Skuffeskriv #4 Hej Otto: Min første fødselsberetning

Jeg har virkelig summet længe over om jeg skulle udgive dette. Altså i årevis faktisk.
Det er mere end bare en fødselsberetning, da den jo går ind i noget meget følsomt udover selve fødselsdelen, der også var en hård omgang – Nemlig de følelser jeg gik igennem under og i tiden efter. Det var jo sådan, at min mand og jeg ikke var sammen da Otto blev født. Faktisk havde han knust mit hjerte et halvt år forinden (læs vores historie her, hvis du ikke kender den – Det opklarer måske lidt), og det var nogle store følelser der var på spil, og jeg var så psykisk påvirket af situationen under hele fødslen, men vil omvendt ikke have undværet ham der, ikke kun på grund af situationen som den er i dag. Men fordi at han er Ottos far, og fordi at det var vigtigt for mig, at han var en del af det, og ikke bare fik ‘udleveret’ en baby på den anden side. Jeg anbefaler det faktisk til alle, der ikke er sammen med deres barns far – At have ham med til fødslen, hvis man kan rumme det, men vær lige forberedt på nogle store følelser… 

Det er en lidt rodet og usammenhængende omgang, men jeg har besluttet at det er sådan det skal være, og derfor står størstedelen af teksten præcis som det gjorde, da jeg skrev ordene for syv år siden. De påvirker mig rigtig meget ordene, for jeg kan godt huske hvordan det var at have det som jeg havde det. Jeg kan huske usikkerheden, smerten, både den fysiske, men særligt den psykiske og så kan jeg huske præcis, hvordan det var at blive Ottos mor. Hvilket uden tvivl altid vil være det der har ændret allermest. Han ‘reddede’ mig på en måde. Fik mig til at indse, at jeg var meget mere værd, end jeg nogensinde havde givet mig selv lov til at tro.

Det kommer her. Tag pænt imod det. Det er skrevet et par uger inden bloggens start, og af en meget ung, forvirret og såret type, som jeg faktisk holder af og virkelig godt gad give et kram, en high five og en peptalk, selvom hun sikkert ville syntes at sådan en 30 årig mor til tre, ikke ville kunne lære hende noget, og det har hun ret i. Hun skulle lære det selv …

 

H E J O T T O

Hvad jeg lavede forrige weekend?
Jeg fødte lige et menneske! En baby.
På 3200 gram.

Fredag kom, og gik, min terminsdag. Jeg havde inviteret Nanna og Rachel på en slags distraktionsmiddag, som bestod af takeout fra Mood food. Jeg har vist ikke været særlig godt selskab. Var faktisk skide sur. Vidste jo godt at der ingen baby ville komme, at det statistisk nok ville være nemmere at vinde en slags Lotto, end at føde på lige den dag., men jeg var alligevel ret skuffet.
Damerne gik hjem, og jeg skyndte mig at gå i seng.

Lørdag klokken 13:22 (præcis!) skete der noget jeg ikke har prøvet før. Min mave og mit underliv trak sig sammen. En ve, måske? I hvert fald kom der nogle stykker den næste time, og jeg gik i gang med at ringe både HAM og min mor op.

Det fortsatte resten af dagen, tog hverken til i hyppighed eller styrke, men det var altså veer. Jeg var ikke i tvivl! Slet ikke i tvivl faktisk. Det var jordemoderen på fødegangen til gengæld, i tvivl altså, eller rettere sagt var hun sikker. Sikker på at jeg overhovedet ikke var i nærheden af en fødsel. Hun stak mig en pose med piller og bad os gå hjem. Så det gjorde vi. Kørte hjem med en pose panodiler i den ene hånd, en uåbnet flaske champagne i tasken og en gabende tom autostol i den anden hånd, klokken virkelig røv om natten. Jeg tog to piller og vi gik i seng. Søndag morgen klokken lidt over 6. To timer efter vi havde lagt os, vågnede jeg.
Jeg var først i tvivl om, hvad der havde vækket mig, lige indtil jeg blev mindet om det af en led ve. Hvorfor har ingen fortalt mig, at de rigtige veer sidder i lænden?! Her gik jeg og forventede menstruationssmerter gange 100, i underlivet, ala dem fra dagen før, sgu da ikke gange tusind og slet ikke i lænden.

