Kærlighed og parforhold er nok nogle af de emner jeg modtager allerflest henvendelser omkring. Både i form af specifikke spørgsmål omkring mit parforhold, som jo altså i den grad også er lidt af en kringlet affære, og som ligemeget hvor meget eller lidt man har læst med her på adressen, ikke har kunne undgå at have enten undret sig over eller haft/har en mening om. Jeg har allerede skrevet en masse ord om det, kærlighedshistorien, men det er fortsat noget af det der virkelig lader til at være nysgerrighed og interesse omkring. I kan læse nogle af de indlæg her (eller bare springe videre, hvis I er helt med):
Hele historien fortalt kort
Da vi fandt sammen, igen
Et år senere
To år senere
Foruden nysgerrighed, interesse og henvendelser, hvor det er oftest er råd folk søger til deres egne situationer, oplever jeg også en hel del undren og til tider spydigheder, hvilket jeg også har været inde på et par gange før. Fordi at jeg har skrevet så meget om kærlighed og om vores lidt specielle situation, forstår jeg godt, at det for nogen kan virke som om, at de ved det hele og derfor føler at de har ‘ret’ til at komme med beskyldninger og holdninger til Freelancer og sågar også mig og mit valg, et valg, som jeg tidligere har beskrevet som et der traf sig selv. Min fornuft og den bitre sårede del havde da i den grad lyst til at fortsætte med at spille pigefornærmet og bede ham hoppe i havet, men den anden del, hele min krop, mit sind og mit hjerte vidste godt, hvad det rette valg var. Jeg var jo forelsket for fanden, og er det stadigvæk i øvrigt, omend på en mere hverdagsagtig og knap så fjollet måde.
Når kommentarer som ‘Er du ikke bange for at din datter følger dit eksempel når hun bliver voksen og går tilbage til en, der har behandlet hende grimt?’ eller ‘Du gifter dig simpelthen med ham der fuckede dig op. Haha og held og lykke’ dukker op, så river de da. Det er aldrig rart at føle sig latterliggjort, misforstået eller når den sårbarhed det er at fortælle noget om sig selv og sit liv bliver brugt imod en. Sådan ville de fleste nok have det, uanset hvor sikker man er i sit parforhold.
Som jeg har sagt et utal af gange før, findes opskriften på at tilgive, på at komme videre og på at starte forfra ikke, desværre. Ligesom at opskriften på det perfekte, eller som jeg har kaldt indlægget her Det gode parforhold heller ikke er en ting, men da jeg gentagene gange får stillet spørgsmålet og for nyligt talte med en journalist om netop det til en artikel, som jeg dog har valgt ikke at deltage i alligevel, er det noget, der har summet en del i mine tanker, og dem kan jeg jo passende dele her. I mit ægteskab, som jeg vil kategorisere som værende godt og sundt og stærkt, er der tre helt gennemgående punkter, som skal være i orden, altså foruden det grundlæggende som kærlighed og respekt, for hvis bare et af de tre punkter vakler, så vælter hele lortet, og det sker selvfølgelig indimellem, for det ER ikke altid lyserødt, hvilket er ok og forståeligt og normalt, og det hører sig til. Men det kan alt sammen fikses, og hvis ikke vi gør det så har vi et problem.
Kommunikation.
Tal, tal, tal, tal og tal lidt mere. Hvis der er noget, der går en af os på; SIG DET. Ligemeget hvor åndssvagt det er. Vi fortæller hinanden så godt som alt. Det er ikke noget jeg nødvendigvis går ind for i alle relationer, for jeg ved godt, at der kan være situationer og omstændigheder, der gør at ikke alt behøver at blive italesat eller komme frem i lyset, men for os betyder det en hel masse.
foruden at tale rigtig meget, er det også en virkelig god ide at sige, hvad man har brug for, fremfor at gå ud fra at den anden ved det eller kan regne det ud.
Tillid.
Jeg kan med hver eneste millimeter af min krop sige at jeg stoler 100 på min mand. Noget der i den grad har skulle opbygges fra ny, taget vores historik i betragtning. En af måderne vi har gjort det på, hænger sammen med ovenstående punkt (og nedenstående). Hvis tilliden ikke var der, tror jeg ikke vi ville holde længe. Både fordi at jeg har en mand, der i sit job omgiver sig med kvinder, mange af dem, modeller, stylister, makeup-artister, redaktører, frisører, osv. Og det er da sket at nogle af dem på hans vej, har vist mere end arbejdsmæssig interesse for ham, og på en eller anden måde har jeg lært at se det som et kompliment fremfor en trussel – Hvilket selvfølgelig hænger sammen med at der er en stålfast tillid, samt det der bringer mig til sidste punkt.
Bekræftelse og værdsættelse.
I perioder hvor vi har travlt, hvor der går hverdagssamlebånd og hamsterhjul i den, hvor vi glemmer alt der hedder romantik, og vi er trætte, snerrer af hinanden, og holder trætheds-konkurrencer (I kender den måske; Hvem har sovet mindst/arbejdet mest/ryddet mest op etc. Skidefedt) er det her punkt virkelig vigtigt, særligt fordi at det netop er i de perioder vi glemmer det allermest, og netop derfor er det for os typisk her at korthuset kan begynde at vakle. Men så må vi lige minde hinanden om det, og det gør vi også – Indimellem lidt for sent, som da jeg for nyligt brød hulkende sammen i sofaen ved siden af ham, fordi jeg havde fejlet i mit første kommunikations-punkt og havde hintet til manden, at jeg havde brug for ekstra bekræftelse i dagevis, uden at han havde bidt på.
Men i hvert fald kan det godt betale sig at lægge mærke til de små ting og sætte pris på dem, sådan rigtigt. Og ikke mindst at sige det højt. Om det så er; du er fandme pæn i den trøje, eller hvor er det mega fedt at du hentede begge børn i dag, selvom det var ‘min tur’, whatever, det føles rart.
…. Det må være min lille lommebog til et godt parforhold, det og så at perfekt sgu er for kedeligt. Hvis der ikke engang imellem går leverpostej, smækken med dørene og irritation i det, så ville der nok heller ikke være så meget lidenskab, fyrværkeri og kærlighed på den anden vægtskål. Og det ville, for mig i hvert fald, være svært at sætte rigtig pris på min søde lækre mand, hvis han var lige sød og lækker hele tiden. Balance, I ved nok .
Åhm og lige en sidste ting jeg kommer i tanke om: ‘Går I nogensinde fra hinanden, tror du?’ spurgte journalisten mig blandt andet. Hvis jeg troede det, ville vi nok ikke være sammen nu. Men jeg er dog realistisk og ved at mange ting kan ændre sig, så det kan da sagtens være, at der en dag ikke er mere kærlighed, og hvis det sker, så håber jeg at vi kan finde respekten og modet frem til at bryde med hinanden på en ordentlig måde, for også her synes jeg at det er vigtigt såvidt muligt at bevare det gode forhold – ISÆR når der er børn involveret. Men igen; Jeg hverken tror eller håber at det nogensinde bliver tilfældet. Der findes desværre, og lidt heldigvis, ingen garantier. Slet ikke når det kommer til kærlighed.
