I morgen banker den der julemåned på. Jeg har hverken lagt i kakkelovnen til julekalender eller det der minder om. Ikke til jer, og faktisk heller ikke til mine børn. Men jeg er ret sikker på, at det nok skal blive jul alligevel.
November kom og er om et øjeblik gået igen, så jeg har været i arkiverne og kan hermed give jer det næstsidste ‘7x-indlæg’, der jo så med sidste måneds blogfødselsdag er blevet til et 8x-indlæg.
Mens jeg sov, dannede der sig et mindre kor i mit kommentarfelt, ok jeg overdriver – en duo så, der var enige i at jeg og bloggere i det hele taget, er nogle forkælede typer, der brokker os, og tager vores fede livsstil for givet.
Av, for den.
Først blev jeg sådan lidt, ‘Arjjokay, hvor absurd at I tror I kender mit liv og kan tillade jer at mene noget om det’ … dernæst kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk har lavet en forretning ud af at dele mit liv, eller i hver fald en redigeret udgave af det, med godt 60.000 mennesker, så selvfølgelig er der meninger om min gøren og kunnen.
Fair nok. Jeg blev så måske lidt irritabel over at få at vide, at jeg er arrogant, når jeg siger at tre værelser til seks mennesker og en kat, er en udfordring, og at vi derfor tænker ud af boksen indretningsmæssigt for at gøre det udholdeligt at bo her. Arrogant fordi at der faktisk er nogen, der har det meget mere trangt og arbejder meget hårdere end os. Og at det også er lidt trættende, at jeg brokker mig over syge børn og en forkortet livmoderhals når jeg jo ‘bare’ kan gå hjem uden dårlig samvittighed overfor en arbejdsgiver.
Udmeldinger, som jeg her sætter på spidsen, noget som kommentatoren er blevet meget vred på mig over, at jeg har gjort, hvorfor jeg her har valgt at indlejre kommentaren som den var skrevet:
Hej Cecilie
Lad mig starte med at sige, at jeg er en trofast læser af din blog. Jeg NYDER at følge med og glæder mig til hvert eneste indlæg.
Jeg er dog efterhånden begyndt at savne dit smil, dit grin, humor og optimisme både i dine snaps og på bloggen. Jeg synes efterhånden, at der altid er et eller andet negativt, som lidt overskygger alt det gode… selvfølgelig skal der være plads til begge dele – det er netop det, der gør en blog troværdig – men jeg savner at læse noget, der går godt, og som du er glad og taknemmelig for. For eksempel at du på grund af dit arbejde har mulighed for at tilrettelægge dine dage, som du gør…. at du kan gå hjem, hvis graviditeten driller, at du bare kan sidde hjemme og arbejde, hvis dine børn er syge, at du kan “nøjes” med at skrive et “i øvrigt indlæg” (som jeg (i øvrigt), elsker), hvis du ikke har overskud til andet…… jeg savner virkelig, at I bloggere indrømmer, at I på mange måder har et sindssygt luksus job, at I kan planlægge det helt selv, og at I kan leve af “bare” at skrive om jer selv, og hvad I får tiden til at gå med, OG at I fx. kan tage en hjemmearbejdsdag, hvis I fx. skal nå at rydde op eller vaske tøj, som alle andre fuldtidsarbejdende skal nå om aftenen, når de kommer hjem efter en lang dag på job. Desuden kunne jeg ikke lade være at tænke, at det lød liiidt arrogant (eller måske er det ord ikke det rigtige), da du for ikke så længe siden skrev, at I var i gang med at lave lidt om derhjemme, så I kunne gøre det “tåleligt”(!) at bo der……….. seriously? Mine forældre, mine to søskende, min hund og jeg har ALLE år boet i en lille lejlighed på 75 kvadratmeter langt uden for byen… og så taler du om, at I skal gøre det “tåleligt” i jeres relativt store lejlighed midt i byen…. kan du se, hvad jeg mener? Da min søster og jeg var små, læste min mor til læge i København…. klokken 7 HVER morgen startede hun med at cykle(!) min søster og jeg til børnehave, inden hun cyklede(!) videre til universitetet og hjem igen om eftermiddagen, inden hun skulle lave mad, putte os og studere hele aftenen… for nå ja, min far boede 7 ud af 12 måneder af året i Tjekkiet ifbm. arbejde. Min pointe er bare, at det kunne være rart også at høre dig/jer udtrykke, hvordan jeres job på mange måder er ENORMT priviligeret i forhold til alle dem, som lever af at arbejde for andre, har faste arbejdstider 8-16/17 hver dag OG skal nå at lave alt andet husligt efter dette….. håber det giver lidt stof til eftertanke og sætter tingene lidt i perspektiv, for man kan blive liiiidt træt 😉
PS. Husk, at jeg, trods denne lange smøre, nyder at følge med og uden tvivl vil fortsætte med det! Pas godt på dig selv og din graviditet og tag kroppens signaler seriøst.
Jeg satte det på som sagt på spidsen i ovenstående, da det jo ikke desto mindre er en kritik omhandlende mit liv, og som jeg derfor reagerer på. Måske overdrevet i nogens øjne, men sådan er det jo relativt nemt at være dommer i andres følelsesregister.
Min umiddelbare reaktion var nemlig allerførst med en virkelig frustrerende følelse i kroppen, jeg blev faktisk skide ked af det, på den der måde hvor der brænder lidt i kinderne, hiver i tårekanalerne og jeg med pegefingeren viftende ud i luften fik lyst til at råbe op om at der jo er andet i mit pissefede job end at skrive om hang til honninghjerter, og at jeg jo altså også har regninger, der skal betales, et hjem der skal holdes ved lige, børn der skal hentes og et socialt liv milevidt fra bloggen som skal plejes.
Men så kommer jeg dernæst i tanke om, at alt det jo er ‘ligemeget’ – i hvert fald i den sammenhæng.
Folk vil altid mene noget om en, om man så er servitrice, politimand eller overlæge. Som blogger inviterer man bare til holdninger om sit liv – Det liv som man skildrer.
Når alt det er sagt, har jeg brugt en god del af de tidlige morgentimer på, at tænke ret meget over om der er noget om snakken. Er bloggere og dermed også jeg, blevet nogle ynkehoveder, der brokker sig dagen lang? Og i så fald, hvorfor?
Skulle vi ikke bare grine hele vejen ned i banken og være glade for at kunne leve af det vi elsker.
Ved I, hvad jeg tror?
For mit eget vedkommende handler det muligvis om, at blogging netop er sådan et fag, der ikke bliver taget helt seriøst endnu. Et job, som slet ikke lyder og heller ikke altid føles som et job. Men som for nogle få alligevel er blevet lige præcis til det. Det lyder nemt og det ser nemt ud. Og selvom det måske ikke er hverken rocketscience eller det der minder om, vil man gerne tages seriøst i det. For jo, det er sjovt og lækkert og fedt meget af tiden, og det kan på ingen måde sammenlignes med et 8-16 job, så er det et arbejde med både sure tjanser, udfordringer og lange dage (og nætter). Noget som man godt ind imellem kan have brug for at understrege, nok netop for at slå fast at det altså er mere end bare en hobby og venstrehåndsarbejde, mens højre skovler macarons og Chaneltasker indenbords.
Selvom jeg ved, at både jeg og mine kollegaer alle sætter pris på friheden og de fede frynsegoder, meget endda (indtil videre er det kun kagerne jeg nyder godt af, Chanel venter jeg fortsat på). Nok særligt os med børn og almindelige fuldtidsjobs i rygsækken, så fornemmer jeg samtidigt, at mange af os gerne vil tages seriøst og netop fortælle, at det ikke kun er events, hyggeindlæg og goodiebags. At de fleste af os arbejder langt mere end i vores tidligere jobs, ofte på helt skæve tidspunkter, netop fordi at vi gerne vil benytte os af det fede i selv at kunne tilrettelægge en stor del af vores arbejdsuge, og at det sgu er et arbejde vi har os.
Og derfor kommer kampene og udfordringerne til at fylde mere end det fede når vi, eller jeg i hvert fald, sætter ord på hverdagen.
Måske. Og i øvrigt ganske ubevidst. Indtil nu, that is.
Jeg kan godt blive helt irriteret på mig selv over at jeg ikke har været bedre til at sige højt her på adressen præcis hvor glad jeg er for, at jeg tog det spring jeg gjorde tilbage i april. For det er jeg, også selvom det ikke altid er en dans på cupcakes. Men når det er, skal jeg nok huske at sige det også.
Så altså; Ovenpå kommentarerne, mine egne tanker omkring dem, samt en snak med min mand, der grinte lidt af, hvor meget det satte igang i hans kones i forvejen overfyldte hoved, er jeg nået frem til følgende:
Jeg sætter overdrevet meget pris på fleksibiliteten i mit arbejde, og måske skal jeg tænke lidt mere over, at det kan opfattes forkælet og arrogant, når jeg ikke anerkender det privilegium det er at være sin egen chef, i et job man virkelig elsker.
Jeg er derhjemme, hvor jeg i skrivende stund spiser brød med smør og drikker appelsinjuice, velvidende om at min halsbrand og mine lår muligvis straffer mig hårdt senere. Men so be it. Mandagstirsdag er nemlig tilbage …
Igen sov vi over os. Men nåede dog afsted i tide. Lettere forhastede og stakåndede, jeg helt uden kaffe og iført et par strømpebukser, der muligvis burde have været til vask fremfor på mine ben.
Otto blev afleveret, og selvom jeg godt kunne mærke, at min krop var lidt tungere end de andre dage, viftede jeg det væk og tog til dagens første møde, hvilket var hyggeligt, men dog også en anelse nedslående. Noget der skulle vise sig, at være et mønster – For allerede inden klokken var slået 10, havde jeg allerede modtaget endnu to informationer af relativt kedelig karakter.
Min krop værkede videre, præcis som i de foregående par dage, og jeg besluttede derfor efter mit morgenmøde og de to grå smser, der var tikket ind, at dreje tilbage mod Vesterbro i stedet for mod Andedammen som planlagt. Jeg ringede til min læge, eller jeg ringede til min mand, der bad mig ringe til min læge, hvor der ret mirakuløst ingen ventetid var, der fik jeg lov til at stikke hovedet forbi, og blev så bedt om at gå hjem i seng, på den strenge måde.
Så det gjorde jeg. Glemte bare lige at aflyse dagens andet møde, som jeg pænt blev mindet om et kvarter efter det skulle være gået i gang, i en lidt skarp tone, hvilket var fortjent, men åndssvagt pinligt.
Som en lille tirsdagsbonus, kaster katten op. Jeg har trådt i det to gange, hvilket i det mindste betyder, at de der strømpebukser nu bliver vasket (jeeep, mit glas er mega half full)
Og så var der ikke engang nogle honninghjerter i Lagkagehuset.
Kjole fra Stine Goya. HER (Affiliate) og med korte ærmer HER
I bliver snydt for en video denne gang, men jeg vil forsøge at lave en næste gang, jeg er klar med en status.
I går ramte jeg 25 uger, altså graviditetsuger.
Jeg har følt mig ret ovenpå i en del tid, men faktisk har jeg i går og i dag oplevet både lidt hidsige plukveer, samt noget blødning, så jeg skal lige til et ekstra tjek i denne uge, og måske også huske, at det der med at bære Uma op og ned fra 2. sal for at spare et par minutter, ikke er optimalt og i det hele taget bare lige skrue blusset en lille anelse ned. Heldigvis holdte jeg mig jo en helt afslappet weekend og er i det hele tiden lidt mere obs på min krop og det den fortæller mig.
Jeg har som sagt taget lidt mere på end hvad jeg havde forventet på nuværende tidspunkt, hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom at jeg indtil for få dage siden ikke kunne klare synet af rugbrød, og derfor har spist væsentlig mere hvidt brød end normalt, og til hvidt brød hører naturligvis smør og pålægschokolade.
Den vægtøgning forsøger jeg at bremse lidt, ved blandt andet at spare på smøret, sige nej tak til al marcipanen, der frister alle vegne, og så er jeg begyndt at træne en gang om ugen. Og så har jeg i en hel uge skrevet ned præcis hvad jeg har spist, hvilket var lidt af en øjenåbner. Det kan altså anbefales til alle, lige at føre en lille madlog ind imellem. Det er ret interessant, at se sin kost sort på hvidt. Jeg spiser for eksempel meget mere sukker end jeg troede, jeg snacker en hel del, og er faktisk enormt dårlig til rigtige måltider. Men mere om det en anden god gang.
Foruden vægtøgning, en overdrevet aktiv baby og førstnævnte plukveer, er det eneste jeg kan komme i tanke om af sidegevinster, at jeg har virkelig slem halsbrand om natten, og at mit maveskind er begyndt at klø helt ulideligt, men jeg er både skånet for kvalme, rygsmerter, muskelkramper og andre ting, som jeg ellers i mine andre graviditeter har skulle døje med, og så er der selvfølgelig lige 15 uger tilbage, hvor der kan nå at ske en masse. Men alt i alt, all good.
Jeg har holdt weekend. Helt uden computer, blogging, mails og skyggen af arbejde. Ikke bevidst egentlig, det skete bare, og det var ret fedt.
Fredag var jeg, som I ved, på date med ham jeg er gift med. Vi rystede på hovedet en del af, hvor fjollet det egentlig var, at vi savnede vores børn forfærdeligt meget, tog så ud og spiste 200 meter fra vores hoveddør, blandede for 100 kroner slik på vejen hjem og stenede serier til vi ikke kunne holde os vågne mere, sov til klokken 9:30 og gik ud og spiste brunch, inden vi tog hjem til min mor og stedfar og brugte resten af lørdagen med børnene. Det lyder måske røvsygt, men det var lige, hvad vi havde brug for.
Søndag kørte vi ud til min svigermor, hvor Otto hjalp med at pynte huset op til jul, mens jeg faldt i søvn på sofaen, og vågnede til pizza, inden vi igen kørte mod Vesterbro. Med andre ord en, for de fleste, helt almindelig, men ret lækker weekend.
Nu er en ny uge skudt i gang og jeg føler mig helt klar til den, og så tror jeg måske, at jeg skal prøve det med weekend lidt oftere.
Jeg har nu et par timer i min elskede Andedam, inden mand og yngstebarn (der er hjemme med øjenbetændelse) henter mig i Volvoen og kører os til Nordsjælland, hvor vi skal kigge på hus … HA! Og dermed skrev jeg en sætning jeg for bare fem år siden havde skraldgrinet af. Hvad så, leverpostejsliv?!
Jeg elsker det.
Cecilie Rubini, kaffeglad vesterbroer, blogger på 8. år. Mor til tre og en halv (altså en bonus), gift med Freelancer, eller bare Michael. Skriver om alt fra vasketøj til stilletter, og deler gavmildt ud af alverdens tankeskrald her på sneglcille.dk. Spiser chokolade hver eneste dag og kan ualmindeligt mange hiphop sangtekster udenad. Velkommen til.
