Archive for month: oktober, 2016

• Begynder jeg så småt at forstå folks hate på offentlig transport. Når det ikke fungerer er det eddermame noget lort.
• Synes jeg for tiden at havregrød med æble og karamel ovenpå er noget af det lækreste.
• Er min graviditetsacne væk! Væk væk væk. Hurra.
• Savner jeg min mand så meget, at jeg har svært ved at vente til i morgen, hvor han kommer hjem.
• Har jeg indført rugbrødsforbud i vores hjem. Kan ikke holde hverken smag, lugt eller synet af det ud. Sindssyge hormoner.
• Er jeg så overvældet over, hvor mange opbakkende beskeder jeg har fået, efter den virkelig underlige og nedladende amme-kommentar i indlægget tidligere. Det er så sødt af jer, at have min ryg på den måde.
• Lover jeg at de drengenavne vi havde klar til baby, bliver nævnt i den navneføljeton jeg snart lukker op for. Jeg elsker nysgerrigheden omkring det.
• Er jeg SÅ frustreret over vores lejlighedsjagt, at jeg er klar til at give op.
• Er jeg omvendt mindst lige så frustreret over, hvor meget tid vi bruger på transport til og fra Østerbro, at jeg nærmest er klar til at tage en af de der 25.000 kroners lejligheder, selvom jeg synes det er vanvid.
• Skal en Gurli Gris bamse kastes udover junosengens kant minimum 6 gange, før at Uma giver op og falder i søvn. Jeg har talt. Den er sikker hver gang. Aldrig mindre end seks kast, men ret ofte flere. I skrivende stund har jeg netopsamlet Gurli op for ottende gang. #Putteritual #WhateverWorks
• Har jeg nu set begge sæsoner af Skam færdig og den er rigtig fin og jeg elsker formatet, men jeg er vist stadigvæk ikke lige så blæst bagover af den som resten af bloggerriget.
• Er min mor til gengæld begyndt at se den også. Skam altså. Det elsker jeg.
• Er jeg blevet ualmindeligt glad for strikkjoler. Denne skal jeg klart have min tykke krop i asap, og denne. (affiliatelinks)
• Har jeg chokoladebarer i alle lommer og tasker, og skuffer. #TredejeGangsgravid
• Har jeg brugt for mange hashtags i det her indlæg allerede
• Blev det til ni Gurli Gris opsamlinger denne aften. Nu sover hun. Uma altså.
• Kan jeg mærke at det her med at skulle have endnu et barn gror mere og mere på mig, særligt når jeg ser Otto og Uma (og Leo) sammen for tiden. Hold kæft, det er magisk.
• 10. Ti gange Gurli Gris. Men NU sover hun vist.
• Missede min mand sit connecting flight og er nu strandet i Barcelona. Noooooo.

Det er min tredje dag som græsenke i denne omgang, og der er tre tilbage. Allerede nu er jeg opbrugt, og det er faktisk pisse irriterende. Det er ikke så meget på grund af børnene, de er faktisk ret eksemplariske. Men jeg mangler timer i døgnet og i dag var en af de dage, hvor alting tog længere tid, jeg intet nåede, men alligevel nu er helt flad. Dagen startede ellers så fint. Godt nok sov vi igen over os, men vi nåede ud af døren til tiden og jeg fik afleveret begge børn i hver deres bydel i god tid og uden postyr. Da jeg kom hjem igen, ringede det på få minutter efter, og en smilende postmand kunne glæde mig med at min nye telefon endelig havde fundet vej til Vesterbro. Jeg brugte de næste timer på at få styr på noget af alt det rod der var på mit skrivebord (altså det skrivebord på min computer – mit rigtige skrivebord får jeg nok aldrig styr på), jeg fik svaret på nogle af mine mails i min forsømte mailbox og fik synkroniseret min kalender. Herefter forlod jeg lejligheden for at tage til jordemoder. Noget der i min sidste graviditet var dejlig nemt, da jordemodercentret lå et stenkast fra min hoveddør, som at jeg nærmest kan se det fra min lejlighed, men nu er rykket til Amager Hospital, hvilket jeg måske i forvejen synes er lidt fjollet eftersom at det er Hvidovre jeg skal føde på, men herregud, afsted med mig. Jeg lod min cykel stå, da det så så simpelt ud at tage dertil med offentlig transport og jeg på den måde lige kunne få catchet op på lidt mere arbejde. Det tog så 55 minutter at komme derud, ud til en samtale der varede små 10 minutter. Turen til Østerbro og Ottos skole efterfølgende tog lidt over en time og det var med en af de der busser, der ligesom kører i hak – I ved speeeder op og bremser i – speeder op – bremser – speeder – you get the picture. Lidt anstrengende, særligt for en småirritabel dame i 2. trimester, der ingen frokost har fået, Nå, men frem nåede jeg til en glad dreng og alt var fint. Vi kørte nu tilbage til Vesterbro, hvor vi skulle hente Uma og landede alle tre hjemme hos mine forældre ved halv fem tiden. En halv time inden min yogafødselsforberedelse på Østerbro. Gæt selv om jeg kom afsted…

Nu er vi vel hjemme igen, begge børn sover – Godt nok lidt senere end normalt, da jeg på hjemvejen kom i tanke om at vi hverken havde brød til madpakke, kattegrus til katten, eller chokolade til mig. Jeg er smadret. Som i fuldstændigt. Flad, forpustet, færdig, og har lyst til at græde lidt, både fordi at jeg savner min mand, er irriteret over min egen mangel på overskud og bare synes det hele er lidt ekstra hårdt i dag – Hvilket også irriterer mig, at jeg synes det. Skulle jo faktisk hverken tænke på aftensmad, hvilket mine forældre stod for, og har kun haft en halv arbejdsdag – iført virkelig blødt tøj. Jeg burde faktisk ikke være spor mast eller sur. Men det er jeg.

I morgen er heldigvis en ny dag, hvor jeg ‘kun’ skal arbejde og være mor – Ingen busture til Amager og ingen aftaler jeg skal være skuffet over ikke at have overskud til.

Til gengæld er jeg tilbage på Snapchat, HURRA, MAND! – og hvor er jeg glad for de virkelig mange søde søde SØDE kommentarer jeg har fået der i dag fra følgere, der er glade for at jeg er retur. Tak og mere hurra. Som jeg sagde derinde som noget af det første, kommer det nok til at tage lidt overhånd her i starten. Bær over med snegledamen og den nye telefon.

Det var lidt om min tirsdag, der var en af de dage, hvor jeg måske godt kan være lidt ærgerlig over ikke at kunne skænke mig selv et stort glas rødvin. Noget som jeg ellers ikke ærgrer mig over så tit, faktisk har jeg ikke rigtig følelsen af at have givet afkald på noget fordi jeg er gravid, altså udover min talje. Men lige i dag da vi trillede ned af Bagerstræde og forbi vinbaren og jeg fik øje på en, der skulle til at tage en tår af et stort glas fyldt med dybrød vin kunne jeg godt mærke at det var lige hvad jeg trængte til. Det bliver til et glas havrekakao og en snickers istedet, men det er da også super lækkert og tilfredsstillende…. God aften til jer.

Se tidligere Skuffeskriv her.

Jeg har endnu engang været i arkiverne og faldt over denne tekst fra marts 2009. Jeg husker dagen og situationen der er beskrevet, så tydeligt. Helt ned til at min ene skosål gik i stykker den dag, i det der var mine yndlingsstøvler. Og så kan jeg huske, at jeg i bilen da vi sagde farvel, godt vidste at det var ægte slut. Det var nok der at det virkelig sank ind. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke at jeg kunne holde mig oprejst i den periode. Forstår heller ikke at jeg tog til den fest. At jeg brugte hver eneste fiber i min krop på at ligne en der var ok. Jeg var ikke ok. Slet ikke.

Akavet
Efter to ugers adskillelse så vi hinanden igen. Vi mødtes i lejligheden. Sorterede kasser og græd. Jeg græd. Ikke ham.

Jeg stoppede det efter en halv time. Jeg er ikke klar. Ikke klar til at gennemgå alle vores papirer, billeder, minder – Ikke endnu.

Han synes også det er svært, siger han. Jeg tror på ham, det gør jeg faktisk. Men jeg tror bare ikke han kan forestille sig, hvad det gør ved mig. Han ser det, han hører det, men han har ingen anelse. Måske ved jeg det ikke engang selv. Nogle gange er det som om at det hele går i stykker indeni mig, og at jeg slet ikke burde kunne holde det hele sammen. Men det kan jeg. Det skal jeg jo.

Han vil tage ud og rejse, så jeg kan få lejligheden for mig selv i en uge eller to. Den lejlighed jeg ikke har sat mine ben i mere end et par få øjeblikke siden den aften slemt gik til værre, den aften med kyllingen og sms’en.

Jeg tror, han tror på at det også er for min skyld, at han rejser væk, i virkeligheden så jeg helst at han blev. Det siger jeg ikke højt. Forsøger at være overskudsagtig og siger noget i retning af at det lyder som en god ide. Selvom alt i mig skriger at han skal blive hjemme. Her. Hos mig.

Jeg har ikke lyst til at være i lejligheden, men heller ikke til at tage hjem til mine forældre – ikke nu. Det er så hårdt for dem også. De har nærmest ommøbleret deres stue for min skyld, som et hotelværelse, eller en hospitalsstue, hvor jeg, patienten ligger og forsvinder i den store hvide sofa.

Rachels kæreste holder fest, han har fødselsdag – Vi er begge inviteret. Jeg spørger om vi skal tage derhen, sammen.

Han har ikke lyst. Siger det vil være akavet, men at han gerne vil køre mig derhen, hvis jeg vil.

Det vil jeg gerne. Mest fordi at det betyder, at jeg får 20 minutter længere sammen med ham i bilen.

Da vi når frem til den bar, hvor festen finder sted sidder vi i bilen længe. Det regner.
Jeg lægger min hånd på hans, og siger at han stadigvæk kan ombestemme sig. Han siger at han ikke har lyst til at drikke og at han skal op tidligt i morgen.
Han tror jeg taler om festen.

Jeg siger ikke mere, for jeg kan mærke endnu et sammenbrud snige sig ind på mig. Jeg krammer ham, måske lidt for længe, og stiger ud af bilen. Han kører og jeg træder ind til festen, ind til vores venner, gravid og uden ham.
Se, så kan vi tale om akavet.

Vel ankommet til det trygge sneglehus på 2. sal efter tre dages magisk Disney skørhed. Det var virkelig fantastisk, men for helvede, hvor er vi trætte! Både Otto og jeg er totalt mættede af indtryk, Disney og selskab, så vi tager en meget rolig dag i dag. Han er pt ved at se film, jeg gør aftensmad klar og blogger, Uma tegner på alt andet end det stykke papir der er blevet placeret foran hende, og så har vi lige kysset Freelancer farvel, der flyver til Ibiza om et par timer for at tage billeder af nogle lækre modeldamer.

Jeg har ikke nået så meget i dag, men det er dog blevet til en Vlog, hvor jeg fortæller lidt om graviditetsuge q6 som jeg lige er trådt ud af. Flere har bedt mig om at vise hvor stor jeg er blevet om maven, men det glemte jeg i denne omgang, så det bliver næste uge. Og så glemte jeg helt at sige, at der er seriøst meget babyaktivitet i min mave, jeg har i nogle uger mærket de famøse ‘bobler’, eller det som jeg kalder ’skvulperi’, og den sidste uge er de skvulp blevet væsentlig mere tydelige og hyppige og kan med lidt tålmodighed og koncentration også mærkes udenpå maveskindet. Eddermame hyggeligt!

RESUME:
17+0 – TRÆT efter tre dage i Disneyland, hvilket på trods af mange mange mange kilometers gang faktisk er gået ret problemfrit, bortset fra træthed og øm lænd. I dag har jeg kvalme på den helt klassiske graviditetsmåde, hvilket jeg mistænker må skyldes træthed og udmattelse.
Jeg har været til yoga denne uge, hvilket gik så fint og føltes helt rart at slukke for hovedet i halvanden time.
De næste fem-seks dage er jeg alene med ungerne, hvilket jeg er spændt på eftersom at min mand klart trækker det tunge læs i forhold til børn og praktiske gøremål for tiden.
Jeg er noget mere rolig i forhold til de smerter jeg fortalte om i sidste uge, da jeg har fundet ud af at det med stor sansynlighed ‘bare’ er kraftige ligamentsmerter. Irriterende og smertefuldt, men i det mindste ganske ufarligt.
Vi har været til kønsscanning og skal have en pige, hvilket vi synes er SÅ mega fedt…