Hovedpine skal ikke altid soves væk

IMG_0745

Det var lørdag for snart tre uger siden, at jeg tvang min mand til at ringe til vagtlægen, efter han i dagevis havde brokket sig over hedeture, koldsved og voldsom hovedpine, og i et lille døgn havde haft så stærke smerter, at øjenkontakt og det at stå oprejst ikke var en mulighed. Vagtlægen sendte ham direkte på akutklinikken på Frederiksberg, hvor han blev indlagt med det samme. Hovedpine og længerevarende feber tager de sgu seriøst ovre i hospitalsbranchen. Jeg blev hjemme med børnene, men fik dem indlogeret hos mine forældre, da min mavefornemmelse fortalte mig, at noget var helt galt med den foroverbøjede mand, jeg netop havde hældt ind i en taxa.

Et par timer gik, og jeg cyklede ud mod Frederiksberg Hospital for at holde min mand med selskab. I det jeg triller ind på parkeringspladsen foran Medicinsk modtageafsnit tikker en sms ind fra min mand. Han skal i isolation.
Mit hjerte begynder at banke tungt og tanken om måske ikke at kunne se ham, overskygger alle andre bekymringer, som har fyldt mit hoved på cykelturen fra Vesterbro til Frederiksberg.
Jeg når ind af døren på etagen han ligger på og bliver mødt af tre mennesker iklædt, hvad jeg vil betegne som operationstøj, altså blå papirs-agtige kitler, hvide masker og blå gummihandsker. De rækker mig et outfit magen til deres, og byder mig indenfor på stuen, hvor min mand ligger. I hvidt hospitalstøj.
Den næste halve time holder jeg min mand i hånden, mens han får taget en rygmarvsprøve. Det første stik gør ondt, rigtig ondt. De har stukket forkert. Panikken i hans øjne har jeg aldrig set før, han holder hårdt fast i mine hænder og jeg aer hans håndryg med min tommelfinger, og trækker vejret dybt for at få ham til at gøre det samme.
Det næste stik rammer rigtigt og første gode tegn viser sig. Væsken fra rygmarven er klar, ikke grumset.
Stemningen er nu ret loose og der jokes med at han nok bare har man flu.

En times tid går, vi drikker kaffe og gul saftevand, taler om det komiske i, at vi endelig får passet vores børn og har en aften for os selv, og at den bliver tilbragt det måske mest usexede sted i verden, og iført hospitalstøj, og så taler vi om at vi nok snart får lov til at komme hjem.

Døren til stuen går op og en læge stikker hovedet ind. Nu siger han at vi må komme hjem, tænker jeg og jeg kan se på min mands ansigt, at han tænker det samme.

‘ Michael, du skal på Rigshospitalet. Der kommer en ambulance og henter dig. Nu. … Du har meningitis.’

 

image

De næste timer er mega ubehagelige. Ord som ‘livstruende’, ‘farlig’ og ‘alvorlig’ bliver brugt en del af hospitalspersonalet, der alle taler igennem et mundbind. De stiller tusindvis af spørgsmål om alt fra rejseaktivitet til sexpartnere, mens de sætter ham op til elektroder, der måler alt fra hjerterytme til iltning af blodet, han har et drop i armen, og store poser med antibiotika hænger på et stativ ved siden af ham.

Lægen og sygeplejerskerne går. Min mand falder i søvn i hospitalssengen. Jeg ligger på en stol ved fodenden af hans seng, og døser kun let hen et par gange i løbet af natten, men bliver vækket, skiftevis af de lyder der kommer fra den skærm, der monitorerer min mands vejrtrækning, samt sygeplejerskerne der kommer hver gang han skal have medicin, og når en af elektroderne har revet sig løs.

image
Næste morgen ringer min mor til mig. Uma har fået feber over natten. Jeg bliver nødt til at tage fra Rigshospitalet til Hvidovre hospital for at få hende undersøgt, og jeg skal jeg virkelig trække vejret dybt ned i maven for ikke at miste besindelsen en lille smule.

Jeg ved at der med stor sandsynlighed slet ikke er noget galt og at timerne jeg bruger på at tage på Hvidovre med hende slet ikke er nødvendige, men da både personalet på Riget, samt den enormt dejlige og empatiske sygeplejerske jeg fik i røret hos 1813 (TAK!) syntes det er en god ide, bare for en sikkerheds skyld, gør vi det selvfølgelig.
Vi venter længe på Hvidovre inden det bliver vores tur. Lægen er sød og forstående, og selvom hun konstant kalder Uma et andet navn, tager hun os alvorligt og tager sig god tid.
Uma er forkølet, har en anelse feber og kombineret med nogle hævede gummer, der kunne tyde på flere tænder, går hun fri af meningitismistanken, og vi kan tage hjem. Jeg afleverer hende igen hos mine forældre og iler mod Rigshospitalet, hvor der er kommet svar på min mands prøver.

Det føles som en evighed, inden lægen kommer ind til os. Men da hun endelig kommer ind på stuen er det hele ventetiden værd, og det er lidt som om, at jeg for første gang siden aftenen forinden ånder ud. Det er en viral meningitis, ikke en bakteriel. Der er ingen livsfare, og vi kan tage maskerne af. Stemningen ændrer sig fuldstændigt. Elektroder og slanger bliver pillet af ham og der er ikke flere bekymringsrynker at spore hos hverken personale eller os. Min mand er ret hurtig til at spørge, om det betyder, at han må komme hjem. Eftersom at han knap nok kan holde øjnene åbne på grund af smerter og ikke kan sidde oprejst da han spørger, ser den kvindelige læge lidt ud som om, at han laver sjov. Jeg som hans kone ved, at han mener det gravalvorligt. Hun ryster (heldigvis) på hovedet, og siger at teknisk set må han gerne, men at hun måske ville anbefale en nat eller to mere.

image
Vi beslutter at blive til næste dag, og heldigvis for det, for den lille tur vi om aftenen beslutter os at gå på – som bare bliver at gå ud til elevatoren, køre ned, gå ud af bygningen og op igen – gør ham dårlig.

Næste dag, efter endnu en nat i en stol ved siden af min mand, får han en ordentlig cocktail af smertestillende, vi pakker vi hans ting sammen og gør klar til at komme hjem.

Den er lige over middag da vi ‘tjekker ud’. Allerede på vej ned i elevatoren tvivler jeg på om det er en god ide, men min kære mand er forståeligt nok meget opsat på at han skal hjem.

image
Taxaturen hjem er forfærdelig. Han er åbenlyst i stærke smerter og jeg har flere gange lyst til at bede taxachaufføren vende om, tilbage til hospitalet.
Jeg gør det ikke. Vi kommer hjem og min mand går direkte i seng.

De næste dage er ikke sjove.

Alle lyde er uudholdelige for ham, og smerterne bliver ikke færre, så vi beslutter få dage senere, at det var bedst, at børnene og jeg ikke er der. Selvom det kun er fire dage vi er adskilt, er det på grund af årsagen til adskillelsen hårdt. Uma kalder på ham hver dag. Otto fjoller mere end normalt, hvilket for ham er tegn på, at noget trykker ham, og jeg er et omvandrende nervesammenbrud waiting to happen.
Nok er han uden for livsfare, min mand, og vi føler os jo faktisk heldige. Men alligevel. Det påvirker os alle og ikke bare min mand, som selvfølgelig er hårdest ramt. Jeg tager forbi ham med mad hver dag, men går hurtigt igen, da han ikke kan holde til at tale mere end et par minutter af gangen. Det er virkelig sært, og svært, og helt forkert.

Søndag, otte dage efter indlæggelsen, kommer vi hjem til ham igen. Han kan være oppe i nogle timer af gangen, men sover stadigvæk en del. Hver eneste dag er der fremskridt, og nu, tre uger efter, er han faktisk ved at være sig selv igen. En træt version dog, der stadigvæk døjer med stivhed i nakken og en del hovedpine.

Jeg talte med en sygeplejerske på Riget, der fortalte hvor skrækkelig meningitis er. Om hvor ofte folk dør af den bakterielle, og hvor tit det bliver opdaget alt alt for sent.
Min mand var nær ikke taget til lægen, og sådan er det for mange, da symptomerne minder om hardcore influenza, tænker mange at det bare skal soves væk. Det skal det ikke. Og selv hvis det ‘bare’ er den virale slags, SKAL det undersøges og følges. Det er altså hjernehinderne, der er betændelse i, og det er sgu ikke for sjov. Så lov mig, at hvis du eller nogen du kender, særligt dine børn, viser de mindste tegn på meningitis, få det undersøgt. Vent ikke, for det drejer sig altså om minutter – Hvis en bakteriel meningitis ikke bliver behandlet.
Sygeplejersken fortalte mig om et skrækkeligt tilfælde med en ung mand, der nægtede at gå til lægen efter et døgn med migræne og feber. Han ville sove den væk. Da hans kæreste fandt ham to timer senere, var det for sent.

Vi slap med skrækken og to virkelig voldsomme og hårde uger, der hvis man skal se positivt på det, i forlængelse af det der skete i marts, hvor vi også slap med en forskrækkelse, har gjort at vi sætter lidt mere pris på de små ting, og gør lidt mere af det, der gør os glade.
Rejs, lev, elsk, pas på jer selv og pas på hinanden.

IMG_9114

23 replies
  1. Melisa
    Melisa says:

    Min mand havde meningitis som 6 uger og det er tydeligt at den oplevelse sidder i min svigermor (og måske også en smule i min mand) For nogle uger siden fik vores datter høj feber og var sløv, jeg ville se det an, min mand var sådan okay med det – min svigermor var absolut ikke! Hun kunne genkende alt hvad hun gennemgik for snart 30 år siden og krævende at vi fik hende tjekket. Hun havde heldigvis ikke meningitis, men blot en anden virus, men det er så tydeligt for mig at se hvordan det har ramt min svigermor – hun ser faren alle steder. Han havde den bakterielle og det er kun fordi min svigermor var stålfast at han er her idag. Det var lige på et hængende hår han endte uden gener og handikap fra det.
    Det er en modbydelig sygdom, så godt din mand har en kone som slår i bordet når det bliver for meget for dig at se på – for det skal ikke ignoreres!

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Min mands lillebror havde det da han var ti måneder og jeg kan også love dig for at min svigermor farer op når børnene er syge. Og hun brød forståeligt nok fuldstændig sammen da jeg ringede til hende og fortalte om lægernes dom i det her tilfælde. Det er så modbydelig en tilstand, og selvom vi var ‘heldige’ ved jeg at oplevelsen vil sidde i os længe.

      Svar
  2. Mette
    Mette says:

    Jeg fik tårer i øjnene allerede i starten af dit indlæg – det sendte (og det har dine tidligere indlæg og IG om sygdommen også gjort) knap 20 år tilbage, da min dengang 5 årige datter blev indlagt med den bakterielle af slagsen – den værste oplevelse i mit liv. Bevidstløs, fyldt med petekier (blodforgiftning som kommer til i sidste fase af den bakterielle). Reddet på et hængende hår. Får stadig gåsehud og trækker vand i øjenene, når jeg tænker på det/taler om det. Godt Michael er vel ude på den anden side ❤️

    Svar
  3. Louise
    Louise says:

    Tak for at du deler. Virkelig hårdt at læse, men jeg sætter så meget pris på, at du lader os, som læsere, få indsigt i mere end hvilken solcreme I bruger eller hvilke steder i Kbh man kan få de bedste vegetariske burgere. Så bare tak! Det er det, som gør din blog noget helt særligt. Når jeg læser det, fremstår det på en måde ekstremt nøgternt og alligevel så følelsesladet at jeg selv ender med at sidde og fælde et par tårer.
    Jeg bryder mig virkelig meget om din tilgang til blog-mediet! <3

    Svar
  4. E
    E says:

    Tusind tak fordi du (og I) har lyst til at dele sådan en personlig oplevelse!

    Hvor er det godt, at din mand er ved at være på benene igen, og at I med hjælp fra familien har fået det til at hænge sammen imens.

    Det lyder godt nok som en voldsom og skræmmende oplevelse. Du skriver, at din mand (inden han blev indlagt) fik sværere ved at holde øjenkontakt… vil du prøve at uddybe, hvordan det kom til udtryk? I samtaler, generelt eller hvordan?

    Og hvordan beskriver han selv hele oplevelsen (og smerterne) her bagefter? Er det noget, der virkelig har sat sine spor hos ham ifht. til at være bange/trist her hvor det hele er kommet lidt på afstand… eller?
    Og hvad med undervejs? Havde han mulighed for at give udtryk for egne ønsker/behov, eller måtte I udelukkende handle på fornemmelser?

    Jeg er medicinstuderende og har arbejdet en del på neurologisk afdeling, så jeg er, naturligt nok, meget interesseret i at høre, da det forhåbentlig vil kunne hjælpe i fremtiden.

    Mange knus og tak for en skøn blog

    PS. Som trøst kan du hilse og fortælle ham, at det er sjældent folk kan se så godt ud, når de ligger med meningitis 😉

    Svar
  5. Nikoline
    Nikoline says:

    Min bedste veninde har haft meningitis to gange. Det var den bakterielle version og det var meget tæt på at hun ikke overlevede begge gange.

    Jeg er så glad for at din mand er kommet sig så fint!💗

    Svar
  6. Simone
    Simone says:

    Puh, det er en forfærdelig omgang!
    Jeg har selv haft det to gange.. Den sidste gang var det lige ved at gå galt. Jeg går fra at være virkelig skidt, til at være næsten bevidstløs. Jeg kan huske at jeg ikke kan se noget, men lægerne siger til hinanden at nogen skal ringe efter min familie, hvis de skal nå at sige farvel. Men jeg kæmpede mig tilbage. Men det er den væreste smerte at blive stukket forkert 🙁 det gør ondt på en måde man ikke kan forestille sig 🙁
    Jeg er glad for din mand er ok <3 efter sådan en omgang, så bliver man meget opmærksom på hvordan bliver syg igen. God bedring herfra!

    Svar
  7. Stine MM
    Stine MM says:

    Puha.. Tusind tak fordi du deler. Elsker netop det ved dine bloggerier – der er stort og småt, tungt og let. Sidder nu med en klump i halsen og længes endnu mere efter at komme hjem til min søn og mand.
    Fortsat god bedring til Michael og cyber-kram til jer alle.

    Svar
  8. Kristina
    Kristina says:

    Puha! Sikke en omgang I har været igennem…

    Jeg sidder lige her, og nikker genkendende til de eftervirkninger din mand døjer med nu. Da jeg var 14 år fik jeg meningitis. Den bakterielle. I ca. 12 timer vidste min mor og far ikke om jeg ville overleve. Det er meget surrealistisk at tænke tilbage på, for jeg husker intet – stort set – fra de kritiske timer.

    De første mange uger herefter døjede jeg også med hovedpine. På efterskolen måtte jeg ikke længere dyrke idræt, og jeg skulle holde mig i ro. Den følelse af konstant udmattelse glemmer jeg aldrig! Årene efter døjede jeg rigtig meget med hovedpine, men det forsvandt heldigvis! Men det er i den grad noget af en omgang kroppen gennemgår!

    Rigtig god fortsat bedring til ham 🙂

    Svar
  9. Baysen
    Baysen says:

    Rigtig god bedring til manden! Dejligt at høre, at han snart er sig selv igen.
    For 11 år siden mistede vi nær min onkel til meningitis. Han havde influenza, troede vi, i 3 uger. En morgen kunne min tante ikke vække ham. I et døgns tid frygtede og ventede vi det værste. Lægerne sagde, at han burde være død. Men han er heldigvis stadig hos os.
    Man skal tage sygdom alvorligt.

    Svar
  10. Nina | Livet på landet
    Nina | Livet på landet says:

    Pu-ha… Sikke en forskrækkelse. Din beskrivelse giver mig flash-back til en lignende oplevelse, som dog ligger en del år tilbage, hvor min søn, der dengang var 2 år, blev indlagt men meningits… (Forårsaget af meningokok bakterie). Det var tæt på at gå galt – men heldigvis klarede han den. I dag er han en sund, stærk og klog dreng på 15 år 🙂
    Rigtig god bedring med din mand – håber snart han er på toppen igen!

    Svar
  11. Ida
    Ida says:

    Kære Cille. Jeg følger trofast med i din blog, men har ikke kommenteret på den før. Først og fremmest tak fordi du blogger, du er simpelthen så god til det, og det, du skriver, er altid enormt vedkommende og sympatisk – uanset hvad det handler om.

    Derudover masser af tanker til jer i den her situation. Jeg håber, I alle har det bedre. Jeg skriver lidt forsinket, da det pludselig blev ret aktuelt for mig at svare på emnet. Jeg var nemlig i sidste uge ude for præcis det samme som din mand med et nærmest identisk forløb, og hvor var det bare hæsligt. Nok mest for mine forældre, der var ekstremt bekymrede inden vi fik den gode melding, at det “bare” var en virus, men også for mig selv – din mand har 100% ret, når han siger, at smerterne er ubeskrivelige og gør, at selv det at drikke vand og sige en hel sætning virker ekstremt uoverskueligt. Det hjalp mig rigtigt meget at læse dit indlæg om jeres oplevelse, nu føler jeg mig mindre alene med den. Så mange tak <3

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *