Hvad knuden satte i gang #2

Læs første del HER

Da indkaldelsen fra Rigshospitalet til biopsi dumpede ind ad døren, efter hvad der føltes som uger, men i virkeligheden bare var få dage efter mammografiet, havde jeg lige en halv dag med ro i kroppen. Nu var der en dato, og den var kun en uges tid væk. Dernæst begyndte tankerne igen at rulle, de gik fra at være rationelle og beroligende til decideret at være tvangstanker og angst. Jeg var så bange. Bange for at være syg. Bange for at dø. Min venindes veninde døde af kræft, få uger inden jeg fandt knuden, og det sad helt frisk i erindringen og stak til den angst jeg allerede følte helt tydeligt inde under rationaliteten og bortforklaringerne, og jeg blev ved med at se hendes ansigt for mig.
30 år gammel døde hun, halvandet år efter de opdagede hun var syg, væk. Fucking lorte kræft.

Dagen efter jeg modtog indkaldelsen, viste det sig, at min mand ikke kunne tage med til biopsien, da han havde et job den dag, som ikke kunne eller skulle rykkes. Ind imellem booker han jobs i sådan en størrelsesorden, at der på ingen måde kan rykkes rundt. Dem har han en håndfuld af om året og to af dem lå uheldigvis lige oveni perioden med den forbandede knude. Lige dele i panik over ikke at kunne have ham med og bare generelt angst over hele situationen, gjorde det mig ikke til verdens rareste menneske at omgås. Både mine veninder, min familie og i særdeleshed min mand fik min knap så tiltalende side at se.

Da dagen for biopsien langt om længe kom, tog jeg afsted i god tid. Jeg hader nemlig at komme for sent. Alligevel klodsede jeg rundt derude og kunne slet ikke finde, hvor jeg skulle være, om det var Rigshospitalets skyld eller mit distraherede sind, eller en kombination ved jeg ikke, men i hvert fald kom jeg et par minutter for sent og nåede allerede at tænke, at jeg ville blive sendt hjem, som straf. Som sagt, var der ikke meget rationelt ved mit hoved i de uger.
Jeg blev selvfølgelig ikke smidt hjem, men endte med at vente cirka ti minutter på, at det blev min tur.
En sygeplejerske hentede mig og viste mig ind i et oplyst rum med en briks i midten og bad mig tage plads. Jeg tog trøjen af, lagde mig med et lagen over min overkrop og ventede yderligere nogle minutter, mens jeg kiggede op i loftet.
Lægen, en kvinde, kom ind til mig efter lidt tid. Vi snakkede kort og hun mærkede på knuden. Da hendes første reaktion var, at hun da virkelig godt kunne forstå at jeg var blevet forskrækket over at finde så tydelig en knude i brystet, var jeg nær brudt sammen, og det gik op for mig, at det var første gang, at nogen havde sagt det på den måde, mødt mig med forståelse for min frygt og ikke med trøst og ‘det er sikkert ikke noget’-snak.
Efter endnu en meget grundig undersøgelse og scanning, hentede hun en sygeplejerske, kørte et gigantisk spot over til briksen, hvor jeg lå, samt et bord med nogle små glasplader på og en virkelig stor nål. Jeg er ikke bange for nåle, men skal ærlig talt sige, at jeg lige sank en ekstra gang, da jeg så den. Hun fortalte grundigt, hvad der skulle ske og sagde at det var vigtigt at jeg lå helt stille, og at jeg endelig måtte sige stop, hvis det blev for slemt. Fuck. I det øjeblik ville jeg virkelig ønske, at jeg havde taget en med mig alligevel. Jeg havde bare svært ved at forestille mig andre der, end min mand, som jo ikke kunne være der.

Efter to stik med den lange nål, som havde suget en masse lækkerier op, der blev lagt imellem glaspladerne og markeret med tusch, var det overstået. Det gjorde ondt, men var på ingen måde uudholdeligt. Det var det til gengæld, da jeg fik beskeden om en ventetid på om mod ti dage…

Og ganske rigtigt, min næste indkaldelse til lægesamtale og svarprøve var otte dage senere. En dato, der faldt lige oveni min mands næste store job den måned og da jeg mødte min veninde til frokost efter biopsien og netop havde indset, at jeg måtte rykke ventetiden yderligere, hvis min mand skulle med, og det skulle han selvfølgelig, gik jeg i bittesmå stykker og brød sammen midt i menukortet. Mere ventetid, mere angst.

…Fortsættes

image

8 replies
  1. Rachel
    Rachel says:

    Du klarede det fantastisk min dejlige Cecilie! Med oprejst pande, humor, tårer og ærlighed ❤️❤️ Så stærk og så sej!

    Svar
  2. Ditte
    Ditte says:

    Puha ja, ventetiden på svaret er altid det værste ved sådan undersøgelser! Og ja sommetider er forståelsen og anerkendelsen af ens angst ligeså vigtig som de ellers støttende ord. Knus til dig!
    Jeg har et spørgsmål som virker helt forkert at stille nu, men hvor er din kjole på billedet fra? Jeg skal snart til min brors bryllup er virkelig ved at være halv desparat eftersom vi lige er blevet indbudt og bryllupet er lige om lidt!

    Svar
  3. S
    S says:

    Årh, jeg er så ked af at du har skulle igennem det.. det er virkelig ikke sjovt!
    Jeg har selv haft lymfekræft. Må sataner af knuder, der dukkede op på siden af halsen.
    Men jeg vil bare tilføje, at hvis de virkelig mener der er noget galt, så handler de med det samme. Jeg oplevede at blive sendt til scanning, fik taget biopsi og opereret inden for 24 timer. Så hvis den er helt gal, så rykker de altså hurtigt!

    Men årh hvor jeg kender til angsten 🙁 Jeg skal konstant holde øje med knuder og dukker der nogle op, så skal jeg med det samme til lægen. Hver gang bryder jeg sammen og er sikker på at nu dør jeg. At jeg skal dø fra min kæreste og familie. Jeg bliver helt ked af at skrive det 🙁
    Håber aldrig der dukker noget op hos dig igen!
    Husk at nyde hver dag.
    Nogle af os har været igennem den store tur. I den tid sætter man pris på alt det gode man har og har oplevet <3

    Svar
  4. Sabine
    Sabine says:

    Kære cille.
    Man har al ret til at være bange. Lige meget om andre ikke er det. Og hvem ville ikke være bange for tanken om kræft. Jeg var selv hele turen igennem for snart 6 år siden. Forskellen på dig og mig er at de ikke fandt noget i biopsien. Men jeg valgte alligevel at få knuden på halsen fjernet. Da de havde fået den ud fandt de to indkapslede knuder med kræft. Jeg røg derfor ind igen efter en uge og fik fjernet begge skjoldbrudskirtler. I dag har jeg ikke noget stofskifte. Men jeg er rask. Men tankerne og den lille mand på skulderen vil altid være der. Han prikker mig på skulderen lige så snart jeg mærker den mindste forandring i min krop. Han planter uønsket angst og jeg slipper aldrig af med ham igen. Tanker som tænk hvis jeg havde valgt at lade den blive roder nogen gange i mit hovede. Men denne gang vandt jeg. Jeg har tre dejlige piger i dag og skal gifte den 20 august. Jeg lever livet og nyder hver dag jeg får. Jeg husker mig selv på at angsten ikke skal vinde. Jeg vandt. Du vandt. Lorte sygdom. Ingen burde nogen sinde udsættes for en sådan prøvelse. Pas på dig selv og husk du vandt ❤️

    Svar
  5. Mette
    Mette says:

    Puh det er altid lidt hårdt at høre om nogen på ens egen alder der dør af kræft.. Jeg er så glad på dine vegne over, at det endte godt det hele. Så fedt at du deler det! Jeg har mærket en knude i brystet gennem længere tid, men ikke gjort noget ved det.. Nok fordi jeg altid har haft en tilgang til sygdom, som var sådan lidt “nåh ja det er sikkert ingenting”-agtig.. Men nu, inspireret af dig, har begået den tjekket og skal have foretaget et mammografi. Jeg prøver at tage det cool, men kan godt mærke at det der med dødsangst pludselig er blevet en realitet jeg ikke kan løbe fra efter jeg er blevet mor!
    Jeg nyder at læse din blog som er en god blanding af inspirerende, sjov, dyb og underholdende!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *