Hvad fanden har vi gang i ?!?!

img_9503

Fire børn.
Om under tre måneder er det virkelighed herhjemme.
Fuck.

Jeg glæder mig jo, selvfølgelig gør jeg det. Det gør vi allesammen. Og de fleste dage er det da også med både ekstase, forventningsglæde og spænding, at jeg ser frem til at møde det lille liv, der skal berige vores. For jeg synes det er fedt at få børn, at være mor og at have min familie. Det gør jeg.
Det er bare… Vildt altså.
Mor til tre. Fire, hver anden weekend.

Har vi råd, har vi plads, har vi overskud ???
Svarene kender jeg jo. Plads og råd, skal vi nok kunne klare. Måske med lidt halve løsninger til at starte med, men sådan er det vel for alle, uanset antal af børn. Overskud kommer det sikkert i visse situationer til at halte lidt med, men i det store billede, så selvfølgelig. Man elsker jo heldigvis de der børn man får, ret så ægte, hvilket giver en en slags superkræfter – Resten kan klares med kaffe og romkugler, har jeg erfaret.

Jeg hører ind imellem mig selv være lidt for glad i låget, når jeg fortæller folk om vores udvidede børneflok, nok særligt for at undgå reaktioner som dem her, for hvis jeg siger, at jeg nogle gange får et sug i maven over fremtiden, at jeg lige pt faktisk slet ikke synes det er særlig fedt at være gravid – For jeg har faktisk lige været det. For to år siden – At jeg nogle gange godt kan tænke, at det jo lige var blevet så nemt og rart og godt, og at tanken om at skulle forlænge perioden med bleer, sprukne bryster, efterveer, tabt nattesøvn, m.m. kan være en anelse skræmmende. Hvis jeg siger det højt, hvad så? Vil jeg så blive dømt, vil det blive opfattet som at jeg ikke glæder mig, eller måske at jeg slet ikke fortjener at skulle være mor, igen. At der faktisk findes mange derude, som ville elske at få mange børn, eller bare et enkelt barn, men som ikke kan.
Jeg kan faktisk blive helt irriteret på mig selv, når jeg mærker tvivlen, eller skal vi kalde det betænkelighederne over at skulle være en storfamilie. At det jo er en gave, for fanden, så hvad skal alle de nedslående tanker, om alt det vi pludselig måske ikke kan, om det jeg muligvis går glip af, alle de ting, som jeg selv tager mig selv i, at ryste på hovedet over, når de der (enkelte ikke alle) folk uden børn, får det til at lyde som om, at det at få børn er lig med jordens undergang. Alt det der skal nås og opleves og udleves, inden, for børn fucker jo alt det op! Gu gør de ej. De gør det noget værd. Også en treer, en firer eller en femmer…

Det ironiske ved alle de tanker, jeg gør mig netop nu, er, at jeg gik igennem mange af de samme følelser og overvejelser for to år siden, da det var Uma jeg bryggede på. Og sikkert også for otte år siden, da det var Otto – Dengang var det bare nogle andre ting, der også fyldte.
Og nu… Er det jo det mest naturlige, vidunderlige og berigende nogensinde. Et liv uden Uma? Uden Otto? Og uden Leo? Nej tak. Jeg VED godt, at jeg får det på samme måde med hende her fidusen, der pt skvulper rundt under mit maveskind, jeg ved godt, at det er helt naturligt at tænke de tanker jeg gør, og at det ikke gør mig til et monster. Jeg ved godt, at det bliver godt.
Men det er meget rart, også at sige bekymringerne højt. At mærke en let panik sprede sig, men alligevel kunne rationalisere sig nogenlunde frem til, at det faktisk er verdens bedste ide, selvom det bliver en mundfuld til tider. Selvfølgelig. Det er jo alle de kontraster, der gør det lækre, så ekstra lækkert. Uden nedture, ingen opture og alt det der. Og nu vil jeg holde min kæft lidt. Ikke mukke mere over, at jeg i dag vågnede med væske i underbenene, øm krop, sur mund og tunge tanker, men i stedet glæde mig over, at vi gør det, at min krop trods alt tager det ok pænt, og at hormonerne, som klart er skyld i en hel del af humørsvingningerne og de store tanker, heldigvis forsvinder sammen med de ekstra kilo og ømheden om nogle måneder. Og så vil jeg gøre klar til at lave konfekt med Otto, når han kommer hjem fra gåtur med sin far. Lad os kalde det; Marcipan-terapi!

 

 

29 replies
  1. Mia
    Mia says:

    Jeg venter mit første barn, og må da indrømme at jeg til tider tænker, hvad fanden har vi gang ? Jeg savner at drikke en øl så meget, at jeg er begyndt at drømme om øl om natten!! Og er kun halvvejs..

    Svar
    • Susanne
      Susanne says:

      Jeg har det fuldstændig lige sådan. Veksler mellem udelt glæde og forventning – og grundangst. Spurgte min kæreste forleden om han troede hun ville ødelægge vores liv. Og blev omgående flov! For det er jo også angst for det ukendte. Desuden tænker jeg også mere end almindelig meget på en kold øl!

      Svar
  2. Mille
    Mille says:

    Her venter vi andet barn- et lille mirakel da jeg ellers kkke burde kunne blive naturligt gravid. Så totalt chok og havde egent vænnet mig til tanken om at vi “kun”
    Skulle have 1 barn. Og nu hvor vi venter nr 2, kan jeg nogengange godt tænke “måske vi bare skulle ha holdt os ved 1 barn, det kører jo lige så godt”! Men om 14 uger når lillesøster melder sin ankomst er jeg sikker på at vi tænker “hvor fanden har hun været alt den tid, selvfølgelig skulle vi være en familie på 4 og ikke 3”!
    Tror det er naturligt med de tanker. Man bliver skræmt og aner ikke hvad fremtiden bringer, man er bare nød til at leve i nuet og få det bedste ud af det man nu engang har, om det så er 1-2-3-4-5 børn.
    Rigtig glædelig jul til dig og din kære familie. Sikker på at lillesøster er den helt rettte brik i jeres familie.

    Svar
  3. Tine
    Tine says:

    Jeg har kun et barn og sådan havde jeg det også på et tidspunkt i min graviditet.
    Tror, det er helt normalt og alle bekymringerne blegner, når I står der med jeres skønne, krøllede og fedtede lille fidus i armene om nogle måneder! <3 <3 <3 Med kærlighed kan man klare alt også fire børn i en (lille) lejlighed. Selvfølgelig kan I det <3
    Rigtig glædelig jul!

    Svar
  4. Marie
    Marie says:

    Jeg kan så godt følge dig. Jeg venter nr 4… det er første gang jeg skriver det ned. Var ved lægen i dag og få lavet vandrejournal 🙂
    Så her sidder jeg i uge 7+6 og er blevet enig med min mand om at vente med at offentliggøre det til efter den første skanning. Jeg var på p-piller men de er ikke 100% sikre. Heldigvis har vi lige købt ny (brugt) 7 sæders familiebil så vi kan jo sagtens komme på tur når Blip kommer til verden. Tænker det er skæbnen der spiller os et puds og at vi har så meget kærlighed at der så rigeligt er plads til endnu et barn i vores familie.
    Det bliver hårdt økonomisk, men penge er bare ikke alt. Til gengæld får jeg nu lov til endnu engang at gå og være gravid, føde og amme en lækker bebs. Som bliver den sidste 😉

    Svar
  5. Sofie R
    Sofie R says:

    Jeg kan fortælle, at jeg også gjorde mig mange store tanker, da jeg for et halvt år siden var gravid med min første. Det er, som du også skriver, helt naturligt og en del af det. At få et barn (det første eller mere) er en livsomvæltning, og det er en lykkelig én af slagsen, men man kan ikke undgå at (over)spekulere, når sådan noget står for døren. Marcinpanterapi lyder fornuftigt 🙂 God fornøjelse!!

    Svar
  6. Mette
    Mette says:

    Hvor ER jeg glad for det her indlæg. Jeg kan virkelig genkende de tanker. Her venter vi tvillinger og har et barn i forvejen og der er næsten ingen i vennekredsen, der har børn endnu. Men det bliver vildt fedt med to små babyer (jo det gør!)

    Svar
  7. Sine
    Sine says:

    Da vi fik vores andet barn for et år siden, var det akkurat lige så verdensomvæltende, som da vi fik nr. 1. Den eneste forskel var, at vi allerede spiste aftensmad forholdsvis tidligt, og alligevel ikke havde sovet længe i knap tre år. Men følelserne, familiedynamikken, parforholdet og tankerne om fremtiden tog stort set de samme snurreture, som første gang – og nu er vi atter dér, hvor det føles sådan nogenlunde normalt de fleste dage. Jeg tror, at hvert eneste lille liv, der lander i vores hænder, laver os lidt om som mennesker. Og det kan man godt få et sug i maven over..

    Svar
  8. Line
    Line says:

    Som du selv skriver er det helt naturligt. Derfor synes jeg stadig det er vildt fedt at du skriver det. Da jeg var gravid med den første følte jeg mig hele forkert over ikke kun at være lykkelig over den graviditet som jeg havde glædet mig til – så hjalp det ubeskriveligt at læse indlæg som disse! Nu er barn nr. 2 i maven – det bliver fantastisk og hårdt og sådan er det bare. tak for dig og din blog og glædelig jul!

    Svar
  9. Mia
    Mia says:

    Hej Cille😊
    Vi er lige gået i gang med,at lave nr3, og selvom at jeg 90% af tiden er overstatisk og bare vil være gravid NU, bliver jeg engang imellem ramt af den helt samme frygt som dig. Råd, plads, overskud…puh der er mange tanker, og måske man bare skulle holde sig til de to man har i forevejen, tre er jo alligevel mega mange unger!!.. Nej, jeg vil sgu ha en lille baby til😄
    Vil bare sige, at du ihvertfald ikke er alene med dine tanker 😊

    Svar
  10. Anne
    Anne says:

    Som mor til tre synes jeg den største var fra et til to børn. Nummer tre gled bare ind i flokken synes jeg. Selvfølgelig var der urolige nætter men i løbet af dagen synes jeg ikke vi mærkede den store forskel vi var jo allerede vant til en hektisk hverdag. Jeg er en af dem der godt kunne have haft fire eller fem børn hvis ikke det er fordi at den miderste er udfordret med et par diagnoser. Det har lagt en dæmpet på overskuddet til flere børn. Og mht. Økonomi og plads – det løser sig hen af vejen :-). Vores nr. tre er den eneste som havde mulighed for eget værelse fra starten og han sov alligevel hos os det første år. Så j j med familieudvidelsen, det bliver fedt..

    Svar
  11. Mette
    Mette says:

    Jeg kan sgu godt forstå, hvis du engang i mellem får de tanker. Du har jo hænderne fulde allerede! Men som du selv skriver, så er børnene jo det hele værd. Og det er godt, at du kan minde dig selv om det, når/hvis der kommer uforstående kommentarer fra folk. Du er sej! Det bliver godt!

    Svar
  12. Christine
    Christine says:

    Det er lige så naturligt at bekymre sig som det er at glæde sig – og gerne i en kæmpe pærevælling! Og meget meget befriende at du tør fortælle om det – de der glansbilleder man finder rundt omkring på nettet gør bare os andre almindelige mennesker bekymrede for om vi er sære! Så tak! Du er pisse sej. Og flot. Og en god mor med nogle skønne unger. Det var sådan set bare lige det jeg ville sige! <3

    Svar
  13. Stine
    Stine says:

    Puh ha – tak tak og tak for det her indlæg..
    Man kan jo aldrig udtrykke tilstrækkeligt hvor højt man elsker de der små poder, og hvor stor en velsignelse de er.. MEN, det er jo ikke ren flødeskum og lagkage det hele. Jeg tager mig selv i nærmest ikke at tillade mig at tænke tanken til ende om, at nogen ting sgu da var lettere før børn, og om jeg ORKER alt det nattehalløj med en lille baby igen.. Men hallo! det betyder jo ikke, at jeg elsker de unger højere end noget andet i verden!
    Sikke en omgang rod – men tak for at italesætte de tanker, som jeg knap lader mig selv tænke.

    Svar
  14. Chrid
    Chrid says:

    Venter nr 2 lige om lidt, og har knap sovet i nat for bekymringer. Hvordan skal det dog gå?! Lige nu har jeg svært ved at huske, hvorfor det her virkede som en god ide i det tidlige forår. Pyh.. Synes, bekymringer for alt muligt fylder meget i denne graviditet.

    Svar
  15. Malene
    Malene says:

    Enige i alt det de andre skriver. Det er både pisse fedt, pisse hårdt, pisse sjovt og ind i mellem bare pis med alle de unger! Både bogstaveligt og overført… Derudover ser jeg søskende som en kæmpe gave til mine børn! Særligt den ældste, der er et lidt følsomt gemyt med mange tanker, nyder særdeles godt af, at have en ven der kender ham så godt, som lillebror gør, og hvor han ikke behøver tage de samme hensyn som i institutionen. Det håber jeg meget, de også kan drage fordel af i voksenlivet – at de har mange mennesker, der er deres…

    Svar
  16. Petrine
    Petrine says:

    Jeg synes, det er så fint, at du siger det her højt. For det er jo en udbredt følelse, som mange oplever, men som er skamfuld og tabubelagt. Da jeg var gravid med nummer to fortrød jeg seriøst i 14 dages tid, hvor jeg bare ikke sov, græd og overvejede, hvordan fanden jeg ku være gået med på den vanvittige idé at fucke vores liv op. Men jeg holdt det for mig selv, indtil jeg til sidst brød sammen og fortalte min jordemoder det, for jeg skammede mig sådan og følte mig så forkert. Når folk sagde: “Ej hvor blir det dejligt med en lillesøster”, så tænkte jeg bare: Nej! Det blir frygteligt! Min jordemoder var heldigvis så cool og sagde, at jeg var normal og ikke mindst, at det var helt ok. Det var en kæmpe lettelse 🙂 – Jeg behøver selvklart ikke at sige, at jeg nu elsker min datter til uendelighed og ikke kan forestille mig livet uden hende (men nu sagde jeg det lige alligevel)!

    Svar
  17. Trine
    Trine says:

    Jeg har tre unger, den ældste er på alder med sin Otto.
    Jeg husker også tydeligt, hvordan den der panik ind imellem kunne tage fat, da jeg gravid. Og det var under alle tre graviditeter. Med den første var det angsten for at vende hele vores verden på hovedet, der fyldte. Med nr. 2 var det frygten for at vende nr. 1’s verden på hovedet. Og med nr. 3 var det netop tanken om pludselig at blive sådan en rigtig STOR familie. Jeg følte mig også til tider virkelig selvisk og grådig at jeg sådan absolut skulle have barn nr. 3, når nu vi allerede var en velfungerende familie med to sunde, raske og helt fantastiske børn.
    Men som du jo har erfaret de andre gange du har forøget din familie, så ordner det hele sig. Der er jo ingen anden udvej!
    Og faktisk var skridtet fra at være en familie på 4 til at være 5 den mindste omvæltning af de tre gange vi har udviddet.
    Ja, vi har da hænderne fulde! Og keder os ALDRIG! Men faktisk tænker vi sjældent, at det er hårdt eller at vi mangler overskud. Og jeg er sikker på, at hvis vi havde færre børn – eller slet ingen – så havde vi jo bare fundet noget andet at bruge vores energi på.
    Bare rolig, det bliver fantastisk 🙂

    Svar
  18. Wickie
    Wickie says:

    Du skal ikke tænke på om du gør os der ikke kan få børn kede af det, i hvert fald ikke mig. Jeg tænker ikke at du er utaknemmelig bare fordi jeg ikke selv kan få nogen. Jeg har faktisk flere gange oplevet et misforstået hensyn, der i bund og grund gør mig mere ked af det. Fx da min søster skulle have en, så skældte andre hende ud og sagde hun ikke kunne være det bekendt, når jeg ikke kan og det eneste jeg var, var dybt lykkelig over at blive moster ❤

    Svar
  19. Maria Jensen
    Maria Jensen says:

    Åh, hvor er jeg glad for det her indlæg! Jeg er gravid med nr. 2 (er en uge længere henne end dig) og præcis de samme tanker er dukket op hos mig.
    Går fra at glæde mig helt vildt, til at tænke Fuck, hvad har vi gang i?! Det, at storebror gennemgår en svær tid lige nu (har dog ikke noget med babyen at gøre) gør heller ikke det hele nemmere for en lettere hormonel gravid dame.
    Men det skal jo nok blive skidegodt! Glæder mig til at møde den lille pige jeg har inde i maven. Håber bare hun ikke stjæler alt for meget af vores nattesøvn, hehe,

    Svar
  20. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Det er der helt sikkert nogen, der vil sige. Men så er der også os andre, som vil sige, at vi kender de tanker fuldstændig, og at det er så dejligt, at du deler dem <3

    Svar
  21. Louise
    Louise says:

    Vi har fem børn, hvor mindstearvingen er 6 uger. To børn sammen og min mand har tre fra før. Så når vi, som i dag, er samlet om middagsbordet, er der gang i den. Vi har heller ikke rigtig pladsen og det kan da også mærkes på økonomien med sådan en flok. Men da de her til aften hjalp hinanden med at pynte træet, imens de grinede og pjattede, sad jeg og kiggede på dem, og jeg ville ikke undvære dem for noget i verdenen. Selvom det måske betyder, at gaverne under træet er lidt mindre og søvnen mere sparsommelig.

    Svar
  22. Marie
    Marie says:

    Fedt du siger det højt. Jeg har det præcis lige sådan med barn nummer to og termin om tre uger. Alle jeg kender har haft det ligesådan ligegyldigt hvilket nummer barn, de ventede. Og det er sgu helt fair med den ambivalens, man aner jo rent faktisk ikke, hvad man går ind til. Hvert barn er helt sit eget, og familiedynamikker ændrer sig på måder, som man ikke kan forudse. En af de få ting i livet vi moderne mennesker ikke kan kontrollere. Ligesom fødsel og død. Sundt er det, er jeg sikker på. Og så tror jeg altså ikke, at det er hverken skamfuldt eller tabu at tale om, sådan som en skriver. Selvom det er rigtig godt, at vi taler om det. Please lad være med at råbe tabu, hver eneste gang, nogen tager noget op (og det var kun møntet på kommentaren, ikke på dit indlæg).

    Svar
  23. Line
    Line says:

    Det næstmest vidunderlige ved dine indlæg (for det mest vidunderlige er naturligvis indlæggene i sig selv) er alle de vidunderlige kommentarer, der vidner om, at man ikke er alene om at have det på en bestemt måde.
    Jeg er gravid med min første – i en alder af 22. Det var planlagt, men jeg er ved at skide grønne grise over det til tider og får netop tanken “hvad fanden har vi gang i?!”. Den går væk igen, og vi har jo gang i lige præcis det, vi allermest har lyst til. Og så er det bare rart, at andre tør sige højt, at de også tænker sådan. Og det er vidunderligt, at du får skabt et rum her i kommentarfeltet, hvor flere kan tilslutte sig koret, så man i den grad finder ud af, man ikke er alene. Tak for det!!

    Svar
  24. Marianne
    Marianne says:

    Som ældst ud af fire børn på nu 24, 21, 17 og 17, vil jeg bare sige, at mange søskende er the bomb! Der var altid en at lege med, da vi var små, og det er så FEDT, når vi som nu alle er samlet i juledagene. Jovist, bølgerne gik jævnt højt da vi var små og ikke mindst, da vi boede fire unge på 19, 16, 14 og 12 i huset. Ha! Gad vide hvordan mine forældre overlevede det?! Men den slags kommer man over, og tilbage står man så med tre fantastiske legekammerater som er genetisk programmeret til at elske en nærmest uanset, hvad der sker. Jeg er vild med det! Jeg glæder mig så meget til, når jeg engang får børn, og mine børn samtidigt får tre tossede og skønne moster/morbrødre med i købet; og jeg er ret overbevist om at mine forældre også er ret glade for, at de lavede babyer på samlebånd 😊

    Svar
  25. Sabine
    Sabine says:

    Bekymring skyldes vel også den erfaring man har med, at det er pisse hårdt at få børn. Så jeg tror det er en helt naturlig og nødvendig proces, lige mentalt at bokse lidt med, hvad det er man – igen – kaster sig ud i. Så man er klar til den kæmpe opgave der venter – og den fuldstændigt fantastiske ting det er, at blive én til i familien.
    Jeg tror, der er meget forskelligt for alle hvad det er, der opleves som hårdest ved at få børn, men jeg vil da lige dele, at for vores vedkommende har nummer tre klart været det nemmeste barn at få. Også selvom der selvfølgelig er mere arbejde. Men mere nogensinde før, så er vi så bevidst om, hvor stort et mirakel børn er, og jeg ved det bliver sidste gang jeg skal opleve at få et selv. Derfor har jeg lettere ved at finde de ekstra ressourcer. Og så har de to ’store’ hinanden, når den lille ny fylder og det har virkeligt styrket deres forhold!
    Rigtigt meget held og lykke herfra – det barn nr 3 (4) er heldig at blive født ind i jeres flok 😃

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *