Skuffeskriv #6 ‘Men, hvem er jeg?’

Se tidligere skuffeskriv HER

Der er sket virkelig meget de sidste mange år. Ikke bare i mit liv generelt, men også mentalt og psykisk.
Det er ingen hemmelighed, at jeg slæber på noget ret tungt bagage fra nogle hårde år tilbage i folkeskolen, hvor svigt, chikane og psykisk terror fra en stor gruppe jævnaldrende, har sat sine spor. Også mine tidlige voksne år var lidt stride, særligt i den periode, hvor Freelancer og jeg slet ikke duede.
I en lang periode havde jeg næsten, hvad jeg vil beskrive som en decideret identitetskrise. Noget som jeg egentlig tror rigtig mange, måske især unge mennesker, gennemgår. Jeg brød mig ikke om mig selv. Faktisk vidste jeg slet ikke hvem jeg var, og særligt den følelse var frustrerende, og jeg kan den dag i dag blive mega provokeret af citater, der opfordrer til at være sig selv. Selvom budskabet er virkelig fint, og korrekt, så tror jeg bare ikke at alle helt ved hvem pokker det er. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg sammenlignede og spejlede mig selv i andre på en usund måde og jeg var næsten besat af, hvordan andre så mig. En besættelse, der på et tidspunkt udviklede sig til angst, hvor jeg troede at alle talte bag min ryg og at ingen brød sig om mig, ægte. Selv min familie og venner mistænkte jeg for at holde mig for nar. Noget, der stadigvæk kan finde på at dukke op i en mild mild grad, men som jeg heldigvis har lært at feje hen og tale væk. OG selv når den viser sig at være berettiget, følelsen, kan jeg meget bedre trække på skuldrene af det, for det er ikke længere lige så vigtigt for mig, hvad andre mener.
For en del år siden, syv år er det nok, ramte det mig for fuld drøn på ny, og det skrev jeg blandt andet nedenstående om. Når jeg læser det i dag, får jeg lidt lyst til at ruske i mig selv, altså dengang. Tag dig sammen unge dame, det rabler for dig! Tænk, at jeg som 24 årig troede, at jeg skulle have styr på det hele, at jeg virkelig troede på, at jeg ikke var i stand til noget selv og at der slet ikke var nogen i mit liv, der kunne lide mig, sådan rigtigt. Av.
Jeg var jo faktisk stærk, jeg havde bare et helt forvrænget billede af hvad styrke var.

Men, hvem er JEG ?

Bare vær dig selv.
Ja.
Men hvem er det? Det ved jeg faktisk ikke lige.
Hvordan kan man ikke vide det?
Hvad vil jeg? Hvad kan jeg overhovedet? Hvem har brug for mig? Jeg ved ikke engang om jeg har brug for mig selv.

Jeg er stærk! Det siger alle. ‘Du er så stærk’.
Det er jeg bare overhovedet ikke. Hvornår opdager de det?
Bare fordi at jeg har taget en masse hug og lort, uden at gå i stykker udenpå, gør mig sgu ikke stærk.
Men jeg nikker med, når de siger det. Yes yes, stærk er jeg.
Kan de slet ikke se, at jeg næsten ikke trækker vejret. Jeg er blevet kvalt.

Igennem alle mine teenageår gik jeg lidt og ventede på at blive voksen, så det hele kunne falde på plads. Jeg er voksen nu. Jeg er endda mor. Noget jeg faktisk er virkelig god til og godt kan lide at være. Men det er jo ikke, hvem jeg er. Eller er det? Er det virkelig det. Enlig mor, uden fremtid. Fedt nok.

Jeg troede, jeg skulle skrive.
Troede jeg skulle kreere noget for mig selv.

Men hvad er det? Hvor er min vej?
HVEM ER JEG.

Jeg troede for fanden da slet ikke, at jeg skulle være enlig mor.
Vidste faktisk ikke om jeg skulle være mor. Men det blev jeg.
Heldigvis blev jeg det.

Men hvem er jeg udover mor.
Jeg ved det ikke, og det driver mig til vanvid.

Bare vær dig selv …. Hvor svært kan det være.
Ja.

screen-shot-2017-01-10-at-10-53-30

20 replies
  1. Marianne says:

    Ja, det er et interessant spørgsmål – hvem er jeg?
    Vi er nok mange, der stadig tænker dette, ind i mellem, for hvor mange kender egentlig sig selv, når det kommer til stykket?
    Godt at du har fået det bedre med dig selv nu, end for 7 år siden; det har du også al mulig grund til 🙂
    Du er et ærligt menneske, med en virkelig god, inspirerende og ærlig blog.
    Tak for dig og din blog – det er altid en glæde at følge med hos dig.

    Svar
  2. Louise says:

    Du skriver simpelthen så godt! Og du rammer rent ind hos mig – det kunne lige så godt have været mig selv der havde skrevet det. Jeg er i en kæmpe identitetskrise, og har været det i nogle år efterhånden. Jeg aner ikke hvem jeg er eller hvad jeg skal – udover at jeg skal være mor (og er endelig blevet gravid). Jeg forsøger at tage det med ro, og tænke at jeg ikke behøver at have styr på resten af mit liv nu (som 28 årig) – men det er sgu lidt svært når det føles som om at alle omkring en ved hvad de skal og samtidig forventer at jeg også ved det. Jeg forsøger også at huske på at jeg ikke skal gå op i hvad andre tænker om mig, men det kan være noget af en udfordring. Uanset, så tusind tak for at du udgiver dine skuffeskriv! <3

    Svar
  3. Emilie says:

    Åh hvor passer dine ord og tanker bare så godt ned i mit netop 24-årige liv lige nu. På dating og kærligheds fronten har de sidste to år (siden min ekskæreste og jeg besluttede i fællesskab at vi ikke kunne være sammen længere, ikke på grund af manglende kærlighed overhovedet, men på grund af andre faktorer – og av den gjorde ondt at komme ovenpå efter) har jeg virkelig taget mine slag synes jeg, og jeg føler mig allerede lidt som en perbermø hvilket jo er helt skørt som 24-årig. På fredag er jeg færdiguddannet og øj, det gør mig absolut skrupforvirret og jeg aner ikke hvad jeg har lyst til at lave og hvilke jobs jeg vil søge (samtidig med at en lille stemme i hovedet råber at jeg jo heller ikke kan noget) Til gengæld har jeg verdens bedste familie og nogle sindssygt gode veninder der bare er guld værd når man bliver lidt rundforvirret over det der voksenliv…

    Svar
  4. Cæcilie says:

    Det er så fint at læse, men kun fordi man ved, at du er kommet videre derfra nu og har fået en idé om, hvem du er. Som barn og teenager gik jeg også bare og ventede på at blive voksen. Jeg duede ikke til at være teenager. Nu er jeg vel egentlig voksen, men er slet ikke sådan, som jeg hele mit liv har forestillet mig, at voksne var og er.

    Jeg elsker skuffeskriv, og jeg synes, du er så sej for, at du deler det med os.

    Svar
  5. JBS says:

    Kan man være mor til 2, 30 år og stadig gå med de følelser – stærkere end nogensinde?
    Jeg skrev en note i min telefon den anden dag – næst bedst hed den.
    Og jeg er stadig lidt skræmt over alle de punkter jeg faktisk kunne skrive ned hvor jeg eller min situation er næst bedst.

    Svar
  6. Natascha says:

    Virkelige rammende skriv! Super godt skrevet og giver stof til eftertanke.. Som en der selv kæmper med de “mén” folkeskolen har sat i mig så tænker jeg hvordan du har lært at komme videre ? Fået hjælp udefra eller ?? Blot nysgerrig 🙂

    Svar
    • Sneglcille says:

      Jeg har været i behandling for posttraumatisk stress hos en psykolog, da jeg var teenager. Det har givet nogle gode redskaber. Men jeg har primært arbejdet rigtig meget med det selv. At acceptere usikkerheden og de ar jeg har fået på grund af oplevelserne, har hjulpet mig rigtig meget. Med andre ord accept af at jeg nok aldrig kommer helt over det og at det er ok, hvis det giver mening?
      Jeg kom vist lidt mere omkring det i det her indlæg om Ottos skolestart forrige år: http://sneglcille.dk/2015/11/at-smitte-med-egen-usikkerhed/

      Svar
  7. Eline says:

    Dit skuffeskriv satte virkelig nogle refleksioner igang.
    Hvem er jeg? Det er et spørgsmål jeg har brugt det sidste 1/2 år på fundere over. Jeg ved hvem jeg er og hvad jeg står for inderst inde, men pludselig fik jeg et behov for at kunne sætte ord på. Nok ikke for min egen skyld, men for andres.

    Nu er jeg heldigvis blevet klogere. Jeg behøver ikke at sætte ord på hvem jeg er eller hvad jeg vil med mit liv, for hvordan kan man det, når man som menneske konstant er i forandring? Jeg er ikke noget bestemt, jeg er min egen.

    Svar
  8. Mirjam says:

    Den følelse har jeg kendt alt for godt – og kender den endnu, når den lige får lov til at snige sig ind og prikke lidt til de svage hjørner. Men jeg ER stærk, og det får mig sjældent ned med nakken. Og dog. Dine ord går endnu engang rent ind, og jeg ved, at der sidder flere, der har så meget gavn af din umiddelbar- og ærlighed. Den er fandme altid så god, Cille.
    God dag!! (ps. sidder lige og hører en C.V. Jørgensen sang om en “Otto”)

    Svar
  9. Sarah says:

    Forfanden… Tak Sneglcille, for dette indlæg! Jeg måtte lige knibe en tåre, for hvor kan jeg bare se mig selv i den øverste del af det her indlæg!! Hvor er det rart at se man ikke er alene!

    Svar
  10. Line says:

    Tak. For fanden bare tak. Tak for det skriv og for at ramme lige i hjertekulen, usikkerheden, de store følelser og store spørgsmål – som så mange gange før!

    Svar
  11. Ida says:

    Hold nu op, hvor rammer det her indlæg hjerteskærende præcist plet, i forhold til hvordan jeg har haft og stadig har det (kvinde, 22 år.)
    Det jeg lige har læst, er så identisk med de tanker og følelser jeg tumler med, at det faktisk nærmest er skræmmende.
    Alle opfatter mig også som værende pokkers stærk – og det er jeg også i nogle henseender. Men slet, slet ikke så meget som folk gerne vil gøre mig til. Gennem de sidste måneder – ja næsten år – har jeg gået med en følelse af, at alle de ting jeg har oplevet på en måde indhenter mig, og langsomt nedbryder noget i mig dag for dag. Mens jeg bare selv går og venter på at det bliver bedre – for det gør det jo når man bliver ældre, og mere voksen ikke? ..det er ved at gå op for mig, at det gør det nok ikke..ikke uden at jeg facer det – men det er fandme skræmmende!
    Tak fordi du har skrevet det her! Det er virkelig rart at læse, at man ikke er den eneste der har tumlet med de her tunge ting før…wow.

    Svar
  12. Tanja says:

    For én der stadig er ung (20) og i sine “hvem er jeg”-år, giver det her indlæg virkelig meget mere ro i sindet. Når man har fulgt dig gennem mange år og oplevet, hvordan du har skabt dig et helt fantastisk og velfungerende liv, får man et lille håb for, at man en dag også selv kommer ud af disse år med usikkerhed, forvirring og frustration over livet. Og forhåbentlig en dag også får skabt sig en hverdag med de smukkeste, sødeste børn og den lækreste mand i det hyggeliste hjem, hvor intet andet end dét betyder noget.
    Vi ved jo alle godt, at man ikke bør tage sig af, hvad andre mennesker tænker og om de overhovedet tænker noget…. Men øv, hvor er det bare svært ikke at lade sig påvirke af.

    Svar
  13. Laughing says:

    Tak! Jeg har også altid hadet den der “vær dig selv”. Det er bare ikke nemt at være sig selv, hvis man ikke ved hvem man er. Jeg har fundet ud af at putte mig selv i kasser, også kan jeg gro fra dem. Men så har jeg en identitet, mens jeg bygger min egen. Jeg ved at flertallet hader kassetænkning, for mig har det været en redning. Jeg passer i en kasse, så må jeg være nogen, der har været og er andre som mig – jeg er ikke en freak.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *