Jeg har virkelig summet længe over om jeg skulle udgive dette. Altså i årevis faktisk.
Det er mere end bare en fødselsberetning, da den jo går ind i noget meget følsomt udover selve fødselsdelen, der også var en hård omgang – Nemlig de følelser jeg gik igennem under og i tiden efter. Det var jo sådan, at min mand og jeg ikke var sammen, da Otto blev født. Faktisk havde han knust mit hjerte et halvt år forinden (læs vores historie her, hvis du ikke kender den – Det opklarer måske lidt), og det var nogle store følelser der var på spil, og jeg var så psykisk påvirket af situationen under hele fødslen, men vil omvendt ikke have undværet ham der, ikke kun på grund af situationen som den er i dag. Men fordi at han er Ottos far, og fordi at det var vigtigt for mig, at han var en del af det, og ikke bare fik ‘udleveret’ en baby på den anden side. Jeg anbefaler det faktisk til alle, der ikke er sammen med deres barns far – At have ham med til fødslen, hvis man kan rumme det, men vær lige forberedt på nogle store følelser…
Det er en lidt rodet og usammenhængende omgang, men jeg har besluttet at det er sådan det skal være, og derfor står størstedelen af teksten præcis som det gjorde, da jeg skrev ordene for syv år siden. De påvirker mig rigtig meget ordene, for jeg kan godt huske hvordan det var at have det som jeg havde det. Jeg kan huske usikkerheden, smerten, både den fysiske, men særligt den psykiske og så kan jeg huske præcis, hvordan det var at blive Ottos mor. Hvilket uden tvivl altid vil være det der har ændret allermest. Han ‘reddede’ mig på en måde. Fik mig til at indse, at jeg var meget mere værd, end jeg nogensinde havde givet mig selv lov til at tro.
Det kommer her. Tag pænt imod det. Det er skrevet et par uger inden bloggens start, og af en meget ung, forvirret og såret type, som jeg faktisk holder af og virkelig godt gad give et kram, en high five og en peptalk, selvom hun sikkert ville syntes at sådan en 30 årig mor til tre, ikke ville kunne lære hende noget, og det har hun ret i. Hun skulle lære det selv …
H E J O T T O
Hvad jeg lavede forrige weekend?
Jeg fødte lige et menneske! En baby.
På 3200 gram.
Fredag kom, og gik, min terminsdag. Jeg havde inviteret Nanna og Rachel på en slags distraktionsmiddag, som bestod af takeout fra Mood food. Jeg har vist ikke været særlig godt selskab. Var faktisk skide sur. Vidste jo godt, at der ingen baby ville komme. At det statistisk nok ville være nemmere at vinde en slags Lotto, end at føde på lige den dag. Men jeg var alligevel ret skuffet.
Damerne gik hjem, og jeg skyndte mig at gå i seng.
Lørdag klokken 13:22 (præcis!) skete der noget, jeg ikke har prøvet før. Min mave og mit underliv trak sig sammen. En ve, måske? I hvert fald kom der nogle stykker den næste time, og jeg gik i gang med at ringe både HAM og min mor op.
Det fortsatte resten af dagen, tog hverken til i hyppighed eller styrke, men det var altså veer. Jeg var ikke i tvivl! Slet ikke i tvivl faktisk. Det var jordemoderen på fødegangen til gengæld, i tvivl altså, eller rettere sagt var hun sikker. Sikker på at jeg overhovedet ikke var i nærheden af en fødsel. Hun stak mig en pose med piller og bad os gå hjem. Så det gjorde vi. Kørte hjem med en pose panodiler i den ene hånd, en uåbnet flaske champagne i tasken og en gabende tom autostol i den anden hånd, klokken virkelig røv om natten. Jeg tog to piller og vi gik i seng.
Søndag morgen klokken lidt over 6. To timer efter vi havde lagt os, vågnede jeg.
Jeg var først i tvivl om, hvad der havde vækket mig, lige indtil jeg blev mindet om det af en led ve. Hvorfor har ingen fortalt mig, at de rigtige veer sidder i lænden?! Her gik jeg og forventede menstruationssmerter gange 100, i underlivet, ala dem fra dagen før, sgu da ikke gange tusind og slet ikke i lænden.
Jeg fik vækket HAM, og bad ham ringe efter min mor. Han tøvede, og spurgte, om vi ikke lige skulle give det lidt tid. Klokken var jo kun halv syv. Jeg fornemmede en hvis skepsis, måske på grund af min skråsikkerhed fra dagen før, der blev sablet ned af hende den sure på hospitalet. Et par veer senere ringede han alligevel. Jeg behøvede ikke engang at gentage, at han skulle. Jeg tror, at min jamrende krabben rundt på gulvet overbeviste ham.
Hun havde brød med, min mor. De smurte madder og lavede kaffe, og spurgte om jeg ville have noget. Jeg kunne have slået dem begge i gulvet. Man kan ikke spise ostemadder og udvide en livmoderhals på samme tid, idioter.
Jeg ville så gerne afsted. Ud på hospitalet. Ud og have det overstået. Babytime! Kom så, folkens.
Klokken 10 kørte vi.
7 centimeter. Y E S !
Mette, min jordemoder spurgte om vi skulle skynde os at få fat i en narkoselæge og en epidural, da hun syntes, jeg så lidt træt ud. Jeg tænkte, at hun måtte være vanvittig. Hallo, SYV centimeter! Jeg føder lige om lidt jo!
Hun nævnte noget med udmattelse og at spare på kræfterne, og jeg tænkte noget med at få det overstået i en fart og ikke trække det i langdrag.
Jeg blev klogere…
Jeg fik lov til at hænge lidt ud på det badeværelse, der lå tilknyttet undersøgelsesrummet vi var mødt ind i. Jeg blev placeret på et skammel, under en varm bruser. Himmelsk.
HAN gik med. Stod med håndklæder og hospitalstøj klar i armene, og han græd. Eller han var lige ved. Tror jeg.
En fødegang var klar til os og jeg vraltede afsted med Mette under armen, eller også var det hende, der havde mig under sin arm, i hvert fald greb hun mig, da mine ben forsvandt under mig i en ve værre end alle dem før. Fødestuen var en virkelig hyggelig en med grønne vægge. Der kom en bakke ind med kaffe på, og jeg nåede at vrisse noget med, at det sgu da var noget underligt noget at komme med. Kaffen var til min mor og til HAM. Fedt for dem.
Jeg lagde mig på sengen. Blev undersøgt igen.
Stadigvæk syv skaldede centimeter. Sikke noget pis. En times onde veer siden vi ankom og ingen fremgang.
HAN rakte mig på et tidspunkt et plastikkrus med sorteret slik. Han havde obduceret en hel pose matadormix og fjernet alt det jeg ikke kan lide. Så jeg græd. Ikke på grund af veerne, men på grund af slikket. Hvem fanden græder over labre larver. Jeg gjorde. Men kan virkelig også godt lide dem.
Kunne han for fanden ikke lige lade være med at være betænksom, lade være med at charmere hele rummet, lade være med at være så pokkers pæn og god, og fiske vingummier og hvide lakridsæg ud af mit slik.
Kunne han ikke bare lige være den der store idiot, der skred.
Det er nemmere, når han er den. Had er mere konstruktivt end det der andet udefinerebare, der gør mig blød i knæene, flæbende og ked af det.
Syv centimeter blev til ni. Ni ville ikke helt blive til ti, og der var ikke så mange veer til at hjælpe på vej. Jeg fik et drop i hånden, som jeg konstant flåede ud, og gik i gang med at græde igen, mens jeg tiggede om den der epidural, jeg havde afvist nogle timer forinden. For sent.
Så prøvede jeg at bestille et kejsersnit. Heller ikke. Så græd jeg lidt mere. Meget mere. Udmattelse, angst, smerte, vrede, sorg, jeg følte det hele. Fik på et tidspunkt vrøvlet noget med, at folk skulle lade være med at gå fra mig. Mette, jordemoderen, sagde at hun lovede ikke at gå, før der var en baby. Jeg mente ikke hende. Mente ikke fra fødslen. Mente ham. Ham der stod ved siden af mig. Ham der ikke vil mig. Ham jeg så gerne vil.
Det var et mareridt. Så meget smerte, psykisk nedsmeltning, en krop der ikke gad at føde alligevel. Jeg var en fiasko.
Jeg er en fiasko.
10 centimeter. Ingen presseveer. Ikke en eneste.
Jeg græd stadigvæk, og var ikke i min krop. Jeg jamrede og vred mig på sengen, men følte at jeg var ude af min krop. At jeg hang oppe i loftet og kiggede ned på vanvid.
Timerne gik. Klokken var over 16.
Råben og høje lyde fik mig tilbage ned i sengen, ned i den udmattede og smertebesatte krop som vistnok var min. Jeg nåede at tænke, at jeg aldrig ville gøre det igen. Aldrig aldrig aldrig føde noget igen.
Midt i min overbevisningsmessen til mig selv, slog jeg øjnene op til en alvorlig stemning. Kaos. Mere kaos.
Flere mennesker var kommet til. Alle i kitler. Alle med samme budskab.
Han skal ud. Han skal ud. Nu. En læge kom til og jeg hørte ordet ‘kop’.
Eddermame nej! Nu gør vi det! hørte jeg mig selv brøle, inden jeg tog fat i min mors arme og maste dem, mens jeg fødte min søn.
Der var han og alt blev stille.
Sort hår, sorte øjne, der låste sig fast i mit blik. Jeg ved ikke, hvem der har set mest bange ud. Sikkert mig.
Til venstre for mig stod hans far. Han græd også. Det gjorde vi allesammen. Selv jordemoderen havde våde øjne, og jeg bilder mig ind, at det ikke var en følelsesmæssig og fysisk sindssyg oplevelse for mig kun. Seks en halv time med så mange følelser og så meget smerte. Smerte, der forsvandt lige så hurtigt som den var opstået og blev erstattet med en ny følelse, som jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive.
Jeg er skidebange. Bange for hvad fremtiden bringer.
Jeg skal og vil passe på denne her lille krøllede ting, der er min, og som jeg kan mærke er min, og jeg skal gøre det, uden at hade hans far, og uden at hade mig selv.
I går gik det op for mig, at jeg elsker ham. Den der lille 3 kilos fyr. Jeg elsker ham, sådan rigtigt.
Jeg ved ikke om det er ok, at jeg først kan mærke det nu.
Men det kan jeg. Er du sindssyg, jeg kan mærke det.
Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske fra nu af.
Men.
Lige meget hvad, skal det nok gå, for jeg har Otto. Og jeg har selv født ham.
