Sommer! Den ubeskårede tekst.

I sidste måned kunne I læse en essay om sommer i Costume, skrevet af mig. Når man skriver til magasiner er det af gode grunde ikke altid alt der kommer med, og det er sådan set fint nok, men jeg tænker alligevel, at jeg i forbindelse med at det rent faktisk ser ud til at det der sommer har tænkt sig at gøre alvor af sig, samt at bladet ikke længere kan købes, vil dele teksten med jer her. Hele teksten.

Solkådhed og sommerminder

Man kan godt mærke det, ikk?! At sommeren er på vej, sådan for alvor. Sådan har jeg nærmest haft det siden nytår, men altså jeg er personligt også fuldstændig pjattet med den. Jeg elsker sommer, alt ved den, helt ned til hveps i øllen og soleksem mellem tæerne. Jeg savner den, når den ikke er der og ser frem til den i al den tid den ikke er væk, og jeg hører mig selv konstant bruge sætninger, der starter med ’Til sommer skal vi…’
Den er sikker hvert år i øvrigt, og jeg burde nok gøre noget mere ud af at tage på solferie i de kolde måneder, for at få stillet den værste sommer-kådhed, for min higen efter lune lange dage kommer så småt snigende i det sekund kalenderen viser vinter. Jeg begynder nærmest allerede i efteråret at forestille mig, hvordan vi skal have gjort altanen sommerklar, og ikke mindst hvordan jeg helt brun og stram i kødet skal sippe kold rosé iført smukke sommerkjoler i varmen. Til alle de rigtige fester, naturligvis. Grill i haven – Altså ikke i min, sådan en har jeg slet ikke. Forestillinger om bare fødder i græsset, sjusser på altanen, alt imens jeg ser vidunderlig ud, let brun, saltvandshår, helt trænet og bikiniklar. Bortset fra, at når den så endelig kommer, sommeren, efter at have snydt i månedsvis, er jeg endnu ikke blevet strammet op, for jeg brugte hele december og januar på at spise juleslik. Og så kom påsken, hvilket betød endnu mere marcipan. Og selvom jeg godt nok har trænet i ugevis, op til sommermånederne, ligner jeg endnu ikke Gisele. Men hun spiser vist heller ikke marcipan til morgenmad.
Hvad? Sig ikke at du ikke har spist slik om morgenen. …Kage?

Saltvandshåret sker heller ikke rigtigt, for der skal man vist være tæt på havet, og vi er mest tæt på soppebassiner. Jeg har dog kjole på.

Jeg elsker den optimistiske mentalitet når det kommer til sommer, der lader til at være helt fælles i vores lille kølige og blæsende land. Jeg er i hvert fald personligt skyldig i at udøve den, big time. Solliderlighed er næsten mit mellemnavn, bortset fra at det er det ikke, jeg hedder Thomas til mellemnavn – Men det er en helt anden historie.

Vi ser en solstråle og så er det på med shorts og solbriller og af med jakken! Vi skal også på stranden! Jow, vi skal.

Skide være med at det blæser og at det ikke er meget mere end 20 grader. Det er sommer, hent lige min faktor 30 og min bøllehat.

Meget apropos optimismen og udlængslen, der har hobet sig op igennem vinteren, er det helt tydeligt, at Danmark vågner sådan lidt op efter en lidt for lang vinter, samt et tvivlsomt forår, der særligt i år teede sig helt tosset med både sne og hagl. Der bliver smilet på cykelstierne, flirtet henover kaffebestillingen, folk rykker udenfor på cafeerne, mens de (vi?) sidder side om side og drikker iskolde øl i solstrålerne og lader som om at vi ikke fryser.

Der er blottede ankler at spotte, iskaffen flyder og så er der den der helt særlige duft i luften. For mit vedkommende er den duft lun asfalt, øl og en lille smule urin, men jeg bor også på Vesterbro.

Jeg elsker, hvordan der ret hurtigt går easy living i det om sommeren, godt vejr eller ej. Og jeg har altså to børn, så det er ikke fordi mit liv er specielt bohemet, tværtimod er der mere havregrød og bleskift end Aporol og tanning, og de der grillfester jeg ser frem til, er ofte slut klokken 19, for ellers er der nogen, der bliver overtrætte og umulige – Det kunne i øvrigt snildt være mig der var nogen. Jeg har seriøst ikke sovet i årevis.

Men jeg bliver lidt mere loose.
Is efter skole, ja da! Pizza til aftensmad på et tæppe i parken på en tirsdag, yes yes, hvidvin på en mandag, øh ja! Lidt mere sex end normalt, også det (måske det hænger sammen med det der hvidvin?).

Det er alt sammen selvom det efterhånden er sjældent, at vi har mange sammenhængende dage med sommervejr, for det er jo vejret vi virkelig forbinder med rigtig sommer, ikke sandt?
Det gør jeg.

Nu skal jeg ikke håne den dejlige danske sommer og dens til tider narrende adfærd på vejrfronten mere end nødvendigt, for der er jo faktisk år, hvor den virkelig spiller med musklerne og er både varm og smuk, og man får præcis det man håbede på, måske lige minus det med de stramme lår, men det kan sommeren jo ikke gøre for, der skal vi have fat i Anthon Berg. Men min erfaring siger mig, at det rigtigt ofte føles som om, at den virkelig lader vente på sig, fordi den først tager sig for alvor sammen langt henne i august, hvor man alligevel er tilbage på arbejde og ingen feriedage har at trække på. Og så står efteråret klar lige om hjørnet til at tage over med vind og gråvejr.

Men så er det i det mindste skønt, at vi har de lange lyse nætter sommeren igennem. For faen, hvor jeg elsker dem. Jeg har så mange sommernatsminder, særligt fra da jeg var yngre, og jeg ved godt at jeg lyder tussegammel, jeg er kun 30, men altså for 8-10 år siden, før børn og ægteskab, hvor gadefester, shots og snaveri var en helt fast del af mine weekendplaner. Følelsen af solen i mit ansigt på vej hjem fra en fest, under åben himmel, med ømme danseben, bare tæer og vodka i blodbanerne. Måske jeg lige lagde mig i græsset et sted og slumrede en anelse arm i arm med min durum med ekstra hvidløg, inden jeg drog hjem og gjorde klar til endnu en lang lys nat fuld af dans og meget få bekymringer. Aaaaah! Det var der virkelig noget ved.

Jeg er nu stadigvæk ofte vågen når det bliver lyst i sommermånederne, skal det lige siges, men det er fordi at mine børn ikke helt har forstået hvad søvn er. I hvert fald praktiserer de det ikke. Der er ikke længere vodka involveret og jeg har hverken brugt natten på at danse op af en politimand til en gadefest (Det skete faktisk!) eller fuldemandssnakket med min sharwarma-pusher på Istedgade, men indimellem føles det alligevel præcis som dengang. Jeg er lettere svimmel, rundt på gulvet – af træthed, ikke af tequila. Der er tit en der savlende og lettere snøvlende, dog i meget højt lydniveau og med ingen sans for intimsfære råber noget jeg ikke forstår, og en anden der speed-snakker konstant, relativt ofte om upassende ting, eller bare noget jeg ikke har forstand på og ærlig talt ikke er super interesseret i, i hvert fald ikke klokken 5 lørdag morgen. På den måde er ikke så meget forandret. Altså lige bortset fra, at der altid ligger en mand i min seng, som jeg ikke behøver udtænke en plan for at slippe af med, eller være nervøs for bare er en sommer-flirt, for han har faktisk en ring på. Og jeg har også en. For vi har giftet os – med hinanden.

Selvom jeg til tider kan få en snert af savn til den tid længe før børn, mand og madpakker, er der ikke noget jeg holder mere af end at tilbringe hele året med dem, mine små ikke-sovende fulderikker, ikke kun sommeren.
Det er bare anderledes nu, ikk? Der var charme ved tiden dengang, ligesom der er ved tiden nu, og sikkert igen er det om nogle år, når sommer er lig med bekymringer fordi vores børn vil til Sunny Beach, og jeg som nu, ser tilbage og tænker på aftenerne med sovende børn i Christianiacyklen og hemmelige cigaretter på altanen i aftensolen. Det er især minderne og forventningerne, der tryllebinder mig, og helt ærligt, gør vinteren ikke helt det samme ved mig.
Forventningerne, drømmene, ønskerne og optimismen hænger i den grad for mig sammen med sommeren.

Nu ser jeg frem til at spise aftensmad i det fri med mine børn og min utroligt pæne mand, der ser lækker ud i korte ærmer, hvilket klart også er et højdepunkt sommermæssigt by the way, jeg ser frem til Gin & Tonics på altanen, lange sommerferiedage i vores gård, udendørsbiograf lavet ud af en iPad og en madras, sammenskuds-picnics med mine elskede veninder, udflugter til stranden (hej saltvandskrøller!) og den der grill der skal stå tændt hele sommeren, også selvom jeg ikke spiser kød og endda ikke bryder mig synderligt om den røgede grillsmag og altid har hjertet op i halsen over at nogen kommer til at løbe ind i grillen – som sagt små fulderikker! Men det er forventningens glæde, optimismen og de vidunderlige minder, der gør det for mig langt hen af vejen. Alt ovenstående skal for resten udøves alt imens, at jeg trisser rundt i culottes, slanke underben og de der sandaler jeg lige har klikket hjem til formålet.

Det skal jeg helt sikkert. Til sommer.

image

 

6 replies
  1. Mathilde
    Mathilde says:

    Endnu en sproglig perle fra din hånd. Hold op, hvor er det flot skrevet! 🙂 jeg nød hvert et ord.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *