Vesterbro, jeg tror ikke jeg elsker dig længere…

Da jeg cyklede op ad min elskede Istedgade i morges, manglede der noget. Vejret var ellers perfekt, solen stod på den der lækre måde, og både lunede mine bare ben og gjorde, at jeg måtte trække solbrillerne, der hvilede i mit hår, ned over mine øjne. Der var flotte mænd med skæg og cortado i to-go kopper, børn på vej mod børnehave, seje mødre med samme frisure som mig (barselsknolden dør aldrig), grønthandlerne var ved at fylde deres udendørs hylder op, Vesterbropersonligheden Ronni slingrede over gaden, solbrændt og i højt humør brølede han ‘Smukkøøh!’ efter en tandløs veninde, der var posedamer og -mænd, der rodede i skrald efter pant og andre skatte, hundeejere luftede deres firbenede venner, og der var smarte mænd i jakkesæt, alt var som det plejer. Men alligevel ikke. Noget var anderledes. Det har nok været på vej længe, jeg har bare ikke været meget for at acceptere det. At det der sug af lykke som jeg plejede at mærke helt tydeligt, i min færden gennem Vesterbro. Følelsen er væk. Måske fordi jeg allerede mentalt har rykket mig. Og så alligevel ikke. For de tanker har jeg jo gjort mig før. Jeg har flirtet med andre bydele. Jeg har endda haft kortvarige affærer med dem, men jeg er altid vendt hjem. Hjem til mit Vesterbro.

Men måske det virkelig er slut imellem os denne gang. Der er stadigvæk føleler tilbage, men de er forandrede. Det er i hvert fald på tide, at begynde at se andre… Åh, men for pokker. Selvom de helt dybe følelser er væk og beslutningen mentalt er taget, gør det det ikke mindre svært, at skulle tage det sidste skridt væk. Væk fra det stabile, genkendelige og sunde ægteskab med Kbh V, og videre ind i noget andet.

Men snart, snart er jeg klar til at tage skridtet helt. Ø, eller K, jeg starter på en frisk hos en af jer og jeg tager en helvedes masse sneglefamiliemedlemmer med, selvfølgelig.

image

 

17 replies
  1. Berit
    Berit says:

    Ha. Efter 20 år på Ø er jeg flyttet til V, og slipper endelig for den forstadsmentalitet, som har irriteret mig så grusomt. Forandring fryder, så jeg kan godt forstå dig, omend det er med omvendt fortegn.

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Der er mange grunde. Blandt andet, at vi har øje på nogle virkelig lækre steder i lige præcis de bydele pt, vi kommer tættere på Ottos skole, og så er det perfekt i forhold til transport både til min mands studie, min papsøns skole og mit kontor.

      Svar
  2. Louise fb
    Louise fb says:

    Du sætter smukke ord på den oplevelse jeg (vi) havde i foråret. Kbh V var mit hjem og store kærlighed i mere end et årti, men nu er V skiftet ud med langt ude i S. Jeg elsker stadig V men ligenu har jeg (og min familie) bare mere brug for S. Jeg håber I finder noget godt i K eller Ø 😉

    Svar
  3. Charlotte
    Charlotte says:

    Virkelig smukt skrevet. Jeg kunne se og mærke det hele for mig på din tur igennem Istedgade.
    Sådan har jeg det med mit elskede Århus – især bydelen Frederiksbjerg. Min kærlighedsaffære er dog ikke slut endnu, men jeg ved jeg kommer til at flytte en dag. Dog er jeg sikker på at den altid vil være i mit hjerte på den ene eller anden måde. Men din beskrivelse mindede mig lige om det og fik en varme i hele kroppen.

    Jeg synes altid du skriver fantastisk, men der var et eller andet over det her indlæg der virkelig fik mig spellbound… Den måde du beskriver på. Har du nogensinde overvejet at skrive fiktive romaner? Jeg tror du vil være fantastisk til det.

    Svar
  4. Bolette
    Bolette says:

    Åhh hvor jeg savner mit Vesterbro! Flyttede til udlandet for 7 måneder siden, men når jeg en dag vender hjem, er det 100 procent, hjem til mit Vesterbro!
    Ronni har forresten engang lovet mig en par silikone-bryster i julegave! Ved ikke om det er et kompliment at han synes at jeg fortjente en julegave, eller egentligt bare en hentydning til at jeg har små bryster ! 😀

    Svar
  5. Cecillie
    Cecillie says:

    Cille! Du/i bliver så glade for Ø, hvis det er der i lander. Jeg boede der de første mange år i min tid i København, (nu Amager) og jeg savner det som bare pokker. I mine øjne har Østerbro alt hvad man har brug for. Den varmeste anbefaling herfra. Hvis du har får brug for en god vuggestue på Østerbro, så kig på Charlottehaven. Eller på Krausesvej, der er mange institutioner og så gode.

    Svar
  6. Marie-Louise
    Marie-Louise says:

    Jeg har altid været lidt skeptisk omkring København Ø. Spørgsmål som: “er det ikke kedeligt?”, “der sker ikke noget!” Og selvfølgelig konstateringen: “derfor kun gamle og rige mennesker!” Var det der dukke op i mine tanker, når jeg tænkte på Østerbro, men nu efter at have boet her i fire år, så kunne jeg ikke elske det mere med de dejlige parker, vand og bare skøn stemning! Kom – her er så rart! 😘

    Svar
  7. Jannie
    Jannie says:

    Har I overvejet at flytte i et hus på Vestegnen? Jeg kan godt anbefale det. Masser af dejlige steder og nogenlunde til at betale.

    Svar
  8. Nana
    Nana says:

    Jeg boede på Nørrebro før og elskede det så vildt.
    Så begyndte jeg at få børn og flyttede hurtigt til Ø. Elsker det så meget; by, men grønt, luft og vand lige om hjørnet.
    Held og lykke med beslutningen 🙂

    Svar
  9. Ida Burchardi
    Ida Burchardi says:

    Ej, nu må jeg lige slå et kæmpe slag for Kongens København K her i denne Ø-agtige tråd! Her er overordentligt grønt, skønt og familievenligt herinde – og så er der en hel masse HAV som man kan svømme i/kigge på/krydse på nye kyssebroer. Kom😘🌱 (og TILLYKKE med runde 3!!)

    Svar
  10. K
    K says:

    Jeg bor i K, og jeg elsker det! (og ja, også torsdag, fredag.. og faktisk også lørdag når fortovene er spulet med bræk og der sidder fulde folk og hænger på Gothersgade). På trods af at jeg kommer fra landet, føles det alligevel som at ”køre på landet” når man tager en tur til Sønder Boulevard. Vælger man eks. området ved Nyboder, der jo også er København K, er der også en del mindre larm end helt inde ved Gothersgade, men man får stadig den der storby-feel! Go Kbh K!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *