De forsinkede svar

img_8898

For længe siden nu kastede jeg mig ud i endnu en spørgerunde, da det på både Snapchat og i mit kommentarfelt her også, virkede til at være på tide at snuppe en runde mere.
Jeg ville have lavet videosvar, og har også ved flere lejligheder forsøgt at filme dem. Men uden held. Alt fra teknikproblemer til dårlige snakkedage (kender I dem? Hvor alt man forsøger at sige, kommer forkert ud) spændte ben for mig, og det har siden da hængt lidt i den del af min hjerne jeg kalder skammekrogen. Der hvor overskredne deadlines, nemme halvhjertede løsninger og glemte aftaler gemmer sig. Men ikke mere. Nu skal det være.

Jeg har sorteret nogle stykker fra, fordi jeg enten har svaret på dem direkte i kommentarfeltet, ikke ønsker at svare (fordi jeg har fravalgt at dele den del af vores liv), eller allerede har haft fokus på dem med dedikerede indlæg, som dette for eksempel, eller har planer om at gøre det snart.

Og nu til svarene.

Noget jeg har tænkt på… du har tidligere skrevet om din modelkarriere. Og nu har du jo fået to smukke børn – hvordan forholder du dig til, hvis de ønsker at “gå i dine fodspor”? Både hvis de blev tilbudt jobs som børn og senere selv aktivt ønskede at arbejde som model som unge/voksne

Det er faktisk noget vi er blevet nødt til at tage stilling til, da især Otto har modtaget og stadigvæk modtager en del opmærksomhed fra diverse bureauer. Hvilket vi selvfølgelig tager som et kæmpe kompliment, men også har takket pænt nej til. Det er noget vi, hans forældre, ret tidligt besluttede at han ikke skulle, og det samme gør sig gældende for Uma, hvis det bliver aktuelt. Det er der flere årsager til og det kan hurtigt blive både meget langt, og ikke mindst et sprængfarligt emne at tage op, men kort fortalt har det ikke føltes rigtigt for os at tage sådan et valg på hans bekostning. Er det noget de får lyst til og mulighed for at udforske når de er ældre, altså unge/voksne, skal de være velkomne.

Hvordan er dit forhold til dine venner og veninder nu hvor du er gravid med nr. 3? Her tænker jeg Cykelrytterven, Nanna og Rachel. Jeg har fulgt med i laaang tid, men synes det er længe siden vi har hørt om dem.

Det er rigtig godt. Jeg mærker i hvert fald ikke nogen forskel fordi jeg er gravid med nr. 3.
I forhold til dem du nævner, er de stadigvæk nogle af mine favoritmennesker, som jeg taler med og ser så tit jeg kan. Rachel taler jeg med hver dag, nogle gange flere gange om dagen, og de to andre har jeg også kontakt med og ikke mindst stor kærlighed til.
Men ingen tvivl om, at der helt sikkert går mere tid imellem at vi ses, da alle nu har fået børn og er blevet gift. Og så er det heller ingen hemmelighed, at i takt med at bloggen er blevet større, vælger jeg helt bevidst at skrive mindre om mine mennesker herude på den anden side, da jeg godt kan forstå, hvis ikke alle gider dele deres færden med resten af Danmark.

Hvad gør du, når du er alene med kravlende baby og skal på toilettet?

🙂 Behovsudsættelse er en ægte ting når man er mor. Alternativt må man jo have døren åben, gøre brug af en skråstol eller udsætte lidt længere, knibeøvelser er ret vigtigt jo. Og ellers sover sådan nogle kravlebabyer oftest et par gange om dagen.

Jeg har længe tænkt på at stille dig nogle spørgsmål til din vegetariske livsstil. Spiser dine børn og din mand kød, og laver du mad med kød til dem, hvis de gør? Hvor længe har du egentlig været vegetar?

Egentlig er jeg jo slet ikke vegetar. Jeg har skrevet lidt mere om det her.
Men det er godt nok tæt på. Der kan sagtens gå uger og faktisk også måneder imellem, at jeg spiser kød, og jeg skal slet ikke afvise, at jeg bliver vegetar 100% på et tidspunkt.
Min mand er ligesom mig hvad det angår, men er nok mere tilbøjelig til at bestille kød, hvis han er ude og spise, end jeg er. Vi køber og spiser aldrig kød herhjemme. På nær lidt pålæg indimellem, som drengene får med på madpakke. Uma får mad i vuggestuen, og her spiser de kød to-tre gange om ugen.
Jeg har aldrig været den store kødspiser, men jeg tror den næsten-vegetariske livsstil som vi lever nu, hvor vi helt stoppede med at spise kød til vores aftensmad, startede for et lille års tid siden.

Jeg har tit tænkt på, hvad du gør for at overbevise dig selv om, at det hele nok skal gå – helt specifikt fik jeg tanken, da jeg genlæste indlægget fra nogle år siden, hvor du sagde dit job op, da du stod alene med Otto. Det må have gjort ondt i maven? Hvordan turde du? Hvorfor gik du ikke i panik flere gange om dagen? 

Totalt ondt i maven! Ingen tvivl om det. Men også et sug og en følelse af lettelse.
Jeg turde, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg blev nødt til at prøve det af. Jeg havde i over et år været rigtig ked af mit arbejde, hvilket tærede totalt på mine kræfter og min psyke. Og så ville jeg jo noget andet, jeg vidste måske nok ikke præcis hvad det var, men noget skulle ske.
Jeg gik bestemt i panik, eller måske ikke panik, og heller ikke flere gange om dagen, men havde da flere gange en ret virkelig og ubehagelig fornemmelse af tvivl, både på mig selv og beslutningen, der gjorde mig bange for om, jeg havde truffet det rette valg. Men det havde jeg, for som sagt føltes det decideret forkert for mig, at skulle blive i det jeg ikke var glad for på daværende tidspunkt. Panik og tvivl kan faktisk godt være motiverende har jeg sidenhen opdaget. I små doser dog.

Du har tidligere berørt emnet, men hvordan takler I evt. udfordringer med dine/mine børn. Er der specielle punkter, hvor I er blevet klogere eller bedre?

Jeg har fra starten af haft den indstilling, at der ikke er dine/mine børn. Det er vores børn. Selvom jeg ikke er Leos mor, er det alligevel den rolle jeg har, når han er her. Selvfølgelig er der udfordringer, og situationer, hvor jeg ikke kan (og ikke skal) tage den primære forældrerolle, og det kan bestemt være noget af en kamel at skulle sluge. Og så er der selvfølgelig noget logistik, der gør det hele lidt anderledes. Men alt i alt er der ikke nogle store nævneværdige udfordringer, men vi bliver da bestemt klogere og bedre til at tackle dem, der opstår med tiden. Men det hører jo med i ethvert forældreskab, både når det kommer til de børn man selv har været med til at skabe og dem man har fået med i købet så at sige.

Jeg vil gerne høre noget om din modelkarriere. Hvordan startede det? Hvor gammel var du?

Den korte version;  Jeg blev stoppet af en fransk dame, der var iført turkise støvler og en meget dyr jakke, til en Aqua koncert (!) som sagde at mine kindben var flotte og at hun var agent for et parisisk bureau, og at hun gerne ville have mig til Paris.  Jeg var 14 år og fattede ikke en meter. En uge senere ringede de sgu fra Paris til min mor og sagde at de gerne ville have mig til castings hurtigst muligt. Det sagde hun at de kunne glemme alt om, og jeg synes naturligvis at hun havde ødelagt mit liv. Hun stod fast, men sagde at jeg skulle færdiggøre skolen og at vi derefter kunne tale om det. To år senere kom jeg i stald hos Unique i en kort periode og havde lidt småjobs, men skiftede et års tid efter til 2PM og så gik det ellers stærkt. Jeg arbejdede en del, både herhjemme og i Tyskland, gik rigtig mange shows og havde nogle år i Paris, Athen, Milano og Barcelona. Det var skideskægt.


Det var vist det hele, for nu.

4 replies
  1. Helle says:

    Hvor er det stærkt, at I har fravalgt modeljob fra, for jeres børn (indtil videre). Synes bare det viser så meget integretet at tage det ansvar (og vælge den indkomst fra) og nøjes med smigren! I er meget inspirerende.

    Svar
  2. Louise says:

    Elsker sådanne indlæg! 😄 Er stor fan af personlige indlæg!
    Lige noget lidt andet; jeg er førstegangsgravid, og kunne i den forbindelse enormt godt tænke mig at læse et indlæg med gode råd – eventuelt hvad du gerne selv ville have vidst som førstegangsmor? – syntes ærlig talt at det er en turbulent (omend fantastisk) tid, både med kropsforandringer hvor hovedet ikke nødvendigvis kan følge med (er pt. bare småtyk, uden babybule), livsforandringer, andres meninger, hvad man selv skal mene (om alt fra navn til opdragelse og alt ind i mellem), institutioner, udstyr og tøj og hvad der nu ellers er – jeg er ihvertfald godt og grundig forvirret! – men dog meget lykkelig! ❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Louise Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *