I øvrigt #68

  • Drak jeg en slurk af min mands iskolde dåseøl den anden dag og det var himmelsk!
  • Kører der en del Bamses Billedbog herhjemme for tiden, så meget at jeg har introsangen på hjernen, kronisk.
  • Er det som om at det lyder helt forkert, når det ikke er Søren Hauch Fausbøll, der er bamses stemme.
  • Har jeg i nu tre dage ikke kunne bruge hverken ‘Saved Items’ funktionen eller lægge noget i min shoppingbag på ASOS. Tænker om de mon har lagt mig på is.
  • Er min mand i skrivende stund ude og spise med en af mine allerbedste veninder, i Dubai, og jeg er ved at boble over af lykke på grund af det. To mennesker jeg elsker og savner, samlet på den anden side af jorden (ja, eller i hvert fald virkelig langt væk), det er virkelig særligt.
  • Er jeg ikke så god til geografi
  • Har min mand og jeg forelsket os i et pigenavn! Hver. Som i ikke det samme.
  • Kan man vel altid trække ‘jeg føder, jeg bestemmer’-kortet, hvis alt andet fejler
  • Er ovenstående ikke noget jeg kunne finde på, vil jeg gerne lige understrege. Men jeg joker (læs: truer) gerne med det. Ofte.
  • Fylder bloggen syv år i morgen og jeg har besluttet mig for at købe kage til hele kontoret. Snegle naturligvis.
  • Findes der åbenbart nu MGP for toiletpapirsruller… Jeg troede seriøst at Otto tog pis på mig, men den er god nok.
  • Har vi simpelthen fået så mange ansøgninger til piccoline jobbet, så jeg er helt overvældet. Vi indkalder til samtaler i denne uge.
  • Ved jeg slet ikke om jeg føler mig voksen nok til at afholde jobsamtaler
  • Har jeg modtaget mit første dickpic nogensinde, på Snapchat, og blev så forskrækket, at jeg tabte min telefon.
  • Er sådan en diller altså ikke særlig pæn. Slet ikke når den dukker op ud af det blå, når man er helt uforberedt, midt i Irma.
  • Er jeg blevet tippet om at de fleste bagere starter salg af honninghjerter i slutningen af ugen… Det bliver ikke kønt. Ses på Emmerys!
  • Var det måske lidt sært at hoppe direkte fra dickpic-snak til honninghjerter. #NoRegrets

img_6948

Halvvejs! Maven og en uge 19 Vlog

Så for fanden, 20+1 i dag.
Egentligville jeg have skrevet det her indlæg, samt filmet videoen i går, men jeg var ikke meget værd i går aftes da alle børn sov og lejligheden flød, så jeg gjorde det eneste rigtige og dæmpede lyset så rodet ikke kunne ses og kravlede i seng med min computer og den der nye Sarah Jessica Parker serie på HBO og lidt webshopping, inden jeg gik kold.

I dag arbejder jeg hjemme, både for at få styr på førnævnte rod, da jeg jo er alene med børnene denne uge og af erfaring ved at det er med at tage den slags løbende, hvis man vil undgå at drukne i legoklodser og havregrødstallerkener. Derudover er jeg hjemme for at kunne filme videoen nederst i indlægget, og så skal jeg, som jeg også siger i videoen, lige et smut til lægen, da jeg mistænker at en blærebetændelse har slået lejr i min krop.

Som sagt er jeg nu halvvejs. Jeg har ingen billeder taget, før i dag altså, kan ikke huske hvor langt jeg er fra dag til dag og glemmer faktisk nogle gange at jeg er gravid. Det skulle efter sigende være ret typisk tredjegangs gravid behavior,  men jeg håber faktisk alligevel at jeg lige kan hanke lidt op og være lidt mere i det, for det er altså sidste gang.

Misdannelsesscanningen gik så fint, og min meget aktive baby sparkede fra sig flere gange under scanningen, hvilket det ikke lod til at de havde prøvet før, i hvert fald ikke hos en i 20. uge, så der blev jeg underligt stolt over mit aktive pigebarn i maven.

Speaking of maven, sjældent har jeg fået så mange request på noget, som jeg gør for tiden omkring billeder af den der mave. Så det får I her. Helt friske og selvtagede, da min husfotograf jo altså er rejst til de varme lande.

img_7381

Og så er det blevet videotid endnu engang. Som altid er der resume under den, til jer der ikke oooorker at se mig ævle. I get that.

RESUME:
20+1,. Jeg fortæller om uge 19, der blandt andet stod på Misdannelsesscanning med min mor. Det gik godt. Baby lå med ryggen til det meste af tiden, så det var ikke meget vi kunne se, udover alt det vigtige selvfølgelig, som de to scanningsdamer kiggede efter. Min hud er begyndt at brokke sig lidt igen, men jeg mistænker at det også godt kan skyldes at jeg ikke er så god til at styre uden om mejeriprodukter (læs: kakaomælk) som jeg plejer. Ugen har budt på en del plukveer, og det slog mig i går at jeg muligvis har fået blærebetændelse, så derfor skal jeg et smut forbi min læge i dag. Jeg vil gerne blive lidt bedre til at være mere i min graviditet, da jeg helt typisk flergangsgravid-agtigt næsten glemmer at jeg er gravid. Sidst men ikke mindst irriterer det mig at jeg ikke kan være i mit tøj og at jeg selv føler mig stor, selvom jeg godt ved at det ikke er tilfældet. Endnu.

Søndag so far

… Klokken er 12. Uma sover, og Otto slapper af med Netflix og en skål popcorn. Før i tiden, altså længe før børn, ville min søndag på nuværende tidspunkt nok kun lige være startet. Jeg ville måske være stået ud af sengen, sikkert med ondt i håret, have drukket en varm kop kaffe, taget et langt bad og hentet morgenmad (læs: Cola og pizza). I dag startede dagen klokken 6.20, for der kaldte Uma inde fra børneværelset. Haallååååå!
Jeg listede hende med ind i min seng, hvor Otto havde tilbragt natten ved siden af mig, og tænkte at jeg måske lige kunne lokke hende til en times søvn mere, eller bare en halv. … Hun gik da også med til at ligge hos mig under min dyne, hvilket må være en af de største fordele ved de meget mørke morgener, men efter et par minutter lød spørgsmålet ovre fra højre side af sengen: ‘Hey mor, ved du egentlig hvordan man laver en næsevante?’. Og således var søndagen dømt åben. Nu er klokken som sagt 12 og det er faktisk ret imponerende, hvor meget vi har nået allerede, eller altså på de seks timer vi har været oppe.

  • Fået slået fast hvordan en næsevante laves. ‘Man klipper ‘tåspidserne’ af en almindelig vante’
  • Vi har spist tre måltider – Det ene bestående af kolde pastaskruer og dåsemajs (note to self: Køb ind!)
  • Vi har set Bamses Billedbog, Ramajetterne og Hr. Skæg.
  • Jeg har tømt og fyldt opvaskemaskinen, to gange (hvad? Den er meget lille)
  • Der er blevet danset til alt det gode fra dengang mor var ung. Blackstreet, Ace Of Base, Britney …
  • Vasketøjet er lagt sammen, hvilket er lidt af en stresstest med en 18 måneder gammel hjælper
  • Nogen har drukket de tilladte tre kopper kaffe, og overvejer en fjerde
  • Jeg har sendt otte smser til savnet mand
  • En flyverdragt er bestilt hjem til Uma. Det blev denne (koden mss20 giver 20% i dag – Affiliatelink) selvom den er væsentlig mere lyserød end den grå jeg havde sat mig i hovedet hun skulle have.
  • Jeg har bandet en del og brugt en halv rulle bogbind i forsøget på at pakke Ottos læsebog ind i bogbind. Det ligner lort, så nu er mormoren tilkaldt.
  • Otto har charmet sin mors knæ helt bløde med nedenstående kommentar:

screen-shot-2016-10-23-at-12-11-39

Hvad resten af dagen byder på ved jeg ikke helt endnu, men vi kan vist nå en hel del… Og så skal alle mand tidligt i seng. For i morgen går hverdagen i gang og jeg er alene med børnene, så der skal lidt struktur på, hvis jeg kan huske hvordan man gør. Det er noget med nemlig.com, virkelig meget kaffe og et par ekstra ja-hatte.

Akut ny efterårsgarderobe pt. 1

INDLÆGGET ER SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATELINKS

Min krop er jo blevet lidt tyk på midten, hvilket betyder at jeg ikke kan passe meget af mit tøj. Selv det jeg tænkte jeg sikkert ville kunne passe længe endnu, kravler op midt på min mave, og det ser sgu lidt sølle ud. I går eftermiddags lagde jeg derfor febrilsk nedenstående bestilling hos Ellos, der består af lidt basissager, der forhåbentlig kan kombineres med det fra min garderobe, som jeg kan passe endnu, ser således ud:

ellos

Jeg tænker at den runde front er genial til tykke mave, der gerne må se tykke ud – Altså gravide maver. Jeg har bestilt den i sort, men den findes også både i grå og i brun. 300,- HER

Denne er lidt et sats, jeg synes bare at den plisserede effekt er skidelækker, og jeg tror at den kan gå både under og over maven… Jeg vil bruge den med en rullekrave, strømpebukser og ankelstøvler med lidt hæl. 400,- HER

Endnu et sats. Måske knudedetaljen fucker helt op, når den skal ligge ovenpå en mave fuld af barn, men måske det ser sejt ud. Men jeg må nok erkende, at det blive mere en lang top end en kjole, men det passer mig nu også ret godt. 249,- HER

En ret sikker vinder. Draperet viskose med lidt uld i, kan næsten ikke gå galt. Tænker den både er god på kontoret med en lang cardigan over, og til røde læber og dansesko. 700,- HER

Var det planlagt? #2

Jeg lovede i dette indlæg at uddybe reaktionen, da vi fandt ud af at jeg var gravid.

Jeg var alene hjemme da jeg tog testen. Min mand var i Sverige, i en skov, uden signal, så jeg nåede faktisk at gå med nyheden selv i et halvt døgns tid. Det var nu egentlig også meget rart. Jeg var egentlig ret rolig, men omvendt også en anelse hylet ud af den. Jeg var alle tanker igennem, og prøvede virkelig at mærke efter en følelse. Var jeg glad? Var jeg skræmt? Var jeg bange? Ingen af delene. Måske var jeg en lille smule irriteret. Vi havde lige besluttet os for, at vi ikke skulle have flere børn. Jeg havde lige startet eget virksomhed. To selvstændige med tre, nogle gange fire børn. På 100kvm. Fuuuuuuck.

Næste morgen kom min mand og drengene hjem fra Sverige. De nåede knap nok ind ad døren, inden jeg passede min mand op i et hjørne af vores køkken og sagde det. ‘Jeg er gravid’.
Sjældent har jeg set et ansigt lyse så meget op. Han smilede stort, grinede nærmest, og kyssede mig igen og igen. Det hjalp lidt på min egen panikangst, men jeg blev alligevel sådan lidt ‘Lad os nu liiiige tale mulighederne igennem, kammerat!’…

Senere samme dag gik jeg i gang med at kaste førnævnte bekymringer, overvejelser, tanker og spørgsmål efter ham. Han lod mig gøre det. Til sidst kiggede han på mig og sagde, ‘ Jamen, så lad os droppe det?’ … Alt blod forsvandt fra mit ansigt tror jeg, og han rystede på hovedet af mig og sagde ‘ Det tænkte jeg nok’. Jeg fangede ret hurtigt hans pointe, for selvfølgelig mente han ikke, at vi skulle droppe noget som helst, lige som at det heller ikke var en mulighed for mig. Det havde det egentlig aldrig været. En abort? NEJ. Aldrig i livet.
Det jeg var hylet ud over var måske i virkeligheden, mere end frustration over at stå i en situation som ikke var gennemtænkt, eller forventet. At vælge det fra kunne på ingen måde komme på tale. Der var og er ingen tvivl om at hende, der kommer ind i vores liv til foråret, er mere end ønsket. En overraskelse, bestemt, men en god en, og på ingen måde noget vi hverken tænker som et uheld eller en ups’er.

Jeg skal alligevel være helt ærlig og sige at det alligevel lige tog mig nogle uger at æde den. Ikke det at skulle have et barn mere egentlig. Men at skulle være gravid allerede igen. Nu er jeg 20 uger henne og tiden flyver afsted, jeg vil forsøge at nyde alt det gode ved graviditeten, for det bliver uden tvivl min sidste (det sagde hun også forrige år).
Jeg bliver stadigvæk ramt af: Fuck, hvordan gør vi lige det her?!-tanker, men ved I hvad? Sådan havde jeg det også da jeg var gravid første gang, og i den grad også anden. Og ja, det sejler ind imellem, og ja, jeg føler nogle gange at ejg ikke har arme nok, men det går sgu altid alligevel, selv når det ikke gør.

Reaktionen kan derfor koges ned til følgende ord: Overvældelse, panik og glæde.  Men aldrig fortrydelse, og kun et snert af tvivl, som jeg heldigvis ved bliver gjort til skamme, når hun først er her.  

screen-shot-2016-10-21-at-14-37-18

Græsenke igen, igen, igen…

I morgen skal jeg endnu engang vinke farvel til ham den skæggede jeg deler liv med, og jeg gider ikke!
Føler lige han er kommet hjem, og for at det ikke skal være løgn, skal han på endnu en tur kort tid efter denne. Det er jo sådan det er, og altid har været, og altid vil være. Jeg er vant til det, og det er heller ikke altid lige slemt, men lige denne gang, mand. Pyyyh. Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel. Har faktisk flere gange spurgt om han ikke nok vil blive hjemme, selvom jeg ikke mener det og godt ved, at han skal afsted.

Mange spørger, om det ikke er skide hårdt, at skulle undvære hinanden så ofte, og flere gange om året være alenemor. Og, jo på en måde er det. Men det er også fedt på andre måder. Der er noget mega lækkert og opløftende ved at ‘få lov’ til at savne sin partner. Det giver altid lidt ekstra til vores forhold, og på en måde bliver jeg nok først rigtig ked af det og irriteret den dag, det ikke giver et sug i maven, At se ham igen efter mange dages adskillelse – En dag jeg aldrig håber kommer.

Men som sagt, lige denne gang er jeg slet ikke klar til savnet. Slet ikke.

Øv.

Og med det opløftende indlæg ude af mit system, vil jeg nu putte mig ind til ham, min bedste og lækreste ven, der allerede sover…

img_6858

Min største frygt: Tandlægen

Jer der har læst med længe, kender allerede til min tandlægeskræk, eller angst som det jo faktisk er. Jeg er ikke bare nervøs og småbange, jeg er angst, hysterisk og kan ikke forestille mig noget værre end at skulle til tandlægen. Det handler ikke om, at jeg er bange for at det skal gøre ondt, faktisk er det i det hele taget svært for mig at sætte en finger på præcis, hvad det er, men ingen tvivl om at det bunder i nogle ualmindelig ubehagelige oplevelser hos min skoletandlæge, hvor jeg fik decideret skæld ud over at jeg var nervøs og ked af det.

For nogle år siden mistede jeg en fylding og blev nødt til at se min frygt i øjnene, og jeg gjorde det! Fik en rodbehandling endda. Og jeg var så lettet og stolt over, at jeg gjorde det. Men, jeg så mig aldrig tilbage. Fik ikke engang tjekket resten af mine tænder, selvom de insisterede på at jeg skulle, og straks følte jeg mig ti år gammel igen. For da behandlingen var overstået, havde de lige glemt at fortælle mi,g at de havde booket en ekstra tid til mig, hvor resten af mit mundtøj skulle tjekkes igennem, så vi kunne lave en plan. Jeg panikkede. Lettelsen over at have overstået en goddamn rodbehandling, blev overskygget af følelsen af et bagholdsangreb, at blive tvunget til noget jeg ikke selv havde kontrol over, så jeg græd igen, og panikkede, og gik min vej. Det er tre år siden.

I dag knak en af mine tænder. Eller der røg et stykke af, og jeg kan godt regne ud, at jeg derfor skal til den igen.
Bare det at sige det højt og skrive det her, giver mig akut kvalme og svedige hænder.

Sidste gang var det Tandlægerne på Frederiksberg jeg besøgte som faktisk er eksperter i tandlægeskræk, og de er garanteret skidedygtige. De var i hvert fald søde, men jeg tror bare jeg skal have nogle, der er endnu mere tålmodige og forstående. Hvis det findes. Findes det? Jeg vil ikke have skæld ud, jeg vil ikke igen og igen høre ordene ‘jeg skal bruge din fornuft’, som var den teknik den sidste tandlæge jeg var hos brugte, for ærlig talt fornuften har jeg også selv brug for, men den ligger ude i venteværelset. Jeg har vist bare brug for forståelse og tålmodighed. Tror jeg. Og en ny tand.

 

Varme og tørre ’små’ efterårsfødder

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF ECCO

img_6688

Efterår og lige om lidt vinter. Det er koldt, det er gråt og det er vådt. Personligt er jeg en indoor type, der i den grad holder af at nyde efteråret inde bag lukkede døre. Desværre, eller rettere heldigvis, er mine børn komplet modsat mig hvad det angår. De er ude-mennesker ligesom deres far er det, så bare fordi at vinden pisker, kulden trænger sig på og jorden er beklædt med mudder og vandpytter, springer de glædeligt ud i det, og så må jeg jo springe efter.

img_6737

Efter at bladene er begyndt at drysse af træerne og der er kastanjer at finde på jorden, tager vi mange omveje på vej til og fra skole og vuggestue for tiden, og det er da virkelig hyggeligt, må selv en indemus som mig indrømme.
Derfor er det lune tøj og det solide og vandtætte fodtøj fundet frem.

img_6738

Jeg er ret sikker på at jeg tidligere har givet udtryk for, at jeg er virkelig begejstret for ECCOs børnesko, og det er en begejstring der er holdt ved. De holder en hel sæson, og så sidder de virkelig godt på de små (og knap så små) fødder – Mine børn deler heldigvis begejstringen, Otto udtalte blandt andet at det var som at gå i sutsko, og jeg er næsten helt ærgerlig over at jeg ikke har dokumenteret øjeblikket da Uma fik sine pink støvler. Sjældent har jeg set nogen blive så glad for et par sko og det er inklusiv mig selv, der ellers tidligere på året fik drømmestøvlerne i gave af min mand. Hun hvinede af fryd og nægtede at tage dem af sine fødder resten af dagen – Og de er det første hun finder frem om morgenen, derfor er det også sket en gang eller tre, at hun har spist havregryn iført bodystocking og vinterstøvler.

img_6731

Også Otto sprang straks i sine grønne støvler, som han selv havde valgt på et billede et par uger forinden. Min papsøn får et par i sorte med gule detaljer, og selvom han ikke deler resten af flokkens sko-fetish tror jeg alligevel at de falder i god jord, da det betyder at det er slut med at styre uden om vandpytterne. Jeg er i hvert fald så glad for at de har ordentligt og solidt fodtøj, der holder helt til foråret.

img_6730

img_6732

Støvlerne har alle en vandtæt GORE-TEX® membran, hvilket er guld værd med tre styk tonser-børn, der har en indbyrdes konkurrence om, hvem der kan svine sine støvler mest muligt til – Det mistænker jeg dem i al fald. Efter en uges test af ECCOs vinterstøvler – af de mindste og største sæt børnefødder i huset, vinder støvlerne altså stort. Det er tørre og varme fødder jeg får hjem fra SFO og vuggestue hver dag, og så er det bare en ekstra bonus at ungerne selv er så glade for dem. Så hermed en kæmpe anbefaling fra mig og min børneflok.

Se hele ECCOs udvalg HER

img_6733

Den ‘onde’ stedmor

Jeg har været så meget i tvivl om hvorvidt dette indlæg skulle skrives eller ej. Jeg synes at jeg har fået dækket det helt basale i indlægget om lidt samme HER, men da jeg næsten på daglig basis får kommentarer og mails, der på den ene eller anden måde spørger ind til situationen, så føler jeg trang til at sætte lidt flere ord på det. Endnu engang.

Ord på det at være stedmor, på hvorfor jeg ikke deler meget om den side af mit liv, og tæt på ingenting om min papsøn. Indimellem er der en ordlyd i de kommentarer og mails, som (føler jeg) indikerer at jeg ikke inkluderer ham i mit liv, at han bliver holdt udenfor og sågar at jeg ikke ønsker ham i mit liv, og det sgu gør ondt at få sådan noget smidt i hovedet, også selvom det er i en mailbox eller en i et lille tekstfelt, og også selvom det er langt fra virkeligheden og ovenikøbet i langt de fleste tilfælde måske slet ikke var intentionen fra afsender. Men netop fordi at det er et følsomt emne, så rammer det mig selvfølgelig. Ikke følsomt i den forstand at det ikke går godt, det gør det bestemt, men det er på ingen måde udelukkende lyserødt og en dans på roser, fuld af pandekage-kager og dans i stuen. Det er en relation der kræver noget ekstra, ingen tvivl om det, og en relation, der indimellem skaber gnidninger og konflikter på kryds og tværs, og selvom det er både naturligt og uundgåeligt er det alligevel noget, der gør hele situationen ekstra følsom.

Grunden til at Leo ikke er og ikke bliver en del af bloggen skyldes udelukkende et valg fra min side. Jeg har aldrig spurgt hverken min mand eller Leos mor om deres holdning til det, da jeg selv tog en beslutning omkring det ret tidligt. Jeg har udelukkende selv mærket efter og taget beslutningen på det grundlag, at jeg personligt ikke ville bryde mig om at en, der ikke var mit barns biologiske mor, skrev om og viste mit barn frem på nettet, og så har jeg handlet på den følelse. Når han en sjælden gang optræder her alligevel i form af et billede eller i en tekst, så er det altid clearet og i øvrigt gennemtænkt.

Ind imellem, og det er meget muligt mig der er sart, men det er som sagt også følsomt, føler jeg at jeg aldrig kan gøre det godt nok. At der sidder nogle derude og venter på at jeg træder ved siden af. At der altid sidder nogen klar ved tasterne, klar til at grave lidt dybere i hvorfor han ikke blev nævnt i diverse situationer, hvorfor han ikke var med på den og den tur, og omvendt er selvsamme skare klar til at undre sig og stille spørgsmål til når der så er et sjældent billede eller et indlæg, hvor han optræder, med spørgsmål der går på om billedet er blevet godkendt, om jeg har ombestemt mig i forhold til hans rolle her, og sågar om jeg ‘er begyndt at kunne lide ham’ – Av, mand. Lad mig lige slå fast, igen, at bare fordi at forhistorien og hele måden Leo er kommet til verden på muligvis er en af de mere kringlede og forvirrende, og ja, har taget mig en del år at fordøje og acceptere, så har det i bund og grund intet med mine følelser for Leo at gøre. Han har jo for fanden ikke valgt noget af det, så der er vi faktisk ret meget i samme båd han og jeg. Ja, det har været svært, JA, det er stadigvæk svært i nogle situationer. Men hvad er ikke det?

Det blev lidt snørklet, og jeg ved slet ikke om I er blevet klogere, eller om jeg bare har åbnet op for endnu mere undren. Det var vist bare en af de ting, som nu har gået mig på tilpas længe og som i går kulminerede med kommentaren om, hvorvidt jeg kan lide ham. Noget som jeg godt vil slå fast endnu engang at jeg selvfølgelig godt kan, jeg elsker ham for fanden. Jeg har jo faktisk selv valgt ham til, da jeg valgte hans far. Han hører med, og gudskelov for det. Men han hører altså ikke med, når man læser Sneglcille.dk –  og det skyldes udelukkende respekt for ham og hans mor. Jeg vil sætte pris på at I bakker op om den respekt.

Tak for forståelsen og for støtten, og så lover jeg desuden også at blive lidt bedre til ikke at blive så skide ked af det og overreagere når jeg modtager undrende kommentarer, der sætter spørgmålstegn ved min gøren og virken som stedmor. Jeg er faktisk ret god til det, det meste af tiden. Bortset fra når jeg ikke er. Men det gælder vist alle mine roller, også når det kommer til at være mor, kone, blogger, veninde og menneske i det hele taget.

img_6739

I øvrigt #67

  • Drømte jeg at baby var lavet ud af brunkager, og tænker umiddelbart at det kan være et tegn på at jeg skal stoppe mit misbrug, eller i hvert fald nedsætte mit indtag af de brune tørre kager.
  • Vil jeg gerne vide, hvornår der kommer honninghjerter på hylderne??!! Kom nu!
  • Synes jeg normalt at varm rødkål er noget af det ulækreste, well guess what?! Min plejehjemsbaby digger det, og jeg fik det heldigvis serveret i går.
  • Begynder man lidt at fornemme et juletema i mine preggo-cravings.
  • Har jeg ikke sovet så meget i nat. Har MD scanning om et par timer, og har simpelthen så meget kvalme over det.
  • Blev Leo seks år i går, i dag kommer han hjem til os og jeg bliver derfor nødt til at holde mit måneds-lange løfte om en pandekage-lagkage. Eneste problem: Jeg er ualmindeligt dårlig til at bage pandekager, og jeg har derfor muligvis tænkt mig at snyde… Med købepandekager.
  • Putter min mand gurkemeje i alt for tiden, selv børnenes havregrød. Stop. Dig. Selv.
  • Siger min graviditetsapp at baby er på størrelse med en tomat. På 15 cm og 230 gram… Eddermame en stor tomat.
  • Har jeg anskaffet mig et rejsekort, selvom jeg af princip havde svoret, at jeg aldrig skulle have et. Hvorfor og hvordan det princip opstod, husker jeg ikke.
  • Fylder bloggen syv år om en lille uges tid og jeg er helt sentimental over det. Min lille blog er blevet stor og gammel.
  • Kalder Uma konsekvent Otto fro Orla. Vi kender ingen Orla, men det er sgu da et meget godt navn… Hvis nu nogen venter sig en dreng, så er der hermed et drengenavn mere til listen.
  • Bliver vores pigenavne-liste længere og længere. Der er bare ikke rigtig nogle af dem vi er enige i, så det er primært halvt navne jeg kan lide og halvt navne min mand kan lide, samt to kompromiser, som jeg er lidt i tvivl om nogen af os overhovedet sådan rigtigt elsker. Godt der er 20 ugers tid endnu…
  • Søger vi en piccoline til Andedammen nogle timer om ugen. Se opslaget på Instagram eller Facebook.

14689827_10154407153150399_1513741855_o