Mens jeg sov, dannede der sig et mindre kor i mit kommentarfelt, ok jeg overdriver – en duo så, der var enige i at jeg og bloggere i det hele taget, er nogle forkælede typer, der brokker os, og tager vores fede livsstil for givet.
Av, for den.
Først blev jeg sådan lidt, ‘Arjjokay, hvor absurd at I tror I kender mit liv og kan tillade jer at mene noget om det’ … dernæst kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk har lavet en forretning ud af at dele mit liv, eller i hver fald en redigeret udgave af det, med godt 60.000 mennesker, så selvfølgelig er der meninger om min gøren og kunnen.
Fair nok. Jeg blev så måske lidt irritabel over at få at vide, at jeg er arrogant, når jeg siger at tre værelser til seks mennesker og en kat, er en udfordring, og at vi derfor tænker ud af boksen indretningsmæssigt for at gøre det udholdeligt at bo her. Arrogant fordi at der faktisk er nogen, der har det meget mere trangt og arbejder meget hårdere end os. Og at det også er lidt trættende, at jeg brokker mig over syge børn og en forkortet livmoderhals når jeg jo ‘bare’ kan gå hjem uden dårlig samvittighed overfor en arbejdsgiver.
Udmeldinger, som jeg her sætter på spidsen, noget som kommentatoren er blevet meget vred på mig over, at jeg har gjort, hvorfor jeg her har valgt at indlejre kommentaren som den var skrevet:
Hej Cecilie
Lad mig starte med at sige, at jeg er en trofast læser af din blog. Jeg NYDER at følge med og glæder mig til hvert eneste indlæg.
Jeg er dog efterhånden begyndt at savne dit smil, dit grin, humor og optimisme både i dine snaps og på bloggen. Jeg synes efterhånden, at der altid er et eller andet negativt, som lidt overskygger alt det gode… selvfølgelig skal der være plads til begge dele – det er netop det, der gør en blog troværdig – men jeg savner at læse noget, der går godt, og som du er glad og taknemmelig for. For eksempel at du på grund af dit arbejde har mulighed for at tilrettelægge dine dage, som du gør…. at du kan gå hjem, hvis graviditeten driller, at du bare kan sidde hjemme og arbejde, hvis dine børn er syge, at du kan “nøjes” med at skrive et “i øvrigt indlæg” (som jeg (i øvrigt), elsker), hvis du ikke har overskud til andet…… jeg savner virkelig, at I bloggere indrømmer, at I på mange måder har et sindssygt luksus job, at I kan planlægge det helt selv, og at I kan leve af “bare” at skrive om jer selv, og hvad I får tiden til at gå med, OG at I fx. kan tage en hjemmearbejdsdag, hvis I fx. skal nå at rydde op eller vaske tøj, som alle andre fuldtidsarbejdende skal nå om aftenen, når de kommer hjem efter en lang dag på job.
Desuden kunne jeg ikke lade være at tænke, at det lød liiidt arrogant (eller måske er det ord ikke det rigtige), da du for ikke så længe siden skrev, at I var i gang med at lave lidt om derhjemme, så I kunne gøre det “tåleligt”(!) at bo der……….. seriously?
Mine forældre, mine to søskende, min hund og jeg har ALLE år boet i en lille lejlighed på 75 kvadratmeter langt uden for byen… og så taler du om, at I skal gøre det “tåleligt” i jeres relativt store lejlighed midt i byen…. kan du se, hvad jeg mener? Da min søster og jeg var små, læste min mor til læge i København…. klokken 7 HVER morgen startede hun med at cykle(!) min søster og jeg til børnehave, inden hun cyklede(!) videre til universitetet og hjem igen om eftermiddagen, inden hun skulle lave mad, putte os og studere hele aftenen… for nå ja, min far boede 7 ud af 12 måneder af året i Tjekkiet ifbm. arbejde.
Min pointe er bare, at det kunne være rart også at høre dig/jer udtrykke, hvordan jeres job på mange måder er ENORMT priviligeret i forhold til alle dem, som lever af at arbejde for andre, har faste arbejdstider 8-16/17 hver dag OG skal nå at lave alt andet husligt efter dette….. håber det giver lidt stof til eftertanke og sætter tingene lidt i perspektiv, for man kan blive liiiidt træt 😉
PS. Husk, at jeg, trods denne lange smøre, nyder at følge med og uden tvivl vil fortsætte med det! Pas godt på dig selv og din graviditet og tag kroppens signaler seriøst.
Jeg satte det på som sagt på spidsen i ovenstående, da det jo ikke desto mindre er en kritik omhandlende mit liv, og som jeg derfor reagerer på. Måske overdrevet i nogens øjne, men sådan er det jo relativt nemt at være dommer i andres følelsesregister.
Min umiddelbare reaktion var nemlig allerførst med en virkelig frustrerende følelse i kroppen, jeg blev faktisk skide ked af det, på den der måde hvor der brænder lidt i kinderne, hiver i tårekanalerne og jeg med pegefingeren viftende ud i luften fik lyst til at råbe op om at der jo er andet i mit pissefede job end at skrive om hang til honninghjerter, og at jeg jo altså også har regninger, der skal betales, et hjem der skal holdes ved lige, børn der skal hentes og et socialt liv milevidt fra bloggen som skal plejes.
Men så kommer jeg dernæst i tanke om, at alt det jo er ‘ligemeget’ – i hvert fald i den sammenhæng.
Folk vil altid mene noget om en, om man så er servitrice, politimand eller overlæge. Som blogger inviterer man bare til holdninger om sit liv – Det liv som man skildrer.
Når alt det er sagt, har jeg brugt en god del af de tidlige morgentimer på, at tænke ret meget over om der er noget om snakken. Er bloggere og dermed også jeg, blevet nogle ynkehoveder, der brokker sig dagen lang? Og i så fald, hvorfor?
Skulle vi ikke bare grine hele vejen ned i banken og være glade for at kunne leve af det vi elsker.
Ved I, hvad jeg tror?
For mit eget vedkommende handler det muligvis om, at blogging netop er sådan et fag, der ikke bliver taget helt seriøst endnu. Et job, som slet ikke lyder og heller ikke altid føles som et job. Men som for nogle få alligevel er blevet lige præcis til det. Det lyder nemt og det ser nemt ud. Og selvom det måske ikke er hverken rocketscience eller det der minder om, vil man gerne tages seriøst i det. For jo, det er sjovt og lækkert og fedt meget af tiden, og det kan på ingen måde sammenlignes med et 8-16 job, så er det et arbejde med både sure tjanser, udfordringer og lange dage (og nætter). Noget som man godt ind imellem kan have brug for at understrege, nok netop for at slå fast at det altså er mere end bare en hobby og venstrehåndsarbejde, mens højre skovler macarons og Chaneltasker indenbords.
Selvom jeg ved, at både jeg og mine kollegaer alle sætter pris på friheden og de fede frynsegoder, meget endda (indtil videre er det kun kagerne jeg nyder godt af, Chanel venter jeg fortsat på). Nok særligt os med børn og almindelige fuldtidsjobs i rygsækken, så fornemmer jeg samtidigt, at mange af os gerne vil tages seriøst og netop fortælle, at det ikke kun er events, hyggeindlæg og goodiebags. At de fleste af os arbejder langt mere end i vores tidligere jobs, ofte på helt skæve tidspunkter, netop fordi at vi gerne vil benytte os af det fede i selv at kunne tilrettelægge en stor del af vores arbejdsuge, og at det sgu er et arbejde vi har os.
Og derfor kommer kampene og udfordringerne til at fylde mere end det fede når vi, eller jeg i hvert fald, sætter ord på hverdagen.
Måske. Og i øvrigt ganske ubevidst. Indtil nu, that is.
Jeg kan godt blive helt irriteret på mig selv over at jeg ikke har været bedre til at sige højt her på adressen præcis hvor glad jeg er for, at jeg tog det spring jeg gjorde tilbage i april. For det er jeg, også selvom det ikke altid er en dans på cupcakes. Men når det er, skal jeg nok huske at sige det også.
Så altså; Ovenpå kommentarerne, mine egne tanker omkring dem, samt en snak med min mand, der grinte lidt af, hvor meget det satte igang i hans kones i forvejen overfyldte hoved, er jeg nået frem til følgende:
Jeg sætter overdrevet meget pris på fleksibiliteten i mit arbejde, og måske skal jeg tænke lidt mere over, at det kan opfattes forkælet og arrogant, når jeg ikke anerkender det privilegium det er at være sin egen chef, i et job man virkelig elsker.
