Skuffeskriv #3 Akavet

Se tidligere Skuffeskriv her.

Jeg har endnu engang været i arkiverne og faldt over denne tekst fra marts 2009. Jeg husker dagen og situationen der er beskrevet, så tydeligt. Helt ned til at min ene skosål gik i stykker den dag, i det der var mine yndlingsstøvler. Og så kan jeg huske, at jeg i bilen da vi sagde farvel, godt vidste at det var ægte slut. Det var nok der at det virkelig sank ind. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke at jeg kunne holde mig oprejst i den periode. Forstår heller ikke at jeg tog til den fest. At jeg brugte hver eneste fiber i min krop på at ligne en der var ok. Jeg var ikke ok. Slet ikke.

Akavet
Efter to ugers adskillelse så vi hinanden igen. Vi mødtes i lejligheden. Sorterede kasser og græd. Jeg græd. Ikke ham.

Jeg stoppede det efter en halv time. Jeg er ikke klar. Ikke klar til at gennemgå alle vores papirer, billeder, minder – Ikke endnu.

Han synes også det er svært, siger han. Jeg tror på ham, det gør jeg faktisk. Men jeg tror bare ikke han kan forestille sig, hvad det gør ved mig. Han ser det, han hører det, men han har ingen anelse. Måske ved jeg det ikke engang selv. Nogle gange er det som om at det hele går i stykker indeni mig, og at jeg slet ikke burde kunne holde det hele sammen. Men det kan jeg. Det skal jeg jo.

Han vil tage ud og rejse, så jeg kan få lejligheden for mig selv i en uge eller to. Den lejlighed jeg ikke har sat mine ben i mere end et par få øjeblikke siden den aften slemt gik til værre, den aften med kyllingen og sms’en.

Jeg tror, han tror på at det også er for min skyld, at han rejser væk, i virkeligheden så jeg helst at han blev. Det siger jeg ikke højt. Forsøger at være overskudsagtig og siger noget i retning af at det lyder som en god ide. Selvom alt i mig skriger at han skal blive hjemme. Her. Hos mig.

Jeg har ikke lyst til at være i lejligheden, men heller ikke til at tage hjem til mine forældre – ikke nu. Det er så hårdt for dem også. De har nærmest ommøbleret deres stue for min skyld, som et hotelværelse, eller en hospitalsstue, hvor jeg, patienten ligger og forsvinder i den store hvide sofa.

Rachels kæreste holder fest, han har fødselsdag – Vi er begge inviteret. Jeg spørger om vi skal tage derhen, sammen.

Han har ikke lyst. Siger det vil være akavet, men at han gerne vil køre mig derhen, hvis jeg vil.

Det vil jeg gerne. Mest fordi at det betyder, at jeg får 20 minutter længere sammen med ham i bilen.

Da vi når frem til den bar, hvor festen finder sted sidder vi i bilen længe. Det regner.
Jeg lægger min hånd på hans, og siger at han stadigvæk kan ombestemme sig. Han siger at han ikke har lyst til at drikke og at han skal op tidligt i morgen.
Han tror jeg taler om festen.

Jeg siger ikke mere, for jeg kan mærke endnu et sammenbrud snige sig ind på mig. Jeg krammer ham, måske lidt for længe, og stiger ud af bilen. Han kører og jeg træder ind til festen, ind til vores venner, gravid og uden ham.
Se, så kan vi tale om akavet.

Screen Shot 2016-10-03 at 10.35.55

18 replies
  1. Cæcilie says:

    … jeg har ingen ord, men ville alligevel lægge en kommentar. Av for helvede mit hjerte. Det trykker de helt rigtige (læs: forkerte) steder i minde- og følelsesregistret. Du kan bare noget med ord.

    Svar
  2. Tine says:

    Åh, det indlæg sender mig lige tilbage til de samme følelser, som jeg stod med for nogle år siden. Min situation er anderledes end din på mange punkter, men der er bestemt også ligheder. Vi er også sammen igen, har fået et dejligt barn sammen og er stærkere end nogensinde.
    Men den der skrækkelige periode lige efter han gik fra mig, den glemmer jeg aldrig… Og jeg tror du har ret, modparten kan ikke forstå præcis hvordan man har det. Kun de, som har prøvet det, forstår det rigtigt. At man er ved at gå i tusinde stykker indeni og at det kræver alle ens kræfter overhovedet at holde sig oprejst. Puh, bliver ramt af minderne om hvordan det var…magtesløs, desperat, den kroniske trang til at skrige… Synes det er vildt imponerende at du holdt dig oppe med tanke på at du også skulle bruge kræfter på at være gravid. Ønsker for dig (og mig), at du aldrig skal opleve så intens sorg og akut depression igen.❤️ Er så glad for at I fandt hinanden igen.

    Svar
  3. S says:

    Er der engang blevet lavet et indlæg om jeres forhold “kort” fortalt? Jeg kan ikke rigtig finde det, når jeg søger i arkivet, og jeg er lidt lost omkring det.

    Svar
  4. Line says:

    Hej Cecilie
    Jeg har fulgt med siden 2012, og jeres historie er bare så fantastisk og barsk på samme tid. Det slog mig pludseligt, da jeg læste dette indlæg – hvordan reagerede Otto egentligt på, at du og freelancer flyttede sammen igen tilbage i 2014? Har du skrevet om det, og jeg bare har overset det?
    Til slut; fantastisk blog!!! Du (og resten af familien) virker til at være så skønne mennesker, og jeg glæder mig til at følge med i fremtiden!

    Svar
  5. Linnea says:

    Hejsa.. puha.. det er barsk læsning.. Kan godt forstå hvis det kan være svært at slippe disse følelser nogen gange. “grimme” oplevelser kan lagres i kroppen i mange år.Tænkte på om din mand læste med på din blog i alle de år i var fra hinanden og hvor du skrev om ham (og andet), her på bloggen. ? I øvrigt TAK for en god blog. Den er netop god fordi du tør skrive, det ingen andre gør. Du deler tanker og følelser ingen andre “tør”. Du er ægte hele vejen igennem og det er der ikke mange bloggere der er. Har læst jeres historie mange gange. Er vild med i fandt sammen efter så mange år <3 Det er en smuk kærlighedshistorie. Tror den ville være super god fortalt i en bog. Knus L

    Svar
  6. Sigrid says:

    Jeg er selv blevet forladt af min store kærlighed for mindre end tre uger siden. Selvom jeg ikke er gravid, kan jeg mærke og forstå hvert ord, du skriver. Av. Jeres kærlighedshistorie er virkelig en utopisk drøm for mig lige nu.

    Svar
  7. Sofie says:

    Puha, det er stærke sager. Jeg synes det er sindssygt modigt af dig at du vil dele disse sider af jeres parforhold, jeg er glad for at måtte læse med.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *