Var det planlagt?

Mange mange mange har spurgt, både jer der læser med, samt venner og bekendte. Var det planlagt? Min tredje og nuværende graviditet. Egentlig et ret privat spørgsmål, men omvendt ikke et jeg har noget imod at svare på.

Nej. Det var det ikke.
Faktisk havde vi efter mange snakke og overvejelser, netop besluttet os for ikke at skulle have flere børn. Der var endda bestilt tid hos lægen til at få en hormonspiral og vi havde lagt et stort låg over den mulighed.
Min mand blev syg i slutningen af juni og var indlagt i nogle dage, vores liv var vendt ret meget på hovedet i nogle uger derefter og dagene gik. I slutningen af juli gik det op for mig, at der manglede noget. Faktisk havde jeg ikke haft min menstruation siden vores Barcelona tur i starten af juni, men jeg var faktisk helt sikker på, at det i hvert fald ikke kunne være en graviditet, for min mand var jo syg da jeg havde ægløsning (jeg kan mærke det ret tydeligt), dog har jeg en ekstremt uregelmæssig cyklus efter Uma og så bliver jeg altid ret fysisk påvirket af store omvæltninger og stressede perioder, så i første omgang lagde jeg ikke det store i det, og tænkte at det var en blanding af psykisk pres på grund af den ret voldsomme periode vi var i, kombineret med en krop, der ikke helt havde fundet sig til rette efter fødslen af Uma. Et par dage senere skulle jeg mødes med min veninde og måtte efter en lille time på legeplads gå hjem. Jeg havde ond ond ond kvalme og var overbevist om at jeg måtte have slæbt noget vuggestue virus med hjem, eller havde spist noget jeg ikke kunne tåle. Dagen efter fortsatte kvalmen og først der begyndte jeg at overveje at der måske var en sammenhæng i det med den ret forsinkede menstruation og kvalmen.
Jeg tog en test, og blev faktisk oprigtigt overrasket over at den var positiv. Men der var ingen tvivl. Faktisk blev den positiv med det samme.

Reaktionen? Både min og Michaels, den fortæller jeg jer om en anden god gang.

screen-shot-2016-10-13-at-14-19-35

21 replies
  1. Pia says:

    Jeg er også gravid med mit 3.barn og jeg har fået kastet samme spørgsmål efter mig rigtig mange gange.
    Jeg synes det er vildt grænseoverskridende og forventer normalt meget mere pli fra voksne mennesker.

    Shoutout til folket: I kan bare nøjes med at sige tillykke 😉

    Svar
    • Mette says:

      Jeg tror det handler meget om hvordan man personligt opfatter det. Jeg er også gravid, men jeg synes det er et helt reelt spørgsmål, og kan ikke helt forstå hvorfor nogle skulle opfatte det som værende meget privat eller nærgående. For mig er det lidt det samme som hvis nogen spørger om vi gerne vil vide kønnet eller ej. Jeg tror nemlig ofte bare det handler om at folk gerne vil engagere sig lidt i ens graviditet,men måske ikke ved hvad de ellers kan spørge om.

      Svar
  2. Line says:

    Først og fremmest – vildt at folk spørger om det. For det andet er jeg mega overrasket over at det ikke var planlagt – du stråler af lykke i dine vidoer, så jeg tænker det var heldigt at lillepigen i maven havde tænkt sig at blive en del af jeres familie – planlagt eller ej. Fantastisk hvordan det hele flasker sig 🙂 jeg er selv gravid med nr. 2, dog kun 10 uger henne. Vi fulgtes også da du var gravid sidst, og nu næsten igen – det er jeg altså mega fan af. Vil jeg bare lige sige 🙂

    Svar
  3. Line says:

    Jeg blev gravid med vores nr. 2, da vores store kun var 15 mdr. gammel. Blev spurgt SÅ mange gange, om det var planlagt. Ja – det var det faktisk.
    Tillykke med jeres kommende lillesøster – det er altså så fantastisk, planlagt eller ej 😉

    Svar
  4. Stine says:

    Jeg havde faktisk godt tænkt over at du måtte være blevet gravid lige deromkring hvor Michael blev syg. Synes dog der var ufint at kommentere på. (Nu har du selv nævnt det så er det lidt noget andet).

    At spøege på di blog om det var planlagt er måske grænseoverskridende, men der kan du bare ignorere spørgsmålet. Da jeg var gravid blev jeg også spurgt en del. En gang svarede jeg og spurgte hvornår hun sidste havde haft sex. Hun så lidt overrasket ud og jeg sagde noget ala “nå, jeg troede vi snakkede om hyppigheden i vores respektive sexliv”. Det grinede vi begge af, for hun havde aldrig tænkt over at det faktisk er et ret indiskret spørgsmål. Selvom jeg nu ikke havde noget imod at svare på det.

    Svar
  5. Matilde says:

    Jeg har en lille fyr der lige er blevet 1 år, jeg er nu 24 og min kæreste 25 – jeg tror seriøst at ALLE spurgte os om det var planlagt (jeg formoder at det skyldes at vi begge er studerende og “unge” forældre)? Det var meget planlagt! Men jeg syntes virkelig det var mærkeligt at blive spurgt om!

    Svar
  6. Louise says:

    Jeg er sådan en som nemt kunne finde på at spørge om det var planlagt. Har ikke spurgt dig, men er sygt glad for at du fortæller, for når jeg har set andres kommentarer, har jeg virkelig ivrigt håbet at der blev svaret.
    Det er ren nysgerrighed jo – og fordi jeg ikke selv har nogen børn, men kæresten og jeg netop prøver at planlægge os ud af alt – hvilket præcis er grunden til at vi ikke har fået nogle børn endnu. Hvis man insisterer på at have styr på alt først, kan man lige så godt se i øjnene at man aldrig bliver klar så 😛
    Men altså, netop derfor synes jeg det er interessant – for selvom jeg fornemmer at du og din mand stadig er super forelskede i hinanden, så tænker jeg bare at hvis man skulle planlægge det, så ville det blive nærmest umuligt, fordi pragmatikken ville gøre det af med ideen – ligesom den fx gjorde ved jer.
    Min kæreste og jeg har været sammen i snart 8 år. Vi kan ikke længere træffe den lyserøde beslutning om at få et barn. Vi kender hinandens allergrimmeste og allersmukkeste sider – og det gør både at man har sindssygt meget lyst til at få børn med hinanden, men også at det kan virke helt umuligt at nå dertil at det synes som en god ide, fordi alt det fornuftige så nemt finder vej ind i samtalen, når man har været sammen i næsten 8 år 🙂
    Det blev godt nok en mega lang kommentar, bare for at sige:
    JEG er glad for at du valgte at dele. Ikke fordi jeg er interesseret i jeres sexliv – men fordi jeg er lidt interesseret i jeres samliv. Og jeg er rigtig glad for at du havde lyst til at dele lige præcis den del af jeres samliv med os. <3

    Svar
      • Louise says:

        Tusind tak, ‘Omveje’. Følte det blev SÅ rodet, fordi jeg lige fik læsset alt mit tankeskrald om emnet af på én gang. Men er virkelig glad for at den kunne mere end ‘bare’ være en kommentar på en blog 🙂

        Svar
    • Cecilie says:

      VI stod i PRÆCIS samme situation. Vi ville gerne have børn, men hvornår kunne det lige passe bedst? Og ingen af os ville have et barn om vinteren. Og så var der altså en aften, hvor vi fuldstændig glemte prævention og begge tænkte, at det gik jo nok – jeg havde haft ægløsning knap en uge forinden. Men blev altså gravid alligevel og nu skal vi være forældre til januar. Og det har bare været SÅ fedt, at vi ikke skulle planlægge og tænke for meget over det. Nu var den der lissom bare og så måtte vi sgu indrette os efter det. Vi har også været sammen 10 år, så vi ved jo hvad vi har og hvad vi går glip af. Men wow hvor er det bare fantastisk at vente barn med én man også kender så godt og som man får set helt nye sider af. Det er en helt særlig forelskelse og ro der sænker sig i samlivet 🙂 Håber I finder en løsning – mit råd er; Bare spring ud i det. Fuck planlægningen – den kan man ikke bruge til en dyt, man aner nemlig heler ikke, hvordan sådan en graviditet lige opfører sig og hvor påvirket man bliver. Held og lykke 🙂

      Svar
      • Louise says:

        Hvor er det bare godt for jer! Drømmer tit om at det sker, bare for at stoppe hjernen og lade hjertet komme til orde.
        Og ja, er slet ikke i tvivl om at man, selv efter 10 år, får hinanden at opleve på en helt anden måde, når først man har skabt et liv sammen – så kunne ens egne behov pludselig ikke være mindre vigtige 🙂
        Kæmpe tillykke med vidunderet i maven <3

        Svar
  7. Eva says:

    Vi venter nr. 4 (har termin præcis en uge efter dig) har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har fået samme spørgsmål. Her var det absolut heller ikke planlagt, og føler næsten skam når jeg svarer… men for pokker børn er jo hverken mere eller mindre elsket om de er planlagte eller ej

    Svar
  8. Mathilde Winther says:

    Hej Cecilie. Vi følges ret god af os to, vi har her hjemme Harry på 1 år og 2 mdr og jeg er lige gået ind i 24 graviditets uge, med en lille dreng. Og her er vi også blevet spurgt usandsynligt meget om det var planlagt, og nej det her er det vi her hjemme har valgt at kalde en glædelig overraskelse :-). Jeg synes det er spændende og på en eller anden måde “hjemligt” at følge mit her på din blog, på trods af at vi har meget forskellige liv. 🙂

    Svar
  9. Tine says:

    Muligvis endnu et upassende spørgsmål, men er du på nogen måde ærgerlig over, at I ikke har fået lov til at “planlægge et barn”?
    Min datter var heller ikke planlagt og det har jeg måske været lidt ærgerlig over, at vi aldrig fik lov til at tage det der bevidste valg at NU skulle vi ha’ børn! Samtidig sparede det os jo for alt muligt ævl med at være nervøse og gå rundt og vente ængsteligt. Og vi var jo heller ikke et sekund i tvivl om at hun var ønsket, så det kunne nok ikke være sket på en bedre måde – kan heller ikke forestille mig, jeg var blevet rigtigt klar, at jeg havde sagt: “Så! Nu.”
    Planlagt eller ej, jeg synes det er for fedt, at I skal ha’ nummer 3/4!😃

    Svar
    • Sneglcille says:

      Overhovedet ikke.
      Uma var faktisk planlagt. Hun blev lavet lidt tidligere end ventet godt nok, som i ‘Hey, skal vi ikke prøve en 2’er’- og så en positiv test 19 dage senere. Men nej, er ikke spor ærgerlig.

      Svar
      • Tine says:

        Nå, for dælen, ja, så giver mit spørgsmål jo ikke mening, jeg fik indtryk af, at Uma ikke var planlagt, dengang. 😀 Men okay, man regner vel heller aldrig med at det lykkes i første hug! Det er bare fordi I passer så godt sammen, du og Michael, i alle aspekter! Det var jo tydeligvis meant to be. ;D

        Svar
  10. Maj says:

    Jeg tænker aldrig “er det mon planlagt”, når jeg hører at nogle er gravide, men det er mest fordi, -( for mig, kan det aldrig blive andet end det – altså jo, der kan gå hul på et kondom, men i det tilfælde ville jeg skynde mig så vanvittigt hurtigt ned på apoteket.. og det med at glemme P-pillerne, det kommer bare aldrig til at ske her.

    Måske er det fordi jeg bare virkelig ikke vil have børn, men jeg tænker altid, hvordan det kan være “et uheld”, altså det ved man vel, der er ret stor sandsynlighed for, hvis man daldrer med præventionen.

    Det er på ingen måde en kritik, men for mig er det svært at se, hvordan man pludselig skulle stå i den situation, hvor man ubevidst er blevet gravid.

    Svar
    • Michelle says:

      Jeg blev gravid – trods p-pillerne blev taget korrekt. Jeg har en studiemakker der blev gravid mens hun havde spiral, så det kan godt være en ‘upser’ Men det er selvfølgelig ikke alle der laver en ups’ere på den måde. Men hvordan ‘uheldet’ (som du selv skriver) opstod synes jeg Cecilie og Michael har lov til at holde for sig selv. 😛 😉

      Svar
  11. Giveittomebaby says:

    Uh jeg får altid lidt kriller ved det spørgsmål. Jeg ved godt det er ren og skær interesse, men oftest synes jeg det er én af de første reaktioner på graviditet man får. “Var det planlagt?”. Det er nemlig privat, og egentlig ret ligegyldig info. Jeg tænker også lidt, at i og med man beholder barnet, og fortæller nyheden, jamen så er baby jo ønsket. Og det er vel det essentielle.

    Jeg kan nærmest få en følelse af skam, når jeg skal stå og fortælle, at mit barn var planlagt. Jeg fik ham da jeg var meget ung, så de fleste forventer at han var en ups’er. Det var han ikke.

    Svar
  12. O says:

    Vi får også altid det spørgsmål, selvom vores børn nu er 1 og 2 år. Men jeg svarer også altid ærligt, nr 1 var planlagt, men havde dog ikke forventet at være gravid 2 uger efter jeg stoppede med prævention. Nr 2 var en ’svipser’, vi havde ikke lige planlagt at skulle have nr 2 et halvt år efter nr 1 kom til verden, men vi var ikke på noget tidspunkt kede af at skulle have et barn mere. 😊

    Svar
  13. Singlehviskeren says:

    Fra en der også har tre børn, hvor den sidste også kom lidt uventet, så selvom han ikke var planlagt, ændrede det jo heldigvis ikke på at han selvfølgelig var ønsket så snart jeg så de to streger på pinden.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *