Mandag, regn og radio

Det er lige over frokosttid, det er mandag og det er gråt ude på den anden side af mine upudsede ruder. Heldigvis har jeg prioriteret at arbejde hjemme i dag, hvilket dagen indtil videre har bekræftet mig i var den helt rigtige beslutning, måske særligt for min krop, der føles flere kilo tungere end i går. Måske er det faktisk mere end bare en følelse, for da jeg trådte ind på børneværelset tidligt i morges for at hjælpe Otto med at finde et par matchende strømper udbrød han: ‘Orv mor, du er godt nok blevet tyk siden i går’. Han har muligvis ret.

Jeg afleverede Uma i vuggestue, noget som hun i dag overhovedet ikke gad. Jeg gad heller ikke, men jeg er så tæt på at være i mål med de arbejdsopgaver jeg skal have ud af verden, inden jeg kan gå på min hjemmestrikkede barsel, så derfor vinkede jeg farvel med et stift smil og ondt i maven, selvom alt i mig havde lyst til at skrabe hendes lille buttede krop fra pædagogens favn og op i min egen, og løbe ud af døren. Adr, det bliver aldrig rart, også selvom jeg ved at hun dybest set elsker at være dernede, og at humøret resten af dagen garanteret har været højt og fint, selvom at afleveringen ikke var rar.

Mandag er heldigvis meget mere end gråvejrsramt og tyk, for det er jo blevet podcast-dag, og det betyder at vores tredje afsnit ligger klar i iTunes. Det handler om bogstavet C. Jeg håber at I har lyst til at lytte med, og at I i samme omgang vil trykke ‘abonner’. I dag er der lidt dobbeltkonfekt til jer, da vi faktisk også var i P1 og tale med Susanna Sommer om netop ‘Voksen ABC’, og om podcasts og voksenliv i det hele taget. Programmet slutter i øvrigt af med et interview med Rachels yndlingsforfatter Jonathan Safran Foer, hvis bog ‘Ekstremt højt og utroligt tæt på’ ret symbolsk var den første gave jeg nogensinde modtog fra Rachel, hvilket på en eller anden måde er en fin lille sløjfe.
Lyt til programmet HER

Nu vil jeg forsøge at få lidt frokost i min tunge krop, inden jeg tager mine nye lyserøde sneaks på (!) og begiver mig ud i det grå vejr for at købe ind og hente det forhåbentlig glade vuggestuebarn. God mandag til jer.

img_1886

11 replies
  1. Ditte
    Ditte says:

    Jeg hørte “P1podcaster” og kendte hverken til din blog eller jeres podcast! Men det lød super spændende, så jeg dedikerer denne regnfulde mandag til at lytte til jeres podcast 🙂

    Svar
  2. Sascha
    Sascha says:

    Regnen siler ned i dag, og hvis det ikke havde været for jeres dejlige podcast, jeg kunne gå og lytte til, var jeg aldrig kommet ud på min planlagte gåtur. Tak ❤️

    Svar
  3. Emilie
    Emilie says:

    Jeg elsker elsker elsker jeres podcast ❤ er virkelig virkelig vild med den og den redder hver mandag som altid er trist og grå!
    Udover det er jeg også ekstremt vild med dig og din blog. Så tak! Mine dage er blevet bedre efter jeg fandt din blog som jeg også har læst alle indlæggene på 😊
    Held og lykke med fødslen. Glæder mig til at følge med på sidelinjen 😊

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *