er sgu ret rart. Det betyder også at næstsidste omgang af navneføljetonen er klar til jer. Det kommer i løbet af denne uge.
Det er virkelig en lettelse på den fede måde, og jeg ved godt at det for mange kan virke absurd, at man vælger et navn inden barnet er født. Men for os giver det mening og det har virkelig givet en god ro at nå frem til det som vi synes er det rigtige navn.
Så er der de andre praktiske ting, der normalt fylder en del her sidst i sådan en omgang graviditet. For et par dage siden gik det op for os, at vi hverken har overvejet, hvor hun skal sove, altså som i; Hun har ingen seng. Vi har ikke købt specielt meget tøj endnu, der er heller ingen newborn bleer i huset og vi er i det hele taget meget tilbagelænede i forhold til planlægningen. Men ærlig talt er det også en lille smule befriende, faktisk. De andre gange har jeg været totalt foran med det meste, og det har også være rart, men jeg tror bare jeg lidt er nået til den erkendelse, at der jo ikke som sådan er noget vi behøver at nå inden hun kommer. Den ro er meget rar. Men spørg mig igen om en uge, eller to. Måske jeg lige pludseligt ripper hele byen for baby-start-pakker og kører i IKEA efter vugger og stræklagner.

Cravings? Stort set ingen. Det er gået lidt i sig selv i takt med at jeg kun kan spise små portioner, men de få jeg har er oftest noget man kan drikke. Saft, danskvand, kakao, isthe … Ok, og så de der studenterbrød. Som jeg dog endnu har til gode at finde og fortære.

.. SÅ endnu engang må jeg sige, at det faktisk bare går så fint – og at vi er ved at være klar, om ikke andet, så mentalt.

20 replies
  1. Mette says:

    Du så smuk👌 er spændt på navnet, tror på Flora men det er det helt sikker ikke, spændende hvad i har fundet på👍

    Svar
  2. Monika says:

    Har lige spottet studenterbrød i Center Bageren i Taastrup. Lige ved Taastrup station – og kun et par minutters kørsel fra IKEA hvis du skal den vej alligevel 😊

    Svar
  3. Karina says:

    De plejer at have studenterbrød i den der bager, der ligger ca midt på Istedgade, mener den hedder bagerdygtig 🙂 RUN

    Svar
  4. Emma says:

    Eeeeej håber det er i morgen vi får navnet at vide. Kan nærmest ikke vente med at høre det 🙈 Du er SÅ smuk. Wow altså.

    Svar
  5. Yay says:

    Ej hvor er det altså spændende med den lille, der nok (relativt) snart melder sin ankomst. Har lige fået en datter for 3,5 mdr. siden, som aldrig sover om dagen, men du giver mig lyst til at blive gravid igen straks 😀 Håber du får verdens bedste fødsel! Glæder mig til at høre jeres navn!

    Svar
  6. Anne says:

    Kæft hvor er du smuk😍.jeg ligner desværre en mumitrold når jeg er gravid,sådan lidt fed over det hele 😂.
    Gætter på Hannah eller Karla 🙂

    Svar
  7. Cecilie says:

    Hvor er du smuk gravid altså. Glæder mig til at høre navnet. Her er baby også navngivet på forhånd – jeg synes også det giver meget mening. Til gengæld er terminsdagen overvurderet som koncept.
    Hilsen en anden gravid-Cecilie (40+2 – suk).

    Svar
  8. Camilla F says:

    Så studenterbrød i bageren i Kongevejscentret i Hørsholm den anden dag og udbrød “Hov der er studenterbrød”, som om jeg havde ledt efter dem længe… indtil jeg kom i tanke om at det jo ikke er i min “virkelige” verden at nogen leder efter studenterbrød. Men hvis du er helt vildt trængende kan jeg dog godt tage turen med studenterbrød en dag-fra min “virkelige” verden ind i blogverdenen😉.
    Du er så smuk gravid og selvom jeg har de børn jeg skal have, kan jeg godt længes efter den der forventningsgulde tid. Og ikke mindst til den ro der er, når man ved at baby overlever uden babyseng og heldragter i alle de nyeste designs. Til min datter havde vi intet købt i str mindre end 56, fordi min søn var 60 cm lang. Så da hun blev født og var 51 cm lang måtte vi ribbe en hm for str 50 – og det brugte hun de første 3 måneder…
    Nyd denne sidste spændte tid❤

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *