Alenesnegl

img_0564

Døren er lige lukket bag dem. Fra nu og til engang i morgen er det bare mig. Mig, maven og katten.
Egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle bruge tiden på at være praktisk og effektiv. Sådan noget det involverer støvsugning, skabssortering og vasketøj. Men fordi at jeg godt kunne mistænke, at det bliver sidste gang i noget tid at jeg kun har mit eget selskab at tage hensyn til, og at min mand kiggede strengt på mig og fik mig til at love, at jeg ville bruge tiden på at slappe af, rigtigt, da jeg jo stadigvæk døjer med en del plukveer, har jeg tænkt mig at gøre alt andet end at være praktisk og effektiv. Nemlig så tæt på ingenting som muligt.

Ærligt, så savner jeg dem allerede og jeg var meget tæt på at tage med dem, men omvendt ved jeg godt at sådan 15 timers ro er lige præcis, hvad jeg trænger til.

I morgen har jeg loppemarked og skal stå op hele dagen, så i aften smider jeg benene op, bestiller mad udefra, får set Modern Family sæson 7 og forsøger ikke at savne mand og børn for meget.
Det lyder simpelt, måske endda lidt kedeligt, men for en træt og gravid mor er det helt perfekt.

Følg med på Snapchat, hvis I har lyst. Der kan I, hvis I er hurtige også få sidste del af gårsdagens Fredagsfølger med, høre Uma sige ‘Hugo’ (men stadigvæk ikke mor) og få historien om hvorfor vores opgang lignede en scene fra Dexter i formiddags. Sneglcille er navnet derinde.

God lørdag <3

Forkølelseseliksir: Guldmælk!

Golden milk lyder i mine perverterede ører som noget fetich-agtig jeg ikke har lyst til at prøve. Men udover navnet er der intet perverst eller klamt ved det. Det har derimod hele to gange slået en startende forkølelse i gulvet, og da jeg delte det på min snap for nogle uger siden var interessen ret stor, så hermed et indlæg om den gule mælk, som smadrer forkølelse.

Googler du golden milk kommer der et hav af opskrifter frem, og den eneste fællesnævner er pretty much gurkemeje, som jo selvfølgelig også er farve- og navn-giveren til den gule drik. Jeg har ud fra de utallige opskrifter, der er derude lavet min egen version, som jeg synes smager godt og som gør arbejdet. En stor kop af den når forkølelsen kommer snigende og så på hovedet i seng. Dagen efter er snuen så godt som væk. Sådan var det i hvert fald her.

Til to store kopper:

En spiseskefuld revet frisk gurkemeje (en rod eller to cirka)
En spiseskefuld revet frisk ingefær (1-1 1/2 cm rod cirka)
En spiseskefuld kokosolie
En halv teske cayennepeber
2 spsk. honning (sukker eller sirup kan også bruges)
4 dl mandelmælk (eller hvilken som helst anden mælk)
Smid hele molevitten i en gryde, varme under, rør rundt og tag af varmen lige inden det begynder at koge.
Hæld gennem en si ved servering, rør evt lidt kanel i og drik!
Det smager faktisk helt fint og har som sagt sat en stopper for flere forkølelser herhjemme.

img_0447

Status uge 31+5 …

Hvordan det går?
Fiiiiint! Svarer jeg når spørgsmålet dukker op. Og det er også rigtigt. Baby vokser stødt og fint og har et aktivitetsniveau som Ole Henriksen på speed. Jeg oplever meget få gener og er på papiret en sund og rask gravid, med helt almindelige preggo-issues som halsbrand og dårlig nattesøvn, men ellers ikke noget udover det sædvanlige. Altså bortset fra at der bare lige er én ting, som driver mig til vanvid.
Plukveer. Ja, eller plukkeveer som det vist hedder, men som også er et ord jeg ikke kan forene mig med.
De er det hele fucking tiden. Nogle dage vil jeg gætte på at jeg har 30-50 af dem, andre 10, men de er der, hver dag.

Med Uma havde jeg i de sidste uger op til termin snydeveer af den slags, hvor jeg flere gange troede det var ved at være alvor. Dem har jeg også denne gang, de er bare kommet noget tidligere. De er indimellem virkelig ubehagelige og kan gøre en helt almindelig arbejdsdag næsten umulig at gennemføre – Så er det her at jeg priser mig lykkelig for at en stor del af mit arbejde kan udføres liggende, og ellers for det meste kan udskydes til et andet tidspunkt, hvor min livmoder ikke er helt spændt op og øm.

Jeg tror nu ikke, at jeg føder før tid, eller at der på nogen måde er noget under opsejling. Men jeg skal da ærligt indrømme, at det sætter gang i en del hvad-nu-hvis tanker, særligt eftersom at min mave på det sidste er sunket en del og jeg slet ikke er i tvivl om, at hun ligger ret lavt, hvilket jo er godt, omend lidt tidligt i forhold til hvad jeg har prøvet før. Alt det gør blandt andet at jeg er en lillebitte smule nervøs for at skulle være græsenke i slutningen af næste uge – og derfor har jeg også arrangeret et lille besøg hos jordemoderen i starten af næste uge, hvor jeg håber hun lige kan forsikre mig om, at der er lukket og slukket og ikke er en fødsel på vej lige nu og her.

Så det er status. Jeg er overvejende glad og tyk, det samme lader det til at den lille mavefidus er, så eneste klage og ønske jeg har er bare at de der lede sammentrækninger godt lige kunne tage den lidt med ro, hvilket det ikke lader til at de har tænkt sig at gøre, så det må jeg gøre i stedet. Tage den med ro altså.

img_0446
AFFILIATE: Mørkeblå prikket kjole HER (Gå to størrelser op hvis du er gravid. Min er en UK12)

#Sneglelopper på søndag

På søndag har jeg fået lov til at låne min mands fotostudie på Vesterbro, som jeg for første men helt sikkert ikke sidste gang vil fylde med dejlige damer og en masse tøj og sko. Tøj og sko, der skal sælges that is.
Jeg håber håber håber at I har lyst til at kigge forbi.
Vi åbner dørene klokken 11 og lukker ned igen ved 16 tiden.
15909016_10154659609775399_1872806351_o

Jeg vil selvfølgelig være der med en masse af mine ting, og derudover kan I shoppe hos:
Laura
Christina
Lois
Katrine
Michala

Adressen er Vesterbrogade 62D – I skal ligesom helt ind i gården, over i højre hjørne og ned i kælderen. Døren kommer til at stå åben, og jeg vil prøve at få et skilt eller noget andet op, så det er til at finde. Glæder mig til at se jer.

Januar, jeg vil så gerne holde af dig …

Det går ret godt med jahatten, og det med at se glasset som halvt fyldt og alt det der… Faktisk. Men jeg synes eddermame ikke at januar gør det nemt. Eller, det er selvfølgelig tarveligt at give januar skylden. Men det er bare som om at lige gyldigt, hvor jeg kigger hen er der sure miner, vrissende mennesker, knuste hjerter, sygdom og nedtrykthed. Jeg prøver at holde hovedet højt og fortsat fokusere på alt det lækre, men når vejret er gråt (og koooooldt!) og der bliver vrisset på cykelstierne, og når min krop er træt og ikke så god til at være gravid som jeg godt gad den var, og sygdom bliver VED med at gribe fat i os herhjemme, senest i form af en bræksyg mand, og en Otto, der følger trop, eller i hvert fald i skrivende stund har feber, kvalme og en ansigtskulør, der matcher himlen, så skal jeg lede lidt længere efter gejsten.
Men den er der! Gejsten i form af små og alligevel store ting; Som den manicure jeg fik i går til et essie event, de to kager jeg købte til mig selv efterfølgende (ja to, men det var jo fordi, at der ingen kartoffelkage var, som var det jeg havde lyst til – Så jeg tog den logiske beslutning og købte en træstamme og en chokolade souffle), at jeg er ret sikker på at Uma i morges sagde ‘jeg elsker dig’  mens hun maste mine kinder med sine små hænder (det var enten det, eller ‘jeg nakker dig’), eller hvor nuttet selvsamme barn så ud da hun i går stjal min spinatjuice, og at jeg kan blive hjemme resten af ugen, uden at have en ‘undskyld chef’-samtale med dertilhørende ondt i maven.

img_0534

Der er med andre ord fortsat meget lækkert at sætte pris på, det er der, og solen har faktisk lige sendt et par stråler gennem mit vindue, så dem prøver jeg lige at læne mig lidt op af, og I kan jo passende gøre det samme, ellers kan jeg anbefale dobbeltkage-konceptet fra i går – kunne passende læses som dobbeltHage-konceptet – at kigge lidt på billedet af spinatjuice-emojien nederst i indlægget, og ellers må vi bare glæde os over at foråret trods alt kommer, og at der ikke er så længe til. Hold i! Så gør jeg det samme.
img_0533

Shopping: Støvlejagt

SPONSORERET: Indeholder affiliate

Jeg er på udkig efter et par sorte ankelstøvler til hverdagsbrug.
Nemt, skulle man tro, men det er bare slet ikke tilfældet har det vist sig.

Når jeg ikke er iført sneaks, hvilket mine fødder, der pt er under en del pres eftersom at jeg har taget cirka 500 kilo på, har det allerbedst i, går jeg primært i mine højtelskede Chloé støvler. Sidstnævnte ville jeg uden tvivl allerhelst gå i hver dag, men de kan altså godt kan bruge lidt aflastning engang imellem. Jeg gad bare godt have et par, der kunne lidt det samme som dem. Altså nogle der er lige så gode at gå i, giver samme sejheds-følelse, men som så bare er i en helt anden prisklasse. Mission impossible, måske.

Jeg har pt kig på dem her:

stoevler

Sorte med lidt hæl, måske er de lige et par centimeter højere end hvad jeg leder efter, men de ser virkelig lækre ud, og jeg synes at prisen er meget fair. De koster 955,- HER (sæt kursen til pund oppe i højre hjørne, så passer prisen)

Ret simpel og cool ruskindsstøvle. Jeg kan godt lide den lidt anderledes elastikdetalje, som gør den lidt sjovere end hvad man normalt ser. De er nedsat til 1137,50,- HER

De her er tæt på perfekte, eller i hvert fald meget det jeg har i hovedet. Desværre er de kun tilbage i en 39, og det kan jeg ikke passe. De koster 870,- HER (igen er prisen regnet ud fra at man har sat siden til at beregne i pund)

LAK! Jeg bliver ved med at sværme om dem her. De minder ikke om andet jeg har, og det er der måske en grund til, men jeg synes de er røvseje. 80 pund, eller 695,- HER

‘Bloggerstøvlen’ der ifølge flere af mine kollegaer skulle være yderst behagelige. Nu nedsat til 980,- HER

De har stået på min ønskeliste længe dem her.Nu er de sat ned…. Måske jeg skulle få streget dem af den liste en gang for alle. 2080,- HER

Skuffeskriv #6 ‘Men, hvem er jeg?’

Se tidligere skuffeskriv HER

Der er sket virkelig meget de sidste mange år. Ikke bare i mit liv generelt, men også mentalt og psykisk.
Det er ingen hemmelighed, at jeg slæber på noget ret tungt bagage fra nogle hårde år tilbage i folkeskolen, hvor svigt, chikane og psykisk terror fra en stor gruppe jævnaldrende, har sat sine spor. Også mine tidlige voksne år var lidt stride, særligt i den periode, hvor Freelancer og jeg slet ikke duede.
I en lang periode havde jeg næsten, hvad jeg vil beskrive som en decideret identitetskrise. Noget som jeg egentlig tror rigtig mange, måske især unge mennesker, gennemgår. Jeg brød mig ikke om mig selv. Faktisk vidste jeg slet ikke hvem jeg var, og særligt den følelse var frustrerende, og jeg kan den dag i dag blive mega provokeret af citater, der opfordrer til at være sig selv. Selvom budskabet er virkelig fint, og korrekt, så tror jeg bare ikke at alle helt ved hvem pokker det er. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg sammenlignede og spejlede mig selv i andre på en usund måde og jeg var næsten besat af, hvordan andre så mig. En besættelse, der på et tidspunkt udviklede sig til angst, hvor jeg troede at alle talte bag min ryg og at ingen brød sig om mig, ægte. Selv min familie og venner mistænkte jeg for at holde mig for nar. Noget, der stadigvæk kan finde på at dukke op i en mild mild grad, men som jeg heldigvis har lært at feje hen og tale væk. OG selv når den viser sig at være berettiget, følelsen, kan jeg meget bedre trække på skuldrene af det, for det er ikke længere lige så vigtigt for mig, hvad andre mener.
For en del år siden, syv år er det nok, ramte det mig for fuld drøn på ny, og det skrev jeg blandt andet nedenstående om. Når jeg læser det i dag, får jeg lidt lyst til at ruske i mig selv, altså dengang. Tag dig sammen unge dame, det rabler for dig! Tænk, at jeg som 24 årig troede, at jeg skulle have styr på det hele, at jeg virkelig troede på, at jeg ikke var i stand til noget selv og at der slet ikke var nogen i mit liv, der kunne lide mig, sådan rigtigt. Av.
Jeg var jo faktisk stærk, jeg havde bare et helt forvrænget billede af hvad styrke var.

Men, hvem er JEG ?

Bare vær dig selv.
Ja.
Men hvem er det? Det ved jeg faktisk ikke lige.
Hvordan kan man ikke vide det?
Hvad vil jeg? Hvad kan jeg overhovedet? Hvem har brug for mig? Jeg ved ikke engang om jeg har brug for mig selv.

Jeg er stærk! Det siger alle. ‘Du er så stærk’.
Det er jeg bare overhovedet ikke. Hvornår opdager de det?
Bare fordi at jeg har taget en masse hug og lort, uden at gå i stykker udenpå, gør mig sgu ikke stærk.
Men jeg nikker med, når de siger det. Yes yes, stærk er jeg.
Kan de slet ikke se, at jeg næsten ikke trækker vejret. Jeg er blevet kvalt.

Igennem alle mine teenageår gik jeg lidt og ventede på at blive voksen, så det hele kunne falde på plads. Jeg er voksen nu. Jeg er endda mor. Noget jeg faktisk er virkelig god til og godt kan lide at være. Men det er jo ikke, hvem jeg er. Eller er det? Er det virkelig det. Enlig mor, uden fremtid. Fedt nok.

Jeg troede, jeg skulle skrive.
Troede jeg skulle kreere noget for mig selv.

Men hvad er det? Hvor er min vej?
HVEM ER JEG.

Jeg troede for fanden da slet ikke, at jeg skulle være enlig mor.
Vidste faktisk ikke om jeg skulle være mor. Men det blev jeg.
Heldigvis blev jeg det.

Men hvem er jeg udover mor.
Jeg ved det ikke, og det driver mig til vanvid.

Bare vær dig selv …. Hvor svært kan det være.
Ja.

screen-shot-2017-01-10-at-10-53-30

Hjemmefødsel?

Hjemmefødsel? Nej, det skal jeg helt sikkert ikke.
Sådan har jeg haft det i alle mine graviditeter. Også i denne. Altså til at starte med.
Egentlig har jeg sagtens kunne forstå dem, der valgte en hjemmefødsel, jeg har bare aldrig selv haft samme behov, og har hele tiden tænkt, at hospital og fødsel gik hånd i hånd for mig og at hjemmefødsler var for nogle andre. Ikke for mig. Nix.

Jeg har født to gange, på hospital. Første gang på Frederiksberg Hospital i rolige omgivelser (minus den tykke råbende paniske fødende – That would be me), hvor en vidunderlig jordemoder, som havde fulgt mig gennem hele min graviditet, heldigvis var på vagt da mine veer meldte sig, og som blev til jeg havde født en del timer senere – På trods af at det trak ud over hendes vagttid. Læs min første fødselsberetning HER.
Anden gang gik fødslen noget hurtigere, men jeg nåede at jamrehilse på omtrent 5-6 forskellige medarbejdere og midt i en ve-storm blev jeg kørt fra stue til stue til stue, tre forskellige, fire, hvis man tæller gangen med, hvor jeg også lå ret lang tid, taget min bukseløse tilstand i betragtning. Læs min fødselsberetning HER.
Alligevel var det trods alt en god oplevelse, som jeg tænker tilbage på med glæde og lykke, og lettelse, men også med bekymring – For om to måneder skal jeg til det igen, og rygtet, medierne og alle jeg kender indenfor jordemoderfaget siger, at der ikke er mindre travlt eller mindre pres på.

Andre overvejelser jeg har, som taler for at prøve en hjemmefødsel;
For det første HADER jeg at blive flyttet på når jeg har veer. Faktisk vil jeg helst bare ligge ned på siden, eller på ryggen, med lukkede øjne, i min egen verden. Jeg bliver overfølsom for lyde, berøring og bevægelse. Turen ud til hospitalet de andre gange var modbydelig. Bare det at komme ned af trappen, et mareridt. Bilturen, endnu værre.
Og sørme om mine veer ikke også er blevet noget rod derfra. Eller altså, første gang gik de lidt i stå, anden gang blev de til, hvad der føltes som en lang ve, uden pause.

Timerne efter. Sidste gang ville vi bare gerne hjem. Hurtigt. Det var nat. Vi var trætte. Men af forståelige og rimelige grunde skulle vi selvfølgelig blive i de timer det er påkrævet (3 mener jeg er minimum), men for fanden, hvor ville vi gerne bare hjem. Væk fra hospitalet, ud af det blodige tøj og hjem i seng med vores baby.

Og så er der alt det, for mig, åbenlyse; Ro. Én og samme jordemoder under hele forløbet. Tryghed. Oplevelsen. Det er min sidste fødsel (jo, det er) og derfor også sidste chance, hvis jeg vil prøve det.

Betænkeligheder
Hvis noget sker som gør at jeg alligevel skal flyttes. En ting er at blive transporteret i udvidelsesfasen, det har jeg prøvet, hvad hvis jeg skal køres rundt med presseveer. No thanks.
Kan jeg ‘være ligeglad’ med at mine naboer kan høre mig, hvis jeg brøler (og det gør jeg).
Kan jeg overskue det, når alt kommer til alt. At ligge der og føde på mit stuegulv, eller i min seng. Er det ikke lidt mærkeligt, egentlig? (fødekar bliver det ikke. Jeg kan ikke holde ud at være i vand, når jeg har veer – Som den eneste i verden, tror jeg)
Hvad nu hvis… Noget går galt. Under begge mine fødsler er læger blevet tilkaldt i sidste øjeblik. Der har ikke været brug for dem, lægerne, gudskelov, men hvad nu hvis.

Jeg er i syv sind, og jeg skifter konstant mening. Min mand kan se fordele ved begge beslutninger ,og taler både fordele og ulemper med mig dagligt (læs: jeg plaprer i loop om de samme tanker, han nikker og lytter) og støtter op om dét jeg føler mig tryggest ved, men jeg fornemmer klart, at han hælder mest til hjemmefødsel, selvom han tidligere har været i den helt anden lejr og nærmest var decideret imod konceptet. Jeg mistænker at Umas fødsel har været med til at omvende ham – Læs hans beretning HER

Det er ikke nemt. Det er det ikke. Men hvor er det egentlig ret fantastisk, at det er en mulighed man har. Trods alt.

I skal være velkommen til at stemme i med jeres egne oplevelser, tanker og overvejelser, det vil jeg sætte stor pris på – Men jeg håber at I ikke vil dele, hvad I synes jeg bør gøre, for det vil nok gøre mig mere forvirret, end hvad godt er og det er en beslutning, jeg bliver nødt til at træffe selv, også selvom det ville være nemt og rart blot at lave en afstemning og gå med flertallet.

img_0444

I øvrigt #76

  • Hører jeg ret meget Mariah Carey for tiden. Det gamle. Jeg aner ikke hvorfor, men det passer ikke så godt ind til mit ry som gangsta’ rapper på kontoret
  • Er det simpelthen så praktisk og luksusagtigt med en jordemoder lige ved hånden altid. Hun har for eksempel fastslået at baby ganske rigtigt har stillet sig på hovedet i mit bækken
  • Eksploderede min Snapchat nærmest i kommentarer i går, efter en række snaps med en syngende og dansende Uma. På Instagram gættes der lige nu på hvilken sang, der synges. Det kunne være alt fra Bieber til noget med en bager.
  • Kunne ‘Hit med sangen – Junior’ måske faktisk godt være et koncept DR skulle overveje.
  • Holdte Andedammen julefrokost på Madklubbens Steak Royal i tirsdags, og jeg bliver nødt til at opfordre alle dessertelskere at prøve desserten ‘Coupe Royal’ … Jeg siger det bare lige: Oreos, saltkaramel og is. JA!
  • Består en stor del af mit daglige madindtag for tiden af pærer. Eddermame en undervurderet frugt! I hvert fald hvis man spørger mine hormoner
  • Har Otto tårnhøj feber, igen. Om jeg fatter det?!
  • Drømte jeg at jeg var gravid med trillinger. Men at det ført blev opdaget ved fødslen, som fandt sted i Magasin på Kgs. Nytorv. … Måske jeg også har lidt feber?!
  • Rejser min mand om halvanden uge, igen. Og græsenke-temaet kommer derfor igen til at fylde her på adressen.
  • Forsøger jeg at holde mig totalt cool med ovenstående. Altså en bortrejst mand, mens jeg er gravid  i 34. uge. Jeg ville bare virkelig ønske, at det ikke faldt sammen med at både min mor, og min førnævnte ‘hus-jordemoder’ også er ude af landet.
  • Holder jeg et lille tøjmarked på Vesterbro næste søndag (D. 15. januar). Sæt X.

img_0343

SHOPPING: Gudskelov for prikker!

SPONSORERET: Indeholder affiliate

Kan I huske den der bestilling fra sidste uge?
Jeg hentede den i går. Jeg ved ikke om jeg har været fuld (jeg tvivler) eller om min webshopping-evne, der ellers er ret meget on point bare svigter gevaldigt, men det viste sig at være en decideret katastrofal bestilling. Pyjamassen (to s’er, really?! Google siger Ja.) var for lille, eller også er jeg for lang (og tyk). Jeg var endda gået en størrelse op, da jeg tidligere har erfaret at engelske mærker gerne er lidt til den lille/korte side, men det her var en decideret joke. Det lignede lidt, at jeg havde taget en børnepyjamas på, not pretty.
T-shirten med paillet-ærmer kunne faktisk noget meget fint og sjovt, men der var lissom’ ikke noget stof på indersiden af paillet-stykket, så det føltes lidt som at have rivejern som ærmer. Den hvide t-shirt og joggingbukserne fejler ingenting, og også øreringene får lov til at blive. Pailet-toppen i bronze er ret sjov/fin, men jeg ved simpelthen ikke hvornår jeg skulle tage den på.
Så alt i alt en skuffende omgang. Måske jeg har mistet min mojo.

Men så alligevel ikke helt.

For der var jo også kjolen! Åh, kjolen. Som sagt er det ikke en graviditetskjole, men jeg gik to størrelser op og kan sagtens være i den. Jeg elsker det flæsede stykke ved skørt og ærmer, og jeg er så glad for den. Den koster 485,- HER,
Den findes også i grøn, uden prikker til 430,- HER.
Og hvis man ikke er til flæser, er dens prikkede lillesøster til 315,- HER altså også ret fin.

img_0333