Juleupdate fra mørket

Jeg ligger på en seng i min mands barndomshjem. Ved siden af mig står en tremmeseng med Uma i. Hun bliver ked af det, hvis jeg rejser mig. Men er helt rolig og stille, hvis jeg bare ligger her. Så det gør jeg. Her er mørkt. Helt mørkt, bortset fra en svag stribe af lys fra gangen. Udenfor er det kulsort. Gadebelysning findes jo ikke herude, hvor der ingen gader er. Her er heller ingen lyde udefra. Noget der beroliger min mand, og stresser mig.
Jeg kan høre drengene lege med deres onkel i stuen, og min mand tale med sin mor og mormor i køkkenet under os. Jeg har en anelse kvalme, af den slags, der vidner om at der nok alligevel ikke var plads til både baby og tre portioner risalamande.

Det har været en dejlig jul. Både i går, hvor vi selv lagde hus til med mine forældre og søskende som gæster, og i aften, hvor min svigermors hus lægger rammerne. Børnene er glade, overtrætte, sukkerhypede og klar til en god nats søvn. Og alt det samme er jeg også. Når jeg altså lige har indtaget et par håndfulde Quality Street (det må kunne tage den værste flødekvalme) og lokket min mand til at nusse mig lidt i håret.

Jeg kan høre at Uma nu sover, gumlelyden, der kom fra sutten er nemlig stoppet og hendes vejrtrækning er tung, så jeg vil trille mig selv ud af det der engang var min mands teenageværelse, og hvor plakaten med det rockband han engang spillede i hænger på væggen endnu, og joine resten af Falgren holdet nedenunder, inden næste hold sendes i kanen.

Glædelig jul <3

img_9550

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *