‘Jeg har slet ikke grædt!’

Jeg har slet ikke grædt!

Sådan hørte jeg mig selv sige til nogle af de andre andedamer i vores køkken i går, da vi talte om at mine drenge er væk og først kommer hjem på onsdag.
Det har jeg heller ikke. Faktisk har jeg været ret god til at savne på en sund måde. Ja, det har da fysisk gippet i mig nogle gange, jeg sover ikke så godt om natten, og der skal helt klart gå lang tid før vi gentager successen. Men det har været OK.

I går talte jeg i telefon med dem for første gang siden de tog afsted, og da jeg hørte Ottos stemme kunne jeg mærke det trække i kæberne, i halsen og bag øjnene. Men han var så glad! Fortalte om at de havde set to vaskebjørne, at han har fået nye sko, fordi at de var blevet nødt til at smide hans gamle ud, da de var sure og der var hul i sålen, at han havde lavet bål og set solen stå op bag bjergene … og så blev han stille lidt og rakte røret til sin far. Min mand. Vi talte et par minutter og så kunne jeg høre at han begyndte at tale til Otto, trøste ham.
Otto var blevet mut og lidt ked af det. Han savner sin mor og han havde vist ikke mærket det rigtigt, før vi talte sammen. Præcis ligesom at jeg ikke havde mærket HVOR stort savnet var, inden jeg hørte ham tale.
Vi afsluttede samtalen, min mand og jeg.

Og så græd jeg.

Kom nu onsdag. For fanden.

img_8474

Træningssnegl med mave

screen-shot-2016-11-14-at-20-24-41

Jeg har netop fundet mit træningstøj frem. Eller altså, det vil sige faktisk er det kun min træning-bh jeg kan passe endnu, og mine sko. Men jeg har anskaffet mig et par virkelig bløde gamacher med maveplads og så låner jeg min mands løbetrøje.
Lige nu spiser jeg en Yankie bar, og det går op for mig, at jeg faktisk ikke så godt kan lide den. Det har jeg nok aldrig kunne, men nu havde jeg en, og jeg lader ikke chokoladebarer sådan være i fred. Det går måske ikke så godt i spænd det der med træning og chokoladeindtagelse, og så alligevel… Det er nok meget sådan det er med mig. Jeg er ikke en enten eller person, i hvert fald ikke når det kommer til livsstil. Jeg spiser nu ret sundt og varieret, får mine grøntsager og lidt til, drikker godt med vand, husker næsten altid mine vitaminer og spiser sjældent decideret junkfood, men omvendt elsker jeg kage og slik og pasta og hvidt brød med smør, og jeg vil helst ikke lægge noget af det på hylden. Jeg har aldrig været den store træningstype og har særligt i mine unge dage nok været en anelse til den tyndfede side. Dog har jeg lært at holde af at træne. Det har Sif lært mig, og efter at vi afsluttede vores forløb sammen i foråret, har jeg savnet at være i gang, og jeg har savnet hende.

Jeg har da været i træningscenteret et par gange og har også lavet lidt herhjemme på stuegulvet, men stort set intet træning er det blevet til efter jeg er blevet gravid. Hvilket altså var i slutningen af juni  … Jeg begyndte på et yogahold. Jeg var der én gang EN. Ikke fordi det ikke var fedt, for det var det faktisk, men fordi at det var tirsdage klokken 17. På Østerbro. Hvilket skulle vise sig slet ikke at hænge sammen for mig, og før jeg fik set mig om var alle seks uger gået og jeg var hende der, der kun var med første gang. For fanden.

Men nu er der så sket det at min Sif har fået sit eget træningsstudie, som ligger lige præcis 350 meter fra min hoveddør… Så nu er der ingen undskyldninger. Jeg har bestilt endnu et forløb hos hende og i morgen tidlig går det løs. Denne gang selvfølgelig med et helt andet formål end sidst. Jeg vil stadigvæk gerne være lækker og fast i hylsteret, men denne gang er det mere med fokus på velvære, god holdning og en stærk bækkenbund (ej, stop) fremfor flad mave og slanke lår. – Det snupper vi på den anden side af fødslen.
Så, nu skal det altså være. Jeg skal i gang og jeg mega glæder mig.

Nu er min Yankie væk og jeg har en telefonaftale med min søn, der lige nu befinder sig i en Whole Foods i Californien.

God aften til jer, og husk at følg med på snappen i morgen – Hvor jeg vil forsøge at dokumentere lidt fra min morgentræning.

 

Tøj der kan ammes i (eller lades være)

INDLÆGGET ER SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Jeg har lovet at vise nogle ammevenlige sager frem, og det gør jeg selvfølgelig gerne. Det har faktisk været helt forfriskende at kigge på ting uden stretch og plads til stor mave, men derimod i stedet sager med plads til bryster, blødt maveskind og med easy access. Lige en kort bemærkning om det der med amning; Jeg bliver ret ofte spurgt om jeg skal amme denne her gang, og jeg forstår selvfølgelig godt nysgerrigheden omkring det. Mit svar er, at det ved jeg jo af gode grunde ikke om jeg skal. Jeg vil gerne, men går det ikke, så går det ikke. Hvilket jeg har det fint med. Virkelig. Prisen for den kamp det ville have været for mig at fortsætte, var ikke værd at tage. Og det vil den heller ikke være en anden gang, skulle jeg stå foran de samme udfordringer. Og det har jeg det så fint med. Men mere om det en anden god gang.
Nu skal det handle om tøj med knapper …

amme

1.Jeg kan ret godt lide flæsedetaljerne på denne her. Og så er den i bomuld, vigtigt – Jeg er i det hele taget gået langt uden om alt med polyester og akryltril det her indlæg, da erfaring siger mig, at de der efter-fødsels-hormoner godt kan give lidt sved på panden og andre steder. Denne ville jeg size et par størrelser op, både fordi jeg er en lang en, men også fordi at jeg tror det vil klæde den. Den koster 300,- HER

2. Lidt farligt med så lys en farve, men den ser simpelthen så rar og cool ud. Den koster 360,- HER

3. Lækker farve, lækkert snit, knapper, og masser af plads til at skjule eventuelt blødt maveskind. SÅ fin 480,- HER

4.Inden du tænker, at jeg da må ha’ spist søm til morgenmad, så hør lige her. Det der er med denne kjole, som man efterhånden skulle tro jeg havde en form for aktier i, er at man under draperingen ved brystet, kan lave et lille klip, der fungerer som en slags bryst-sluse, så man diskret, men effektiv kan få babsen fri og igen hurtigt pakke det væk. Det virker altså! Og man bestemmer selv om man vil sy det sammen igen efterfølgende eller lade det være, det betyder ikke så meget, for der er stof nok i kjolen til, at man ikke bemærker det. Kjole 1400,- HER

5.Jeg vil SÅ gerne have en sort denimkjole, og nu har jeg en undskyldning. Denne fra Levi’s er lige i skabet! Forhåbentlig også snart i mit. 900,- HER

6. En helt simpel, men sikker vinder. Findes både i grøn og i sort. Til 400,- HER

7. Har jeg vist denne her før? Det tror jeg. Men den er virkelig også flot, og åben i ryggen på en virkelig fin måde. 300,- HER

8. Ikke så meget pis. Mørkeblå skjortekjole, der vil klæde de fleste og som går både til hverdag og fest. 700,- HER

9. Ok, den er meget nedringet denne her, hvilket måske lige er friskt nok, men med en fin ammetop under, så tror jeg det går helt fint. Kjolen koster 790,- HER og vil både være fin til strømpebukser og over jeans.

 

 

 

 

Nyt fra Cali og en forsvundet aften

img_8389

Mine skuldre har fundet deres plads igen og jeg forudser en rolig nat, hvor jeg ikke tjekker min telefon konstant for beskeder fra det store udland. For nu har jeg hørt fra dem, og set billeder af deres lækre glade ansigter.
De har forladt Yosemite og er igen til at få fat i. De er nu på vej tilbage til Los Angeles og siger at de savner os, men at de helst ikke vil hjem. Noget med shortsvejr og 30 grader, som jeg valgte at overhøre, da jeg pt har kronisk frosne tæer og rød næse.
Hjem kommer de heldigvis, om tre dage. TRE.

Egentlig skulle der her til aften have været et shoppeindlæg klar til jer, men jeg kom til at bruge min aften på at streame DR-programmer, sms’e med min mand og spise knækbrød med tandsmør, og nu vil jeg gerne i seng, så det bliver i morgen. Noget med ammevenlige sager, som flere af jer har efterspurgt, og som jeg selv måske får brug for om sådan cirka fire måneder (jeg har talt efter. Den er sgu god nok. Det er snart!).

Godnat.

 

Græsenke-status: Knap så cool

Halvdelen af tiden er gået. Cirka.
Jeg har ikke set dem siden onsdag, og intet hørt fra dem siden torsdag, da de nu befinder sig et sted uden mobildækning (men med bjørne… En mindre detalje jeg forsøger ikke at gå op i), og det er ikke helt nemt, for mig altså. Det er heller ikke uudholdeligt, endnu. Ikke hele tiden. Men jeg gad virkelig godt lige have et lillebitte glimt af kontakt. Et eller andet. Det får jeg nok tidligst mandag, når de efter planen igen er et sted med dækning. Det er sgu lidt af en udfordring.

Jeg savner dem. Særligt den yngste af de to. Helt vildt. At vi ikke har kontakt, ved jeg ikke om gør det sværere, eller måske endda nemmere. Men jeg mente det, da jeg sagde, at det lidt føles som om, at nogen har taget en kropsdel fra mig, eller en vigtig ejendel. Som når man har gået med en taske en hel dag og så sætter den fra sig og går ud af døren igen. Det er sådan en følelse af konstant at have glemt et eller andet.
Ret sært egentlig. Det er jo ikke første gang vi er fra hinanden, men der er uden tvivl første gang, at vi har været uden kontakt så længe. Både hvad angår ham jeg er gift med og ham jeg har født. Men igen er det mest sidstnævnte, det føles unaturligt at være væk fra.

Uma og jeg hygger os virkelig meget Hun er simpelthen sådan et skægt lille menneske, og det er ret fedt at have hende på tomandshånd og virkelig opleve hendes personlighed udfolde sig. Hun er dog også begyndt at spørge meget efter sin far og ‘Orla’ som hun kalder Otto, og hun peger meget entusiastisk på alle flyvemaskiner vi ser og råber faaar?!, ligesom at hun løber gennem lejligheden og leder efter de andre, når vi kommer hjem hver dag. Sødt og en anelse hjerteskærende.

Californien er fandme langt væk.

Ok, det er sgu lidt hårdt.

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig til på onsdag?

img_8324

Skuffeskriv #4 Hej Otto: Min første fødselsberetning

Jeg har virkelig summet længe over om jeg skulle udgive dette. Altså i årevis faktisk.
Det er mere end bare en fødselsberetning, da den jo går ind i noget meget følsomt udover selve fødselsdelen, der også var en hård omgang – Nemlig de følelser jeg gik igennem under og i tiden efter. Det var jo sådan, at min mand og jeg ikke var sammen da Otto blev født. Faktisk havde han knust mit hjerte et halvt år forinden (læs vores historie her, hvis du ikke kender den – Det opklarer måske lidt), og det var nogle store følelser der var på spil, og jeg var så psykisk påvirket af situationen under hele fødslen, men vil omvendt ikke have undværet ham der, ikke kun på grund af situationen som den er i dag. Men fordi at han er Ottos far, og fordi at det var vigtigt for mig, at han var en del af det, og ikke bare fik ‘udleveret’ en baby på den anden side. Jeg anbefaler det faktisk til alle, der ikke er sammen med deres barns far – At have ham med til fødslen, hvis man kan rumme det, men vær lige forberedt på nogle store følelser… 

Det er en lidt rodet og usammenhængende omgang, men jeg har besluttet at det er sådan det skal være, og derfor står størstedelen af teksten præcis som det gjorde, da jeg skrev ordene for syv år siden. De påvirker mig rigtig meget ordene, for jeg kan godt huske hvordan det var at have det som jeg havde det. Jeg kan huske usikkerheden, smerten, både den fysiske, men særligt den psykiske og så kan jeg huske præcis, hvordan det var at blive Ottos mor. Hvilket uden tvivl altid vil være det der har ændret allermest. Han ‘reddede’ mig på en måde. Fik mig til at indse, at jeg var meget mere værd, end jeg nogensinde havde givet mig selv lov til at tro.

Det kommer her. Tag pænt imod det. Det er skrevet et par uger inden bloggens start, og af en meget ung, forvirret og såret type, som jeg faktisk holder af og virkelig godt gad give et kram, en high five og en peptalk, selvom hun sikkert ville syntes at sådan en 30 årig mor til tre, ikke ville kunne lære hende noget, og det har hun ret i. Hun skulle lære det selv …

 

H E J O T T O

Hvad jeg lavede forrige weekend?
Jeg fødte lige et menneske! En baby.
På 3200 gram.

Fredag kom, og gik, min terminsdag. Jeg havde inviteret Nanna og Rachel på en slags distraktionsmiddag, som bestod af takeout fra Mood food. Jeg har vist ikke været særlig godt selskab. Var faktisk skide sur. Vidste jo godt at der ingen baby ville komme, at det statistisk nok ville være nemmere at vinde en slags Lotto, end at føde på lige den dag., men jeg var alligevel ret skuffet.
Damerne gik hjem, og jeg skyndte mig at gå i seng.

Lørdag klokken 13:22 (præcis!) skete der noget jeg ikke har prøvet før. Min mave og mit underliv trak sig sammen. En ve, måske? I hvert fald kom der nogle stykker den næste time, og jeg gik i gang med at ringe både HAM og min mor op.

Det fortsatte resten af dagen, tog hverken til i hyppighed eller styrke, men det var altså veer. Jeg var ikke i tvivl! Slet ikke i tvivl faktisk. Det var jordemoderen på fødegangen til gengæld, i tvivl altså, eller rettere sagt var hun sikker. Sikker på at jeg overhovedet ikke var i nærheden af en fødsel. Hun stak mig en pose med piller og bad os gå hjem. Så det gjorde vi. Kørte hjem med en pose panodiler i den ene hånd, en uåbnet flaske champagne i tasken og en gabende tom autostol i den anden hånd, klokken virkelig røv om natten. Jeg tog to piller og vi gik i seng. Søndag morgen klokken lidt over 6. To timer efter vi havde lagt os, vågnede jeg.
Jeg var først i tvivl om, hvad der havde vækket mig, lige indtil jeg blev mindet om det af en led ve. Hvorfor har ingen fortalt mig, at de rigtige veer sidder i lænden?! Her gik jeg og forventede menstruationssmerter gange 100, i underlivet, ala dem fra dagen før, sgu da ikke gange tusind og slet ikke i lænden.

Jeg fik vækket HAM, og bad ham ringe efter min mor. Han tøvede, og spurgte, om vi ikke lige skulle give det lidt tid. Klokken var jo kun halv syv. Jeg fornemmede en hvis skepsis, måske på grund af min skråsikkerhed fra dagen før, der blev sablet ned af hende den sure på hospitalet. Et par veer senere ringede han, jeg behøvede ikke engang at gentage, at han skulle. Jeg tror at min jamrende krabben rundt på gulvet overbeviste ham.

Hun havde brød med, min mor. De smurte madder og lavede kaffe, og spurgte om jeg ville have noget. Jeg kunne have slået dem begge i gulvet. Man kan ikke spise ostemadder og udvide en livmoderhals på samme tid, idioter.

Jeg ville så gerne afsted. Ud på hospitalet. Ud og have det overstået. Babytime! Kom så, folkens.

Klokken 10 kørte vi.
7 centimeter. Y E S !

Mette, min jordemoder spurgte om vi skulle skynde os og få fat i en narkoselæge og en epidural, da hun synes jeg så lidt træt ud. Jeg tænkte at hun måtte være vanvittig. Hallo, SYV centimeter! Jeg føder lige om lidt jo!
Hun nævnte noget med udmattelse og at spare på kræfterne, og jeg tænkte noget med at få det overstået i en fart og ikke trække det i langdrag.
Jeg blev klogere…

Jeg fik lov til at hænge lidt ud på det badeværelse, der lå tilknyttet undersøgelsesrummet vi var mødt ind i. Jeg blev placeret på et skammel, under en varm bruser. Himmelsk.
HAN gik med. Stod med håndklæder og hospitalstøj klar i armene, og han græd. Eller han var lige ved. Tror jeg.

En fødegang var klar til os og jeg vraltede afsted med Mette under armen, eller også var det hende der havde mig under sin arm, i hvert fald greb hun mig, da mine ben forsvandt under mig i en ve værre end alle dem før. Fødestuen var en virkelig hyggelig en, med grønne vægge. Der kom en bakke ind med kaffe på, og jeg nåede at vrisse noget med, at det sgu da var noget underligt noget at komme med. Kaffen var til min mor og til HAM. Fedt for dem.
Jeg lagde mig på sengen. Blev undersøgt igen.
Stadigvæk syv skaldede centimeter. Sikke noget pis. En times onde veer siden vi ankom og ingen fremgang.

HAN rakte mig på et tidspunkt et plastikkrus med sorteret slik. Han havde obduceret en hel pose matadormix og fjernet alt det jeg ikke kan lide. Så jeg græd. Ikke på grund af veerne, men på grund af slikket. Hvem fanden græder over labre larver. Jeg gjorde.Men kan virkelig også godt lide dem.

Kunne han for fanden ikke lige lade være med at være betænksom, lade være med at charmere hele rummet, lade være med at være så pokkers pæn og god og fiske vingummier og hvide lakridsæg ud af mit slik.
Kunne han ikke bare lige være den der store idiot, der skred.
Det er nemmere, når han er den. Had er mere konstruktivt end det der andet udefinerebare, der gør mig blød i knæene, flæbende og ked af det.

Syv centimeter blev til ni. Ni ville ikke helt blive til ti, og der var ikke så mange veer til at hjælpe på vej. Jeg fik et drop i hånden, som jeg konstant flåede ud, og gik i gang med at græde igen, mens jeg tiggede om den der epidural jeg havde afvist nogle timer forinden. For sent.
Så prøvede jeg at bestille et kejsersnit. Heller ikke. Så græd jeg lidt mere. Meget mere. Udmattelse, angst, smerte, vrede, sorg, jeg følte det hele. Fik på et tidspunkt vrøvlet noget med, at folk skulle lade være med at gå fra mig. Mette, jordemoderen, sagde at hun lovede ikke at gå før der var en baby. Jeg mente ikke hende. Mente ikke fra fødslen. Mente ham. Ham der stod ved siden af mig. Ham der ikke vil mig. Ham jeg så gerne vil.

Det var et mareridt. Så meget smerte, psykisk nedsmeltning, en krop der ikke gad at føde alligevel. Jeg var en fiasko. Jeg er en fiasko.

10 centimeter. Ingen presseveer. Ikke en eneste.
Jeg græd stadigvæk, og var ikke i min krop, jeg jamrede og vred mig på sengen, men følte at jeg var ude af min krop, at jeg hang oppe i loftet og kiggede ned på vanvid.

Timerne gik. Klokken var over 16.

Råben og høje lyde fik mig tilbage ned i sengen, ned i den udmattede og smertebesatte krop som vistnok var min. Jeg nåede at tænke at jeg aldrig ville gøre det igen. Aldrig aldrig aldrig føde noget igen.
Midt i min overbevisningsmesse til mig selv, slog jeg øjnene op til en alvorlig stemning. Kaos. Mere kaos.
Flere mennesker var kommet til. Alle i kitler. Alle med samme budskab.
Han skal ud. Han skal ud. Nu. En læge kom til og jeg hørte ordet ‘kop’.
Eddermame nej! Nu gør vi det! hørte jeg mig selv brøle inden jeg tog fat i min mors arme og maste dem, mens jeg fødte min søn.

Der var han og alt blev stille.

Sort hår, sorte øjne, der låste sig fast i mit blik. Jeg ved ikke, hvem der har set mest bange ud. Sikkert mig.
Til venstre for mig stod hans far. Han græd også. Det gjorde vi allesammen. Selv jordemoderen havde våde øjne, og jeg bilder mig ind at det ikke kun var en følelsesmæssig og fysisk sindssyg oplevelse for mig kun. Seks en halv time med så mange følelser og så meget smerte. Smerte, der forsvandt lige så hurtigt som den var opstået og blev erstattet med en ny følelse, som jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive.

Jeg er skidebange. Bange for hvad fremtiden bringer.

Jeg skal og vil passe på denne her lille krøllede ting, der er min, og som jeg kan mærke er min, og jeg skal gøre det, uden at hade hans far, og uden at hade mig selv.

I går gik det op for mig, at jeg elsker ham. Den der lille 3 kilos fyr. Jeg elsker ham, sådan rigtigt.
Jeg ved ikke om det er ok, at jeg først kan mærke det nu.
Men det kan jeg. Er du sindssyg, jeg kan mærke det.
Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske fra nu af.

Men.

Lige meget hvad, skal det nok gå, for jeg har Otto. Og jeg har selv født ham.

1936806_151089395398_5708289_n

 

Historien om et gulvtæppe

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

img_8311

Jeg gjorde det. Selvfølgelig gjorde jeg det. Bestilte gulvtæppet. Det er skidepænt, og nu når det ligger rullet ud i det der bliver vores stue snart, når vi altså lige har fået væltet en væg, rykket rundt på nogle møbler og malet en anden væg, og fået vores sofa og…. Så er jeg virkelig glad for det. Min mand har længe ville have et tæppe, hvor jeg nok har været lidt mere ‘hvad er der nu galt med nøgne gulve’-agtig, men det kan sgu noget, sådan et tæppe. Og da jeg, eller vi, konstant faldt på røven over marokkanske ryatæpper til mange mange tusind kroner, blev vi enige om at gå med det såkaldte ‘bloggertæppe’ fra Ellos, om ikke andet så til en start.

img_8312

I dag kom det så, og jeg er faktisk virkelig overrasket over kvaliteten. Det er totalt tykt og lækkert, og ser på ingen måde ‘billigt’ ud, selvom det koster en brøkdel af dem vi oprindeligt havde kastet vores kærlighed på. Jeg er glad! Om det bliver erstattet med, eller i det mindste får selskab af et lignende eller mere farverigt fund, når vi om ikke så længe rent faktisk drager til Marokko ved vi ikke. Men det giver sgu ret god mening, når det ligger der midt i vores mange bunker af sorteringssager og lejlighedsdrømme …

Find det til 1500,- HER
OBS! Med koden ‘345446’ får du til og med d. 22. november 20% på tæppet, samt en masse andet i Ellos’ boligsortiment.

img_8313

Alt det jeg i hvert fald ikke skal …

Hvad der egentlig skulle være et indlæg om alt det Uma og jeg skal de næste seks dage, hvor vi er græsenker, er blevet til et indlæg i punktform over alt det vi, eller mest jeg, ikke skal.

Jeg skal ikke:

  • Lave mad. Det har jeg simpelthen besluttet mig for. Næ, vi går sgu all in på takeout og smør-selv i denne uge.
  • Dvæle i savn. De er hjemme igen lige straks.
  • Fylde alle vores dage med planer. Det er lækkert at være alene hjemme, bare os damer.
  • Sætte vækkeur. Ingen skal i skole, så vi kan sove til vi vågner. Og selvom det muligvis bare er til klokken 7, er det stadigvæk bedre end 6:15.
  • Dele mit slik med nogen. Uma har slet ikke fanget, hvad sådan noget kan endnu. Man kan ikke helt sige det samme om drengene.
  • Forsøge at hænge de der hylder op ude i gangen selv, som min mand ikke nåede, inden de tog afsted.
  • Tjekke min telefon konstant natten lang, for at se om der er nyt fra Californien.
  • Smøre madpakke. Halleluja!
  • Gå i mine ruskindsstøvler. Jeg kan sgu ikke få dem på selv.
  • Sove alene. Åbenbart. Katten Pelle har tilsyneladende opdaget, at der er kommet en ledig plads i sengen, som han har indtaget  med overbevisende selvtillid. Gad vide om min mand kan være i vindueskarmen, hvor Pelle normalt sover?

img_8297

 

Vlog uge 20 og 21… Og lidt 22

Som lovet kommer her en udvidet videoblog fra de sidste par uger. Jeg er i dag 22+4, og synes pludselig ikke at marts, og dermed også en fødsel, er så langt væk længere…

Der er et resume under videoen, der i dag mest handler om det der med at huske at nyyyyde, og at hade det udtryk.

RESUME:
Jeg fortæller om at den værste træthed er væk og at jeg for alvor mærker det der overskud, som man typisk får i 2. trimester, når kroppen på en eller anden måde vænner sig til at være gravid, omvendt kan jeg også godt mærke at jeg fysisk er en anelse udfordret allerede, da jeg trods alt også har to andre børn, hvoraf den ene kun er halvandet. Men jeg nyder endnu ikke at være så stor igen, selvom jeg klart er større end de fleste andre, der er lige så langt henne, hvilket jeg også viser i videoen. Jeg taler om at mange gravide, i hvert fald jeg selv, har det med ikke at ville ‘brokke’ sig for meget, og at det egentlig er lidt en skam hele tiden at føle at man bliver set ned på, eller ikke føler sig taknemmelig, hvis man kommer til at sige, at det er lidt hårdt. Det ene udelukker sjældent det andet.
Jeg skal til jordemoder om en måneds tid, hvor jeg går ud fra at vi skal tale om fødsel – Noget der også begynder at fylde en del i min bevidsthed. På godt og ondt…
Cravings er jeg ved at slippe for, selvom jeg ihærdigt holder fast i kakaomælk og klementiner, og bestemt heller ikke siger nej til en pulver bearnaise, skulle den kigge forbi.

Nu begynder det så småt… Men det bliver jo godt.

De er i Danmark en times tid endnu, men jeg kan godt mærke, at jo tættere vi kommer på deres afrejse-tidspunkt jo mindre cool bliver jeg. Det bliver vidunderligt for dem, det gør det.

Det var med højt humør, at de sidste ting blev pakket i kufferterne i morges. Otto kunne ikke spise morgenmad i bare spænding, og fjolleniveauet var på sit højeste. Jeg forsøgte at overtale Otto til at blive i lejligheden hos mig, mens at min mand afleverede Uma, men det gad han overhovedet ikke høre tale om, og der gik det op for mig, at hans eventyr allerede var gået i gang. Mandeturen var begyndt og jeg kunne faktisk bare godt smutte på arbejde og lade dem om deres. Det er godt! Så godt. Og gjorde faktisk også, at jeg hverken følte trang til at græde eller gøre et stort nummer ud af at sige farvel. Egentlig var planen, at jeg skulle tage med dem på cafe, hvor min mand havde et møde med en stylist, at vi skulle spise sen morgenmad sammen der og at jeg så skulle følge dem til metroen bagefter. Men både på grund af mine egne nerver, og Ottos høje humør og tydelige behov for at have sin far i fred, besluttede jeg, at det var bedre at sende dem afsted uden mig, kysse dem ordentligt farvel i vores entre, og indstille mig på at jeg først ser dem igen om en uge og syv timer.
I stedet mødtes jeg med Cecilie og Cana til brunch og distraktion, ingen jeg smed en lille tusse efter noget cashmere i COS og nu er jeg tilbage på kontoret, hvor jeg skal have resten af dagen til at gå, med chokolade, radio og arbejde, inden jeg henter Uma, finder en kjole til i aften, hvor jeg skal til Zalando Style icons, mens mine drenge sidder i en flyver og min Uma bliver forkælet hos sine bedsteforældre. Det kunne være meget værre.

Jeg kommer bare til at savne dem så pisse meget … Min store lille dreng og min allerbedste ven.

screen-shot-2016-11-09-at-13-33-32