Mandag på en tirsdag

Denne her dag er noget værre rod. Ikke på den alvorlige måde. Mere bare sådan på den klodsede og uheldige måde.
Vi sov for længe. Noget der sjældent sker. Men mine børn vågnede ikke af sig selv som de plejer, og min jetlag-ramte mand slukkede vores vækkeur, som jeg ikke hørte. Så da jeg vågnede til en meget lyserød himmel fremfor den sorte jeg normalt står op til, viste jeg godt, at den var gal. 7:33 var klokken. Præcis 17 minutter inden alle helst skulle være i tøjet. Pis piis piiis…

Uma, jeg selv og Leo kom rimelig hurtigt på benene og i tøjet, min mand var lidt langsommere, og Otto var som forstenet. Sidstnævnte med blanke øjne, morgenhår og helt i underskud af både søvn og godt humør. I går blev han ringet hjem fra skole. Han var faldet og havde slået sin arm. Heldigvis er intet brækket, men han har fortsat meget ondt, den stakkels Otto, og fik derfor ikke meget søvn i nat.

I dag skulle klassen i ZOO, så det var ikke engang en rigtig skoledag, og jeg prøvede med ihærdig overbevisning i stemmen og en let stress over tiden at tale ham i godt humør, men mundvigene vendte kun ned af og tårerne lå klar bag de grønne øjne, mens den skadede arm hang og dinglede ned langs siden og et bedende ‘men men men mor, jeg kan da ikke tage på tur med denne her arm altså’ forlod den trætte mund. Min mand og jeg udvekslede et hurtigt indforstået blik og Otto fik scoret sig en fridag.

Vi var stadigvæk sent på den, men fik på magisk vis pakket alle sammen, og kom ud af døren, kun et par minutter senere end normalt. Jeg afleverede Uma i en fart, hvilket hun utroligt nok accepterede, da det ellers netop plejer at være undertegnedes bankende hjerte og stress-falset, der kan gøre afleveringen lidt lang og svær. Men det gik, sgu.
8:35, altså en time efter jeg vågnede, stod jeg i Sifs træningslokale totalt klar til at få gang i min tykke krop. En opvarmning og tre træningsrunder senere måtte jeg dog kaste håndklædet i ringen. Den tykke krop gad ikke. Jeg var svimmel, havde kvalme, og plukveer. Om det var den lidt for up-tempo og komprimerede morgen, manglende morgenmad eller bare sådan en dag, ved jeg ikke. Noget nedslået og irriteret vendte jeg hjem, hvor jeg inhalerede en portion havregryn og nåede et lynbad, inden jeg satte snuden mod kontoret, hvor jeg kun en anelse forsinket, kunne kramme vores kommende og sidste Andedame velkommen. Hun havde heldigvis træstammer med – Hvilket passer så perfekt til mandagsstemningen, der forfølger mig i dag. Så nu kan det kun gå en vej, ikk?! Frem helst.

img_8704

 

4 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *