En beslutning og noget om at græde… På Snapchat

img_7993

I dag blev så dagen, hvor jeg græd på Snapchat. Eller det vil sige, jeg fortalte om at have grædt, med mascara i panden. røde øjne og ditto næse – Og i første omgang et blomsterkrans-filter, som jeg dog droppede igen, da det ærlig talt var decideret åndssvagt.
Grunden til hyleriet var, som jeg forklarede, at vi har besluttet at Otto skal med sin far til USA i næste uge. I otte dage. Noget, der uden tvivl bliver helt vidunderligt for dem og som egentlig slet ikke var en svær beslutning, da vi først havde talt om det. Men ikke desto mindre noget der lige gik ind og stak godt og grundigt i mit morhjerte, da min mand ringede hjem og fortalte at billetten var bestilt, og altså trak nogle seriøse tårer. Dem med lyd på.Og efterrystelserne af det blev altså dokumenteret til de 5000, der kigger med på Snapchat.

På den ene side virkelig grænseoverskridende og på den anden side overhovedet ikke. Jeg er en tuder, og det har jeg det faktisk helt fint med, også selvom jeg egentlig sådan for det meste foretrækker at holde den slags stunder for mig selv,men omvendt er det noget jeg ikke er bange for at vise, og i dag gav det altså mening at have med i Fredagsfølgeren på Snappen. Det er i øvrigt noget af det, jeg netop elsker ved Snapchat, det der med, at det er direkte og på en eller anden måde mere ægte end så mange andre medier. Og så må jeg igen lige synke et par ekstra gange, når jeg som respons på netop de 3-4 snaps med tudeansigt, har modtaget så mange fine ord og tilkendegivelser fra alle jer. Tak.

Men altså, for at vende tilbage til det der med at sende to af mine favoritmennesker virkelig mange kilometer og tidszoner væk. Selvom at savnet uden tvivl bliver ulideligt, for mig, så ved jeg at det bliver så godt, så godt for dem. Og mens de cruiser rundt i Melrose og drikker milkshakes, og sover i telt i Yosemite, skal Uma og jeg tøsehygge herhjemme, og det kan sgu også noget. Jeg glæder mig på deres vegne og måske lidt ekstra til at få dem hjem. Men, æhm, det er nok ikke det sidste I hører til denne sag, ligesom at jeg ikke kan garantere for, at jeg er lige positiv i alle mine opdateringer, i perioden de er væk. Men, den tid, de indlæg. Nu vil jeg nyde at alle er hjemme under samme tag, og fejrer netop det ved at dele et honninghjerte (!) med min mand. Og når jeg siger dele og ‘ét honninghjerte’, mener jeg i virkeligheden, at jeg har købt tre, og nok kun giver det ene væk …

God aften.

7 replies
  1. Giveittomebaby says:

    Puha jeg kan godt forstå dig! Men ja det bliver SÅ godt, og de får sådan en dejlig tur 🙂 Og så kan du og Uma rigtig tøsehygge, hvilket man jo heller ikke skal kimse af.
    God fordeling af honninghjerter. Det manglede da også bare, at du og baby får to.

    Svar
  2. Sofie says:

    Fuldstændig off-topic, men kunne du ikke lokkes til at skrive om at have kat i lejlighed en dag? Gerne helt praktisk, har I kattebakke m låg, hvad med altanen etc?
    Rigtig god tur til Otto og din mand. Og god hyggeuge til dig og Uma. Det kan altså noget, det med et barn af gangen, selvom man savner som bare pokker.

    Svar
  3. Blå Solskin says:

    Jeg kan godt forstå det grænseoverskridende ved at vise det ansigt, som sårbarheden har, men som du selv skriver, så virkede det altså virkelig rigtigt på snap i går. Det var forfriskende og ægte samt fuldt forståeligt, at det bliver følelsesladet. I får helt sikkert allesammen en fantastisk uge, når den tid kommer og så er der en masse at snakke om, når din store dreng kommer hjem med en masse nye oplevelser. <3

    Svar
  4. Malene says:

    Står med min søn på 8 mdr og tuder lidt med ved tanken om at det engang er ham der skal ud og rejse uden mig. Seriøst – tror sgu jeg kommer til at snige mig med på hans lejrture mm. Jeg bliver hende stalker-mor ude i busken foran lejren.

    Otto får uden tvivl den vildeste bedste tur men av – nu tuder jeg igen:-D

    Svar
    • Sneglcille says:

      Det er hårdt. Første gang Otto var væk fra mig, var han kun lige omkring halvandet år. De skulle helt til Tyrkiet. Av! Det er ikke blevet lettere med årene, men det hjælper at have prøvet det et par gange. Og gensynsglæden er det hele værd 🙂

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *