8 x november

I morgen banker den der julemåned på. Jeg har hverken lagt i kakkelovnen til julekalender eller det der minder om. Ikke til jer, og faktisk heller ikke til mine børn. Men jeg er ret sikker på, at det nok skal blive jul alligevel.
November kom og er om et øjeblik gået igen, så jeg har været i arkiverne og kan hermed give jer det næstsidste ‘7x-indlæg’, der jo så med sidste måneds blogfødselsdag er blevet til et 8x-indlæg.

Værsågod:
– I 2009 forvildede jeg mig i Illums bolighus med en tre måneder gammel Otto, og et endnu ikke helt udviklet overskud og en kronisk forhøjet puls, som jeg ved at mange førstegangsforældre kender til.
– I 2010 var min barsel slut og jeg kørte på. Som arbejdende enlig 24 årig mor. Jeg kan huske den her aften SÅ tydeligt.
– I 2011 var Otto seks dage i Tyrkiet med sin far. Og jeg var, ud fra billederne at bedømme, glad for appen Hipstamatic.
– I 2012 kaldte jeg børn for ‘Røvhuller’ i avisen. Det var der forståeligt nok nogle, der blev sure over, men jeg elsker faktisk stadigvæk den klumme, og mine røvhulsbørn.
– I 2013 fik jeg nyt job. På Aller. Det er stadigvæk en virkelig stor milepæl i mit liv.
– I 2014 havde jeg samme kropsbygning som nu og vi fandt ud af, at det var en Uma, der lå i min mave…
– I 2015 fortalte jeg om, hvor skrækkelig min skolegang har været og hvor bange jeg nogle gange er for at smitte mine børn med min skoleangst.
– I 2016 delte jeg en slags fødselsberetning, som jeg skrev for syv år siden …

Hvis du vil læse 7xindlæg fra de resterende måneder, findes de her:
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
September
Oktober

img_8682

Stakkels bloggere

img_8812

Mens jeg sov, dannede der sig et mindre kor i mit kommentarfelt, ok jeg overdriver – en duo så, der var enige i at jeg og bloggere i det hele taget, er nogle forkælede typer, der brokker os, og tager vores fede livsstil for givet.
Av, for den.

Først blev jeg sådan lidt, ‘Arjjokay, hvor absurd at I tror I kender mit liv og kan tillade jer at mene noget om det’ … dernæst kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk har lavet en forretning ud af at dele mit liv, eller i hver fald en redigeret udgave af det, med godt 60.000 mennesker, så selvfølgelig er der meninger om min gøren og kunnen.

Fair nok. Jeg blev så måske lidt irritabel over at få at vide, at jeg er arrogant, når jeg siger at tre værelser til seks mennesker og en kat, er en udfordring, og at vi derfor tænker ud af boksen indretningsmæssigt for at gøre det udholdeligt at bo her. Arrogant fordi at der faktisk er nogen, der har det meget mere trangt og arbejder meget hårdere end os. Og at det også er lidt trættende, at jeg brokker mig over syge børn og en forkortet livmoderhals når jeg jo ‘bare’ kan gå hjem uden dårlig samvittighed overfor en arbejdsgiver.
Udmeldinger, som jeg her sætter på spidsen, noget som kommentatoren er blevet meget vred på mig over, at jeg har gjort, hvorfor jeg her har valgt at indlejre kommentaren som den var skrevet:

Hej Cecilie
Lad mig starte med at sige, at jeg er en trofast læser af din blog. Jeg NYDER at følge med og glæder mig til hvert eneste indlæg.
Jeg er dog efterhånden begyndt at savne dit smil, dit grin, humor og optimisme både i dine snaps og på bloggen. Jeg synes efterhånden, at der altid er et eller andet negativt, som lidt overskygger alt det gode… selvfølgelig skal der være plads til begge dele – det er netop det, der gør en blog troværdig – men jeg savner at læse noget, der går godt, og som du er glad og taknemmelig for. For eksempel at du på grund af dit arbejde har mulighed for at tilrettelægge dine dage, som du gør…. at du kan gå hjem, hvis graviditeten driller, at du bare kan sidde hjemme og arbejde, hvis dine børn er syge, at du kan “nøjes” med at skrive et “i øvrigt indlæg” (som jeg (i øvrigt), elsker), hvis du ikke har overskud til andet…… jeg savner virkelig, at I bloggere indrømmer, at I på mange måder har et sindssygt luksus job, at I kan planlægge det helt selv, og at I kan leve af “bare” at skrive om jer selv, og hvad I får tiden til at gå med, OG at I fx. kan tage en hjemmearbejdsdag, hvis I fx. skal nå at rydde op eller vaske tøj, som alle andre fuldtidsarbejdende skal nå om aftenen, når de kommer hjem efter en lang dag på job.

Desuden kunne jeg ikke lade være at tænke, at det lød liiidt arrogant (eller måske er det ord ikke det rigtige), da du for ikke så længe siden skrev, at I var i gang med at lave lidt om derhjemme, så I kunne gøre det “tåleligt”(!) at bo der……….. seriously?
Mine forældre, mine to søskende, min hund og jeg har ALLE år boet i en lille lejlighed på 75 kvadratmeter langt uden for byen… og så taler du om, at I skal gøre det “tåleligt” i jeres relativt store lejlighed midt i byen…. kan du se, hvad jeg mener? Da min søster og jeg var små, læste min mor til læge i København…. klokken 7 HVER morgen startede hun med at cykle(!) min søster og jeg til børnehave, inden hun cyklede(!) videre til universitetet og hjem igen om eftermiddagen, inden hun skulle lave mad, putte os og studere hele aftenen… for nå ja, min far boede 7 ud af 12 måneder af året i Tjekkiet ifbm. arbejde.
Min pointe er bare, at det kunne være rart også at høre dig/jer udtrykke, hvordan jeres job på mange måder er ENORMT priviligeret i forhold til alle dem, som lever af at arbejde for andre, har faste arbejdstider 8-16/17 hver dag OG skal nå at lave alt andet husligt efter dette….. håber det giver lidt stof til eftertanke og sætter tingene lidt i perspektiv, for man kan blive liiiidt træt 😉

PS. Husk, at jeg, trods denne lange smøre, nyder at følge med og uden tvivl vil fortsætte med det! Pas godt på dig selv og din graviditet og tag kroppens signaler seriøst.

Jeg satte det på som sagt på spidsen i ovenstående, da det jo ikke desto mindre er en kritik omhandlende mit liv, og som jeg derfor reagerer på. Måske overdrevet i nogens øjne, men sådan er det jo relativt nemt at være dommer i andres følelsesregister.
Min umiddelbare reaktion var nemlig allerførst med en virkelig frustrerende følelse i kroppen, jeg blev faktisk skide ked af det, på den der måde hvor der brænder lidt i kinderne, hiver i tårekanalerne og jeg med pegefingeren viftende ud i luften fik lyst til at råbe op om at der jo er andet i mit pissefede job end at skrive om hang til honninghjerter, og at jeg jo altså også har regninger, der skal betales, et hjem der skal holdes ved lige, børn der skal hentes og et socialt liv milevidt fra bloggen som skal plejes.

Men så kommer jeg dernæst i tanke om, at alt det jo er ‘ligemeget’ – i hvert fald i den sammenhæng.

Folk vil altid mene noget om en, om man så er servitrice, politimand eller overlæge. Som blogger inviterer man bare til holdninger om sit liv – Det liv som man skildrer.

Når alt det er sagt, har jeg brugt en god del af de tidlige morgentimer på, at tænke ret meget over om der er noget om snakken. Er bloggere og dermed også jeg, blevet nogle ynkehoveder, der brokker sig dagen lang? Og i så fald, hvorfor?

Skulle vi ikke bare grine hele vejen ned i banken og være glade for at kunne leve af det vi elsker.

Ved I, hvad jeg tror?

For mit eget vedkommende handler det muligvis om, at blogging netop er sådan et fag, der ikke bliver taget helt seriøst endnu. Et job, som slet ikke lyder og heller ikke altid føles som et job. Men som for nogle få alligevel er blevet lige præcis til det. Det lyder nemt og det ser nemt ud. Og selvom det måske ikke er hverken rocketscience eller det der minder om, vil man gerne tages seriøst i det. For jo, det er sjovt og lækkert og fedt meget af tiden, og det kan på ingen måde sammenlignes med et 8-16 job, så er det et arbejde med både sure tjanser, udfordringer og lange dage (og nætter). Noget som man godt ind imellem kan have brug for at understrege, nok netop for at slå fast at det altså er mere end bare en hobby og venstrehåndsarbejde, mens højre skovler macarons og Chaneltasker indenbords.
Selvom jeg ved, at både jeg og mine kollegaer alle sætter pris på friheden og de fede frynsegoder, meget endda (indtil videre er det kun kagerne jeg nyder godt af, Chanel venter jeg fortsat på). Nok særligt os med børn og almindelige fuldtidsjobs i rygsækken, så fornemmer jeg samtidigt, at mange af os gerne vil tages seriøst og netop fortælle, at det ikke kun er events, hyggeindlæg og goodiebags. At de fleste af os arbejder langt mere end i vores tidligere jobs, ofte på helt skæve tidspunkter, netop fordi at vi gerne vil benytte os af det fede i selv at kunne tilrettelægge en stor del af vores arbejdsuge, og at det sgu er et arbejde vi har os.

Og derfor kommer kampene og udfordringerne til at fylde mere end det fede når vi, eller jeg i hvert fald, sætter ord på hverdagen.
Måske. Og i øvrigt ganske ubevidst. Indtil nu, that is.

Jeg kan godt blive helt irriteret på mig selv over at jeg ikke har været bedre til at sige højt her på adressen præcis hvor glad jeg er for, at jeg tog det spring jeg gjorde tilbage i april. For det er jeg, også selvom det ikke altid er en dans på cupcakes. Men når det er, skal jeg nok huske at sige det også.

Så altså; Ovenpå kommentarerne, mine egne tanker omkring dem, samt en snak med min mand, der grinte lidt af, hvor meget det satte igang i hans kones i forvejen overfyldte hoved, er jeg nået frem til følgende:

Jeg sætter overdrevet meget pris på fleksibiliteten i mit arbejde, og måske skal jeg tænke lidt mere over, at det kan opfattes forkælet og arrogant, når jeg ikke anerkender det privilegium det er at være sin egen chef, i et job man virkelig elsker.

Mandagstirsdag, igen

img_8823

Jeg er derhjemme, hvor jeg i skrivende stund spiser brød med smør og drikker appelsinjuice, velvidende om at min halsbrand og mine lår muligvis straffer mig hårdt senere. Men so be it. Mandagstirsdag er nemlig tilbage …

Igen sov vi over os. Men nåede dog afsted i tide. Lettere forhastede og stakåndede, jeg helt uden kaffe og iført et par strømpebukser, der muligvis burde have været til vask fremfor på mine ben.

Otto blev afleveret, og selvom jeg godt kunne mærke, at min krop var lidt tungere end de andre dage, viftede jeg det væk og tog til dagens første møde, hvilket var hyggeligt, men dog også en anelse nedslående. Noget der skulle vise sig, at være et mønster – For allerede inden klokken var slået 10, havde jeg allerede modtaget endnu to informationer af relativt kedelig karakter.

Min krop værkede videre, præcis som i de foregående par dage, og jeg besluttede derfor efter mit morgenmøde og de to grå smser, der var tikket ind, at dreje tilbage mod Vesterbro i stedet for mod Andedammen som planlagt. Jeg ringede til min læge, eller jeg ringede til min mand, der bad mig ringe til min læge, hvor der ret mirakuløst ingen ventetid var, der fik jeg lov til at stikke hovedet forbi, og blev så bedt om at gå hjem i seng, på den strenge måde.
Så det gjorde jeg. Glemte bare lige at aflyse dagens andet møde, som jeg pænt blev mindet om et kvarter efter det skulle være gået i gang, i en lidt skarp tone, hvilket var fortjent, men åndssvagt pinligt.

Som en lille tirsdagsbonus, kaster katten op. Jeg har trådt i det to gange, hvilket i det mindste betyder, at de der strømpebukser nu bliver vasket (jeeep, mit glas er mega half full)
Og så var der ikke engang nogle honninghjerter i Lagkagehuset.

Som sagt, tirsdag er det nye mandag.

25+1 status

img_8786

Kjole fra Stine Goya. HER (Affiliate) og med korte ærmer HER

I bliver snydt for en video denne gang, men jeg vil forsøge at lave en næste gang, jeg er klar med en status.

I går ramte jeg 25 uger, altså graviditetsuger.
Jeg har følt mig ret ovenpå i en del tid, men faktisk har jeg i går og i dag oplevet både lidt hidsige plukveer, samt noget blødning, så jeg skal lige til et ekstra tjek i denne uge, og måske også huske, at det der med at bære Uma op og ned fra 2. sal for at spare et par minutter, ikke er optimalt og i det hele taget bare lige skrue blusset en lille anelse ned. Heldigvis holdte jeg mig jo en helt afslappet weekend og er i det hele tiden lidt mere obs på min krop og det den fortæller mig.

Jeg har som sagt taget lidt mere på end hvad jeg havde forventet på nuværende tidspunkt, hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom at jeg indtil for få dage siden ikke kunne klare synet af rugbrød, og derfor har spist væsentlig mere hvidt brød end normalt, og til hvidt brød hører naturligvis smør og pålægschokolade.

img_8705
Den vægtøgning forsøger jeg at bremse lidt, ved blandt andet at spare på smøret, sige nej tak til al marcipanen, der frister alle vegne, og så er jeg begyndt at træne en gang om ugen. Og så har jeg i en hel uge skrevet ned præcis hvad jeg har spist, hvilket var lidt af en øjenåbner. Det kan altså anbefales til alle, lige at føre en lille madlog ind imellem. Det er ret interessant, at se sin kost sort på hvidt. Jeg spiser for eksempel meget mere sukker end jeg troede, jeg snacker en hel del, og er faktisk enormt dårlig til rigtige måltider. Men mere om det en anden god gang.

Foruden vægtøgning, en overdrevet aktiv baby og førstnævnte plukveer, er det eneste jeg kan komme i tanke om af sidegevinster, at jeg har virkelig slem halsbrand om natten, og at mit maveskind er begyndt at klø helt ulideligt, men jeg er både skånet for kvalme, rygsmerter, muskelkramper og andre ting, som jeg ellers i mine andre graviditeter har skulle døje med, og så er der selvfølgelig lige 15 uger tilbage, hvor der kan nå at ske en masse. Men alt i alt, all good.

Weekend, sådan rigtigt.

Jeg har holdt weekend. Helt uden computer, blogging, mails og skyggen af arbejde. Ikke bevidst egentlig, det skete bare, og det var ret fedt.
Fredag var jeg, som I ved, på date med ham jeg er gift med. Vi rystede på hovedet en del af, hvor fjollet det egentlig var, at vi savnede vores børn forfærdeligt meget, tog så ud og spiste 200 meter fra vores hoveddør, blandede for 100 kroner slik på vejen hjem og stenede serier til vi ikke kunne holde os vågne mere, sov til klokken 9:30 og gik ud og spiste brunch, inden vi tog hjem til min mor og stedfar og brugte resten af lørdagen med børnene. Det lyder måske røvsygt, men det var lige, hvad vi havde brug for.

img_8784
Søndag kørte vi ud til min svigermor, hvor Otto hjalp med at pynte huset op til jul, mens jeg faldt i søvn på sofaen, og vågnede til pizza, inden vi igen kørte mod Vesterbro. Med andre ord en, for de fleste, helt almindelig, men ret lækker weekend.
Nu er en ny uge skudt i gang og jeg føler mig helt klar til den, og så tror jeg måske, at jeg skal prøve det med weekend lidt oftere.

Jeg har nu et par timer i min elskede Andedam, inden mand og yngstebarn (der er hjemme med øjenbetændelse) henter mig i Volvoen og kører os til Nordsjælland, hvor vi skal kigge på hus … HA! Og dermed skrev jeg en sætning jeg for bare fem år siden havde skraldgrinet af. Hvad så, leverpostejsliv?!
Jeg elsker det.

img_8783

 

I øvrigt #71

  • Er der præcis fem timer til min date. Jeg glæder mig!
  • Bør jeg måske barbere mine ben, der nærmest også en workout #multitasking
  • Skal jeg selvfølgelig have en af mine Goya kjoler på og får dermed indviet den prikkede af slagsen (Affiliatelink)
  • Er denne her baby jeg går rundt med i maven uden sammenligning den mest aktive baby jeg nogensinde har båret på. Shit, der er knald på. Døgnet rundt.
  • Virker intet mod min natlige halsbrand. Intet. Har prøvet alt. Spiser ikke inden jeg går i seng. Holder mig så vidt det er muligt fra syreholdige madvarer (selvom jeg har onde appelsin/klementin cravings), spiser mandler og havregryn i et væk, og har efterhånden været hele apotekets udvalg af syreneutraliserende remedier igennem.
  • Har jeg på fornemmelsen at de to ovenstående punkter har en sammenhæng.
  • Begynder mange at spørge, hvad vi skal til nytår. Svaret er: Så lidt som muligt.
  • Har jeg købt et selfie-lys til at klikke på min telefon. Jeg bør muligvis skamme mig, men jeg glæder mig mest bare til at modtage det.
  • Har jeg sendt en sms til min mor, hvor jeg spørger om jeg har haft lussingesyge – Og pludselig gik det op for mig, at jeg jo faktisk er nogens barn.
  • Er jeg SÅ sart i forhold til skrækkelige nyheder, særligt omhandlende børn, der for tiden lader til at florere overalt. Bare overskrifter, der omhandler vold, pædofili og drab, gør at  jeg ikke kan sove om natten – Jeg. Kan. Ikke. Have. Det.
  • Er jeg omvendt også enormt let-påvirkelig når det kommer til gode nyheder, og er i det hele taget bare virkelig ekstra sensitiv i alle aspekter. Jeg føler alt!
  • Ved jeg godt at det er Black Friday, men jeg tænker ikke, at det er noget I har overset, så jeg nøjes med at tippe om at der er 20% hos mamalicious (Affiliate)
  • Er min kødglade stedfar sgu blevet vegetar, hvilket på alle måder er en vild nyhed (og som jeg naturligvis tager størstedelen af æren for). Og det føles helt underligt for første gang i de 25 år jeg har kendt ham, at vide præcis hvad han skal have i fødselsdagsgave. En vegetarisk kogebog, selvfølgelig!
  • Læser min stedfar ikke blogs. Ikke engang min.
  • Har min mand netop sendt mig salgsopstillingen på et fuldstændigt vidunderligt hus. Jeg troede han lavede sjov, men han er i gang med at planlægge både banklån og fremvisning.
  • Er det praktisk talt umuligt at spise Bülows lakrids (jeg kunne have skrevet kugler, men jeg er et ordentligt menneske) uden at afsløre sig selv. For fanden Bülow.

screen-shot-2016-11-25-at-11-54-37

 

Datenight countdown og en ærgerlig aflysning

Om præcis 14 dage skulle vi til Marokko hele banden. Det var planen. Min mand skal arbejde og vi havde besluttet at børnene og jeg skulle tage med, eftersom at det er hans fjerde rejsejob indenfor en periode på to måneder, og at muligheden lå der. Dog besluttede vi i dag, at det kun bliver Leo, der tager med. Otto har haft en del fravær fra sin skole, både på grund af rejseaktivitet (Disneyland med mig og LA med Michael) og så har han været syg en del. Og lige om lidt er det juleferie, så hvis vi også skulle med til Marokko, ville det betyde at han faktisk kun ville have omkring 10 skoledage tilbage i år – I noget der jo faktisk stadigvæk er en relativ ny klasse for ham.
Så efter et par samtaler og overvejelser, altså mellem os de voksne, blev det altså i dag endeligt lagt fast, at Otto, Uma og jeg bliver hjemme i denne omgang. Jeg havde helt ondt i maven over at fortælle det til Otto, som i dag var hjemme fra skole igen, fordi han skulle til lægen med sine lunger. Men min store seje dreng tog det med et smil, og syntes både, at det var helt fair at hans lillebror får oplevelsen alene og desuden har han glædet sig til december i skolen, da det vist er noget med en hel del kage og historier, og som han så rigtigt sagde; gør vi bare noget andet sjovt en anden gang, For fanden. Han imponerer mig gang på gang, det lille empatiske menneske, altså.

Noget der til gengæld bliver til noget er det der døgn jeg fortalte om for nogle dage siden. Det bliver i morgen! Jeg glæder mig. Altså sådan meget mere end jeg troede jeg ville.
Vi vil helt vildt gerne ud og spise, men ingen af de restauranter vi vil besøge er til at få bord på med så kort varsel. Jeg havde ellers en hel liste af steder jeg gerne vil prøve, men der var jeg sjovt nok ikke den eneste. så nu har jeg gang i at lave mig en plan b. Måske noget med take-out, eller et sted jeg ikke har opdaget. Måske I kan hjælpe? Gerne noget, hvor det er muligt at få en kick ass vegetarisk menu for eksempel. Og noget ordentligt dessert, naturligvis.

… Så øv med Marokko, jeg havde sgu faktisk også glædet mig, men vi gør bare noget andet sjovt en anden gang, og så virkelig meget hurra for fredag.

img_7969

 

Navneføljeton #2

img_6217

Se første del med drengenavne, vi af gode grunde ikke skal bruge, HER

OK! Vi har stadigvæk ikke et navn.
Jeg er lynende forelsket i ét. Desværre har min mand det ikke på samme måde, men han har heller ikke skudt det endeligt ned. Derfor er jeg heller ikke helt klar til at dele det med jer, for det kunne jo være! Vi har lige nu i alt fire navne i rotation, og jeg tror faktisk godt, at valget kunne falde på et af dem.
Der er derudover en virkelig lang brainstorm agtig liste af navne som vi har gang i, og så dukker der stadigvæk kandidater op lidt ud af det blå, så jeg tror umiddelbart ikke, at vi er i nærheden af en beslutning, hvilket både er en anelse frustrerende, men også lidt hyggeligt.

Selvom der er lang vej endnu, har vi til gengæld sådan helt endeligt fået streget nogle af de navne ud, som har været i spil. Der er forskellige grunde til, at de er blevet droppet. Nogle af dem har den ene af os nedlagt veto imod (den ene af os, er udelukkende mig. Hele to navne har jeg vetoet), og så er der bare nogle af dem, som vi er nået frem til (sammen), bare ikke dur alligevel.

Here goes. Seks, ellers virkelig fine, pigenavne som denne SneglLille nok ikke får:

Kaia
Luna
Rose
Nellie
Aia
Leonora

SHOPPING: Babytøj… For tidligt?

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Det er egentlig skørt. I begge mine tidligere graviditeter har jeg ikke rigtig kunne få mig selv til at købe babyting, og da slet ikke tøj. I hvert fald ikke før sådan relativt tæt på terminen. Sådan har jeg det slet ikke denne gang. Jeg har ikke købt så meget, endnu. Men jeg har lyst. Det kribler i mig for at købe tøj i str. 56… Så. Hermed et sjældent, men med garanti ikke det sidste babytøjs-indlæg fra mig.

bebsellos

  1. Tre-pak body. Som jeg faktisk har købt… I den str. de kalder 54. Begge mine børn har svømmet i 56 de første ugers tid, og 50 har været for småt ret hurtigt, så måske det der 54 slet ikke er så dumt et bud. Det var især den gule body jeg faldt for, og så er kvaliteten virkelig blød og lækker. 199,- for tre lige HER
  2. Jeg giver ikke 550,- for to bodyer. Jeg. Gør. Det. Ikke. Men…. Se hvor fine! For fanden Karl L! 549,- HER
  3. Fin dragt, måske endda det man kan kalde en køredragt, med stjerneprint. Ret genial til sådan en forårsbebs. 250,- HER
  4. Bløde økologiske jerseybukser i forskellige farver til små 80,- Yes please. HER
  5. Jeg elsker når tøj er lidt sjovt og gakket. Der kan Mini Rodini virkelig noget, og jeg elsker de her ‘bambier’ i forskellige farver. Dragten koster 350,- HER
  6. Stableklodser giver måske ikke så meget mening for en nyfødt, men hvis man har en på omkring halvandet, er det her verdens bedste investering. Seriøst. Uma bruger timer hver dag på at stable, vælte, samle sammen, putte ting i dem, putte dem i hinanden og om igen. Det er et giga HIT. Og de her er tilmed med Mumi, som hun også elsker. 150,- HER
  7. Jeg er fortstat en anelse allergisk overfor meget lyserøde pussenussede ting, men prints bliver jeg vist aldrig bange for. Denne blomstrede Hummel-sag er virkelig fin synes jeg. Og så er den nedsat til 175,- HER
  8. Jeg elsker det her kaktusprint, som Uma allerede sporter i både gamacher og body. Det skal hendes lillesøster også. Se hele udvalget HER
  9. Dragt i den skønneste dybe grønne farve med panda-print. Så fin! 200,- HER

Ægteskab: Savn i et hverdags-hamsterhjul

Jeg er ret pjattet med vores hverdage. Også selvom de totalt flyder sammen ofte, er i højt gear, og som jeg tidligere har nævnt, er meget sådan samlebåndsagtige ind imellem. MEN. Fordi der for min mands vedkommende har været virkelig meget rejseaktivitet, og vi begge er begravet i arbejde, som vi begge for det meste dykker med hovedet først ned i, når børnene er puttet, er det begrænset hvor meget vi har været sammen, sådan rigtigt, bare ham og mig. De samtaler vi har er rigtig ofte om arbejde, noget praktisk omkring børnene, eller midt i et aftensmåltid, hvor der er to-tre andre munde, der er noget mindre, men råber en del højere, og så er det dem, der bliver hørt mest.
Klassisk, og helt normalt, tænker jeg.  Men da min mand i forgårs tog mig i hånden og sagde, at han savner mig, gik det op for mig, at jeg også savner ham, og måske er det dét savn, der har gjort mig lidt mut i det, hvilket jeg har været i de sidste par dage, uden helt at vide hvorfor egentlig.

Det går jo for fanden ikke, så måske skal parforholdsposen lige rystes lidt. Derfor er det nu aftalt, at børnene i nær fremtid kommer på et lille retreat hos mine forældre i et døgns tid, mens min mand og jeg sætter telefonerne på flightmode og barrikadere os. Reglerne er, at vi ikke må være praktiske. Ikke noget med lige at male en væg, eller køre i Silvan. Vi må max gå på restaurant, og i bland selv biksen, og måske i biografen. Måske.
Jeg glæder mig. For fanden, hvor jeg glæder mig.

image