Ømt skrog, hvide vingummier og Fredagsfølger

 

Om det er de mange timer på en stol i et iskoldt studie i går aftes, de få timers søvn i nat, eller de 14 kilometer jeg i dag er gået i et par knap så fodformede læderstøvler, ved jeg ikke – Eller måske ved jeg godt, at det er en kombination af alt det og en 16 uger gravid krop, der gør at jeg lige har sovet 2 en halv time og nu knap nok kan bevæge mine ben. Det føles lidt som om at jeg, hvis jeg var en barbiedukke, har ondt i ben-samlingerne, sådan i lårene og i knoglerene inde i bækkenet, det svier og brænder og værker og knager, og jeg må konstatere at jeg på trods af en noget stærkere fysik sammenlinget med mine andre graviditeter, måske alligevel bare skal huske at sætte lidt begrænsninger for mig selv, eller i hvert fald at lytte lidt bedre efter når min krop siger nej tak, fremfor at gå videre og tænke at det er noget pjat, men altså mere om den følelse i min næste graviditetsvideo, der kommer i morgen.

Nu sidder jeg i mørke, fordi jeg ikke lige kan overskue ideen om at rejse mig og tænde for lyset, eller at få min næsten sovende mand (vi er meget trætte i dag) til at gøre det, og catcher op på lidt bloglæsning, mens jeg spiser vingummier, og hele tiden kommer til at spise både de orange og hvide, som jeg slet ikke bryder mig om, men i lyset fra min computerskærm udgiver de sig for at være både gule og røde. – Det gik netop op for mig, at de hvide vist skal smage af ananas, og nu kan jeg endnu mindre lide dem.

FullSizeRender(75)

Til sidst kan jeg glæde de af jer, der har efterspurgt Fredagsfølger-videoerne, med at Snapchat åbenbart har fikset den bug, der gjorde at lyden stak af i gemte stories, og derfor denne aften tilbyde jer gårsdagens Fredagsfølger i fuld længde … Den kommer her:

 

Skuffeskriv #2 Hjertefornemmelse

Jeg får mange mange mange mails hver måned fra kvinder, der står ved en eller anden form for skillevej i deres liv, og som gerne vil høre mere om mine overvejelser omkring nogle af de valg jeg har truffet, både i forhold til parforhold, børn og arbejde.
Det er et af mine yndlingsemner overhovedet og jeg har meget at sige om det, at det næsten er det jeg bør skrive en bog om på et tidspunkt. For jeg synes virkelig det er interessant og jeg er pjattet med at tale og skrive en masse om det.

Jeg er jo ingen ekspert, og så alligevel lidt, for jeg tror muligvis at jeg er det menneske jeg kender, der er sprunget ud i allerflest projekter, både af større og mindre grad. Men det gør mig selvfølgelig ikke ekspert på hvad andre skal eller bør gøre, men jeg kan rigtig god lide at få lov til at have en indflydelse på det. Bare lidt.

On that note, kommer her endnu et Skuffeskriv, som blev skrevet lige omkring da jeg blev gravid med Uma, arbejdede på ELLE og IN og var nyforelsket.

Følg din mavefornemmelse! Følg dit hjerte!
Opfordringer der både lyder rigtige, kloge og gode, men som ærlig talt ind i mellem kan være lidt svære at finde rundt i. For mig i hvert fald. Når man både er udstyret med et lidt sensitivt sind, der gennemanalyserer lidt for meget og omvendt også brænder for enormt mange ting, kan det godt være svært at navigere rundt i det der med, hvad ens hjerte og mave siger, kontra hvad fornuften og ikke mindst den der nagende følelse af aldrig at være god nok fortæller en.

Jeg har taget mange spring i mit liv. Særligt igennem de sidste år. Jeg har forladt gode sikre stillinger for at jage noget jeg ikke engang var helt sikker på hvad var. Jeg er gået tilbage til en mand som har givet mig et ar på hjertet som aldrig  forsvinder, jeg har ændret retning et hav af gange, besluttet mig for ting, gået efter dem og trukket stikket igen, både af usikkerhed, men omvendt også af sikkerhed og vished om at det alligevel var en forkert retning jeg var på vej hen. Ingen af de beslutninger jeg har taget har i processen været nemme, mange af dem har haft konsekvenser af mindre rar grad, andre har vist sig at være helt rigtige, men havde jeg valgt anderledes havde det måske også føltes rigtigt. Min pointe er, at det er gået op for mig, at der ikke er en facitliste. At det er ok at vælge forkert, det er ok at fejle. Engang imellem er det faktisk bedre at vælge forkert, at tro man følger sit hjerte, men at man alligevel bare fulgte en ide om, hvad man troede ens hjerte ville. Andre gange er det også ok at vælge om.

Min pointe er at jeg ikke mener, at man skal holde igen fordi man er bange for at det man vælger at gøre er forkert. Selvfølgelig er det klogt at være fornuftig, at have en plan og ikke bare springe til højre og venstre. Jeg siger bare, at det engang imellem godt kan betale sig at tage hovedet under armen og tage et skarpt sving uden helt at vide hvordan man gør. Måske det viser sig at give mere ro end man anede.

Er det nemt for mig at sige. Ja, nu er det skidenemt for mig at sige. Fordi lige nu høster jeg frugten af en del af de svære valg, jeg har måtte tage. Men jeg er slet ikke færdig med at stå i situationer, hvor jeg skal beslutte noget, der muligvis ikke giver sig selv. Jeg er ikke færdig med at være bange. Men jeg er færdig med at holde tilbage på grund af den frygt for at vælge forkert. Forkert kan være godt. Nogle gange skal vi helt derud, hvor det hele falder fra hinanden for at kunne samle det op igen. Jeg har været der. Der er ikke rart. Men sikkerhed og succeser kan også blive trættende i længden er jeg sikker på.

Det skal nok gå. Måske ikke sådan som vi havde troet det ville. Men det går.

image

I øvrigt #64

  • Opfører mit tandkød sig helt vanvittigt. Kan knap nok spise en thebolle uden at det ligner en splatterfilm i min mund. Håber sådan at det ‘bare’ er på grund af graviditeten.
  • Var lejligheden vi så på den anden dag en decideret joke. Til gengæld var den også virkelig dyr.
  • Skal jeg ind og se Vild Med Dans i morgen, og selvom jeg glæder mig, må jeg indrømme at jeg faktisk aldrig har set et helt VMD program før. Plejer bare at spole frem til dem jeg gerne vil se.
  • Drømte jeg i nat at min lille nye sorte bil hele tiden blev stjålet. Jeg har hverken kørekort eller nogen lille sort bil…
  • Er vi næsten færdige med Harry Potter 2, og nu er det så at folk siger det begynder at blive lidt noget voldsomt halløj, så vi er fuld gang med at finde ud af om vi skal holde en pause. De overvejelser er Otto bare ikke en del af, så jeg tager mig selv i at læse meeeeegeeet laaangsooomt.
  • Vil vi gerne vide kønnet på baby, til jer der har spurgt. Ved bare ikke om vi vil betale os fra det endnu, eller vente de fire uger til gennemscanningen på Hvidovre.
  • Så jeg Bridget Jones i går. Den er god!
  • Er det egentlig utroligt at jeg ikke er træt af kakaomælk endnu.
  • Elsker jeg min veninde for at have sendt mig denne: https://youtu.be/GEbZrY0G9PI
  • Har jeg ikke set det seneste afsnit af Den Store Bagedyst, så schyyyy!!!
  • Er Umas yndlingsord pt ‘Nej’ og ‘Min’, og så øver vi os fortsat på ‘Mor’ … Det går mindre godt som I måske har set.
  • Skal jeg have Otto med på en tre dages pressetur i næste uge og jeg kan næsten ikke vente!
  • Overspringshandler jeg i skrivende stund… Skal på kontoret. Nu! Nu nu.

Screen Shot 2016-09-22 at 10.20.04

 

Synlig glød med Superstart

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF ELIZABETH ARDEN

image

I små fem uger har jeg nu testet Elizabeth Arden SUPERSTART Skin Renewal Booster og jeg er overbevist! Jeg er så glad for den, og kan virkelig se og mærke en forskel i min hud. Efter to ugers tid begyndte de første forbedringer at vise sig og nu her små fem uger bliver jeg fortsat overrasket over, hvor meget den har gjort. Kommentarer som ‘Du gløder’ er hyppige, og som tredjegangsgravid kan jeg godt afsløre, at jeg desværre ikke er typen, der får en pregnancy-glow, så jeg tør faktisk godt at giver Superstart æren for den glød, som jeg får komplimenter for.

image

Jeg er lidt en utålmodig type i det meste jeg foretager mig, også når det kommer til resultater af produkter. Derfor er jeg ekstra glad for at have været ‘tvunget’ til at give Superstart en ægte chance, for jeg kunne snildt have glemt alt om den igen efter en uge, hvor jeg endnu ingen synlige resultater synes jeg så. Så det må i hvert fald være mit råd til alle der vil give sig i kast med denne. Giv den en reel chance og se underværker.

image

Hvis du ikke er helt klar til at gå ud og investere i den endnu, så kan du i uge 40 (det er fra d. 3. oktober) få en luksusprøve på den i Elizabeth Ardens stande i henholdsvis Magasin og Salling. Du skal bare sige til dem at du har læst om Superstart på Sneglcille.dk – Så får du din prøve udleveret. I samme uge tilbyder Elizabeth Arden en gratis scanning af din hud, der viser dens tilstand, såsom pigmenteringer, fugt og den slags. OG du kan også få en gratis (!) oxygenboost behandling, der giver huden et ordentligt skud fugt, og som jeg kan skrive under på føles virkelig lækkert og giver synlig gennemfugtet og smuk hud i dagene efter (så hvis du har en hot date i uge 40, så sving lige forbi Salling eller Magasin til en gratis facial) – I forhold til oxyboost behandlingen kan det være en god ide lige at ringe inden, så du er sikker på at der er tid til dig. Jeg har i hvert fald tænkt mig at benytte mig af det, så måske vi ses i Magasin på Kgs. Nytorv.

Forresten: Jeg har jo sat gang i en konkurrence også, og den kan I stadigvæk nå at deltage i. Jeg udvælger de 5 vindere og kontakter jer direkte nu på fredag. Se hvordan I deltager HER

image

Spørg løs

Jeg får et hav af spørgsmål på Snapchat og det er så hyggeligt. For det meste svarer jeg, andre gange kommer jeg til at glemme, hvem der har spurgt om hvad, og kommer derfor fra det, beklager. Og så sker det rigtig ofte, at jeg svarer på de samme ting om og om. Selvfølgelig skal I blive ved med at spørge løs, særligt sådan noget hvor dagens tøj, neglelak og den slags er fra, det er heldigvis dejligt nemt at svare direkte på, men jeg har længe tænkt på at lave sådan en slags FAQ her på bloggen, hvor jeg en gang for alle får svaret på de ting jeg bliver spurgt mest om, både på Snapchat, Instagram og her. Så det er et af mine indlæg in the making. Men når nu jeg er i gang, tænker jeg at I lige skal have chancen for at stille flere spørgsmål, hvis I vil, som jeg så vil tage med i selvsamme indlæg – Der kommer nok både videosvar og skrevne svar, og jeg vil på forhånd også gerne sige at jeg måske ikke svarer på alt, da der trods alt er nogle ting jeg ikke ønsker at svare på. For eksempel da en på Snapchat spurgte ind til min mands og mit sexliv, og en anden ville vide hvor mine børn går i institution og skole. Der sætter jeg alligevel grænsen. Men altså fyr løs med jeres spørgsmål i kommentarfeltet de næste par dage, og så samler jeg ind til en forhåbentlig brugbar og sjov video i nær fremtid. Ja!

image

Nogle af mine materielle efterårsønsker

INDEHOLDER AFFILIATE

Er du siiindssyg, hvor er der mange lækre efterårsvarer på de virtuelle hylder lige nu. Haps haps haps. Jeg har allerede fået klikket lidt strik og en frakke hjem, men nu holder jeg så også en lille pause, mest fordi at vi nok snart skal til at betale et indskud i en lejlighed. Men altså, derfor kan man jo godt kigge og drømme, ikke sandt…. Det har jeg gjort.

eaa
1.Jeg elsker detaljen med den prikkede flæse på denne ellers simple top. Vil bruge den til et helt sort outfit, med hestehale og læbestift (hvis jeg tør – Skal lige øve mig lidt på det der med hverdags-læbestift). 900,- HER

2.Jeg mangler et par hverdagsøreringe, og jeg synes at disse er helt perfekte. Til opsat hår og noget højhalset og vamset strik. 280,- HER

3. Egentlig synes jeg at små 2 kilo for et par kondisko er direkte vanvid, men omvendt har jeg sjældent, aldrig faktisk, sværmet så meget og så længe om et par sko og da slet ikke et par sneakers… Dog holder jeg mig på måtten, for det kunne godt se ud som om, at vi snart skal grave en ordentlig luns penge frem til et lejlighedsindskud. Så ingen perfekte sneaks til mig. Lige nu. Find dem til 1800 bananer lige HER

4.Som opfølgning til indlægget om de sorte frynser, har jeg også fundet denne mega fine sag frem. 1800,- og der er altså kun en enkelt tilbage, så det er med at være hurtig HER

5.Denne har jeg allerede. Det er den jeg havde på på snapchat i lørdags og i dag – og som en del af jer har spurgt på. Den er SÅ rar og pæn. Jeg kommer til at bo i den fra nu og til den går i opløsning-agtigt (måske jeg skal købe en backup?! Eller bare den i blå også). Den koster 700,- HER

6.Nogen er kommet til at vaske mit elskede vinrøde halstørklæde fra Acne forkert, så det er blevet helt uformeligt og trist, så nu har jeg forelsket mig i det her blå et fra Day. Jeg tror det vil gå så pænt til både mine sorte vinterjakker og min nye camelfarvede frakke, som jeg lidt glæder mig til det bliver koldt nok til at hoppe i. Tørklædet findes i flere farver, er i 100% uld og koster 800,- HER

7.Apropos det der med hverdagslæbestift, kunne denne måske være en god begynderfarve, og så er den vist sådan lidt mere læbepomadeagtig i konsistensen end en almindelig læbestift. Den gider jeg godt prøve. 175,- HER

8.SMUK taljejakke – til dem der har en talje altså, jeg må nok droppe hægten et halvt års tid plus det løse (hud) – Den vil redde så mange aften-tøjkriser, og jeg elsker den slags tøj, der kan dresse et helt basic outfit op uden at gøre det for prangende, og så synes jeg faktisk at prisen på 930,- er ret fair. Find den HER

9.Jeg har længe søgt efter et par sorte hverdagsstøvler, og de her popper hele tiden op. Jeg overvejer kraftigt om de skal hjem på prøve. De er relativt billige, i læder, og så har de en virkelig pæn snude, samt en god hæl. 999,- HER

 

 

 

 

Tre børn! Du er sindssyg. Ja, måske.

Jeg har kort været inde på det før, og i dag går jeg så virkelig i dybden med det ovre på Bahne-bloggen HER.

Fuck da, hvad andre siger og tænker. Jo jo, men når det oftest er folk man kender og elsker og stoler på, der kommer med den slags udtalelser, så er det faktisk svært at være ligeglad. At jeg måske hellere skal tage det som et skulderklap fremfor en mavepuster, kan vi godt blive enige om. Men lige det er jeg ikke altid verdensmester i, sådan generelt.
Og. Virkeligheden er måske bare, at jeg nok også selv synes det er lidt vildt det vi skal til. Og ikke mindst at jeg den første måned sgu ikke var så afklaret og lykkelig som jeg gerne ville være. Det kan jeg nu, fire måneder inde i graviditeten, med hånden på hjertet, sige at jeg er blevet, særligt efter at den der 3’er er begyndt at lave mærkbare skvulp og bobler i min mave og derved minder mig om, at den er der og at den er optur. Det bliver godt, og fuldstændig vanvittigt – På den gode måde.

image

 

Mandagsplaner

image

Godmorgen! Eller formiddag nok nærmere. Jeg har indtaget mit køkken, der jo i en rum tid fungerede som mit eget lille bloggerkontor, altså længe før Andedammen overhovedet var på tegnebrættet. I dag er køkkenet endnu engang lavet om til kontor, både fordi at jeg i går var ramt af nærmest en lang plukve fra klokken 4 om morgenen – til sen aften, og derfor tænker at det er en god ide ikke at bevæge mig for langt væk i dag, og så også fordi jeg blev vækket i morges af en brandvarm skoledreng, der pippede at han havde ret ondt i halsen. Han er nu parkeret foran fjernsynet under et bjerg af dyner, lun the og boller med tandsmør, mens jeg fra køkkenkontoret indtager samme menu, bortset fra at jeg drikker kaffe, som er kold.

Senere i dag skal Freelancer og jeg ud og se på lejlighed. Skriiiig! DEN lejlighed som jeg for en uge eller to siden pev over var gået til anden side. Lejer er åbenbart sprunget fra, så nu skal vi se den. Den er over budget, men omvendt er beliggenhed, kvadratmeter og ruminddeling perfekt, så vi er enige om at vi bliver nødt til at se om vi bliver forelskede i den, når vi mødes i eftermiddag og på en eller anden måde må få det til at fungere, eller om den i sin Tinderagtige profil har pyntet lidt på mål og stand. Det sker, har jeg hørt.

God dag til alle jer.

 

 

Planer med planer på + uge 14

Denne weekend er hjemme hos os præget af mange planer. Fødselsdage, aftaler, bryllup og praktiske gøremål. Så i virkeligheden også ret typisk, både for os, men sikkert også for de fleste andre børnefamilier. Det er nu lørdag aften og jeg føler mig allerede fuldstændigt bombet, men i morgen er det atter op på weekendhesten og igang. Der skal vaskes tøj, der er en 7 års fødselsdagsfest, der skal gæstes (mental highfive til tjekket selv, der købte gave i dag, fremfor i sidste øjeblik) og en ny uge skal forberedes. Heldigvis er det meste jo lækre og dejlige ting sådan en weekend består af, måske lige med undtagelse af det der tøjvask og madpakkeplanlægning, men jeg indrømmer gerne at det samtidigt er lidt trættende med sådan et helt tætpakket program, særligt når man samtidigt skal gro et barn. Hvilket bringer mig til næste punkt, nemlig en helt frisk preggo-video fra uge 14.

RESUME:
Sidste dag i uge 14. Jeg har stadigvæk cravings – Mange og ofte! Men omvendt har jeg også nogle dage en del kvalme, ikke typisk graviditetskvalme, men nærmere følelsen af at være overmæt, bare helt uden at være det. Jeg bliver forpustet ret ofte, hvilket jeg synes er lige tidligt nok. Vi er begyndt at tale om navne og har faktisk nogle vi er ret glade for og ikke mindst enige i. Bliver ofte svimmel, særligt når jeg står op længe af gangen. Jeg har svært ved varmen, hvilket ellers plejer at være lige mig. Forbandede hormoner!
Jeg har meldt mig til graviditetsyoga, hvilket er lidt af en udfordring eftersom at jeg aldrig rigtig har fanget fidusen ved det der yoga. Men nu prøver jeg at give det et skud. Igen.

Fredag under dynen imens festen fortsætter

Jeg kan se på Snapchat, at der stadigvæk er godt gang i #sneglebar, som jeg forlod for nogle timer siden. Det gør mig glad. Det er så dejligt, at mine kollegaer støtter op om det, der bare startede som en lillebitte ide for et halvt års tid siden og som i aften altså blev tredje omgang af en vellykket fredagsbar.

De andre gange har det udviklet sig til en seriøs fest, og det sker vist også i dag. Bare uden mig.
Ved halv ni tiden, bedst som jeg kunne høre at der blev snakket om shots i krogene, så jeg mit snit til at trække stikket og cykle mig og min lidt tykke mave hjem. Hjem til min mand, som jeg stort set ikke har set i denne uge, hjem til dyner, køleskabs-risotto, citronmåne og Vild med dans. Og selvom min mand er gået kold, at jeg er en anelse misundelig på dem, der fester videre til Sneglebar, og Bridget Jones konstant går i hak på min computer (jeg mistænker at TV2 Play og Mac ikke taler samme sprog), så er jeg sgu ret lykkelig lige nu. Og træt.
Godnat og ha’ en dejlig fredag.

Screen Shot 2016-09-16 at 23.29.22