Læs første del HER
Da indkaldelsen fra Rigshospitalet til biopsi dumpede ind ad døren, efter hvad der føltes som uger, men i virkeligheden bare var få dage efter mammografiet, havde jeg lige en halv dag med ro i kroppen. Nu var der en dato, og den var kun en uges tid væk. Dernæst begyndte tankerne igen at rulle, de gik fra at være rationelle og beroligende til decideret at være tvangstanker og angst. Jeg var så bange. Bange for at være syg. Bange for at dø. Min venindes veninde døde af kræft, få uger inden jeg fandt knuden, og det sad helt frisk i erindringen og stak til den angst jeg allerede følte helt tydeligt inde under rationaliteten og bortforklaringerne, og jeg blev ved med at se hendes ansigt for mig.
30 år gammel døde hun, halvandet år efter de opdagede hun var syg, væk. Fucking lorte kræft.
Dagen efter jeg modtog indkaldelsen, viste det sig, at min mand ikke kunne tage med til biopsien, da han havde et job den dag, som ikke kunne eller skulle rykkes. Ind imellem booker han jobs i sådan en størrelsesorden, at der på ingen måde kan rykkes rundt. Dem har han en håndfuld af om året og to af dem lå uheldigvis lige oveni perioden med den forbandede knude. Lige dele i panik over ikke at kunne have ham med og bare generelt angst over hele situationen, gjorde det mig ikke til verdens rareste menneske at omgås. Både mine veninder, min familie og i særdeleshed min mand fik min knap så tiltalende side at se.
Da dagen for biopsien langt om længe kom, tog jeg afsted i god tid. Jeg hader nemlig at komme for sent. Alligevel klodsede jeg rundt derude og kunne slet ikke finde, hvor jeg skulle være, om det var Rigshospitalets skyld eller mit distraherede sind, eller en kombination ved jeg ikke, men i hvert fald kom jeg et par minutter for sent og nåede allerede at tænke, at jeg ville blive sendt hjem, som straf. Som sagt, var der ikke meget rationelt ved mit hoved i de uger.
Jeg blev selvfølgelig ikke smidt hjem, men endte med at vente cirka ti minutter på, at det blev min tur.
En sygeplejerske hentede mig og viste mig ind i et oplyst rum med en briks i midten og bad mig tage plads. Jeg tog trøjen af, lagde mig med et lagen over min overkrop og ventede yderligere nogle minutter, mens jeg kiggede op i loftet.
Lægen, en kvinde, kom ind til mig efter lidt tid. Vi snakkede kort og hun mærkede på knuden. Da hendes første reaktion var, at hun da virkelig godt kunne forstå at jeg var blevet forskrækket over at finde så tydelig en knude i brystet, var jeg nær brudt sammen, og det gik op for mig, at det var første gang, at nogen havde sagt det på den måde, mødt mig med forståelse for min frygt og ikke med trøst og ‘det er sikkert ikke noget’-snak.
Efter endnu en meget grundig undersøgelse og scanning, hentede hun en sygeplejerske, kørte et gigantisk spot over til briksen, hvor jeg lå, samt et bord med nogle små glasplader på og en virkelig stor nål. Jeg er ikke bange for nåle, men skal ærlig talt sige, at jeg lige sank en ekstra gang, da jeg så den. Hun fortalte grundigt, hvad der skulle ske og sagde at det var vigtigt at jeg lå helt stille, og at jeg endelig måtte sige stop, hvis det blev for slemt. Fuck. I det øjeblik ville jeg virkelig ønske, at jeg havde taget en med mig alligevel. Jeg havde bare svært ved at forestille mig andre der, end min mand, som jo ikke kunne være der.
Efter to stik med den lange nål, som havde suget en masse lækkerier op, der blev lagt imellem glaspladerne og markeret med tusch, var det overstået. Det gjorde ondt, men var på ingen måde uudholdeligt. Det var det til gengæld, da jeg fik beskeden om en ventetid på om mod ti dage…
Og ganske rigtigt, min næste indkaldelse til lægesamtale og svarprøve var otte dage senere. En dato, der faldt lige oveni min mands næste store job den måned og da jeg mødte min veninde til frokost efter biopsien og netop havde indset, at jeg måtte rykke ventetiden yderligere, hvis min mand skulle med, og det skulle han selvfølgelig, gik jeg i bittesmå stykker og brød sammen midt i menukortet. Mere ventetid, mere angst.
…Fortsættes