Jeg fik vækket HAM, og bad ham ringe efter min mor. Han tøvede, og spurgte, om vi ikke lige skulle give det lidt tid. Klokken var jo kun halv syv. Jeg fornemmede en hvis skepsis, måske på grund af min skråsikkerhed fra dagen før, der blev sablet ned af hende den sure på hospitalet. Et par veer senere ringede han, jeg behøvede ikke engang at gentage, at han skulle. Jeg tror at min jamrende krabben rundt på gulvet overbeviste ham.

Hun havde brød med, min mor. De smurte madder og lavede kaffe, og spurgte om jeg ville have noget. Jeg kunne have slået dem begge i gulvet. Man kan ikke spise ostemadder og udvide en livmoderhals på samme tid, idioter.

Jeg ville så gerne afsted. Ud på hospitalet. Ud og have det overstået. Babytime! Kom så, folkens.

Klokken 10 kørte vi.
7 centimeter. Y E S !

Mette, min jordemoder spurgte om vi skulle skynde os og få fat i en narkoselæge og en epidural, da hun synes jeg så lidt træt ud. Jeg tænkte at hun måtte være vanvittig. Hallo, SYV centimeter! Jeg føder lige om lidt jo!
Hun nævnte noget med udmattelse og at spare på kræfterne, og jeg tænkte noget med at få det overstået i en fart og ikke trække det i langdrag.
Jeg blev klogere…

Jeg fik lov til at hænge lidt ud på det badeværelse, der lå tilknyttet undersøgelsesrummet vi var mødt ind i. Jeg blev placeret på et skammel, under en varm bruser. Himmelsk.
HAN gik med. Stod med håndklæder og hospitalstøj klar i armene, og han græd. Eller han var lige ved. Tror jeg.

En fødegang var klar til os og jeg vraltede afsted med Mette under armen, eller også var det hende der havde mig under sin arm, i hvert fald greb hun mig, da mine ben forsvandt under mig i en ve værre end alle dem før. Fødestuen var en virkelig hyggelig en, med grønne vægge. Der kom en bakke ind med kaffe på, og jeg nåede at vrisse noget med, at det sgu da var noget underligt noget at komme med. Kaffen var til min mor og til HAM. Fedt for dem.
Jeg lagde mig på sengen. Blev undersøgt igen.
Stadigvæk syv skaldede centimeter. Sikke noget pis. En times onde veer siden vi ankom og ingen fremgang.

HAN rakte mig på et tidspunkt et plastikkrus med sorteret slik. Han havde obduceret en hel pose matadormix og fjernet alt det jeg ikke kan lide. Så jeg græd. Ikke på grund af veerne, men på grund af slikket. Hvem fanden græder over labre larver. Jeg gjorde.Men kan virkelig også godt lide dem.

Kunne han for fanden ikke lige lade være med at være betænksom, lade være med at charmere hele rummet, lade være med at være så pokkers pæn og god og fiske vingummier og hvide lakridsæg ud af mit slik.
Kunne han ikke bare lige være den der store idiot, der skred.
Det er nemmere, når han er den. Had er mere konstruktivt end det der andet udefinerebare, der gør mig blød i knæene, flæbende og ked af det.

Syv centimeter blev til ni. Ni ville ikke helt blive til ti, og der var ikke så mange veer til at hjælpe på vej. Jeg fik et drop i hånden, som jeg konstant flåede ud, og gik i gang med at græde igen, mens jeg tiggede om den der epidural jeg havde afvist nogle timer forinden. For sent.
Så prøvede jeg at bestille et kejsersnit. Heller ikke. Så græd jeg lidt mere. Meget mere. Udmattelse, angst, smerte, vrede, sorg, jeg følte det hele. Fik på et tidspunkt vrøvlet noget med, at folk skulle lade være med at gå fra mig. Mette, jordemoderen, sagde at hun lovede ikke at gå før der var en baby. Jeg mente ikke hende. Mente ikke fra fødslen. Mente ham. Ham der stod ved siden af mig. Ham der ikke vil mig. Ham jeg så gerne vil.

Det var et mareridt. Så meget smerte, psykisk nedsmeltning, en krop der ikke gad at føde alligevel. Jeg var en fiasko. Jeg er en fiasko.

10 centimeter. Ingen presseveer. Ikke en eneste.
Jeg græd stadigvæk, og var ikke i min krop, jeg jamrede og vred mig på sengen, men følte at jeg var ude af min krop, at jeg hang oppe i loftet og kiggede ned på vanvid.

Timerne gik. Klokken var over 16.

Råben og høje lyde fik mig tilbage ned i sengen, ned i den udmattede og smertebesatte krop som vistnok var min. Jeg nåede at tænke at jeg aldrig ville gøre det igen. Aldrig aldrig aldrig føde noget igen.
Midt i min overbevisningsmesse til mig selv, slog jeg øjnene op til en alvorlig stemning. Kaos. Mere kaos.
Flere mennesker var kommet til. Alle i kitler. Alle med samme budskab.
Han skal ud. Han skal ud. Nu. En læge kom til og jeg hørte ordet ‘kop’.
Eddermame nej! Nu gør vi det! hørte jeg mig selv brøle inden jeg tog fat i min mors arme og maste dem, mens jeg fødte min søn.

Der var han og alt blev stille.

Sort hår, sorte øjne, der låste sig fast i mit blik. Jeg ved ikke, hvem der har set mest bange ud. Sikkert mig.
Til venstre for mig stod hans far. Han græd også. Det gjorde vi allesammen. Selv jordemoderen havde våde øjne, og jeg bilder mig ind at det ikke kun var en følelsesmæssig og fysisk sindssyg oplevelse for mig kun. Seks en halv time med så mange følelser og så meget smerte. Smerte, der forsvandt lige så hurtigt som den var opstået og blev erstattet med en ny følelse, som jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive.

Jeg er skidebange. Bange for hvad fremtiden bringer.

Jeg skal og vil passe på denne her lille krøllede ting, der er min, og som jeg kan mærke er min, og jeg skal gøre det, uden at hade hans far, og uden at hade mig selv.

I går gik det op for mig, at jeg elsker ham. Den der lille 3 kilos fyr. Jeg elsker ham, sådan rigtigt.
Jeg ved ikke om det er ok, at jeg først kan mærke det nu.
Men det kan jeg. Er du sindssyg, jeg kan mærke det.
Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske fra nu af.

Men.

Lige meget hvad, skal det nok gå, for jeg har Otto. Og jeg har selv født ham.

1936806_151089395398_5708289_n

 

84 replies
  1. Katrine
    Katrine says:

    Fantastisk. Intet mindre! Tak for sug i maven, tårer i øjnene og varme om hjertet.

    Du er min inspiration og motivation til at følge min egen mave fornemmelse. Du giver mig mod til at følge efter kærligheden og skabe mit helt eget sammensatte univers.

    Af hjertet tak for, at du deler dine smukke tekster og dine dybe tanker.

    Svar
  2. Gitte
    Gitte says:

    Snøft…. Man kan virkelig fornemme hvordan du har haft det!! Og se dig nu, lykkelig gift med HAM og 3. barn på vej. Du er sej!!!

    Svar
  3. Kristine
    Kristine says:

    Smukt, smukt indlæg. Din smerte over at være blevet forladt er så tydelig, at man kan mærke den gennem skærmen. Kom til at tænke på, hvad din mand har følt i den situation? Det gad jeg godt læse et indlæg om… Hvis det ikke er for personligt.

    Svar
  4. Josefine
    Josefine says:

    Åhr hvor smukt og rørende, sidder totalt med tårer i øjnene. Man glemmer bare aldrig de store øjne der kigger op på en når man får sin baby op på maven, det er det største man kan opleve – og det kan ingen nogensinde tage fra en, selvom omstændighederne ikke er som man have forestillet sig. Virkelig smukt skrevet. Tak for det<3

    Svar
  5. Kathrine
    Kathrine says:

    Noget af det allerfineste du har delt! Jeg grinte højlydt af “Man kan ikke spise ostemadder og udvide en livmoderhals på samme tid, idioter” og fik en stor klump i halsen til “Mente ham. Ham der stod ved siden af mig. Ham der ikke vil mig. Ham jeg så gerne vil”.

    Svar
  6. Pia
    Pia says:

    Dine lidelser trænger så tydeligt igennem dit fine, fine skriv.
    Så mange følelser!
    Jeg sidder tilbage med en vild beundring over at I ikke blot kom videre- men gjorde det sammen og turde springer helhjertet udi forelskelsen igen.
    I er eddermame seje.Tillykke med det <3

    Svar
  7. Tine
    Tine says:

    Jeg ligger i sengen og tuder lidt. Navra, hvor ville jeg også gerne give hende det unge, knuste menneske et kæmpe kram og fortælle hende, at det nok skal gå. Dog synes jeg at man kan høre, at hun godt ved, inderst inde, at det skal det nok. Ellers så skal hun nok sørge for, at det gør. Stærke menneske, store menneske.

    Svar
  8. Ida
    Ida says:

    Kvinder og fødsler og kærlighed og smerte og viljestyrke og kroppe, man ikke troede kunne. Hvor er det smukt og fascinerende og angstprovokerende. Sidder her med tårer i øjnene. Tak fordi du delte!

    Svar
  9. Camilla F
    Camilla F says:

    Du er bare så beundringsværdig! Du er så stærk og gør al din sårbarhed så tydelig og det betyder slet slet slet ikke at du viser svaghed, men blot din uendelige styrke. Jeg bukker mig i støvet over din måde at afsløre dine følelser på. Hvor er Otto heldig, at hans mor kunne rumme flere følelser end blot had til hans far. Det er ikke alle mennesker, der rummer det.

    Svar
  10. Pia
    Pia says:

    Og jeg tuder… mig som jo egentlig ikke vil have børn.. men det er så fint og det er så endnu mere fint i fandt sammen igen. Jeg elsker det..!

    Svar
  11. Marie-Louise
    Marie-Louise says:

    Hvor er det fint skrevet – jeg sidder med tårer i øjnene. Og jeg har ikke engang oplevet de følelser, du beskriver. Endnu. Men nu glæder jeg mig endnu mere til det. Tak fordi du deler så stærke oplevelser!

    Svar
  12. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Ikke rigtig nogle ord, i hvert fald ikke nogle rigtige ord. Tak fordi, du alligevel valgte at dele. Jeg kan mærke alle følelserne gennem dine ord, og hvor var det dog godt, han var med. Trods alt.
    Ja, han var godt nok dum, da han gik fra dig. Men alligevel var han godt nok fin, at han på den måde passede på dig alligevel.
    Jeg har sagt det før, men nu får du den igen: Det er altså en rigtig god mand, du har fundet dig, og jeres kærlighedshistorie er den bedste, jeg kender <3

    Svar
  13. Helena
    Helena says:

    Tak for at dele den oplevelse. Er selv blevet mor for 5 mdr siden , du satte lige lang i det hele , en gang til. Sikke mange følelser. Du sej ❤

    Svar
  14. Dirte
    Dirte says:

    Det er lige præcis på grund af sådan nogle indlæg her at jeg ELSKER din blog og din måde at skrive på. Man er ikke er sekund i tvivl om hvordan du har haft det, det hele er så ægte. Du gør det virkelig godt.

    Svar
  15. Alexandra
    Alexandra says:

    Meget smukt skriv. Endnu en gang tak for at du lukker os ind der, hvor det hele er skrøbeligt. Din blog er nok den efterhånden eneste ægte blog, der findes i blogland. Det lyser altid langt væk af en kæmpe lyst til at skrive, og en kæmpe kærlighed til livet og ‘dine’ mennesker; men med en dyb erkendelse af at intet er eller bør være fejlfrit eller perfekt. Du gør mig altid i godt humør, fordi du formår at ramme nerven i det hele og at sætte ord på følelser vi alle kender, men mest fordi din comme il faut attitude altid er så gennemsyret at ren kærlighed. Og kærlighed og glade mennesker gør glad 🙂

    Svar
  16. Tine
    Tine says:

    Shit det var rørende, min øjne er våde! Smider sjældent en kommentar selvom jeg synes alle dine indlæg er skide gode – så kæmpe High five til dig – idag ramte du altså mit eget nybagte moderhjerte 🙂

    Svar
  17. Kamilla
    Kamilla says:

    Kæreste du..
    Jeg var omkring 18 år da jeg første gang læste din blog. Jeg syntes du var så sej og modig, tænk sig at skulle have en baby helt alene. Jeg var så vred på dine vegne, jeg følte virkelig med dig og jeg forstod ofte ikke hvordan du kunne bevare modet og glimtet i øjet. Jeg hadede HAM på dine vegne, jeg foragtede ham. Du var et forbillede for mig, smuk, sej og selvstændig trods et knust hjerte. Den dag jeg læste I var sammen igen blev jeg vred, jeg forstod det ikke, hvordan kunne du dog tilgive ham, hvordan kunne du være så svag at tage en mand tilbage som havde behandlet dig så dårligt og som tilmed havde fået barn med en anden. Det var over min forstand. Jeg tænkte, at jeg håbede du havde det godt – og at han forhåbentlig havde det virkelig skidt med sig selv. Jeg stoppede med at læse din blog en periode, alt strittede på mig og jeg havde lyst til at ruske i dig. Kort tid efter så jeg dig, du havde et smil på læben og manden i dit liv i hånden. Jeg havde lyst til at sige til dig at jeg ikke forstod dig, men du så lykkelig ud, sådan rigtig lykkelig. Jeg gik videre.

    Jeg fandt tilbage til din blog da jeg selv blev gravid og havde fundet manden i mit. Pludselig forstod jeg den kærlighed du havde kæmpet for, den følelse kærlighed giver, jeg forstod at et barn kan føre en tættere sammen. Vigtigst af alt forstod jeg, at du ikke havde været svag da du tog ham tilbage, tværtimod tænker jeg nu, at du må være et af de stærkeste mennesker. Det er stærkt at tilgive og komme videre sammen, præcis som du gjorde. Jeg forstår nu, at du er sejere end jeg troede, at du er skrøbelig, omsorgsfuld og alt smukt og godt på en gang. Du er et forbillede for mig som mor, som hustru og som kvinde. Jeg synes du har så uendeligt smukt et sind, du deler opturene og nedturene, du er på en gang så glamourøs og samtidig fuldstændig uglamoruøs, og jeg håber at jeg kan blive bare halvt så fantastisk som dig når livet byder mig på nedture – og forhåbentlig en dag tre dejlige børn.

    Næste gang jeg ser dig sender jeg dig et vink og blink, så ved du det er mig, hende som beundrer dig og din ærlighed 🙂

    Svar
  18. Camilla
    Camilla says:

    SMUKT <3 Dét her er, hvorfor jeg eeelsker din blog! tak fordi du deler det med alle os. Det er fandme stort og enormt personligt. TAK!

    Svar
  19. Marie
    Marie says:

    Det var meget, meget fint og så sårbart. Du fik mig sådan til at græde. Jeg kan ikke forestille mig, hvor hårdt det må have været at have ham, du blev forladt af med til fødslen. Hele tiden at skulle forholde sig til den smerte også – fandeme flot at du kunne. Og jeg genkender det hele omkring selve fødslen, det er fantastisk at se sit barn i øjnene for første gang. Jeg glæder mig til at føde igen, det er så kæmpestort.

    Svar
  20. Theresa
    Theresa says:

    Jeg har læst med siden bloggen var et par mdr. gammel og det her er noget af det fineste du endnu har skrevet. Jeg er helt rørt.

    Svar
  21. Kamilla
    Kamilla says:

    Okay, jeg sidder i bilen med en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene (altså, ikke imens jeg kører, jeg venter på take away)
    Det er så smukt skrevet og lige på din fantastiske skrivefacon. Jeg elsker det! Tusind tak for at dele. Du kan virkelig noget med ord! Dine børn er heldige at have en mor som dig ❤️

    Svar
  22. Louise S
    Louise S says:

    For pokker, Cecilie. Hvor er du stærk og modig – både dengang og nu hvor du deler din historie. Som førstegangsgravid sidder jeg og kan ikke helt beslutte mig for, om din fortælling skaber mest glæde eller frygt inden i mig. Men noget rammer du helt sikkert. Og hvor er jeg megaglad på dine vegne for, at det hele endte så lykkeligt!

    Svar
  23. Marie
    Marie says:

    Du er for vild! Shit hvor var og er du bare det mest ærlige og modige menneske, som tør føle – også alle de tanker man normalt ikke ville dele ud af! Hurra for at du tør og gør!
    Det er så vildt at læse din beretning, når man ved, at alt bare endte så fint! Og lykkeligt! Og ikke kun fordi at du og ottos far fandt hinanden, men mest fordi du også fandt dig selv og din morrolle så smukt! Ah men altså!

    Svar
  24. Cecilie
    Cecilie says:

    Jeg hopper med på den tårer trillende vogn, og giver dig et kæmpe virtuelt kram for din sætning om ikke at ville hade dit barns far! Du var jo den bedste mor allerede der!

    Svar
  25. Louise
    Louise says:

    Wauw. Sidder her med tårer i øjnene. Er førstegangsgravid og er så spændt på det hele. Hvordan du kunne være så sej og rummelig at du kunne have HAM med, og klare det er bare så hamrende beundringsværdigt!

    Du er så sej Cecilie. Og du fortjener al din lykke og glæde!!

    Krammer

    Svar
  26. Mille
    Mille says:

    Puha, sikke en oplevelse. Jeg er helt blæst tilbage og overvældet. Hvor er det barskt og fint på samme tid ❤️❤️❤️

    Svar
  27. Carina
    Carina says:

    SÅ vildt skrevet! Alle de følelser du får ud igennem de skrevne ord går lige i hjertet. Jeg gad rigtig godt at læse en bog skrevet af dig, og jeg er altså ikke ret god til at få læst bøger, fordi de ofte ikke fanger mig fra start.
    Og så er jeres historie altså lidt som et eventyr, og dem er vi jo mange der er fan af 🙂

    Svar
  28. Josephine
    Josephine says:

    Du er også blogger, men først og fremmest vil jeg kalde dig forfatter – shit du kan noget med ord Cecilie! Jeg håber du vil dele mange ord med os i fremtiden på alle muligheder måder. Jeg elsker at læse dine ord. De er levende og de kan mærkes. TAK fordi du deler!

    Svar
    • Daniella
      Daniella says:

      HØRT! Det kunne jeg ikke have skrevet bedre selv, Josephine. Jeg er så enig!

      Du kan virkelig noget med ord. Du skaber magi.

      Svar
  29. Gitte
    Gitte says:

    Du er så sej og du inspirere mig!
    Nyder at læse din blog, følge din snap og at du lukker alle os ind i dit liv ❤️

    Svar
  30. Sara Julie
    Sara Julie says:

    Jeg griner, græder og får vild gåsehud!
    Du er fantastisk med ord, og at sætte ord på dine følelser. Det er en kæmpe fornøjelse at læse.
    Jeg har fulgt med et par år nu, og jeg glæder mig altid til et nyt indlæg.
    Kæmpe kram og cadeau til dig (og HAM og Otto og Leo og Uma og kommende baby)

    Svar
  31. Christina
    Christina says:

    Cecilie!!! Smukke kvinde!!! Dygtige kvinde!!! Du kan så uendeligt meget. Selvom vi ikke kender hinanden så godt, så føler jeg alligevel jeg kender dig bedre end de fleste. Jeg er rørt til benet af dit indlæg. Og i skrivende stund, triller der en tårer ned ad min kind. Det var godt du udgav! Klem på dig fra mig<3

    Svar
  32. Malene
    Malene says:

    Jeg har vist ikke rigtig noget at skrive, som ikke allerede er blevet skrevet mange gange. SMUKT. Bare så smukt, og jeg er så DYBT imponeret over hvordan du klarede den fødsel. Tænk at ligge der, helt sårbar og på alle måder nøgen, og stadig være så stærk, ikke kun fysisk (WOW, du er en sej 1. gangs fødende der mand!)men eddermame da også psykisk, at kunne have Freelancer der..
    Som een der har fulgt med helt fra starten er det her ekstra specielt at læse.. Jeg husker TYDELIGT hvordan din sorg (for det var det jo) var så let at mærke gennem dine skriv, og det har virkelig været en speciel rejse at følge med i.. TUSIND TUSIND tak for at lade os være med så tæt på..
    Du er en af de eneste bloggere jeg stadig følger fast.

    Svar
  33. Kamilla
    Kamilla says:

    Dejlig læsning. Så ærligt og smukt skrevet! Har fuldt din blog længe og beundrer dit mod og din ærlighed og dit venlige sind. Og så skriver du pisse godt! Glæder mig til selv at blive mor engang 🙂

    Svar
  34. Cecilie
    Cecilie says:

    Smukt, barskt, ærligt og følsomt indlæg. Du er virkelig stærk, Cecilie. En kæmpe inspiration. Jeg er så glad på jeres vegne, for at i trods alt fandt ud af det igen. Men åh den situation du har været i, har været hård.. Tak for en dejlig blog. Hilsen en anden Cecilie.

    Svar
  35. Louise
    Louise says:

    Ikke mulog st læse uden en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Smuk,rørende og som så mange andre har skrevet; tak fordi du deler! 💞

    Svar
  36. Camilla
    Camilla says:

    Det her, det er nok et af de blogindlæg som nogensinde har berørt mig allermest. Du rammer med dine ord noget meget fint, meget svært, meget skrøbeligt og samtidigt stærkt, meget menneskeligt og instinktivt. Noget, som jeg, selvom jeg ikke har stået i lige netop den situation – faktisk ikke noget der ligner – alligevel som menneske føler at jeg forstår. Jeg føler mig så beriget af at læse det indlæg. Wauw, jeg lyder prætentiøs, haha, men det er din beskrivelse af så svær en situation der kræver så store ord. Det er så livsbekræftende at læse, for en som selv har prøvet at ramme hvad der i hvert fald dengang føltes som bunden, men være på vej op, og tænke over hvad fremtiden så skal bringe. Det er en vild situation at stå i, og du beskriver den så hudløst. Respekt!

    Svar
  37. Kristina
    Kristina says:

    Hands down noget af det smukkeste du nogensinde har skrevet. Stort, sart, smertefuldt, ekstremt bevægende og knivskarpt. TAK fordi du tør dele – du berører helt ud på den anden side af skærmen og helt ind i hjertet.

    /Kristina

    Svar
  38. Emma
    Emma says:

    skriv så den bog om ALT fra start til slut. Eller få lavet en film. jeg er vild med din historie. Det må have været så sindsygt hårdt og ensomt og alligevel helt lykkeligt. Jeg tør slet ikke tænke på hvad du gik igennem som 23 årig MEN tænk at nu er i i gift og en dejlig familie og han sorterer slik til dig plus jeres fælles børn nu. åh det er så smukt og kærligt og frygtelig historie som fik mig til at græde. Jeg må læse alt forfra på din blog, som var det en netflix serie. Jeg har allerede lavet the klar og en lille slikskål.

    Svar
  39. M
    M says:

    Ikke en god ide at smuglæse i timen! Lidt specielt at side med meget åbne og blanke øjne, mens underviseren ser på en!

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] blev du min. Du kom ud efter mange lange timer, hvor jeg ikke troede det var muligt at øjeblikket ville komme. Men det gjorde det. Og jeg husker det tydeligt. Husker lettelsen da du lå der i mine […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *