SHOPPING: Julegaver til børn

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Jeg har ikke købt gaver til mine børn endnu. Eller, faktisk har jeg nu under udførelsen af det her indlæg købt noget til Uma. Nemlig bogstavklodserne, og en traktor.
Jeg tror at drengene skal have enten nogle gode brætspil, eller Lego. Det plejer at være et hit. Sidstnævnte særligt i Ottos verden, da han har knækket koden i forhold til at forstå brugsvejledningen og kan samle meget af det selv. Og så mener jeg at min mand havde opstøvet nogle Beyblades på DBA, som han ville køre ud og hente. I øvrigt ret typisk at det er udgået legetøj, der for alvor hitter herhjemme

Som sidste julegaveinspiration i år, kommer her lidt til børnene (Se mandegaver HER og damegaver HER) Jeg har fundet lidt blandet, primært fra ELLOS, som lover at levere julegaven til tiden, hvis man bestiller senest d. 21., som jo er i morgen, så der er liiidt tid at løbe på, hvis man som jeg ikke lige er nået til det endnu.

boerngave
1.Jeg kender en lille pige, der ville blive pænt glad for dem her, men det må blive en anden god gang. Glimmersneaks med foer 350,- HER

2. Uma er lige nu i en alder, hvor det bedste overhovedet er at putte ting i andre ting, og så forfra igen. Derfor står sådan en her også ret højt på listen i år. 200,- HER

3.Måske har jeg nævnt det før? Men en morgenkåbe er noget af det hyggeligste! Mine børn elsker at tøffe rundt i deres. Den her i bomuld er virkelig lækker og findes i flere farver. 200,- HER

4.Hovedtelefoner. Fordi børn (og alle os andre) nogle gange bare har brug for at lukke sig inde med en lydbog, et stykke musik eller en film. Vi har virkelig haft stor glæde af høretelefoner til de store. Både på farten, men også derhjemme, når man ikke lige orker høre på de voksne, eller sin lillesøster…. Høretelefoner 150,- HER

5.Jeg synes det er så fint det her sengetøj, og jeg ønsker mig det til Uma. 292,- HER

6.Duplo! Hvis der er noget, der altid virker, så er det Duplo. Det er en genial gave til de mindste (fra halvandet til 3, eller måske endda 4 vil jeg mene)… Altså selv de store drenge herhjemme på 6 og 7 år finder det stadigvæk frem indimellem, da man hurtigt kan bygge nogle fede ting med det. Her en kasse med lidt blandede klodser til 350,-

7.Her er vi ude i en lidt dyr fætter, men faktisk er det en af de gaver som går fint som en delegave, hvis man har børn med tæt aldersforskel. Vi har gjort det med drengene engang imellem, og det har fungeret virkelig godt. Togbanen her fik de for eksempel for nogle år siden, og de har også både fået en racerbane og en flexitrack-bane som fællesgave. Og det har hver gang været et hit, og for øvrigt ret dejligt, at se dem gå i gang med at bygge og lege – sammen.
Lego Duplo togbane 1000,- HER

8.Ting der kan stables. Jeg har før nævnt de famøse stableklodser, som fortsat er det foretrukne legetøj for det yngste medlem af familien. Ideen med dem he er lidt det samme, plus at der er nogle skoledrenge (og en ordglad mor), der måske også kan få lidt sjov ud af at lege med. Bogstavklodser 200,- HER

9.Billedlotteri er et af de spil, der virkelig hitter herhjemme. Vi har spillet det siden drengene gik i børnehave, og især Otto synes stadigvæk det er sjovt. Det gør jeg også i øvrigt. HER i en version med Mumi til 150,-

Gæsteskriv: Skal man se sine forældre dø?

For et år siden fik jeg en SMS. En af dem som jeg længe havde vidst ville komme. Jeg vidste bare ikke hvornår.
Da den kom, tog den vejret fra mig.

Den var fra min bedste veninde, Rachel.
Hendes far var død. D. 18. December 2015.

I går nat, én dag fra årsdagen for den SMS, modtog jeg en mail fra Rachel. Det var nedenstående skriv, som jeg har fået lov til at dele med jer.
Tag godt imod min Rachel og hendes ord om dagen for et år siden.

Skal man se sine forældre dø?

Det er aften, torsdag d. 17. december 2015.

Jeg sidder og tæller sekunderne med min telefon i hånden. I hospitalsengen ved siden af ligger min far med lukkede øjne.

40 sekunder…. 20 sekunder… 40 sekunder… 20 sekunder… 40…20…

Jeg har altid vidst, at han ville dø en dag. Jeg tror aldrig jeg har haft den dejlige barnlige tro på at han ville leve for evigt. Det gør man ikke når man har levet et liv som hans, med smøger og vigør. Det lærte jeg i skolen – folk som min far dør.

40… 20… 40…20….

Jeg sidder og tæller hans vejrtrækning. Eller rettere, pauserne. De kommer på sekundet hver gang.

40 sekunders stilhed – 20 sekunders vejrtrækning.

Jeg prøver stille at holde vejret med ham. Uden held. Min krop panikker og jeg vil ikke gøre de andre i rummet med os nervøse. Min bror og min fars hustru, som sidder på den anden side af sengen. Så jeg trækker vejret igen.

20…40…

Jeg havde i årevis forestillet mig, hvad der ville ske. En dag ville jeg få et telefonopkald og en stemme i den anden ende ville fortælle mig, at min far ikke længere eksisterede. Stemmen i min forestilling har aldrig tilhørt en specifik person, men altid haft samme alvor: ”Hej Rachel, jeg ringer for at fortælle dig, at din far er død.”.  Jeg ville nok falde sammen. Det var ofte i badet, at jeg havde de tanker. Det er der jeg har mine mentale konfrontationer og indre diskussioner med spøgelser fra fortid og fremtid.

35-36-37-er det nu?-39-40… vejrtrækning.

Nu sidder jeg der.
I rummet hvor min far skal dø.
Jeg rejser mig op og prøver diskret at mærke hans hjerteslag. Det er ikke som på film, der er ikke noget hjerteovervågning der bipper, intet der indikerer, hvad der er ved at ske.
Hans hjerte slår, også når han ikke trækker vejret.

Mit eget hjerte hamrer.

Jeg prøver at få en indikation – er det nu?

Jeg har været så bange for, at han ville dø alene. Jeg havde endda bedt lægen om at sætte noget hjerteovervågning på ham. Ikke fordi at de skulle redde ham hvis, jeg mener når, hans hjerte stoppede med at slå. De skulle bare løbe ind og være der med ham, hvis vi ikke var der. Bare stå der, og være tilstede, sammen med ham, mens han forsvandt.
Han skulle IKKE være alene.
Bare tanken. Tanken om at han skulle være alene når han døde…
Den er ikke til at bære…

Vi gjorde vores for at det ikke ville blive tilfældet. Hans hustru var flyttet ind på stuen. Og min bror og jeg kom i alle vores vågne timer. Vi sad der og ventede, levede af kioskens toasts og hotdogs mens vi græd og grinede og håbede på mirakler

Stille i mig selv håbede jeg bare, at han ville få fred. Han fortjente det, selvom jeg ikke ville miste – og måske også frygtede, at mit stille håb for hans fred, ville være det, der slog ham ihjel.

40…20…

Men så sidder jeg her. Og jeg ved, at det er ved at være nu. Sygeplejerskerne siger at sådan noget kan være en indikation på, at det er ved at være nu… Men præcis hvornår, er ikke til at sige. Det er meget normalt.
Men det kan foregå i flere timer – Det kan også stoppe igen.

Så jeg bliver siddende. Mens jeg diskuterer med mig selv.
Skal jeg være her mens min far han dør?
Er det meningen, at man skal være der når ens forældre dør?

40….20… vejrtrækning….vejrtrækning… vejrtrækning

Han begynder at trække vejret igen. Helt normalt.
Han ligger og sover.
Ligesom da jeg var barn.
Der mangler bare roen i hans ansigt, og den smørekniv som han brugte til at sprætte sin bog op med, og bogen på maven. Så kunne man næsten tro at han bare lå i sengen i mit barndomshjem på Reventlowsgade eller i Vester Søhus, som så mange gange før. Med vejrtrækningen ud igennem mundvigen…

Det var ikke nu… Ikke alligevel.
En del af mig prøver på at tro, at han sendte mig hjem.

Pis og papir.

Jeg tog hjem.

Det var ikke nu.
Det var i hvert fald ikke meningen, at jeg skulle være der.

D. 18. december 2015.
Aftenen før havde jeg lagt mig i seng, og slukket for mig selv endnu engang, kun for at vågne dagen efter uden fornemmelse af at tiden var passeret. Måske trak jeg heller ikke vejret?

Jeg tog et langt bad. Min mand, Michael og vores søn, Jonathan var ikke hjemme, så jeg var alene i lejligheden.
Da jeg kom ud af badet ringede min telefon, og med håndklædet om mig, nærmede jeg mig den med rolige skridt.
Jeg vidste godt hvilket opkald jeg skulle til at besvare. Ville det blive mindre sandt hvis jeg ikke tog den?

”Hej Rachel, det er Sandra”

Så blev det Sandra, hvor er jeg glad for at det var Sandra. Sygeplejersken på afdelingen, som havde været der for os hele vejen.

”I morges kl. 9.30 stoppede din fars hjerte med at slå. Jeg var der sammen med hans kone.
Det var så smukt og roligt. Så fredeligt og fint.”

Jeg sagde, at jeg var på vej. Hun sagde at jeg ikke behøvede at skynde mig. Jeg takkede hende.
Vi sagde farvel.
Vi lagde på.

Nu findes min far ikke længere, og nu er det mig som er alene.

img_9372

Passiv snaps og et strejf af lykke

For bare et par timer siden gik jeg i gang med at skrive et indlæg om fest-misundelse. Jeg er nemlig for tiden lidt ramt af misundelse over ikke helt at kunne deltage i de samme festligheder som, hvad der føles som, resten af min omgangskreds.

Det gik noget ala

Hold nu kæft, hvor gad jeg egentlig godt drikke stærke drinks, iført noget stramt glimmer. Danse til mine fødder gjorde ondt og skråle med på noget Mariah Carey. Altså med andre ord, det som de fleste andre får deres decemberaftener til at gå med. Egentlig, og jeg tror jeg har sagt det før, føler jeg ikke at jeg som sådan går glip af noget ved at være gravid. Men lige i aften….

Måske er det bare fordi, at jeg har været alene hjemme med børnene i over en uge, at min mand for anden aften i træk er til julefrokost, af den rigtig sjove slags, at jeg kan høre underboen synge højt med på noget spansk eurodance, mens de skåler og griner, måske er det de mange instagrambilleder af glade feststemte mennesker, eller min egen selvynk over den halsbetændelse jeg har scoret mig, måske en kombination.

… Jeg nåede ikke længere, hverken i indlæg eller fest-misundelse, for så var det alligevel lidt lækkert at være alene hjemme, med sovende børn, uldsokker, varm te, telefonsamtale med en veninde, samt de mange spark og kolbøtter fra pigen i maven. Der skal jo nok komme rigeligt med fester og gin, på et tidspunkt.

Jeg børstede tænder og slukkede lyset ved halv tolv tiden, og gjorde klar til at sove, eller i hvert fald til at nuppe endnu et afsnit af Lovesick på Netflix, som er min nyeste obsession – Men et par minutter efter jeg havde slukket for lyskontakten, stod min mand igen i vores soveværelse. Blot seks timer efter, at han var taget afsted.  Fuld, glad, en anelse højlydt og med så meget snaps i blodet, at jeg faktisk næsten følte, at jeg også havde fået mig et lille skud, da han kyssede mig.

Nu sover han, det gør børnene også, og jeg vil forsøge at gøre dem kunsten efter, også selvom at det barn jeg har boende i maven på ingen måde sover, og at underboen nu har skruet yderligere op for anlægget – Der spiller Sir Mix Alot.

Jeg kan ikke lade være med at smile.
Godt nok kan man ikke få det hele, men nogle gange føles det alligevel lidt som om at jeg har netop det.

img_9377

I øvrigt #74

  • Kan jeg ikke længere stå imod min trang (ja trang!) til havregrynskugler. Jeg er alene hjemme i aften og der skal rulles kugler (HA!) til den helt store guldmedalje.
  • Er jeg SÅ træt af sygdom. Jeg er træt af at have syge børn, at læse om at andre er syge, selv at skrive om det, og nu også af den lede forkølelse jeg kan mærke er ved at snige sig ind på mig med hastige skridt. Gå VÆK!
  • Holder jeg nok blogfri henover julen, men jeg tænker, at I gør det samme.
  • Spiste jeg cupnoodles til frokost, og lugter nu voldsomt af karry. Men det gør resten af Andedammen heldigvis også. #Bloggerliv
  • Kan jeg ikke holde ud når magasiner bruger ordet ‘Sponseret’ i stedet for ‘Sponsoreret’ på Facebook. Jeg ved godt, at det er et ægte ord, men det ser så afstumpet og forkert ud i mine øjne. Så nem er jeg at irritere.
  • Gad jeg godt vide, hvor tit nogen bliver ramt af et bus-sidespejl. Jeg tænker det må være ret tit.
  • Skal folk holde op med uopfordret at kommentere på gravides mængde af vand i kroppen. Jeg skal nok sige det selv, hvis det er tilfældet. Jeg har pt ikke skyggen af væske i hverken ben eller fjæs. Jeg er bare glad for Toblerone.
  • Påstod min meget lidt festglade mand, at han klart ville komme tidligt hjem fra julefrokost i aften. Meeeen eftersom at jeg netop har set et billede af ham iført kaninører i plys på Instagram, tænker jeg umiddelbart ikke, at den påstand holder stik.
  • Fik jeg, fra jeg skrev første punkt, til jeg færdiggjorde listen, rullet de der kugler. Dog i en improviseret udgave, hvor kakaopulver blev udskiftet med en halv plade smeltet 80% mørk chokolade. Shut nu for helvede up, hvor det er optur!
  • Vil jeg virkelig gerne snart et smut i svømmehallen og udsætte min tobleronekrop for lidt vægtløshed.
  • Skal jeg klart have en badedragt til ovenstående formål – Og noget siger mig derfor, at det ikke bliver til noget.
  • Er jeg netop kommet i tanke om, at jeg har glemt at se sidste afsnit af ‘Billet til kærlighed’ på dr.dk …

img_9274

 

Ro i lejren og et offentligt grineflip

screen-shot-2016-12-16-at-10-27-49

Han er hjemme. Alt er godt. Godt nok har han julefrokoster to aftener i træk, men gudskelov her i landet, så jeg er glad.
Børnene er også glade, ekstatiske nærmest – Og min mand opfører sig som en nyforelsket teenager, så jeg føler mig både toplækker og virkelig heldig, og pludselig er den lange uge det har været med træt tyk krop, sløje børn, et puslespil, der ikke gik op, aflyste møder og minus på arbejdskontoen, næsten glemt igen. I morges stod jeg op med børnene pr. automatik, og det var hyggeligt og roligt, for der var jo et par ekstra hænder, klar til at hælde dem i vinterstøvler og flyverdragt, og cykle dem afsted, mens jeg fik en rolig time med varm kaffe, inden turen gik mod Andedammen, hvor jeg sidder nu og taster løs. På vej herind, i bussen (min cykel er flad, Fat-jokes frabedes) faldt jeg over et klip på Facebook som fik mig til at grine med lyd og tårer. Midt i bussen. Det sker altså sjældent, og det er måske kun mine fellow Landmand søger kærlighed-fans, der kan relatere til det morsomme. Eller også er jeg bare mere træt end først antaget. Det er muligt. Jeg har delt den på bloggens Facebookside, til de nysgerrige.

God fredag til jer…

 

 

Shopping: Pre-sale 40% hos Me & The Met

INDLÆGGET ER SPONSORERET

Der var engang, hvor man skulle vente helt til januar med at kunne shoppe udsalg. Sådan er det ikke længere. Og lige nu kan I gå ombord i en af mine favoritshops førudsalg. Med koden Pre-sale får du lige nu 40% hos Me & The Met (Gælder ikke Toga Pulla og allerede nedsatte varer).

Jeg benytter mig selv af Me & The Met en del, primært fordi jeg elsker, at de leverer samme dag (gælder kun i København – Resten af landet skal man lige vente en dag eller to, desværre) og fordi at deres udvalg er lækkert og overskueligt.

I den seneste tid har man blandt andet kunne spotte mig og min babybule i følgende:
img_9234
Den lange højhalsede strikkede sag med slidser fra altid gode Designers Remix. Find den HER

Jeg har brugt ovenstående med den fineste undertrøje med blonder på, bare for at bryde lidt op i det vamsede. Måske det kan anes på billedet, men den er i hvert fald fra Ganni, til 400,- lige HER

img_9273

Kjolen herover fra Storm & Marie er på ingen måde en graviditetskjole, og der er ingen tvivl om, at den nok vil klæde en ikke-gravid krop noget bedre. Jeg elsker den! Og glæder mig til at bruge den uden mave, da det snart ikke går for mig, at klemme mig i den længere. Pæn er den. Find den til en tusse HER

img_9269

Også min camelfarvede Storm & Marie frakke som mange mange mange af jer har spurgt på flere gange er at finde hos Me & The Met. Og den er altså ret fantastisk! Find den HER

img_8782

2016, en slags status

Der er altså ikke mange uger tilbage af 2016. Et år, der har været ret vildt. Ikke lige så vildt som 2015 var for mig, hvor jeg både blev mor til Uma, blev friet til og gift med min bedste ven (åh så tacky, men virkelig sandt).

2016 har været vildt på en anden måde. Min barsel sluttede, min mand delte sin ‘fødselsberetning’ med jer, vi var i Los Angeles,  jeg besluttede mig for at prøve kræfter som fuldtids-blogger, jeg fandt en knude i mit bryst og var for første gang nogensinde alvorligt bange, også selvom det skulle vise sig, at der var intet at være bange for, mit og Canas kontorfællesskab Andedammen blev til, min mand fik viral meningitis, og jeg prøvede det der med at være ægte bange igen, men gudskelov blev det endnu engang ved skrækken, Otto skiftede skole, med succes, jeg droppede et (for mig) stort projekt,  jeg blev gravid, igen – og en masse masse masse andet… 2017 ved jeg allerede bliver ret så vanvittig, jeg skal nemlig føde for tredje gang, jeg skal fejre ti års bekendtskab og to års ægteskab med min mand, og så er der selvfølgelig alt det uvisse, der lurer. Forhåbentlig slipper vi for de helt store forskrækkelser og kriser i det nye år, men så igen, er det jo ret så tit lige præcis dem, der gør alt det gode og smukke lidt ekstra lækkert. Vi går ind i det nye år præcis ligesom sidste, med et brag af en børnefest, og sikkert også med lidt samme tanker om, hvad det nye år mon tager med sig, men altså, mere om det når vi nærmer os. Nu skal vi lige have overstået styr på julen først.

img_9298

Der var den vist.

Den lod vente på sig, julestemningen. Mine børn har ellers gjort et ihærdigt forsøg for at få den lokket hjem til deres Grinch af en mor. Uden held. Men så skete der alligevel noget, og jeg tror muligvis at jeg kan mærke det nu.
I går købte vi nemlig et juletræ, Otto og jeg.

img_9221

Egentlig synes jeg, at sådan et er både dyrt og overflødigt, men efter en hel del overtalelse fra den gode Otto, besluttede jeg i et svagt øjeblik, at det var en god ide. Og det viste det sig faktisk også, at være. For fanden! Glæden i de to små røvbananers øjne, da vi sammen pyntede træet i går eftermiddags, ej, men altså!

img_9227

Mit iskolde julehjerte smeltede, og jeg fejrede det ved at spise al den chokolade min mand netop havde fået tilsendt i julegave fra en kunde. Perfekt! (hvad? Han er i Marokko. You snooze, you loose, makker)

img_9233

I dag tror jeg vi skal tage forskud på juleglæderne og spise noget med rødkål. I julens navn naturligvis, ikke fordi jeg craver det som en gal…

Tegn på søvnmangel

Jeg har været mor i mere end syv år (!). Det i sig selv er ret vildt, på en masse vidunderlige måder, og på ingen måde noget jeg nogensinde ville bytte for noget. Ikke engang sammenhængende søvn.
Søvnmangel bliver jo bare sådan lidt en form for ‘New Normal’, det kan de fleste forældre nok skrive under på. Men jeg må dog indrømme, at nogle perioder trækker dybere furer end andre. Sådan en periode står vi i lige nu. De sidste par ugers nattesøvn har været sparsom.  Når det ikke er mine børn, der vågner, er det min egen krop, der enten maser sig selv og får noget til at gøre ondt – Seriøst, hvis jeg falder i søvn liggende på ryggen, vågner jeg nogle timer senere fuldstændigt lammet fra taljen og ned. Det kan også være en fyldt blære – Helst et par gange, hver nat, et cirkelspark i ribbenene, indefra, eller mavesyre på afveje. Sådan helt basale graviditets-følgesvende. Og da jeg jo bare er 27 nuttede uger henne, ved jeg godt, at der kommer meget mere af den slags, så det er bare med at nyde den smule søvn jeg trods alt får skrabet sammen.

Dog må jeg altså sige, at de sidste par uger med syge børn og en bortrejst mand, virkelig har gjort sit til at forvandle min hjerne til en udkogt masse, der har glimt af komplet ubrugelighed.

Tegn på søvnunderskud, kunne være, helt hypotetisk, selvfølgelig, når man:

  • meget insisterende og lidt for længe forsøger at checke ind i bussen med sit Dankort
  • når ind på kontoret og ens taske er fyldt med nissehuer og bamser, men man både har glemt computer og pung
  • ikke aner hvilken dag det er
  • heller ikke kan klokken, åbenbart, og får puttet alle børn en time tidligere end normalt (hey, det virkede! Lad os lade som om, at det var en genistreg, fremfor at jeg har glemt hvordan tid fungerer)
  • kan gå en del timer med sine sko omvendt på, uden at bemærke det
  • smører to identiske madpakker, den samme morgen, til det samme barn
  • græder til slutningen af ‘Storkene’
  • spørger sin syvårige om han har husket sin sut

… Nu går jeg i seng.

17447-o

Sneglehuset: Nye plakater + en rabatkode til jer

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF DESENIO

Det er næsten en anelse ironisk, at det primært er mig, der står for valget af de motiver vi har hængende rundt omkring, eftersom at min mand lever af at tage billeder. Men sådan er det, og det fungerer også ret fint. Synes jeg.

Vi har i lang tid talt om, at skulle have noget nyt til vores vægge herhjemme, og jeg har af flere omgange kigget efter og forelsket mig i plakaterne hos Desenio. I sidste uge lagde jeg langt om længe en bestilling der, og få dage senere, nemlig i går, kunne jeg hente dem hos min pakkemand.

Jeg har længe haft en ting for bogstaver og ord, det har jeg stadigvæk, men måske ikke så meget på mine vægge længere. Jeg vil hellere have lidt botanik ind i vores hjem, og da jeg slår alle grønne levende ting ihjel, er det at få det på print, sådan en fin løsning for os. Heldigvis har Desenio virkelig mange fine plakater med botaniske motiver, det blev for vores vedkommende til dem herunder.

img_9199

Plakat med tidsel / Print med palmeblad
Foruden planterne, fik et enkelt ord lov til at flytte med. Nemlig denne fine lyserøde sag med ordet simplicity påtrykt.

img_9198

Plakat med ‘Simplicity’

Damen med fjer i håret har længe været i min kikkert, i det hele taget er jeg ret syg med Lisa Bengtsson som artisten hedder. Og jeg har efterhånden et par af hendes prints hængende rundt omkring allerede.

img_9200

Plakat ‘Fair Hair I Swear’

Børnene fik lov til selv at vælge, og da Desenio ‘desværre’ ikke sælger Ninjago og Messi plakater (pokkers også) faldt valget på to tryk med Batman og et verdenskort

img_9202

img_9203

Batman print, Batman citatplakat (+ tape), Blåt verdenskort

Min mand har alle dage været pjattet med Kate Moss (og i øvrigt også decideret betaget af Naomi Campbell – Can’t blame him), så da jeg så billedet herunder taget af fotografen Craig McDean, der også er en af min mands favoritter, var jeg slet ikke i tvivl om, at det skulle hjem og stå på hans arbejdsbord.

img_9201

Plakat med Kate Moss

Sidst, men ikke mindst, fik jeg også klikket en lille ting hjem til min elskede Andedam – Mit kontor, som jeg er så vanvittig stolt af, og som nu har fået sin helt egen guldfjer i ramme:

img_9215Guldfjer plakat

Udover at Desenio har nogle vanvittigt rimelige priser, er jeg ret vild med, at man i samme omgang kan bestille rammer med i de rigtige størrelser. Og så må jeg bare sige, at jeg er ekstra begejstret for, hvor nemme rammerne er at have med at gøre. Jeg fik indrammet alle mine plakater, altså alle dem I ser herover, helt selv, på under en halv time. Ikke noget med små dimser, der falder af, og som man ikke kan huske, hvor skal sidde, og underlige klik-løsninger, man (jeg) ikke kan finde hoved og hale i, næ, det er nemt og det går hurtigt.

Trænger dit hjem også til lidt nyt, eller skal du måske give en plakat i julegave, så er det altså bare med at kigge forbi Desenio, som de næste to dage tilbyder jer 25% med koden cecilie25. Koden gælder fra nu, til og med torsdag d. 15. december.