Uge 26 medbragte ny energi (og en blærebetændelse)

26+1, så langt er jeg henne nu.
Hele uge 25 var ret meget præget af virkelig vilde plukveer og bekymringer, og min krop sagde flere gange stop. Det skulle vise sig, at være en omgang heftig blærebetændelse, der var synderen. En blærebetændelse som jeg nu er på min 2. behandling for, da den 1. ikke gjorde jobbet.
Til gengæld er der også sket noget andet. Jeg har ikke set skyggen af træthed i dagevis. Altså, selvfølgelig er jeg da brugt om aftenen og søvnig om morgenen, som vi jo allesammen vel er. Men jeg har seriøst meget energi og meget lidt behov for søvn. Selv efter få timers sammenhængende søvn på natten, hvor Otto fik bræksyge, fungerede jeg fint, måske endda lidt bedre end jeg har gjort længe. Jeg tager mig selv i, at sætte gang i, og sgu også færdiggøre, projekt efter projekt, jeg er oppe til langt ud på natten og føler som sagt nærmest ikke træthed. Om det skyldes, al den tid jeg har været tvunget til at holde mig nogenlunde i ro fordi min krop blev sur på mig, og min hjerne dermed nu overkompenserer, ved jeg ikke. Men noget er der altså sket, og jeg mistænker at min graviditet har noget at gøre med det –  Jeg har ellers altid undret mig over, når man har snakket om det der med at gravide oplever fornyet energi og går redebygger-crazy, altså, jeg kan da godt huske at der har været perioder i mine tidligere graviditeter, hvor der har været et ret stort overskud der midt i 2. trimester, men sgu ikke i den grad jeg oplever det nu. Har faktisk vistnok skrevet om tidligere, at jeg ikke helt troede på det, men det må jeg så tage i mig – For for første gang har det altså ramt mig, og jeg er ret vild med det. Det er min mand også. Hans rodehoved af en dame, har pludselig forvandlet sig til sådan en, der vasker skabslåger ned, og laver lasagne til flere dage.
Det er vist noget med at nyde det så længe det varer, og selvfølgelig heller ikke overdo it, for som sagt er det ikke længere tid end en uge siden, at jeg måtte smide stængerne i vejret, og faktisk lige fik lidt af et chok over, hvordan min krop ikke ville være med mere.
Men bortset fra blærebetændelse og tyk krop, så kører det sgu meget godt, og snart er det marts. Agtigt.

img_8897

 

5 replies
  1. Nirtak says:

    Jeg er også gravid og er ikke vild med graviditet og medicin blandet sammen. Hvis du har det nogenlunde på samme måde, kan jeg anbefale urtepencil og en omgang velfortjent zoneterapi. Det gør mirakler for blærebetændelse, også forebyggende.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Jeg er nærmest misbruger af urtepencil i forvejen 😀
      Normalt er jeg heller ikke pjattet med antibiotika plus graviditet, men med de smerter jeg har haft, samt en lidt for kort livmoderhals, tager jeg gerne en uge på piller.

      Svar
  2. Tania says:

    Ikke at det død og pine kommer mig ved, hvis du ikke føler for at dele det – så er det nemlig helt fair. Men hvordan gør man egentlig barsel, når man er blogger? Har man det?

    Svar
    • Sneglcille says:

      Det kan man godt. Man har samme vilkår som andre selvstændige, og det er lidt af en jungle at finde rundt i, og der er bestemt en gråzone som blogger, der er lidt svær at navigere rundt i, for ens ‘butik’ så at sige, ruller jo videre, også selvom man ikke arbejder på den. Så det er virkelig en snørklet affære.
      Men man kan godt vælge at afholde barsel og modtage barselsdagpenge via udbetaling DK, hvis altså man udfylder nogle krav (man skal have haft overskud i sin virksomhed, have arbejdet X antal timer igennem de seneste 6 måneder m.m.) Personligt kommer jeg, som planen er nu, til at afholde en selvbetalt barsel, hvis man kan kalde det det. Jeg lægger penge til side nu, arbejder lidt ekstra optil termin, og så holder jeg helt fri de første uger efter fødsel, og så må vi se, hvad det føles rigtigt derfra. Dog har jeg købt en forsikring til selvstændige erhvervsdrivende, så jeg har mulighed for at modtage dagpenge, hvis det bliver nødvendigt.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *