Frynsegoder, bagsider og det der gør det noget værd

Jeg skrev for nyligt, at der er noget pinligt i at sige ordene ‘Jeg er blogger’ og jeg prøvede at finde ud af, hvorfor det egentlig er det. Det ved jeg stadigvæk ikke helt, men jeg er glad for at så mange forstod, hvad det var jeg mente. Jeg elsker at blogge, jeg er dygtig til det og jeg kan leve af det. Det er ikke noget at være flov over, overhovedet. SÅ det øver jeg mig på ikke at være.

Men hvordan er det så? At blogge. Jeg har været i gang i mere end seks år, syv til oktober og om et øjeblik har jeg haft det som fuldtidsjob i to måneder, så jeg kan efterhånden godt svare på det spørgsmål.

Det er fedt og det er sjovt, og selvom det ikke er hårdt på samme måde som andre jobs kan være det, hører der selvfølgelig også bagsider og ulemper med – af den slags som de fleste andre ikke oplever.
Ondskabsfulde kommentarer for eksempel. Det er, så vidt jeg ved, ikke noget der sker i så mange andre professioner. Og så er der den der følelse af at nogen forventer noget bestemt af en, og at alle der følger med har en mening om det man siger, gør og laver. Altså, jer på den anden side. Jeg kan engang imellem godt få det lidt vildt over at der sidder 50 tusind mennesker og følger med derude, vildt på den gode måde, men også på den dårlige måde. For når nogle af jeg bliver skuffede over mig, sure på mig eller bare smækker med døren i form af en begrundelse for, hvorfor det var det sidste besøg her på adressen, så rammer det mig personligt, for hvad der er en blog og et underholdningsmedie for jer er jo mig og mit liv, til en hvis grænse, naturligvis. For selvom det blot er et udpluk, lægger jeg virkelig meget af mig selv i alt hvad jeg laver herinde. Men selvfølgelig er det bare et glimt bag kulissen. Præcis ligesom at instagram blot er små bidder af folks liv, om det så er med filter og skyr, eller rod og sure sokker, det ene er ikke bedre end det andet, eller mere ægte for den sags skyld, jeg mener bare, at det der med, at man som blogger ofte står for skud i forhold til beskyldninger om at holde noget tilbage, at vise noget forkert, lave for meget spons, lave forkert spons, at have været bedre tidligere, eller som jeg selv har oplevet at få skudt i skoene ‘ sjovere som ulykkelig’, det bliver faktisk også trættende i længden. Konstant at skulle få smidt i hovedet, hvad folk synes man er dårlig til, og der er stor forskel i min verden på at være konstruktiv i form af en velmenende kommentar og så decideret at blande sig i, hvordan andre lever deres liv, om det så er på nettet eller ej.

Det er vigtigt for mig, at understrege at selvom jeg har lukket jer indenfor i årevis, og stadigvæk gør det, er det klart, at det er på mine præmisser frem for jeres, så når jeg vælger at holde nogle situationer, personer og følelser væk fra bloggen, handler det udelukkende om, at det stadigvæk er mit liv, og det som jeg deler med jer af det, er ikke nødvendigvis en bedre eller værre version af det, men når jeg skal forsvare, hvorfor jeg ikke vil skrive om at være stedmor, mere end jeg allerede har gjort, eller hvorfor jeg ikke har lyst til at skrive, hvor mine børn går i institution og skole, og ovenikøbet bliver kaldt uptight, falsk eller tarvelig når jeg gør det, så bliver jeg faktisk ret træt, og det er drænende.

Åh, og en af de værste; Presset fra mig selv når et indlæg ikke bliver modtaget som forventet. Av. Følelsen af at udgive et indlæg og fejle, enten i form af manglende respons fra jer, misforståelser, eller sure kommentarer, det er jeg ikke god til og bliver det nok heller aldrig. Men så er det eddermame heldigt at fordelene er mange! For det der til gengæld i den grad gør det værd at lave, hvad jeg gør, er en kombination af mange virkelig lækre ting. Den åbenlyse:  Jeg kan pisse godt lide at skrive. Det er uden tvivl min yndlingsbeskæftigelse og at jeg kan få lov til at leve af det, er det vildeste drømmescenarie for mig.
Jeg er pjattet med det umiddelbare og hurtige blogmediet kan. Præcis lige så angstprovokerende og finurligt det kan være sådan at føre en online-dagbog med tilskuere, præcis lige så adrenalinfrembringende og fedt er det.

Og så er der mine læsere. Jeg elsker at lære jer at kende, og at have en hel hær af mennesker som gider at følge med og som (for det meste) kan lide at gøre det, som står klar med både skulderklap, gode råd, tilkendegivelser og historier. Der er fandeme ikke det I ikke har hjulpet mig igennem, fra ubehagelige børnehave-indkøringer, til brystknuder og graviditetstræthed. Det er slet ikke til at forstå, at det kan lade sig gøre. Jeg har faktisk flere gange oplevet at andre bloggere er kommet til mig og har sagt at mine læsere er de vildeste! Og jeg er enig. I er så loyale, så søde og helt igennem gode. Jeg er drøn heldig, og det er så ærgerligt at bagsiderne ind imellem overskygger det I kan og gør. Undskyld for det, men mest af alt tak. Pisse tak.

Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig frynsegoderne i mit job, som for eksempel den tur jeg lige er kommet hjem fra, hvor jeg i 24 timer tilbragte tid med 12 smukke damer på et spahotel i Ystad, en tur som hårprodukt-mærket Maria Nila havde inviteret på, eller som når jeg tager hele min familie med på ferie om små to uger som en del af mit arbejde. Eller bare helt simpelt kan hente mine børn tidligt præcis lige så ofte jeg vil, uden dårlig samvittighed eller en sur chef. Dog resulterer det ofte i en lidt træt medarbejder, der bliver nødt til at arbejde om aftenenen i stedet.

Så, altså, trods bagsider, stride kommentarer, presset om at skulle være noget bestemt og angsten for at fejle, er jeg en heldig kartoffel med verdens bedste job, og jeg er ret sikker på, at jeg meget snart har glemt alt det der med at være flov over at kalde mig blogger.

Screen Shot 2016-06-01 at 21.31.30

7 X maj

Maj er så småt ved at være gået og det er derfor blevet tid til et 7x-indlæg. Altså et indlæg der kigger tilbage på de sidste syv år med Sneglcille. 1 indlæg fra hvert år i den pågældende måned. Så, altså:

I maj 2010 læste vi upassende børnebøger herhjemmeI maj 2011 skrev jeg om Ensomhed for første gang
I maj 2012 var knap 3-årige Otto midt i en seriøs selvstændighedsperiode
I maj 2013 havde jeg godt gang i verdens bedste koncept: Ting du ikke skal sige til hende. Hold kæft, det var sjovt!
I maj 2014 var vi lige kommet hjem fra ferie i Tyrkiet. Som kærester. Men det vidste I bare stadigvæk ikke.
I maj 2015 kastede jeg amme-håndklædet i ringen
I maj 2016 funderede jeg over det der med at være blogger, og hvorfor jeg mon synes det til tider er lidt pinligt

Læs de tidligere ‘7X’ her:
Januar
Februar
Marts April

Screen Shot 2016-05-12 at 14.23.38