‘Jeg har slet ikke grædt!’

Jeg har slet ikke grædt!

Sådan hørte jeg mig selv sige til nogle af de andre andedamer i vores køkken i går, da vi talte om at mine drenge er væk og først kommer hjem på onsdag.
Det har jeg heller ikke. Faktisk har jeg været ret god til at savne på en sund måde. Ja, det har da fysisk gippet i mig nogle gange, jeg sover ikke så godt om natten, og der skal helt klart gå lang tid før vi gentager successen. Men det har været OK.

I går talte jeg i telefon med dem for første gang siden de tog afsted, og da jeg hørte Ottos stemme kunne jeg mærke det trække i kæberne, i halsen og bag øjnene. Men han var så glad! Fortalte om at de havde set to vaskebjørne, at han har fået nye sko, fordi at de var blevet nødt til at smide hans gamle ud, da de var sure og der var hul i sålen, at han havde lavet bål og set solen stå op bag bjergene … og så blev han stille lidt og rakte røret til sin far. Min mand. Vi talte et par minutter og så kunne jeg høre at han begyndte at tale til Otto, trøste ham.
Otto var blevet mut og lidt ked af det. Han savner sin mor og han havde vist ikke mærket det rigtigt, før vi talte sammen. Præcis ligesom at jeg ikke havde mærket HVOR stort savnet var, inden jeg hørte ham tale.
Vi afsluttede samtalen, min mand og jeg.

Og så græd jeg.

Kom nu onsdag. For fanden.

img_8474

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *