Sig lige Hej!

Noget der undrer mig en hel del for tiden, er hvor mange der undlader at sige Hej til mit barn, når hun med insisterende øjenkontakt råber Hej til dem. I supermarkeder, på gaden, i lyskryds, i venteværelser, allesteder. Jovist, er det da muligvis en anelse overrumplende når en 80 centimeter høj dellet og oftest lidt klistret type med et halvt tandsæt råber af en fra en klapvogn, men altså, det er da underligt ikke at svare? Måske er det bare mig, der som mor til et udfarende menneske måske ikke helt kan se det farlige i at gøre det. Men jeg er virkelig begyndt at lægge mærke til hvor mange, der iskoldt ignorerer hende og helt befippet og demonstrativt kigger den anden vej. Det er særligt efter vores tur til USA tidligere på året, hvor alle (!!) sagde Hej og stoppede op og snakkede, selv når hun ikke så deres vej. Måske er det en dansk ting. Lidt ligesom at der er en del, der ikke hilser på den hjemløse avissælger foran supermarkedet. Kom nu. Bare et smil, et nik, eller en hilsen. De er ikke farlige, hverken Uma eller ham med avisen også selvom de muligvis er lidt beskidte og mangler nogle tænder.

Hej! Heeeej!

image

73 replies
  1. Sanne says:

    I hear you. Har en fireårig meget udadvendt gut, der gerne siger god weekend til hele nabolaget på vej hjem fredag eftermiddag. De ældste svarer typisk tilbage og stopper op, mens de unge – ofte andre mødre – ignorerer ham bravt. Det er alligevel besynderligt.

    Svar
  2. Heidi says:

    Hej Uma 🙂
    Og hej Uma’s mor 🙂
    Hvor har du ret! Er selv mor til en på halvandet, som også ynder at sige hej til alt og alle.
    Ih jeg er SÅ enig med dig!! Smil nu til hinanden, hils på hus-forbi-manden, sig hej til den lille glade størrelse i klapvognen, du går faktisk ikke i stykker af det!
    Rigtig god dag til dig og dine <3

    Svar
  3. lærke says:

    Jeg FATTER ikke at folk ikke svarer. Og ja, på den front er Danmark noget anderledes end USA, de er langt mindre akavede 🙂

    Svar
  4. Cille V says:

    Jeg tror tit det er folk uden børn der ikke hilser! Jeg selv er i hvert fald så skruk, at jeg mere eller mindre insisterende søger øjenkontakt med alle småbørn jeg møder – dvs. indtil jeg for nyligt begyndte at blive bange for, om forældrene synes det er underligt, at jeg sidder i bussen og smiler (alt for bredt) til deres børn 😅 Nu prøver jeg at styre mig.. Så jeg tror måske simpelthen folk er bange for at gengælde kontakten, hvis de ikke selv har børn. Men altså – det er sgu noget underligt noget

    Svar
    • Marie says:

      Ej det er så mærkværdigt. For mig at se har det intet at gøre med, hvorvidt man kan lide børn eller ej, det er da bare almindelig pli at hilse igen. Det synes jeg virkelig. Jeg siger også godmorgen til andre forældre i børnehaven og farvel og den slags. Det er der godt nok mange, som ikke gør, og det undrer mig. Man bliver faktisk i bedre humør af lige at sende et smil eller et ‘hej’ til et medmenneske – børn eller ej. De fleste ældre mennesker kan godt finde ud af det, hvorfor mon vi er blevet så uhøflige i det offentlige rum? Min søn siger også hej til alle 😊

      Svar
  5. Pernille says:

    Så sandt! Og det er altså ikke bare 1 ud af 10 der ikke siger Hej igen. Dog tror jeg det er mindre slemt herover i jydeland aka århus. Et slag på tasken er det 1 ud af 3-4 stykker der ignorer min lille frikadelle på 80 cm. But why?

    Svar
  6. Dorte says:

    Jeg er den, der stopper op og sludrer med alle 1-2-3-årige. Jeg kan sgu ikke lade være – det er da for nuttet! Og smile kan man vel altid lige. Hvis man smiler nok, bliver man gladere – det virker faktisk!

    Svar
  7. Louise says:

    Jeg tror egentlig jeg siger hej tilbage, fordi jeg selv har to niecer på hhv. snart 1 og 4 år – men jeg kan lidt godt forstå, at nogle ikke gider.
    Nogle gange står jeg fx i supermarkedet. Jeg har måske haft en træls dag og er træt i hovedet, og så sidder der et barn for enden af båndet, så jeg ikke kan komme til mine varer og insisterer på at fortælle mig om hans børnehave og hvornår han har fødselsdag og hvad han får til fredagsslik. Så smiler jeg træt og siger ih og åh, mens forældrene kigger hengivet og tydeligvis synes at han er helt bedårende – problemet er bare at det gør jeg ikke – og det eneste jeg kunne tænke mig var at moren siger: Lige lad damen være i fred, skat. Selvom jeg HADER at blive kaldt dame, for jeg er trods alt kun 28 år! Så er der nogle, som for at undgå sådan en situation vælger bare at kigge den anden vej – og nogle gange kan jeg altså bare godt forstå dem! 🙂

    Svar
  8. Emma Louise Rask says:

    Hvordan kan man lade være med at sige hej? Det er da trist. HEJ sødeste Uma 👋🏼😍

    Svar
  9. Stephanie says:

    Ej, dit indlæg giver så meget mening og stof til eftertanke, og jeg (som ikke er mor) har aldrig tænkt på det på den måde før. Når børn siger hej til mig på gaden, så svarer jeg dem altid og smiler. Jeg synes det er SÅ sødt. Men jeg føler mig ofte lidt sådan utilpas, fordi jeg ikke ved, om forældrene synes det er mærkeligt, at en vildt fremmed snakker til deres barn. Måske lidt fjollet. Nu vil jeg i hvert fald klart have dit indlæg i baghovedet fremover! 🙂

    Svar
  10. Louise says:

    Min kæreste og jeg er også lige kommet hjem fra Spanien med vores 5 måneder gamle søn, der hilste alle på ham hvis han bare gav den mindste antydning til at smile til dem. Det er sjovt hvordan kulture er så forskellige. Men sørgeligt at vi danskere er så indelukkede og bange for at tale med fremmede.

    Svar
  11. Stine says:

    Jeg forstår det heller ikke. Altså du behøver ikke snakke med mit barn hele vejen hjem i bussen. Særlig fordi den samtale hurtigt vil blive kedelig.
    Men et lille Hej første gang forstår jeg ikke man lader være med. Det gør min datter i øvrigt heller ikke, så når der er for mange i bussen i træk som ignorerer hende, så bliver hun højlydt ked af det – særligt nok også fordi jeg ikke lader hende gå rundt i bussen (så kan de lære det. De skal selv høre på hende muhahaha).

    Svar
  12. SP87 says:

    Hvis du på et tidspunkt kommer til Århus og tager den lille dellede, klistrede type med, så sig til. Jeg kommer gerne og siger hej lige så mange gange hun vil (og jeg slæber endda også gerne min egen lille dellede, fedtede type med som bonus)
    Hej Uma! Hej heeeej!!

    Svar
  13. Mia says:

    Jeg har selv en datter som er et par måneder yngre end Uma. Hun hilser sjældent på folk, og bliver genert hvis folk henvender sig til hende. Til gengæld sidder hun gerne i bussen og peger på alle og råber “a’ det?” 😂

    Svar
  14. Ditte says:

    Så enig!

    Til gengæld havde jeg sidstfødte med ud at handle forleden. Hun er 3 mdr og lå i vognen og sprællede med arme og ben. En ung fyr går hurtigt forbi, kigger på sprællebabyen, stopper og op vinker og siger ‘Hej baby’. 10 point til ham altså <3

    Svar
  15. Emma says:

    Jeg siger altid hej tilbage! I metroen oplevede jeg engang en baby (nok på Umas alder) der kiggede insisterende på mig og sagde “Hej!” så sagde jeg “Hej!” tilbage og sådan fortsatte det fra Christianshavn til Nørreport. Baby kunne ikke holde op igen.

    Men jeg har indtryk af, at det er meget forskelligt om forældre overhovedet gider have, at man stopper op og snakker. Min egen mor lærte mig (da jeg var meget lille) at sende alle gamle damer et eddikesurt blik, så de ikke kom over og dikke-dikkede. Hun orkede ikke, at folk hele tiden skulle “overfalde” hendes baby. Tror hun havde det som gravide, hvis mave fremmede hele tiden gerne vil røre ved.

    Det har dog ikke hængt ved. Jeg smiler/hilser faktisk helst lige til ALLE, jeg går forbi på gaden. Hjemløs, baby, ung og gammel. Et smil gør en så glad.

    Svar
  16. Trine says:

    Jeg har aldrig haft super nemt ved lige at snakke med børn. Der har desværre bare aldrig været mange børn i min omgangskreds eller familie at øve sig på. Og hvis jeg siger hej tilbage bliver jeg ‘bange’ for, at jeg måske skal til at snakke med barnet, og det kan jeg ikke?! Når jeg skriver det her, synes jeg det lyder fuldstændig åndssvagt. Min kæreste er total god til det, siger altid ‘hej hej’ og snakker med alle de unger der har lyst – jeg er total misundelig! For jeg føler mig da også lidt som en hat, når jeg står der og lader som om jeg (voksen, 27 år!) ikke ser lille barn fordi JEG er ‘bange’ for ham/hende!! Pff! Der er bestemt room for improvement fra min side.
    P.s. Jeg er forresten gravid i 27. uge lige nu. Overvej lige hvor nervøs man (oven i alt det andet) kan være for, at man ikke vil kunne finde ud af at snakke med sit eget barn, når hun kommer ud!!

    Svar
    • Skalotteløg (Charlotte) says:

      Åhr, mand! Det der er så meget mig for to år siden. Kan kun sige: No worries! Du lærer at snakke med dit barn 😀 Ja, hvis du er heldig, lærer du faktisk også at snakke med andre børn 😉 Min dreng er 1½, og jeg kan nu både snakke med ham OG naboens børn. Uden at føle mig forkert. Så bare tag det helt roligt. Du vokser med opgaven 🙂

      Svar
  17. Signe K says:

    Enig, sig nu bare Hej, det gør ikke ondt, tvært imod. Man bliver da i meget bedre humør, når man giver eller får et smil og et hej😊☀️

    Svar
  18. Karoline says:

    Ej hvor øv altså! Jeg oplevede selv i går, at en lille pige på Umas alder råbte “HEEEEJ” til mig, og jeg svarede hende selvfølgelig! Hvorefter hun igen råbte hej, og sådan fortsatte det nogle gange frem og tilbage. Simpelthen så hyggeligt 😀

    Svar
  19. Skalotteløg says:

    Børn har altid skræmt mig! Og derfor er jeg faktisk blevet helt befippet, når de har råbt hej efter mig. Som en anden også skriver, så har jeg også altid spekuleret på, om forældrene nu syntes, det var okay – og hvordan konverserer man i øvrigt med sådan en størrelse?

    Når jeg så alligevel har sagt hej tilbage, og bliver mødt med gentagne og insisterende hej’er, er jeg gået i baglås. Hvad gør man så?? Det virkede mærkeligt at blive ved at nøjes med hej.

    Nu har jeg så fået et barn selv, og nu forstår jeg det. Man skal netop bare blive ved at sige hej. Det forstår jeg først nu!

    Så jeg kan godt følge dig. Nu. Men jeg kan også godt huske, hvordan det er at stå der (som enebarn, der aldrig har interesseret sig for små, klistrede typer) og føle sig helt fortabt, når der sidder en tandløs hej-siger og insisterer på at samtale på et sprog, man ikke forstår 🙂

    Jeg går ud fra, det er derfor, hvis folk ikke siger hej. Ellers er de jo bare idioter 😉

    Svar
    • pia says:

      åh, vi har også været et par ture i USA med begge vores små børn, hvor alle hilste, smilede etc – og begge vores børn var utroligt glade og åbne derovre og vi havde to fantastiske ture. da vi så kom hjem til kbh, fortsatte de med at sige hej/smile/råbe af folk off. steder og det gjorde helt ondt i mit hjerte, når de blev ignoreret, især fordi jeg bildte mig ind at de efter nogle uger ‘gav op’ og dermed allerede i så tidlig alder tog den danske reserverethed og tilbageholdenhed til sig… kan huske jeg var helt ked af det i den periode. selvom jeg har fuld forståelse for at folk ikke altid ved, hvordan de lige skal svare en insisterende klistret råber, eller er træt, uoplagt etc. måske vi alligevel skal flytte til provinsen hvor det lyder til der er lidt mere overskud, tid og åbenhed

      Svar
  20. J says:

    Jeg siger gerne Hej til små poder på min vej. Men der er bare ofte børn som siger Hej 17 gange (altså til det samme menneske) og så bliver det lidt anstrengende at være indlagt til Hej battle i Netto, når man bare lige skulle skynde sig ned efter mazarintærte

    Svar
  21. Helle says:

    Åh jeg synes den er svær. Selvom jeg ikke mener vi skal ignorere hinanden, og slet ikke børn, så synes jeg heller ikke at man skal forvente, at fremmede griber den med begejstring hver gang ens barn siger hej. Jeg har ikke selv børn, og er egentlig heller ikke super begejstret børn – særligt ikke dem jeg ikke kender. Beklager… Men. Er der et barn som smiler til mig, så smiler jeg naturligvis igen. Siger det hej, så kigger jeg, smiler og siger hej. Siger barnet hej 10 gange med stigende kraft, selvom jeg har sagt hej, ja så ignorer jeg til sidst. Her oplever jeg ofte forældre ignorere deres børn, når de begynder på det, og det synes jeg faktisk er lidt irriterende.
    Men folk der ignorerer et barn, der hilser med et forsigtigt hej, er selvfølgelig ikke ok. Her må man lige vise lidt overskud – ligesom forældrene gerne må kvittere med et smil til den fremmede der hilser igen, når ens barn siger hej. 🙂

    Svar
  22. Sara says:

    For mig er det meget naturligt at sige Hej til barnet og endda snakke videre hvis barnet vil det. Jeg er også typen der sidder med et kæmpe smil i bussen, hvis der er en baby. (Var faktisk på en date forrige uge og der var de to sødeste babyer på caféen… Ville hellere snakke med babyerne end min date. fuck!)… anyways. Problemet er, at mange forældre bliver en lille smule utilpasse hvis man taler med deres børn – også selvom barnet selv har startet kontakten, og jeg tænker derfor, at folk som før har oplevet at forældre tydeligvis blev utrygge, fremover undlader at hilse på børn.. Idk. Det kan også være at folk bare er nederen.
    Men hej til Uma!

    Svar
  23. M says:

    Det skal jeg svare dig på. Jeg plejer at sige Hej til alle børn der siger Hej til mig og smiler sødt til dem når de forsøger at charme sig ind på mig. MEN! Så er der de forforældre der giver en et mærkeligt blik, hvis man giver deres små kære den opmærksom de søger og nærmest synes at det er pinligt at deres børn siger Hej til alt og alle. Derfor vurdere jeg altid lige hvordan forældrene ser en an inden jeg giver et Hej og smil tilbage. Intet værer end forældre der nedstiere os der gerne giver et Hej tilbage.

    Svar
  24. Christinq says:

    Jeg oplever faktisk det modsatte her i nærheden af Aalborg, hvor vi bor. Min datter er jævnaldrende med Uma og siger også hej til alt og alle på vores vej. Selvfølgelig er der nogle, som ikke gengælder hendes hej, men langt størstedelen gør 🙂

    Svar
  25. Karen says:

    Sorry, men det er sgu lidt en jungle at finde rundt i… Jeg siger altid hej, når børn siger hej, og synes at det er hyggeligt. Men der er altså også forældre, som bliver pisse sure og kigger på en som om man er børnelokker, blot man smiler til deres børn i køen i supermarkedet… Det er ikke altid lige let at navigere i.

    Dette er ikke personligt rettet mod dig, Cecilie, og jeg bliver nok upopulær blandt nogle mødre derude… Men der er altså også nogle forældre, som bliver lige lovlig “selvcentrerede”, og pludselig ikke kan forstå at hele verden ikke drejer sig om deres barn.
    For nyligt blev et oplæg delt flittigt på Facebook, om en lille pige som cyklede til skole, og moren svinede nærmest alle andre cyklister til, fordi de ringede med klokken af den lille pige, eller fordi de kørte hurtigt forbi hende. Morens spørgsmål var “kan du ikke se, at hun er lille?”
    Selvfølgelig kan de andre cyklister se, at pigen er lille, men kan moren ikke se at det er farligt, at pigen kører og slingrer på cykelstien i morgentrafikken? Farligt, at hun bliver bange og nervøs, når cyklister ringer med klokken? Den slags undrer mig…

    Jeg har selv en hund, og der bliver folk fornærmede hvis den så meget som snuser til deres sko. Børn er ikke hunde, i know! Men når jeg lige om lidt får et barn, så håber jeg, at jeg bare engang imellem kan minde mig selv om, at ligeså vel som at folk ikke har bedt om at hilse på min hund – og ikke synes at den er ligeså sød og harmløs som jeg gør – så er de måske heller ikke ligeså betaget af mit barn, som jeg er. 🙂

    Men det forhindrer jo heldigvis ikke mig i, at hilse på de børn der råber hej til mig. 🙂

    Svar
  26. C says:

    Jeg arbejder i børneafdelingen i H&M, og jeg hilser altid ivrigt på samtlige børn, der ligger op til det (ikke alle børn bryder sig jo om det, og det er fair – jeg gør det både på arbejdet, men også uden for. Der er virkelig ikke noget bedre i min verden end børn og deres væremåde – de er åbne, ærlige og skide sjove. Jeg vil dog også tilføje, at, som et par andre har skrevet, at det ikke er alle forældre, der tager pænt imod det. Jeg oplever tit, at børnene gerne vil interagere, når jeg betjener dem og deres forældre på mit arbejde, men at forældrene ikke er interesserede; det er ofte der, at jeg modtager skeptiske blikke, men jeg bliver ved, hvis barnet gør. Langt de fleste forældre elsker dog, at man lige tager sig tiden til at hilse på deres dellede og klistrerede børn, og dem vil jeg altid foretrække. De gør det bare lidt sjovere!

    Svar
  27. Alexandra says:

    Jeg tror måske det er en dansk ting, jeg er ikke sikker. Personligt svarer jeg altid børn der siger hej. Generelt smiler jeg altid til babyer og lidt større, hvis de kigger på mig. Det er så sjovt at kunne få dem til at grine.

    Jeg har aldrig oplevet at forældrene tog det ilde op, men på den anden side, kan jeg da godt forstå, hvis folk har oplevet det flere gange, at de trækker sig lidt.

    Jeg bor for tiden i Frankrig, og bliver dagligt positivt overrasket over hvor meget folk siger et enkelt ‘bonjour’ i opgangen, et ‘bon appetite’ når man sidder på en bænk og spiser frokost, osv, osv. Jeg er generelt dansk og kan godt lide at have to sæder i bussen, men jeg synes alligevel det er rart med den der venlighed det udtrykker at sige et enkelt positivt ord. Og jeg synes bestemt det er synd, hvis vi lærer børn fra en meget meget ung alder at det er farligt og uhøfligt at sige “hej”..

    Svar
      • Alexandra says:

        Ja, jeg har nu boet på i syd og nord samt i Paris, og generelt finder jeg altså franskmændene mere åbne og umiddelbart venlige, det er ret skægt. Men så igen, vi har vist også netop selv et ry for at være utilnærmelige – hvilket dette nok egentlig mere er et udtryk for end uopdragenhed. At fok så burde vide bedre pga. god opdragelse er en anden sag 😉

        Svar
    • Skalotteløg (Charlotte) says:

      So true – jeg oplevede det samme, da jeg boede i London. Det var såååå skønt at få et hej fra fremmede folk på gaden, bare fordi, man var til. Det bør vi helt klart arbejde på herhjemme.
      Tror egentlig det er en skandinavisk ting, for oplevede samme umiddelbare lukkethed ved de finner, svenskere og nordmænd, jeg boede sammen med. Til gengæld er det DE venskaber, der stadig holder i dag, hvor jeg er hjemme i DK, ikke dem med englænderne.

      Min konklusion var, at vi skandinaver nok er sværere umiddelbart at komme i tale med, til gengæld lukker vi folk rigtigt ind, når vi gør det, hvor englændere er mere overfladiske. Og begge dele har jo sin charme 😉

      Svar
  28. Ida says:

    Jeg siger ALTID hej. Elsker hvordan børn lyser helt op, når de får øjenkontakt med en og når man reagerer på det, de gør. Troede virkelig alle sagde hej ..

    Svar
  29. E says:

    Ej, jeg troede kun det var mig det skete for! Folk gider heller ikke svare min søn, når han sidder der og blafrer begejstret. Synes det er VILDT underligt.

    Svar
  30. Kaya says:

    Hvor har du ret:-/ synes endda folk kigger mærkeligt hvis man lige siger hej til deres barn eller smiler i køen i netto, jeg kommer fra Tyrkiet og det er så normalt at man bare hilser og smiler til barn, og også til folk man ikke kender … savner den varme lidt her i dk ❤ dejlig ferie til jer 😎

    Svar
  31. Cecilie says:

    Enig! Har aldrig fattet det – ligesom dem der bare kigger den anden vej når sådan en lille størrelse sender dem det STØRSTE smil.

    Jeg er mega meget introvert, men lige børn, der kan jeg sku ikke lade være med at sende dem et tandsmil og sige hej tilbage, når de sådan charmer <3

    Svar
  32. Louise says:

    Jeg siger altid hej tilbage. Nogle gange også først, hvis et barn sidder og stirrer på mig. Jeg synes det er hyggeligt!

    Svar
  33. Mille says:

    HELT ENIG! Vi var også i USA da min mindste datter var 1 år og alle var så søde. Her hjemme bliver hun groft ignoreret. Min store pige på 5 år siger også hej til alle og spørger mig altid hvorfor folk ikke svare hende!

    Svar
  34. A says:

    Danskere er meget, meget reserverede. Jeg havde mine fordomme om at flytte til Vollsmose, men i det mindste hilser alle og hjælper gerne med at åbne døre, bære indkøb og sludre lidt i opgangen, det ville ALDRIG ske i en helt almindelig blok.

    Svar
  35. Majbritt says:

    Da vi boede på bryggen sagde alle hej også Linse😊 i herlige Herlev siger næsten alle hej, forstår det ikke helt, har altid selv sagt hej til børn. Men folk har måske travlt ellers gider de bare ikke. I Italien sagde alle hej og stoppede op for at knibe kinder og sige Bella baby, årh det var godt.

    Svar
  36. Anne Mette says:

    Helt enig. Det er så sært!! Havd er folk bange for? Min søn er endnu ikke så gammel at han kan sige Hej endnu. Men vi bor i lejlighed og jeg hilser stædig på alle, når jeg støder på dem i opgaven. Men folk kigger ofte skeptisk og fremstammer nogle gange et Hej – men ikke altid – så bliver man bare ignoreret. Det er da mærkeligt bare at gå helt tæt forbi hinanden og bo side om side, uden lige at sende et nok eller et Hej.

    Svar
  37. Mie says:

    Altså altså, det er da nemt nok for de fleste at sige ‘hej’, men som mange også skriver i kommentarfeltet så er der altså nogle forældre (læs: mange), der kigger mistænkeligt på os som uopfordret siger hej til børn, selvom de ikke har sagt hej først og det orker man bare ikke. Så derfor dropper man det måske helt?!
    Og måske har man også bare en dag, hvor man ikke orker at være “på” overfor andre mennesker og skal have en “hej-battle” med små børn i supermarkedet eller wherever.
    Man behøver jo ikke at være et indelukket og selvcentreret menneske, der ikke har overskud til at andre mennesker bare fordi man ikke vil besvare alle børns hej. Det er vel først og fremmest forældrenes ansvar at stimulere deres egne børn og den opgave kan man ikke ‘forvente’ at fremmede ude i det offentlige rum påtager sig, bare fordi ens børn siger hej. Jeg siger ikke, at det er det der bliver argumenteret for her på siden, jeg konstaterer det blot.
    Hvis man har lyst til at sige hej er det vel okay, ligesom at det vel er okay at lade være hvis man ikke har lyst 🙂

    Svar
  38. Cæcilie says:

    Jeg tror, det er meget forskelligt, hvorvidt jeg siger hej eller ej, når jeg møder børn på min vej. Hvis jeg synes, de er søde, hvis humøret er rigtigt, hvis det føles naturligt, så siger jeg hej og smiler. Hvis jeg synes, barnet er irriterende, højtråbende eller træls, og hvis jeg har travlt eller humøret er dårligt, så smiler jeg måske bare kort eller kigger væk. Jeg bryder mig som udgangspunkt ikke om børn, og jeg tror at forældre har svært ved at forstå, at der findes den slags mennesker – men det gør der. Når jeg går med min hund, så respekterer jeg, at ikke alene – hverken andre dyr eller mennesker – synes hun er lige så sød og sjov, som jeg gør. Jeg ville ønske forældre havde det på samme måde.

    Svar
    • Tine says:

      Oh lord, sammenligner du børn med en hund?! Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere. Og gu’ er det da mærkeligt med mennesker, der ikke kan lide børn. 1. De har selv været børn. 2. Det svarer til at sige “Jeg kan ikke lide folk, der er fyldt 65.” 3. Det er dæleme mange mennesker at skære over en kam.

      Svar
      • Cæcilie says:

        Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg sammenligner to situationer. Og det er helt fair, at du synes det er mærkeligt, men det ændrer ikke på, at det er sådan jeg og mange andre har det. At jeg ikke kan lide dem, er måske så meget sagt, men jeg har ikke lyst til at snakke med dem, bare fordi de er børn. Som sagt, jeg hilser, hvis det falder mig naturligt i situationen og ellers ikke. Det er i hvert fald ikke noget, jeg gør som regel, bare fordi det er et barn. Men jeg tror faktisk også godt, du kan finde nogen, der kunne finde på at sige, at de ikke kan lide pensionister, hvis jeg skal være helt ærlig. Og ja, det er mange mennesker at skære over en kam, men så lad mig omformulere, bare for din skyld: jeg ville ønske, at de forældre, som ikke gør det, ville gøre det.

        Svar
        • Tine says:

          Jeg tror du misforstår mig. Jeg mener ikke at du skærer forældrene over en kam. Jeg mener at du skærer børn over en kam. At udtale at man ikke bryder sig om børn er utroligt intolerant i min optik, da børn findes i mange varianter. Ligesom at der findes mange forskellige mennesker i din aldersgruppe. Det ville også blive opfattet mærkeligt, hvis jeg udtalte at jeg ikke brød mig om folk i alderen 24-31. Det er absurd at dømme folk på baggrund af deres alder.
          Hvis vi skal tage udgangspunkt i din hundeanalogi, så er det rigtigt at hundeejere skal sørge for, at deres hunde ikke generer andre mennesker. Det skal de lære hunden. Men på et tidspunkt er hunden en hvalp og er stadig i gang med at lære, hvor jeg tror mange mennesker vil være mere overbærende med at blive “generet”. Hvilket de burde. Ligesåvel som folk bør tage hensyn til at børn er små og stadig lærer hvordan man skal gebærde sig. Og der ville det da være rarest, hvis de fik et “Hej” tilbage, så de lærte at verden er et hyggeligt sted og folk vil dem det godt. Fair nok, at du ikke gider have en samtale med en, du ikke kender. Men det er direkte uhøfligt ikke at sige hej til en, der hilser.

          Svar
          • Cæcilie says:

            Vi er for så vidt enige. Det, der er kernen i min første kommentar er, at jeg ikke hilser på folk, bare fordi de er børn. Hvis jeg hilser, så er det fordi, jeg har lyst, det passer ind i situationen eller lignende. Sådan er det, når jeg hilser – eller ikke hilser – på alle mennesker. Verden skal selvfølgelig være et så rart sted som muligt for så vel børn som voksne, men jeg er sikker på, at børnene vil lære hen ad vejen, at det ikke er dem, der er noget galt med, det er bare ikke alle mennesker, der har lyst til at sige hej. Og sådan er virkeligheden altså. Selvfølgelig er der børn, jeg kan lide – jeg er f.eks. helt og aldeles vild med mine niecer – men ligeså vel som folk kan sige “jeg elsker børn” som et meget vidt begreb, så kan man altså også godt sige “jeg bryder mig som udgangspunkt ikke om børn”. Det kan du synes er mærkeligt og alt muligt, men det gør det altså ikke mindre sandt.

            Når alt er sagt, så har jeg tænkt videre over indlægget og dine kommentarer, og jeg kan sagtens se pointen i begge dele. Jeg vil tænke over det, næste gang jeg møder et barn på gaden, og hvem ved, måske siger jeg hej 🙂

  39. Nielsen says:

    Jeg har meget sjældent oplevet at mine 3 børn, da de var små, ( gisp de er vist ikke så små mere) ikke fik et hej tilbage. Og de har om nogen råbt hej til alle i øst og vest, hvor jeg selv nogen gange, ville have ønsket at de kunne tie stille en gang imellem😃 Om det har noget at gøre med i Udkantsdanmark ved jeg ikke….Min ældste datter var altid enormt insisterende – hun blev bare ved med at sige hej, indtil hun fik svar tilbage😂

    Svar
  40. Marie says:

    Ej det er så mærkværdigt. For mig at se har det intet at gøre med, hvorvidt man kan lide børn eller ej, det er da bare almindelig pli at hilse igen. Det synes jeg virkelig. Jeg siger også godmorgen til andre forældre i børnehaven og farvel og den slags. Det er der godt nok mange, som ikke gør, og det undrer mig. Man bliver faktisk i bedre humør af lige at sende et smil eller et ‘hej’ til et medmenneske – børn eller ej. De fleste ældre mennesker kan godt finde ud af det, hvorfor mon vi er blevet så uhøflig i det offentlige rum? Min søn siger også hej til alle 😊

    Svar
  41. Rikke says:

    Jeg synes altså det er voldsomt grænseoverskridende at sige hej til folk jeg ikke kender, også selvom det er børn. Så faktisk ville jeg ønske at folk opdrog dem til ikke at snakke med fremmede…

    Svar
    • Tanja says:

      Hej Rikke. Jeg kan sagtens forstå dig, men børn på 1 år, kan man altså ikke forklare, at de ikkemå snakke med fremmede. Og de siger jo bare hej. Helt uskyldigt i min verden.

      Svar
  42. Anne says:

    Åh yes. Jeg er så på linje med dig. Det er så sært, come on – det er bittesmå mennesker, der bare er glade og har lært at hilse. Og ja – når man jævnligt har sin færd i USA er det så tydeligt, hvordan vi har kultur for at ignorere, holde os for os selv eller hvad vi vil kalde det.

    Svar
  43. May says:

    Haha, omvendt er det næsten mig der starter med at sige hej til baby og smile helt ned i barnevognen, hvis vi får øjenkontakt! Jeg kan virkelig heller ikke forstå mennesker, som kigger den anden vej eller bare ignorerer det. Det er små børn for pokker.. HEJ lækre Uma <3

    Svar
  44. Rebekka says:

    Jeg har oplevet det modsatte. En voldcharmerende unge, der smilede meget sødt og insisterende til mig – selvfølge smilede jeg tilbage! Mens mor stod og så skrupfornærmet og sur ud. Virkelig mærkeligt!!!
    Nå men jeg smiler altid tilbage/siger hej/svarer på spørgsmål tilbage. Bare fordi det er børn kan man da godt være høflig? Og det er da uhøfligt ikke at svare??
    Har ingen børn selv (endnu)

    Svar
  45. Sara says:

    Har altid synes det var så vildt mærkeligt når der kommer en hjemløs gennem kupeen, og ingen svarer ham. Må være så ubehageligt at folk lade som om man ikke eksistere! Siger altid hej eller kigger eller smiler, det mindste man kan gøre er sgu da at anerkende at folk eksisterer! Og fedtede små børn er det sgu oftest mig der hilser først på 😉

    Svar
  46. Julie says:

    Ja I USA siger alle hej til vores baby, og det er vildt hyggeligt! Det tog mig dog tid at vænne mig til, da jeg i DK var vant til at rende rundt og beskytte min og andre “privatsfære” i det offentlige rum — noget som jeg i dag anser som dybt uhøfligt. Nu small talk’er jeg ubesværet med alle 🙂 Det bliver vist noget af en omvæltning at vende tilbage til Dk 🙂 Et smil eller er Hej fra fremmede gør min dag bedre.

    Svar
  47. Mette says:

    Hej Uma! 🙂 Åh jeg kender det godt! Har en dreng der lige er et par måneder ældre end Uma og vi oplever det også tit… Jeg får nogle gange helt ondt i hjertet og lyst til at sige noget til dem.

    Svar
  48. NanO says:

    Det ku godt være en regional/lokal ting. Her i Nåååååårjylland synes jeg folk har hilst pænt entusiatisk på begge mine små råbere. Der bliver dikket i netto og stoppet op ved klapvogne. Måske er her bare flere ældre mennesker og folk m god tid. Vi er trods alt i udkantsdanmark.

    Svar
  49. A says:

    For mig er det vildt grænseoverskridende og en overskridelse af min privats sphære (staveplade?) at det forventes at jeg svarer små fedtede råbe børn 😂 jeg prøver at smile næsten hvergang, men vil aldrig stoppe op og sludre.

    Jeg har selv børn i øvrigt, men de råber nu ikke rigtigt af fremmede.

    Svar
  50. Laurids says:

    Årh hvor er jeg ærgerlig over at mine fordomme om ellers så fantastiske København kommer til rette her 😉 I Aalborg må man beregne ekstra transporttid, hvis man har en baby med, for aaaaalle vil hilse 😉

    Svar
  51. Julie says:

    ÅH, hvor er hun altså sød hende Uma! Hvis jeg dog bare boede i Hovedstaden, så ville jeg da hellere end gerne sige hej til sådan en lille charmetrold! 🙂 HEJ UMA 🙂

    Svar
  52. Kamilla says:

    På trods af at jeg ikke har børn, og heller ikke vil have det. Så har jeg altid været super god til at snakke med børn. Jeg hilser altid hvis de siger Hej eller spørg mig om noget. Jeg oplever mange gange at børn gene vil snakke med min hund, og det er noget det gør mig ekstrem glad! Jeg har dog ikke oplevet, at mødre så fornærmede ud 🙂

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] læste jeg et indlæg hos skønne Sneglcille og idag er det første hold af mine kollegaer draget mod Bornholm for, at deltage i det årlige […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *