Passiv snaps og et strejf af lykke

Gæsteskriv: Skal man se sine forældre dø?

For et år siden fik jeg en SMS. En af dem som jeg længe havde vidst ville komme. Jeg vidste bare ikke hvornår.
Da den kom, tog den vejret fra mig.

Den var fra min bedste veninde, Rachel.
Hendes far var død. D. 18. December 2015.

I går nat, én dag fra årsdagen for den SMS, modtog jeg en mail fra Rachel. Det var nedenstående skriv, som jeg har fået lov til at dele med jer.
Tag godt imod min Rachel og hendes ord om dagen for et år siden.

Skal man se sine forældre dø?

Det er aften, torsdag d. 17. december 2015.

Jeg sidder og tæller sekunderne med min telefon i hånden. I hospitalsengen ved siden af ligger min far med lukkede øjne.

40 sekunder…. 20 sekunder… 40 sekunder… 20 sekunder… 40…20…

Jeg har altid vidst, at han ville dø en dag. Jeg tror aldrig jeg har haft den dejlige barnlige tro på at han ville leve for evigt. Det gør man ikke når man har levet et liv som hans, med smøger og vigør. Det lærte jeg i skolen – folk som min far dør.

40… 20… 40…20….

Jeg sidder og tæller hans vejrtrækning. Eller rettere, pauserne. De kommer på sekundet hver gang.

40 sekunders stilhed – 20 sekunders vejrtrækning.

Jeg prøver stille at holde vejret med ham. Uden held. Min krop panikker og jeg vil ikke gøre de andre i rummet med os nervøse. Min bror og min fars hustru, som sidder på den anden side af sengen. Så jeg trækker vejret igen.

20…40…

Jeg havde i årevis forestillet mig, hvad der ville ske. En dag ville jeg få et telefonopkald og en stemme i den anden ende ville fortælle mig, at min far ikke længere eksisterede. Stemmen i min forestilling har aldrig tilhørt en specifik person, men altid haft samme alvor: ”Hej Rachel, jeg ringer for at fortælle dig, at din far er død.”.  Jeg ville nok falde sammen. Det var ofte i badet, at jeg havde de tanker. Det er der jeg har mine mentale konfrontationer og indre diskussioner med spøgelser fra fortid og fremtid.

35-36-37-er det nu?-39-40… vejrtrækning.

Nu sidder jeg der.
I rummet hvor min far skal dø.
Jeg rejser mig op og prøver diskret at mærke hans hjerteslag. Det er ikke som på film, der er ikke noget hjerteovervågning der bipper, intet der indikerer, hvad der er ved at ske.
Hans hjerte slår, også når han ikke trækker vejret.

Mit eget hjerte hamrer.

Jeg prøver at få en indikation – er det nu?

Jeg har været så bange for, at han ville dø alene. Jeg havde endda bedt lægen om at sætte noget hjerteovervågning på ham. Ikke fordi at de skulle redde ham hvis, jeg mener når, hans hjerte stoppede med at slå. De skulle bare løbe ind og være der med ham, hvis vi ikke var der. Bare stå der, og være tilstede, sammen med ham, mens han forsvandt.
Han skulle IKKE være alene.
Bare tanken. Tanken om at han skulle være alene når han døde…
Den er ikke til at bære…

Vi gjorde vores for at det ikke ville blive tilfældet. Hans hustru var flyttet ind på stuen. Og min bror og jeg kom i alle vores vågne timer. Vi sad der og ventede, levede af kioskens toasts og hotdogs mens vi græd og grinede og håbede på mirakler

Stille i mig selv håbede jeg bare, at han ville få fred. Han fortjente det, selvom jeg ikke ville miste – og måske også frygtede, at mit stille håb for hans fred, ville være det, der slog ham ihjel.

40…20…

Men så sidder jeg her. Og jeg ved, at det er ved at være nu. Sygeplejerskerne siger at sådan noget kan være en indikation på, at det er ved at være nu… Men præcis hvornår, er ikke til at sige. Det er meget normalt.
Men det kan foregå i flere timer – Det kan også stoppe igen.

Så jeg bliver siddende. Mens jeg diskuterer med mig selv.
Skal jeg være her mens min far han dør?
Er det meningen, at man skal være der når ens forældre dør?

40….20… vejrtrækning….vejrtrækning… vejrtrækning

Han begynder at trække vejret igen. Helt normalt.
Han ligger og sover.
Ligesom da jeg var barn.
Der mangler bare roen i hans ansigt, og den smørekniv som han brugte til at sprætte sin bog op med, og bogen på maven. Så kunne man næsten tro at han bare lå i sengen i mit barndomshjem på Reventlowsgade eller i Vester Søhus, som så mange gange før. Med vejrtrækningen ud igennem mundvigen…

Det var ikke nu… Ikke alligevel.
En del af mig prøver på at tro, at han sendte mig hjem.

Pis og papir.

Jeg tog hjem.

Det var ikke nu.
Det var i hvert fald ikke meningen, at jeg skulle være der.

D. 18. december 2015.
Aftenen før havde jeg lagt mig i seng, og slukket for mig selv endnu engang, kun for at vågne dagen efter uden fornemmelse af at tiden var passeret. Måske trak jeg heller ikke vejret?

Jeg tog et langt bad. Min mand, Michael og vores søn, Jonathan var ikke hjemme, så jeg var alene i lejligheden.
Da jeg kom ud af badet ringede min telefon, og med håndklædet om mig, nærmede jeg mig den med rolige skridt.
Jeg vidste godt hvilket opkald jeg skulle til at besvare. Ville det blive mindre sandt hvis jeg ikke tog den?

”Hej Rachel, det er Sandra”

Så blev det Sandra, hvor er jeg glad for at det var Sandra. Sygeplejersken på afdelingen, som havde været der for os hele vejen.

”I morges kl. 9.30 stoppede din fars hjerte med at slå. Jeg var der sammen med hans kone.
Det var så smukt og roligt. Så fredeligt og fint.”

Jeg sagde, at jeg var på vej. Hun sagde at jeg ikke behøvede at skynde mig. Jeg takkede hende.
Vi sagde farvel.
Vi lagde på.

Nu findes min far ikke længere, og nu er det mig som er alene.

img_9372

   

50 kommentarer

  • Rabia

    Puha det går lige i hjertet. Meget fint skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Rachel historie minder så meget om min historie om da jeg mistede min far for knap 2 1/2 år siden.
    Min far havde også levet et hårdt liv og jeg havde også forventet et opkald om at han pludselig var gået bort, i stedet fik jeg et opkald om at han var fundet ukontaktbar og lå nu i respirator.
    Jeg og mine søskende sad ved ham i 14 dage, hvor han til sidst sov ind med min søster og jeg ved hans side ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kenneth Borgen Axelsen

    Det bliver ikke mindre stærkt og rørende her 2.gang, man læser det. Din far var et af Danmarks klogeste mennesker. Han var et af mine idoler. Det er du sådan set også. Kram fra Kenneth

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Jeg sagde farvel til min mor en oktobernat i 2007 og mistede min far i 2014, mens jeg sad i Vietnam. Sidstnævnte har siden gjort ekstra ondt, da jeg aldrig fik sagt farvel. Aldrig fik set ham og erkendt, at han havde åndet ud. Da min mor døde var vi alle omkring hende og jeg vidste, at hun ikke var bange, at hun havde kæmpet til det sidste og inderst inde, gav jeg hende “lov” til at give slip.
    Din beskrivelse af at sige farvel og give slip rummer så meget kærlighed og jeg kan følge dig minut for minut.
    Intet barn bør vokse op med frygten for at miste sine forældre, men hvis det sker, uanset barn og voksens alder, bør det ske med nærhed og vished.
    Jeg savner mine forældre hver dag, savner at de kan se min lille søn, min kæreste og mit liv som voksen. Børn tror på julemanden – jeg tror på, at mine forældre kigger med et eller andet sted. Ellers bliver det for svært! Tak for indlægget, ærligheden og kærligheden. Tanker i en helt sikkert hård tid, jeg håber, at du og din familie kan mindes din far med smil i julen.
    Tak Cecilie, for at give din veninde plads til at dele dette minde – det betød meget at kunne læse og mindes.

    Stort juleknus til jer begge

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hald

    Jeg sagde farvel til min mor den 1. november i år, på Allehelgensdag, en smuk klar novemberdag stadig klædt i efterårets farver. Min mor havde Alzheimers og var i en fase, hvor hun havde mistet det meste af sit sprog og for det meste var langt væk. Ind i mellem fik vi hende tilbage i et kort glimt, hvorefter hun atter forsvandt fra os.
    Efter en lungebetændelse i oktober virkede det som om hun ikke ville mere – og derfor blev jeg den 31. okt ringet op af min far, der sagde, at min mor snart ville gå bort. Sammen med min bror tog jeg ud til plejehjemmet, hvor hun boede og sad hos hende. Min bror, mig og min lille søn på 3 uger.
    Hun trak vejrer overfladisk hele natten, men blev hos os. Om formiddagen tog vi hjem et par timer, for derefter at tage tilbage til hende. I mellemtiden havde min far og min moster og onkel været hos hende og så kom vi tilbage – nu inkl en 1-årig. Hun var derfor omgivet af mennesker – og børn som hun elskede, og der var snak og babylyde hos hende. Da eftermiddagen gik på hæld gik hun bort – mens vi stod ved siden af hendes seng og sagde farvel. Det skete stille og roligt – jeg fortalte hende, at vi alle nu havde været der for at sige farvel, og at det var okay, hvis hun nu gav slip. Kort efter tog hun to dybe åndedrag, og så var hun væk. Det var forfærdeligt, fordi det var min elskede mor – men smukt fordi vi var der til det sidste.
    For mig betyder det meget, at jeg var der, da hun ånede ud – at jeg kunne få lov til at være med hende til det sidste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    Så fint skrevet! Sender kram og tanker til dig. Mistede selv mine forældre for 5,5 og 6 år siden, og jeg hader det. Hader at de ikke oplever mig blive ældre, hader de aldrig fik mødt min snart 2 årige dreng og ikke mindst omvendt. Savner og tænker på dem hver eneste dag og ville give alt, for bare endnu et kram og et grin sammen med dem. Det er forfærdeligt at miste sine forældre. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rie

    💜💜💜 Jeg var igennem de samme følelser og tanker for 4,5 år siden, da jeg mistede min far. Vi var der alle sammen på hospitalet, da han fik fred.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Puha tak fordi du delte ❤ Ligger nu med tåre i øjne, for det bragte mig lidt over 7år tilbage, da jeg skulle sige farvel til min far. Jeg sad også og talte vejrtrækningerne eller manglen derpå! TAK! 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie Holte

    Så fint ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Åh! Et rørende skriv <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilde

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Meget, meget rørende – tak for at vi måtte læse det ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Tak for et vidunderligt skriv, som har rørt mig så dybt. Føler mig helt taget med ind i noget meget inderligt og privat. Jeg vil kramme mine forældre ekstra meget når jeg ser dem igen.
    Tak at minde mig om det.

    – og hvor er det bare dejligt at læse noget som sætter tanker i gang, i stedet for mange af de andre (lige pludselige) ligegyldige indlæg som ellers er i mit feed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SMUKT!!
    Jeg savner ord…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Virkelig godt skrevet! SMUKT og sejt Rachel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Smukt skrevet om en situation som vi alle kommer til at stå i på et tidspunkt. Dejlogt at få sat ord på hvordan en anden har oplevet det.

    Jeg har modtaget et opkald. “Din mor har forsøgt at begå selvmord, men hun klarede den.” Siden da har hun siddet i et hjørne og ventet på at blive gammel nok til at hun kan tillade sig at dø. Sådan føles det i hvert fald. Jeg er nogen gange i tvivl, om jeg hellere ville have haft opkaldet om at hun var død. Jeg tror det ville være lettere på nogle måder – så kunne jeg få fred til at huske min rigtige mor, fremfor som det er nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie Sky.

    Det er det, jeg frygter aller, allermest. Mere end selv frygten for at ende alene, som også er der – men det er trods alt ikke sikkert, det sker. Men jeg er så frygteligt bange for den dag, en af mine forældre dør. Jeg kan slet ikke forestille mig, at der er en verden på den anden side, uden de to, og er helt barnligt bange for at briste i savnet.

    Al kærlighed til dig, Rachel. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Simonsen

    Smukt beskrevet. Stor tak for ordene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Vidste på forhånd jeg skulle tage mig mod til at læse dette indlæg.. troede jeg var klar men 20 linjer inde i teksten har jeg valgt at holde pause.. Har selv været i samme situation tilbage i 2008 med min far. Jeg lover at læse resten af indlægget lidt senere i aften.. men kan mærke det skal læses når tårene kan få frit løb uden at blive forstyrret… Tak Rachel og mange tanker til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Sindssygt flot skriv om det man aldrig ønsker skal ske. Tak for at dele det ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Det med vejrtrækningen. Puha. Jeg sad og talte på samme måde, da min bedstefar lå på hospice. Hele familien vågede over ham, og min bedstemor var der i døgndrift. Han slap en eftermiddag, hvor min far sad hos ham.og holdte ham i hånden. Jeg var gået ud et øjeblik og min bedstemor det samme. Først der kunne han give slip. Personalet på hospice mente, at han ikke ville eller kunne slippe livet, når min bedstemor, hans store kærlighed gennem 60 år, var hos ham. Tænk at være så stædig, kraftfuld og kærlig, selvom man ligger ukontaktbar og døende. Død og kærlighed er forunderlige størrelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Rørende tekst, hvor er det smukt skrevet! Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnethe

    Hvor er det et fint skriv! Tusind tak til Rachel for at ville dele det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Urban

    Kære Rachel! Sikken et fint skriv <3 Jeg mistede min far til kræft da jeg var 16, han døde pludseligt der hjemme en tidlig morgen, mens vi andre lå og sov. At vågne med et chok er noget der stadig sidder i min krop her 9 (!) år efter. puhaa! uanset om man er klar eller ej, så gør det bare så forbandet ondt at miste. Jeg sender varme tanker til dig og din familie. Husk på at julen også er fyldt med en masse gode minder og hjertevarme stunder hvor man kan mindes de man savner allermest. Hilsner fra en storesøster på 25.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Smukt og rørende ❤️Stort kram til dig Rachel ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Smukt og rørene – kram til dig Rachel ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fik våde øjne 😢 Det er aldrig sjovt at miste nogen. Stor krammer til dig, Rachel ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    ♡♡♡♡! ☆

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida D

    Hold op, hvor rørene. Det er da lige til at få tårerne frem på en søndag. En påmindelse om, at være der imens de er i live. At værdsætte og elske.

    Virkeligt fin beretning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natassia

    Et kæmpe kram til Rachel! Så fint skrevet.

    Jeg stod i situationen for 2 1/2 år siden. Min far var inde og ude af hospitalet. Ved sidste indlæggelse sagde lægerne at den weekend var den sidste. Min mor, søskende og jeg flyttede ind på hans stue i de sidste 3 døgn. Vi kæmpede for at holde os vågne, alligevel sov han ind i er kort øjeblik da vi alle var blundet hen. Så fint og fredfyldt, han var ikke alene, men skånede os for at se det sidste åndedræt.

    Man kommer aldrig rigtig over det, men man lærer at leve med det. De ord har betydet alt i min sorg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Så sindsygt fint… jeg var der heller ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine R

    Et virkelig smukt skriv – tak for at dele det med os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Så fint ❤️
    Giv Rachel et ekstra langt kram fra alle os.
    God jul.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvor er det bare smukt skrevet. Det var lige før jeg selv holdt vejret.. og så begyndte tårerne at trille, puha!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Tårnene triller ned af kinderne på mig. Jeg mistede min far på min fødselsdag for 3,5 år siden. Jeg havde sidder der dag ud og dag ind i de tre uger han havde været indlagt. Jeg vidste godt det nok ville ske og jeg ville gerne være der. Men det var jeg ikke. Det var der ingen der var. Måske kunne han ikke give slip mens vi var der. Men jeg hader at han var helt helt alene. Desværre fik jeg beskeden på en virkelig nederen måde, af hans kone, som jeg ikke havde et godt forhold til og som jeg nu ingen kontakt har med. Hej Tine. Din far er død for 5 min siden. Det havde været kritisk om morgenen, men det havde hun ikk ringet og fortalt mig, selvom det var en klar aftale. I det ene taget var det enden på tre forfærdelige uger, fyldt med løgne, frustration og tårer. Han fik fred. Og det gjorde jeg også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Små tårer triller ned ad min kind over søndags morgenmaden.. Meget smukt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så smukt skrevet. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kasper Is

    Hej Rachel.
    Tak for at dele historien og for at få mig til at flæbe som en lille dreng.
    Jeg ved hvor meget din far betyder for dig og jeg skænker ham en tanke, hver eneste gang jeg er inde i nærheden af hans bolig, med minder om de mange gange på tagtoppen med hygge og fest..
    Jeg elsker dig sgu.
    Kasper

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Det ligner næsten min historie sidste år, men det var min mor og hun sov ind d.21 december. Jeg var der da hun døde, jeg sagde hun skulle give slip, da hun kæmpede for at blive, hun ville ikke væk fra min søster og jeg, vores børn og vores far. Hun sagde at hvis nogle sagde at nu havde hun fået fred, så skulle vi sige nej, for hun ville ikke have fred, hun ville leve… December er og bliver hård.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Så smukt skrevet, – jeg stod selv i samme situation, da min mor døde. Du ramte lige netop alt det man står i 😢

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Åh, hvor smukt og hjerteskærende. Kæmpe virtuelt kram til Rachel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor fint skrevet. Så fint. Og umådeligt trist.

    Jeg kom til at tænke på da George fra Grey’s Anatomy sagde “I don’t know how to live in a world where my father doesn’t “.

    Giv Rachel et stort kram fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Sikke en fin fin beretning – sidder helt med tårer i øjnene ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vinnie Reiths

    Hvor er det en smuk og hjertegribendeberetning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Hvor er det smukt skrevet! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Meget smukt skrevet. Tårerne triller ned af kinderne. Min far er lige kommet på den anden side af en kræftsygdom, men frygten sidder der endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe K

    Tak Rachel❤ En smuk fortælling❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Passiv snaps og et strejf af lykke